Leder

Hvis vi vil stoppe seksuelle krænkelser, skal vi lytte til mænd, der gik over grænsen

Kvinderne har sagt fra over for seksuelle krænkelser. Nu er det på tide at høre fra mændene. Hvis en ny generation af unge skal kaste sig ud i seksualiteten med mindre risiko for at gøre hinanden fortræd, må vi inddrage mændene som en positiv del af løsningen
Indland
17. februar 2018

Han er en af dem, der har gjort det: krænket et andet menneske seksuelt. Nu vil han fortælle om det. Ikke for at få syndsforladelse, men fordi han håber på, at hans historie kan være afsæt for forandring. Som han siger: 

»Hvis vi skal det her problem til livs, er vi nødt til at undersøge, hvad der får sådan en fyr som mig til at krænke.«

Nikolaj, kalder vi ham. Han er en af de mænd, som man over de næste måneder kan møde i Informations nye serie ’Grænseland – samtaler med mænd om sex’, som lanceres i dag med en særudgave af Moderne Tider og en podcastserie af samme navn.

Hvad stiller vi op med sådan en som Nikolaj? Vi kan udskamme og udgrænse ham. Fordømme hans handling og gå videre i livet. For han har jo ikke rigtigt noget med os at gøre. Han er jo en krænker. Problemet er, at han i en vis forstand ér os.

Han er en studerende i tyverne, der en nytårsnat, efter en lang fest, befamlede en sovende bekendt. Og det rystede hans selvbillede: Han var jo godt opdraget, fulgte med i ligestillingsdebatten, kendte normalt forskel på »hvad der er dit, og hvad der er mit«.

I dagens avis og de næste måneder vil han få selskab af mænd i alle aldre, der vil fortælle om deres erfaringer med seksuelle grænser og gråzoner. Deres historier er forskellige, men fælles for dem er, at de ønsker at være med til at styrke en samtale, der har haft trange kår: Den mellem mænd, der handler om sex, når det er svært og sårbart. Eller bare tankeløst liderligt. Når kommunikationen svigter. Dømmekraften ryger. Og grænserne overskrides.

For det er ikke bare de få dumme svin, der krænker. Som Lars, der ligesom Nikolaj vil optræde senere i serien, påpeger: »Når man ser på mængden af vidnesbyrd i #MeToo, skulle de mænd i så fald være fuldtidsgramsere.«

Betyder det så, at alle mænd er potentielle krænkere? Nej. Men alle mennesker er i større eller mindre grad i risiko for at træde forkert. Fordi vi hverken kender vores egne eller andres grænser, før vi møder dem. Fordi sex måske grundlæggende er en grænseoverskridende affære. Og at vi ikke altid handler, som vi ved, vi burde – og da slet ikke, når musikken spiller.

Det er ikke mindst vigtigt at huske på, når vi taler om de helt unge. For det er heller ikke bare ’de andres’ uopdragne unger, dem fra hjem uden klaver eller moral, der er skyld i, at de fleste overgreb sker mellem helt unge mennekser.

En undersøgelse fra 2017 viser, at ca. halvdelen af alle seksuelle krænkelser sker i alderen 14-24. Året før pegede en undersøgelse af overgreb blandt elever i 8. klasse på, at 80 procent af gerningsmændene er jævnaldrende. De fleste venner eller bekendte. Det er altså unge mennesker, der kender hinanden. I flere tilfælde er begge parter måske endda interesseret i en romantisk forbindelse. Men så sker der noget, noget går galt, og mindst en af dem går derfra med en dårlig oplevelse.

Men ofte også med en dyb tvivl. I Informations serie Vidnesbyrd, der i 2016 lod kvinder fortælle om deres oplevelser med seksuelle overgreb, var der et gennemgående tema i de helt unge kvinders historier: Usikkerheden om, hvorvidt fyren overhovedet vidste, at han havde begået et overgreb mod dem.

