Leder

Danmark har fået en radikaliseret offentlig sektor

Det kræver vilje at bryde radikalitetens ødelæggende spiral og komme hinanden i møde. I 2013 trak kommunerne konfliktvåbnet først. Denne gang er det lønmodtagerorganisationerne. Den står altså 1-1. Og må vi så se at komme videre
Det kræver vilje at bryde radikalitetens ødelæggende spiral og komme hinanden i møde. I 2013 trak kommunerne konfliktvåbnet først. Denne gang er det lønmodtagerorganisationerne. Den står altså 1-1. Og må vi så se at komme videre

Henning Bagger

9. marts 2018

Der er mange ting, der er radikaliseret i den offentlige sektor. Der er flere arbejdskonflikter end på det private arbejdsmarked. De offentlige lønmodtagere og arbejdsgivere står mere og mere stejlt over for hinanden.

Og deres topforhandlere synes at være fanget i en radikaliseret dynamik, mens journalisterne igen og igen forsøger at forstå, hvad det egentlig er, de er så voldsomt uenige om, siden Danmark nu nærmer sig en historisk konflikt, der vil ramme alle sektorer i det offentlige og lockoute 440.000 medarbejdere – hvis den bliver en realitet.

Baggrunden for radikaliseringen skal findes i flere sammenhængende faktorer. Dels er den danske aftalemodel udviklet til det private arbejdsmarked, hvor styrkeforholdet balanceres af, at privatansatte kan ramme deres virksomheder på pengepungen under en strejke. Mens de offentlige arbejdsgivere under en konflikt kan putte de sparede lønkroner tilbage i stats- eller kommunekassen. Dels er arbejdsgiver og lovgivers interesserer i stigende grad blevet sammenfaldende, hvilket den i lønmodtagerkredse så forhadte Moderniseringsstyrelse er blevet symbolet på.

Den direkte sammenkædning mellem økonomiske mål og forhandlinger om de offentliges løn- og arbejdsvilkår, som styrelsen har stået i spidsen for siden oprettelsen i 2011, er et nybrud. Det har affødt en værdikamp mellem et legitimt krav om den bedste udnyttelse af de offentlige ressourcer på den ene side og på den anden side en lige så legitim insisteren på, at tillid og faglighed giver den bedste offentlige sektor.

I 2013 så man arbejdsgiversiden udnytte denne magtposition til det yderste, da de med den daværende SRSF-regering i ryggen fik gjort op med lærernes arbejdstidsregler. Og vi vil formentlig se flere lignende konflikter i fremtiden al den stund, at mange offentlige arbejdsgivere oplever, at den offentlige sektors ’moderniseringspotentiale’ er bundet ind i et virvar af aftaler, som forhindrer en optimal udnyttelse af borgernes skattekroner.

Værdikampen har udviklet sig til en tillidskrise i den offentlige sektor, som synes at have fundet vej helt ind til forhandlingsbordet. Den løser man ikke alene ved at se på den forhandlingsmodel, parterne har på det offentlige område. De offentligt ansattes frustrationer i forbindelse med konstant opskruede effektiviserings- og kontrolkrav over for bureaukrater og politikeres fokus på at levere mere velfærd stikker langt dybere end en forhandlingsmodel.

Men set i lyset af, at Danmark befinder sig i en genopførelse af den ødelæggende lærerkonflikt fra 2013 bare i radikaliseret form og med langt flere involverede, bør alternativer til forhandlingsmodellen være velkomne. Ikke mindst fordi de øvrige nordiske lande ifølge arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahls nye rapport om de offentlige arbejdsmarkeder i Norden har et meget lavere konfliktniveau end Danmark.

Det skyldes bl.a., at man har justeret aftalemodellen, så magtbalancen er mere lige. I Sverige, hvor man ikke har haft en arbejdskonflikt på det statslige område siden 1994, har man f.eks. afpolitiseret aftalemodellen gennem oprettelsen af en særlig arbejdsgiverorganisation, der skal sikre armslænge mellem det politiske niveau og arbejdsgiverne.

Med en så omfattende lammelse af samfundet som stat, regioner og kommuner varslede onsdag som modsvar til lønmodtagernes bebudede strejke, peger meget nu mod et lovindgreb. Det skete også i 2013, og lovgiverne kan således bruges til at presse de offentligt ansatte i en forhandlingssituation.