Det er fristende at tale pigerne fra den tvivl. Sige, at de bare påtager sig en urimelig del af skylden som en psykologisk offerreaktion. For fyren må da vide det, hvis han har begået en voldtægt, ikke sandt? Problemet er, at de kan have ret. At han, den unge mand, i situationen ikke fattede, hvad han gjorde. Ikke nødvendigvis fordi han manglende et moralsk kompas, men fordi han ikke havde evnerne til at aflæse, hvad der skete imellem dem, og sproget til at spørge, når han var i tvivl.

Hvis vi ikke er åbne for det mudrede grænseland og tyer til de simple forklaringer, svigter vi i en vis forstand vores ansvar som voksne. For hvis der er en ting, som store børn må kræve af deres voksne, er det, at de kan rumme kompleksiteten i menneskers møde.

Det kan de voksne mænd, som vi møder i denne serie, hjælpe med. De kan reflektere over det, som de gerne ville have forstået, da de selv kom til kort og svigtede deres ansvar. De kan måske endda komme med helt konkrete råd. Men først og fremmest kan de vise, at mænd kan tale om sex. At man ikke bliver en dårligere elsker af at spørge, når man er i tvivl. At man ikke er mindre mand, hvis man ikke fik ’et hak i bæltet’ i weekenden. Og at man ikke taber ansigt ved at sige undskyld, når man har trådt forkert.

For mens det til alle tider har været snotforvirrende at være seksuel nybegynder, så står de unge drenge lige nu et historisk kompliceret sted. Som forfatter og dokumentarist Steen Schapiro beskriver i dagens avis, er det ikke engang klart, hvad det er for et seksualitetsideal, de skal stræbe efter.

»Vi står ikke midt i et paradigmeskifte; vi lever med to sideløbende. Det første har det budskab, at vi bare skal give den gas, være med på det hele, være kinky og da helst også lidt biseksuelle. Det andet siger: ’Pas nu på! Du sårer dig selv, hvis du udforsker din seksualitet for vildt.’«

Der er mange forhandlinger i gang. I de seneste år er den kvindelige erfaring med seksuelle overgreb blevet en del af den offentlige samtale – senest med #MeToo, der er en endelig forkastelse af en kultur, hvor seksuelle grænseoverskridelser i vid udstrækning har været accepteret.

#MeToo handler først og fremmest om magt og misbrug af magt. På arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner osv. Men bevægelsen har også været en fødselshjælper for refleksioner over vores nære intime liv, dér hvor magtfordelingen ikke nødvendigvis er så oplagt. For rigtig mange af de mænd, vi har talt med, har #MeToo været anledningen til at kigge indad, tilbage og på hinanden. Og måske kan det ende med at blive den største revolution.

For det her handler ikke om verdens Harvey Weinstein’er. Det handler om sådan nogle som Thomas, Bjarke og Peter. Tre mænd, du kan møde i dagens avis, og som har indvilliget i at være på denne her forside. Fordi de tror på, at vi kan lære noget af deres fejl. Og fordi de med deres ærlighed måske kan gøre det en lille smule sværere for de magtfulde at misbruge deres privilegier. Som Bjarke siger i dagens avis:

»#MeToo har vist, hvordan magtfulde mænd har brugt gråzonerne til at tvinge deres vilje igennem over for nogle, der var mindre magtfulde end dem selv. Derfor er det vigtigt, at vi har de her samtaler om grænser og misforståelser, så vi kan fjerne gemmestederne for dem, der er ligeglade med, om de har gjort noget nederen.«

Det her er ikke ’pigerne mod drengene’. Alle kan vinde. For det kan også blive en frisættelse af manden, hvis snakken om sex ikke kun levner plads til prale- og scorehistorier, men også gør det muligt at tale om, når sex er svært, når tvivlen nager, og når man ikke lever op til sit ansvar. Som kulturhistoriker Morten Thing på 70 år siger: »Vi skal skabe et rum for den maskuline samtale, der ikke er degraderende.«

Det er formentlig en utopi at forestille sig, at vi – mand som kvinde – kan udleve et langt og aktivt sexliv uden nogensinde at træde bare en anelse ind over en andens grænser. Der er ingen nemme fiks. Men én vej er stort set uprøvet: At vi taler åbent og ærligt om de gange, vi trådte forkert og gjorde andre fortræd. Fordi vi var for fulde. For dumme. For ligeglade. For lidt til stede.