Det kræver vilje at bryde radikalitetens ødelæggende spiral og komme hinanden i møde. I 2013 trak kommunerne konfliktvåbnet først. Denne gang er det lønmodtagerorganisationerne. Den står altså 1-1. Og må vi så se at komme videre.

Det er uholdbart, at lærerne på femte år ikke har en arbejdstidsaftale, men en lov. Det er ikke en del af den danske model. Lærerne kan måske nok være glade for at gå hjem kl. 16, som flere af dem fortalte her i avisen for nylig. Men måden, det blev gjort på under lærerlockouten, må ikke blive et mønster på det offentlige arbejdsmarked.

Kollektive aftaler har lagt grunden til vores velfærdssamfund under historiske opgangstider. Det bør være magtpåliggende for alle parter at genfinde tilliden og en model, der passer til vores tid. Et lavpunkt rummer altid muligheden for en ny begyndelse.

Serie

Overenskomstforhandlinger 2018

Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.

Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.

Seneste artikler

  • Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt

    5. juni 2018
    Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt ja
  • Lærerne har valgt en ny vej

    5. juni 2018
    Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordene
  • Lærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen

    31. maj 2018
    Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • lars søgaard-jensen
  • Vivi Rindom
  • Torben K L Jensen
  • Espen Bøgh
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Nielsen
Alvin Jensen, lars søgaard-jensen, Vivi Rindom, Torben K L Jensen, Espen Bøgh, Lise Lotte Rahbek og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Borregaard

Når det kommer til den danske model er der ikke tale om en salme ved rejsens afslutning. En analyse – en analyse er i øvrigt overhovedet ikke nødvendig hvis man følger blot en smule med i politik - vil strofe for strofe vise hovedbudskabet som står på side 1 i politisk teori: ”Politiske beslutninger er perverse. Nogle mere end andre”. Set i lyset af hvad der skete i 2013 omkring lockouten af lærerne er betydningen af ordet radikalisering såmænd dækkende efter at parløbet mellem Finansministeriet og KL så dagens lys.

Havde man dog skulle præsentere overenskomstcirkusset mere "nærværende" er det lettere at kalde en spade for en spade. Eller som Schopenhauer gør det i eksempelvis § 21 i ”Kunsten altid at få ret”, hvor der står … det kommer jo ikke an på sandheden, men sejren (hvor pervers denne end, som det viste sig tilfældet i 2013, måtte være).

Alvin Jensen, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Britta Felsager, Anne Eriksen, Niels Nielsen, Karsten Lundsby, Michael Hullevad og Taina Berg anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Mette-Line Thorup

Det er rent ævl, at den står 1 - 1 mellem de offentlige arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationerne.

Kommunernes Landsforening, Danske Regioner & Moderniseringsstyrelsen har spillet ud med et lock-out varsel, der slet ikke er proportionalt med lønmodtagerorganisationerne begrænsede strejkevarsel. En så omfattende lock-out får ikke lov til at være i kraft mere end et par dage.

De offentlige arbejdsgivere styrer målrettet mod et indgreb, hvor den nære forbindelse til Folketinget endnu en gang kan misbruges - á la 2013.

Den eneste løsning er at holde sig langt væk fra offentlig ansættelse.

Bruno Andersen, Tinne Stubbe Østergaard, Vibeke Hansen, Alvin Jensen, lars søgaard-jensen, Bo Sørensen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, jytte dysted dahl, Troels Brøgger, Flemming Berger, Britta Felsager, Helene Kristensen, Werner Gass, Anne Eriksen, Niels Nielsen, Lau Dam Mortensen, Viggo Helth, Karsten Lundsby, Peter Knap, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Andersen, Benny Larsen, Kim Houmøller, jørgen djørup, Dorte Sørensen, Ole Kristensen, Nora Ipsen, Karsten Aaen, Michael Hullevad og Taina Berg anbefalede denne kommentar

"Kommunernes Landsforening, Danske Regioner & Moderniseringsstyrelsen har spillet ud med et lock-out varsel"

Hvis ikke lønmodtagerne havde meldt strejke havde arbejdsgiverne heller ikke meldt lockout. Så det er lønmodtagerne der er handlingsdrivende.