Kvinderne skal til gengæld lytte til og turde tro på de mænd, der siger, at de kan og vil være en positiv del af løsningen. Det er nødvendigt for, at vi kan bevæge os længere væk fra den krænkende adfærd, ingen af os bryder os om, og hen til den gode lir, vi alle sammen er interesserede i at få mere af.

Den kulturkamp stiller vi avisen til rådighed for.

Serie

Grænseland – samtaler med mænd om sex

I serien ’Grænseland’ taler vi med mænd om, hvad der sker, når seksuelle grænser overskrides. Vi møder dem, der vedkender sig, at de har været – eller er – en del af problemet, men som nu ønsker at blive en del af løsningen.

Grænseland er også udgivet som podcast i fem afsnit. Projektet er støttet af Foreningen Roskilde Festival.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ewa Schvanenflügel nu skal politiet jo også kunne løfte bevisbyrden i en retssal, ikke en folkedomstol. Man skal passe på med at begynde at dømme folk uden for retsstatens rækkevidde.

Eva Schwanenflügel

Ups, jeg kom til at skrive Torben istedet for Torsten, forbandede stavekontrol :-/

Eva Schwanenflügel

Magnus Dahlin,
Såfremt din kommentar refererer til scenariet med politiet der nægtede at sigte en krænker, så læs lige beskrivelsen af situationen igen. Her fremgik det, at der var adskillige vidner til overgrebet, hvad der ellers er sjældent. Her havde politiet en fiks og færdig mulighed for en anholdelse med domfældelse som et meget sandsynligt resultat.
En folkedomstol var netop ikke intentionen.

Torsten Jacobsen

Knud Chr Pedersen,

Jeg føler mig ikke misforstået, ej heller er der tale om fordrejninger eller bortforklaringer. Blot om en uddybning af en pointe.

Jeg vedkender mig - som allerede sagt - en vis intellektuel arrogance, så din irritation er i og for sig forståelig. Dog må jeg pointere, at du tilsyneladende ikke opfangede hverken sarkasmen eller ironien i det indlæg, som du så harmdirrende og indledningsvist kommenterede på. So there..

Hvad stikpillen til 'tredjeperson' angår, så er der nu ikke tale om mangel på mod. Snarere et retorisk virkemiddel. Og du opfangede jo, som ventet, helt klart at kommentaren var direkte møntet på dig.
Så alt er for mig at se i skønneste orden. :).

Som tidligere sagt finder jeg en for konform samtale kedsommelig. 'Take it or leave it', om jeg så må sige.

Men nok om tonen, skulle jeg mene. Jeg er mere interesseret i substans:

Hvad mener du egentlig med udtrykket: 'Den universelle skvatmand'?. At der er mange skvattede mennesker til, er jeg helt med på. At mange af dem er mænd, er vel også en ubenægtelig kendsgerning. Men 'universel', ligefrem? Det er vel lige at stramme den?

Ligeledes omtaler du en 'universel voldtægtskultur'. Igen strammes skruen vel meget, eller hvordan? Eller skal jeg ikke tage dig helt bogstaveligt?:

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=universel

Ewa du forbigår let det faktum at du faktisk dømmer uden at kende forholdet. Vidner på hvad der skete er meget muligt. Men med hvilken hensigt kan hverken du eller de vidner spå om. Derfor har vi et retsstystem. For at almindelige mennsker ikke begynder at hugge hovederne af hinanden ved at tillægge hinanden motiver.

Torsten Jacobsen

Eva Schwanenflügel,

Du sætter i en vis forstand fingeren på et ømt punkt: For jeg læser altid en masse ind i det, jeg læser. Og det måske i større grad end så mange andre. Det er både en styrke og en svaghed: Styrken er, at jeg dermed ofte kan gennemskue et argument og ikke mindst de præmisser, som argumentet bygger på. Dette fører til større indsigt.

Svagheden er, at denne 'tankelæservirksomhed' ikke altid er tilstrækkelig præcis, og at den samtidig forudsætter det usagte, og dermed det ikke nødvendigvis hverken tænkte eller følte. Med andre ord hænder det, at der skydes uden for skiven.

Så jeg beklager, hvis jeg har misforstået din position. Lad os prøve igen:

Du skriver:

"Det jeg brokker mig over er at kvinder ikke tages alvorligt, at systemet er trægt, at der ikke bliver lyttet på en saglig og hensynsfuld måde, og at det i det hele taget er supersvært at få krænkere dømt. Derfor opgiver kvinder ofte at anmelde overgreb. Det har intet at gøre med svaghed, men om en kultur der stiltiende accepterer at overgreb finder sted, når det altså ikke er fuldstændig åbenlyst at der er brugt fysisk vold."

Jeg tillader mig at forstå det således (og du skal endelig korrigere mig, hvis jeg tager fejl), at du i det ovenstående primært sigter til en situation, hvor en kvinde har været udsat for et overgreb. Jeg forstår det også således, at du taler om et meget alvorligt overgreb, dvs. i voldtægtsterritoriet?

Vi er tidligere blevet enige om, at hvis det vitterligt er sandt, at kvinder der anmelder et overgreb til politiet ikke tages dybt alvorligt, så må der rettes op på det forhold. I min desværre nu slettede kommentar fra forleden (som jeg ved, du har læst) gav jeg utvetydigt udtryk for det synspunkt, at politifolk der ikke er i stand til at leve op til dette helt basale krav, må udpeges og henvises til andet arbejde. Altså er vi enige på dette punkt.

Men du skriver så: "Derfor opgiver kvinder ofte at anmelde overgreb. Det har intet at gøre med svaghed, men om en kultur der stiltiende accepterer at overgreb finder sted".

Og her er det så, at vi er dybt uenige: For du udtaler dig om 'kvinder'. Og du hævder, at 'de' derfor - fordi de møder modstand - giver op.

Jeg er helt enig med dig i, at det er nemt for mennesker at give op, når omstændighederne byder det. Men jeg er dybt uenig med dig i, at man med rimelighed kan tale om, at omstændigheder generelt talt er 'pro mænd' og 'kontra kvinder'. Det er ganske enkelt en forkert analyse, efter min bedste overbevisning. Godt nok taler din 'ven' - bestemt ikke 'min' - Knud Chr. Pedersen, om en 'universel voldtægtskultur' og om den 'universelle skvatmand' i et indlæg du anbefaler, men er det virkelig din opfattelse? At hvis der endelig skal drages en skillelinje i dette samfund mellem for alvor antagonistiske parter, så skal den trækkes mellem kønnene?

Du er klogere end det, Eva. Det er i det mindste min opfattelse.

Knud Chr. Pedersen

Torsten Jacobsen
Dine argumenter kører rundt i cirkler. Det var ikke mig, der taler om form. Jeg taler kun om det faktiske indhold af dine argumenter. Et indhold som du ikke vil vedkende dig, og som du meget bekvemt snakker udenom ved at gøre det til mit forståelsesproblem. Ovenikøbet tillader du dig at adressere mig via tredje person. Nok om form, skriver du, javel, men det er alene dig, der taler om form, som du har fået gjort til en tynd omgang udenomssnak, bortforklaringer og udlægning af stråmænd. Måske skulle du take it or leave it og bruge mere af din tid på det, som du mener, jeg ikke kan nemlig læse indenad.

Torsten Jacobsen

Knud Chr Pedersen,

Men nok om tonen, skulle jeg mene. Jeg er mere interesseret i substans:

Hvad mener du egentlig med udtrykket: ’Den universelle skvatmand’?. At der er mange skvattede mennesker til, er jeg helt med på. At mange af dem er mænd, er vel også en ubenægtelig kendsgerning. Men ’universel’, ligefrem? Det er vel lige at stramme den?

Ligeledes omtaler du en ’universel voldtægtskultur’. Igen strammes skruen vel meget, eller hvordan? Eller skal jeg ikke tage dig helt bogstaveligt?:

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=universel

Torsten Jacobsen

Et lille Post Scriptum til Knud Chr Pedersen:

Det er sikkert for meget at bede om, men kan du evt. lige opsummere mine argumenter i denne tråd?

At de kører rundt i cirkler er du tydeligvis overbevist om, men du mangler jo ganske at demonstrere det.