Dorte Sørensen

I 2013 var det BC , KL mv. der spillede ud med lockout og de fik en lov stemt igennem der stort se var lig med deres forhandlingsoplæg. Desværre se det ud til, at Løhde og regeringen vil følge denne succes op og hurtigt vedtage en lov der følger de offentlige krav - det eneste spørgsmål er om de kan få flertal. Tør DF stemme for efter deres udmelding og tør M Frederiksen mon stemme for denne gang, når DF har meldt ud ?????

I"gamle dag" hvor de offentlige lønmodtagere var tjenestemænd var der ikke de problemer.

Bettina Jensen, Tinne Stubbe Østergaard, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Britta Felsager, Karsten Lundsby og Arne Lund anbefalede denne kommentar

I gamle dage.....dengang Danmark ikke havde de høje selvmordsrater, det store alkoholproblem, de stressede nedbrud en masse, de bøjede mobilephone nakker, de kuede ældre (ved siden af det meget rige segment), de unge i mistrivsel og den udbrændte mellemgruppe? Nå´dengang, før bander, indvandrere, da de unge turde lave noget rav i den og vælge at være unge? Dengang i humorens tidsalder? Da der var plads til at tage i pause i hverdagen, og det offentlige rent faktisk fungerede rigtig fint. Dengang vi vedligeholdt tingene.

Bettina Jensen, Bruno Andersen, Anne Eriksen, Tinne Stubbe Østergaard, Vibeke Hansen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Britta Felsager, Helene Kristensen, Egon Stich, Niels Nielsen, Steffen Gliese, Martin Madsen, John S. Hansen og Niels K. Nielsen anbefalede denne kommentar

Torben Lindegaard - "Holde sig væk fra off. ansættelse" Det kan du vist ikke mene alvorligt, for hvem tager sig så af dig og dine i vuggestuer, skole, sygehuse osv. osv.?
Du vil da for pokker ikke privatisere dig ud af det?

Men ellers - det er nu ikke så mystisk, hvornår konflikterne mellem de off. ansatte og staten begyndte. nemlig d. 22. november 2001, da Fogh og hans ridefogeder kom til.
Ikke fordi der ikke havde været konflikter tidl, men slet ikke i et omfang, som det nu skete. For nu skulle off. ansatte løbe 2 pct. hurtigere hvert år, og nu skulle de være med til at realisere Venstres våde drøm en minimalstat, og betale for det med fyringer, stress og ringere sikkerhed på jobbet.
Alligevel vedblev en del off. ansatte af stemme på de blå partier, inkl Danmarks Næst Største Arbejder Parti..
Centralt står Claus Hjorths udsagn om, "at Venstre ikke vil skære så voldsomt ned på velfærds-staten, som CEPOS og andre ønsker det. Næh, Venstre skærer blot 5 pct. væk årligt, så er der ingen der rigtig lægger mærke til hvad der sker". (citeret efter hukommelsen).
Det var her grundsten blev lagt til den nuv. situation, for når de 2-5 pct. årlige reduktioner tælles sammen, så står vi med en off. sektor, der omregnet, er halvt så velfungerende, som den kunne have været hvis den havde fulgt den alm. økonomiske udvikling. Det samme gælder fx pensioner og andre overførselsindkomster, der alle sakker langt bagúd i forhold til pris- og lønindexet, hvilket da også er meningen.
At Kamikaze-Helle videreførte Venstres ridefogedpolitik, .viser blot SD's dybe fald, men også, at når Mette F. er endt i en blå-sort politik, så er der tale om et logisk forløb siden 2001.

Tinne Stubbe Østergaard, Vibeke Hansen, Alvin Jensen, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Carlo Karstens, Werner Gass, Egon Stich, Lise Sangill, Mogens Holme, Karsten Lundsby, Viggo Helth, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Arne Lund

"Den eneste løsning er at holde sig langt væk fra offentlig ansættelse."

Du kan lige tro, at jeg mener det alvorligt.

Det var fuldstændigt uhørt - i 2013 - at Kommunernes Landsforening i pressen førte annoncekampagne mod lærerne, Kommunernes egne medarbejdere.
Samt rottede sig sammen med den daværende regering om at nægte denne medarbejdergruppe en arbejdstidstale - lærerne har i 5 år måtte arbejde ud fra betingelserne i en lovtekst.

Nu rotter alle 3 offentlige arbejdsgiverorganisationer sig sammen mod de offentligt ansatte om at nægte disse gruppe en aftale. De offentligt ansatte udtager i alt 75.000 personer til strejke fordelt over Stats-, Regions- & Kommuneområderne - de offentlige arbejdsgivere svarer totalt uden proportioner og udtager 440.000 til lock-out !!