Tager jeg fejl, hvis jeg antager, at du er meget ung? Dvs under de tredive? i så fald er du lovligt undskyldt, naturligvis: Man lærer vist ikke længere noget om, hvordan et argument opbygges? I modsat fald er der ingen undskyldning. Du har indtil videre i denne diskussion blot stablet påstand på påstand. Og det ganske uden belæg. Ak ja...

Knud Chr. Pedersen

Et lille postscript til Torsten Jacobsen
Ja, du må undskylde, jeg har lige fået mig et rigtig godt grin. Jeg kom til at tænke på, da jeg kikkede op i loftet hos tandlægen i dag, et af citaterne fra hans loftplakat – Latter er indre jogging. Det har du i høj grad bidraget til, så tak for det. Jeg kom til at juble af grin over et af dine udsagn. Og nej, jeg fik hverken lattergas eller bedøvelse, hvis du tror det.
Jeg troede ikke mine egne øjne over dit udsagn i din seneste kommentar til Eva S: ”Styrken er, at jeg dermed ofte kan gennemskue et argument og ikke mindst de præmisser, som argumentet bygger på. Dette fører til større indsigt.”
Den kom godt nok bag på mig. Er der virkelig nogen, der på disse debatsider kan få sig selv til at skrive et sådan omgang forvrøvlet sludder? Åbenbart. Helt ærlig mand, du kan ikke gennemskue noget som helst. Til gengæld har du en meget interessant evne til at insistere på, at du har specielle evner og kan argumentere, i langdrag, både for dette og hint. Du forventer vel ikke, at jeg, og andre for den sags skyld, bare skal holde kæft, mens du fører ordet? At jeg, og andre for den sags skyld, skal se dine argumenters lysende klarhed og gennemlæse alt dit nonsens fra ende til anden? Helt ærligt mand. Dine holdninger og argumenter er hverken interessante eller gennemførte. Du vil gerne være ironisk men hvad med selvironien Torsten Jacobsen? Koblingen til skvatmanden skal jeg vende tilbage til.
Nu har jeg forgæves forsøgt at få dig til at forholde dig til din egen substans, nemlig dine egne argumenter, som du vægrer dig ved at stå ved, og som du lader forsvinde i bortforklaringer og udenomssnak. Reel diskussion, som du efterlyser, er ikke lige noget, du selv kan håndtere. Take or leave it. Du kunne jo starte med at gøre det, som du mente jeg ikke kunne, læse indenad på dine egne stråmænd og andres udsagn og kommentarer. Lidt sociologisk fantasi hjælper på forståelsen, men du er naturligvis undskyldt på grund af længere tids aldersbetinget vanemæssig indgroet forstokkethed.

Torsten Jacobsen

Knud Chr. Petersen,

Enten kan du ikke, eller også vil du vitterligt ikke forholde dig til substansen. Du evner end ikke at forholde dig til dine egne udsagn, på trods af at jeg nu to gange så mindeligt har bedt dig om det.

Det forstår jeg godt. Din indledende påstand om eksistensen af en 'universel skvatmand', såvel som din påstand om en eksisterende 'universel voldtægtskultur' lader sig ikke sådan uden videre forsvare.

Tillad mig desuden at påpege, at al den maskuline vrede du lige nu føler, konfronteret med en mand(!) der i det mindste på skrift er dig intellektuelt overlegen, vel netop er brændsel på det selvsamme bål, som du så omsorgsfuldt hævder at ville slukke...Hvalp!

Min indre møgunge skriger "fight fight fight" men det stadige er vi vel kommet over. Måske I kunne få fred ved at være enige om at være uenige. I taler tydeligvis ud fra to vidt forskellige præmisser og tilfredsstiller ikke hinandens krav på specifikke svar.

Lad mig agere gårdvagt og be jer gå hver til sit og nyd hvad der er tilbage af jeres aften :) goodnight informations debatlinier... wherever you are..

Knud Chr. Pedersen skrev: "Hvis det skal være en følgekonklusion på meninger andre har haft i denne debattråd, kunne du måske uddybe hvor du har den fra, ”så kvinder ikke behøver at anmelde de forbrydelser de udsættes for”

Det du beder mig om er, at opsummere det som allerede er blevet sagt, igen. Okay så.
Eva lægger et link til det kriminal præventive råd. Jeg påpeger, at det link påstår, at det primære problem er, at kvinder ikke anmelder voldtægter, at det er sådan mørke tallet (som det kriminalpræventive råd tror eksistere) opstår. Eva kalde mig en løgner. Jeg citere artikel: "Mørketallet for voldtægt er stort, da mange overgreb aldrig bliver anmeldt." Evas svar er prompte: at politiet må gøre et bedre stykke arbejde, at det er løsningen på at kvinder ikke tager sig sammen og anmelder disse tusinde voldtægter som angiveligt finder sted. Mit svar er at nej, politiet kan ikke blive bedre til at læse folks tanker, kvinder må anmelde det hvis de føler at de er blevet voldtaget.

Knud Chr. Pedersen

Mads Jakobsen
Jeg skal beklage, hvis jeg har overset noget, men der er vel ingen, der kommer med påstanden: ” så kvinder ikke behøver at anmelde de forbrydelser, de udsættes for”. Det er noget, du skriver. Pointen du henviser til, er for mig at se bedre politiarbejde. Det er efter min mening ikke et forkert forlangende. At kvinderne bliver taget seriøst i stedet for, at de bliver mødt med mistænksomhed. Det er i hvert fald det, som jeg mener fremgår af de vidnesbyrd, som kvinder giver i mødet med politiet. Hvilket jeg mener politiet også har taget initiativer til at ændre på, fordi politiet også har læst statistikkerne og kender til kvinders vidnesbyrd om deres møde med politiet ved anmeldelse af voldtægter. Det er der jo også andre voldtagne kvinder, der er bekendt med. Det bør efter min mening ikke være politiets adfærd, der begrænser anmeldelser af voldtægt. Det er rigelig svært som det er.

Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Knud Chr. Pedersen : "Det bør efter min mening ikke være politiets adfærd, der begrænser anmeldelser af voldtægt."

Netop. Især når denne adfærd er imaginær, fordi disse anslåede mørketals voldtægtsofre rent faktisk ikke har taget kontakt til politiet.

Måske hvis feminister m/k lod være med at fylde kvinders ører med hvor forfærdeligt retsvæsnet er?

Men uanset hvad, så er bottom line følgende, hvis vi tager de fremlagte tal for gode varer:
Domstolene behandler nogle hundrede sager om voldtægt (linket er ikke præcist om antallet). Man kan bebrejde domstolene hvordan de behandler de sager. Man kan ikke bebrejde domstolene at de ikke behandler sager som de ikke får indbragt af politiet.

Politiet modtager 800 sager om året. Man kan bebrejde dem hvordan de behandler der sager de får. Man kan ikke bebrejde dem hvordan de ikke behandler de sager de ikke får.

Voldtægtsofre bliver voldtaget anslået 4000 gange om året. Af dem anmelder de 800 sager. Man kan ikke bebrejde dem at de bliver voldtaget. Men man kan konstatere at det den største hindring for retfærdigheden er at 3200 sager aldrig anmeldes. Det er den store flaskehals.

Og det er kun ofrene som kan gøre noget ved det.

Knud Chr. Pedersen

Mads Jacobsen
Jep, ofrene kan gøre noget for flere anmeldelser. Politi og retsvæsen har en fælles interesse i løbende at forbedre mulighederne for, at der kan komme flere anmeldelser. Efter min mening er der imidlertid mange gode grunde til, at kvinder taler sammen, og det er ikke det i sig selv, der gør, at tallet for anmeldelser ikke er højere.