Det skriger til Himlen, at Moderniseringsstyrelsen, Kommunernes Landsforening & Danske Regioner ikke vil lade arbejdskonflikten løbe; men styrer direkte mod et Regeringsindgreb.

Der er tale om et groft misbrug af nærheden til Lovgivningsmagten.

Enhver arbejdsglæde fjernes effektivt ved den behandling af medarbejderne, og man har som offentlig medarbejder ikke mulighed for at ramme eksempelvis Moderniseringsstyrelsen ved at anvende almindelige arbejdsmarkedets kampskridt - man rammer en helt anden gruppe mennesker og ikke arbejdsgivers pengepung. Tvært imod sparer den offentlige arbejdsgiver lønomkostninger, når medarbejderne trækkes i løn på grund af en arbejdsnedlæggelse.

Den eneste løsning er at holde sig langt væk fra offentlig ansættelse.

Tinne Stubbe Østergaard, Kristen Carsten Munk, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Carlo Karstens, Britta Felsager, Helene Kristensen, Werner Gass, Anne Eriksen, Egon Stich, Lise Lotte Rahbek, Niels Nielsen, Karsten Lundsby og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Den "Danske Model" er død når offentlige kasser bare kan køre en strejkekasse tom med offentlige midler; betalt af de strejkende. Det er helt uhørt, hvad der foregår fra politisk hold. Lønninger og arbejdsforhold skal åbenbart fremover styres fra Christiansborg, medens de bevilger sig selv særdeles gunstige løn/arbejdsforhold. Det duer ikke længere!

Når arbejdstagerne også denne gang taber, vil jeg opfordre til, at man arbejder efter reglerne og det gælder fuldt og helt. En strategi fra "de gode gamle dage" hvor arbejdsgiverne åbenbart ikke var så dumme som i dag!

Tinne Stubbe Østergaard, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Werner Gass, Anne Eriksen, Egon Stich, Lise Lotte Rahbek, Lise Sangill, Niels Nielsen, Karsten Lundsby, Steffen Gliese og Kim Øverup anbefalede denne kommentar
Lars Bækgaard

Den offentlige sektor har intensiveret systemkampen og står skulder ved skulder med globaliseringens neoliberale kræfter.
Udfordringen er, at neoliberalismen ikke har en modpart, der kan kanalisere en brugbar modstand - hverken nationalt eller globalt.

Tinne Stubbe Østergaard, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Jens Thaarup Nyberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

Hvis fagforeningerne, skal bevare blot en smule kraft, er de nødt til at stå sammen, både de offentligt ansattes og de private. Så i denne uhellige situation, burde de private fagforeninger stå´skulder ved skulder med de offentlige, og nedlægge arbejdet.

Bettina Jensen, Tinne Stubbe Østergaard, Kristen Carsten Munk, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Jens Thaarup Nyberg, Werner Gass, Anne Eriksen, Arne Lund, Lise Lotte Rahbek, Mogens Holme, Karsten Lundsby og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Med lockout i den omfang der meldt ud viser de offentlig administratorer deres manglende ansvar for deres hoved område. Hvem kan have tillid til manglende ansvar. Det er udtryk for manglende ledelse og kun brug af personlig magt begær.

Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Anne Eriksen, Steffen Gliese og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er overklassens del-og-hersk, og det har desværre vist sig også at være Socialdemokratiet, der er skyld i det mismod og den manglende handlekraft, der har radikalt forandret vores samfund over 24 år.
Dateringen er meget præcis, for det var dagpenge-anslaget pr. 1. januar 1994, der trak tænderne ud på fagbevægelsen: før da var Arbejde noget, der satte alt andet i stå, når man fik et arbejde, også som aktivering, gjaldt reglerne på arbejdsmarkedet og var dermed ikke den 5. kolonnevirksomhed, som det er i dag. Når man ikke har arbejde, skal man ingenting andet end at forsøge at få et job igen - eller man skal tilbydes en praktik på overenskomstmæssige vilkår.
Alle disse ideer om, at man skal yde for sin ydelse, nedbryder magtbasen for lønmodtagerne - og det forærer rent ud sagt arbejdskraften væk, hvor den tværtimod skal beskyttes, så lønniveauet kan holdes oppe og arbejdsgiverne kan være under konstant pres for at sikre de bedste forhold for de ansatte.