Knud Chr. Pedersen

Endnu et postscript til Torsten Jacobsen
Det bliver mere og mere sjovt. Tak for de mange gode grin. Først var jeg harmdirrende, så var jeg irriteret, så kunne jeg ikke læse indenad, så var jeg ung, under 30. Så denne her: ””Tillad mig desuden at påpege, at al den maskuline vrede du lige nu føler, konfronteret med en mand(!) der i det mindste på skrift er dig intellektuelt overlegen, vel netop er brændsel på det selvsamme bål, som du så omsorgsfuldt hævder at ville slukke...Hvalp!””
Så fortæller den intellektuelt overlegne mand (!) mig minsandten, at jeg føler maskulin vrede og desuden er jeg en hvalp. Hvis jeg nu havde været en kvinde, så følte jeg nok feminin vrede og var en ...Tøs!
Fremhævet af en mand (!), hvis ”...styrke(n) er, at jeg dermed ofte kan gennemskue et argument og ikke mindst de præmisser, som argumentet bygger på. Dette fører til større indsigt.”
Nu var jeg ikke klar over, at det var en del af debatsiderne på denne avis, at der skulle kommenteres på personers alder. Hvad bliver det næste? Psykologiske profiler? Til det vil jeg bare sige, at din selvbestaltede intellektuelle overlegenhed kun dækker over din manglende sociologiske fantasi og din ligeså manglende evne til at gennemskue noget som helst, som mere er resultatet af et omsiggribende aldersbetinget sur gammel mand syndrom med præsenile tendenser. Så hellere hvalp. Meget hellere.
Jeg har givet udtryk for mine holdninger til dine udsagn, som jeg ikke behøver opsummere. Læser du ikke mine indlæg? Det var jo ellers det, du mente, jeg ikke gjorde om dine. Dine stråmænd kan ikke bruges til noget, i sagens natur.

Knud Chr. Pedersen

Nok et postscript til Torsten Jacobsen
Angående skvatmanden, som du koger helt ud over, er han min egen helt personlige opsummering af det, som John Lennon sang om på pladen Sometimes i New York City – Woman is the nigger of the world (1972). Undertrykkelse og fornedrelsen af kvinden er ikke blevet mindre siden da. Skvatmand hader kvinder, han er dybest set racist, og han mener, det er hans ret at tage det, han vil have fra kvinder. Skvatmanden opfatter sig som intellektuel overlegen i forhold til kvinder, og i alle henseender opfatter han kvinden som sin ret at udnytte og forbruge Det er ikke et vestligt fænomen men er i høj grad verdensomspændende. Det samme med voldtægterne. Det begrænser sig ikke bare til amerikanske colleges og US Army, ”No means Yes, Yes means Anal”. Det er, hvad jeg kalder en universel voldtægtskultur. Din henvisning til ordbogen er både overflødig, tidsspilde og mest af alt latterlig. Du tager naturligvis ordet skvatmand, set i dit ophøjede intellektuelle blålys, som en direkte personlig fornærmelse, som kan bringe dig helt op i et overophedet frådende rødt felt, på grænsen til et hysterisk anfald med begyndende blodprop. Men om du er med på det her eller ikke, er mig helt og andeles totalt ligegyldigt. Helt ærlig. Daddy.

Eva Schwanenflügel

Helt ærligt, mænd.
Hvis dette skulle være basis for mere forståelse overfor kvinder, så står vi jo overfor karrikaturen af begge køn. Som I på mange måder selv cementerer ved at grave grøfter. Også overfor hinanden.
Herinde er der givetvis ingen mænd, der udtænker onde planer mod kvinder. Det samme gør sig nok tilsvarende gældende den anden vej rundt.
Jeg tilslutter mig helt og holdent menneskerettighederne, der betyder at alle skal behandles lige, mænd som kvinder. Og især børn.
Prøv at behandle andre ligesom i selv vil behandles.

Eva Schwanenflügel

PS. Prøv at læse bogen "Egalias Døtre" af Gerd Brantenberg.
Det er et matriarkat der vil noget.. Naturligvis ironisk/sarkastisk.

Eva Schwanenflügel

Torsten Jacobsen:

"Jeg tillader mig at forstå det således (og du skal endelig korrigere mig, hvis jeg tager fejl), at du i det ovenstående primært sigter til en situation, hvor en kvinde har været udsat for et overgreb. Jeg forstår det også således, at du taler om et meget alvorligt overgreb, dvs. i voldtægtsterritoriet"?

Nej, her har du - igen - misforstået mig.
Jeg har talt om chikane der eskalerer.
Og jeg har talt om voldtægt.

Sider