Bettina Jensen, Tinne Stubbe Østergaard, Kristen Carsten Munk, Henriette Bøhne, Mogens Holme, lars søgaard-jensen, Lars Løfgren, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Helene Kristensen, Werner Gass, Anne Eriksen, morten rosendahl larsen, Viggo Helth, Arne Lund, Egon Stich, Lise Lotte Rahbek og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Det der var specielt og som vist aldrig er set før, ved konflikten i 2013 var, at staten som den reelle arbejdsgiver, lockoutede lærerne som ikke strejkede og ikke havde varslet strejke. Herved blev lærerne de facto frataget deres lovfæstede strejkeret og arbejdsgiveren, som jo også var lovgiver, kunne diktere betingelserne for fremtiden - ved lov.

Det var en svinestreg som politikerne slap godt fra selvom det var en krænkelse af grundlæggende retsprincipper. Politikerne trumfede deres vilje igennem i bedste diktatorstil. Håber ikke det gentager sig.

Tinne Stubbe Østergaard, Henriette Bøhne, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Troels Brøgger, Britta Felsager, Werner Gass, Anne Eriksen, Torben Lindegaard, Steffen Gliese, Egon Stich, Mogens Holme, Viggo Helth og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Niels Nielsen

Generalstrejke nu! Realistisk?

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Carlo Karstens, Michael Borregaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvorfor overhovedet forhandle, når det alligevel ender med diktat.
Og hvorfor kæmpe om et par kroner, når stigningen skal betales af skatteyderne - dels af de ansatte selv, og dels af alle deres privat ansatte naboer.
Hvis den centrale uenighed er kroner, hvor meget det så helt præcis - efter skat.
Jeg er sikker på at alle de borgere og deres børn, det vil gå ud over, gerne vil vide, hvad pamperne er uenige om.

Torben Lindegaard - Jeg er enig med dig i, at Moderniseringsstyrelsen, KL og Regionerne opfører sig som nogle skiderikker.
Men du svarer stadig ikke på mit spm., om hvad der skal ske med de funktioner, der i dag varetages af de off. ansatte. Skal det privatiseres? Eller....? Og gælder det alle off. funktioner? Hospitaler? Politi? Miljøkontrol? DSB? Banedanmark?
Kom nu med et bud, i stedet for det vi er enige om.
Løsningen må vel for pokker være, at de off. arbedjsgivere behandler deres ansatte ordentligt, og ikke stresser dem i ét væk blot for at realisere Venstres betændte drøm om konkurrence- og minimalstat.

Alvin Jensen, lars søgaard-jensen, Lars Løfgren, Eva Schwanenflügel, Jens Thaarup Nyberg, Britta Felsager, Werner Gass, Anne Eriksen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Tror personligt ikke en generalstrejke vil hjælpe på noget som helst. I stedet hælder jeg mere til Trotskijs udtalelse, at ”menneskehedens krise er en krise i arbejderklassens ledelse”. En generalstrejke vil formentligt alene indebære at de borgerlige og arbejdsgiverne hysterisk hyler op om, at arbejderne bringer samfundet i fare. Noget andet er så,

havde det været anderledes såfremt Innovationsministeren i brydningsåret 2018 i overenskomstforhandlingerne var socialdemokrat? Det korte svar er nej, en socialdemokratisk ledet regering ville også havde været pakket ind i umusikalsk teflon.

I en klumme i Mandag Morgen 26. marts 2014 finder man eksempelvis følgende meget sigende overskrift: ”McKinsey er det nye LO. Hvori det redegøres for, at McKinsey-konsulenter har overtaget den kuglestøberrolle for Socialdemokraternes top, som LO engang havde. Faren herved er, at dem som betaler hele gildet, lønmodtagerne trækker ofte det korte strå i de lange rapporter. Rapporterne foreslår oftest mere kontrol, erhvervsskattelettelser og privatiseringer.

Med overskriften i mente. Er nuanceforskellene kort ”fortolket” mellem en venstre og socialdemokratisk ledet regering grundlæggende nok mest af alt spørgsmålet om starthjælp -og kontanthjælpsloftet. Og dette er jo som de sidste par uger har vist et af de helt store spørgsmål om hvorvidt genindførelsen af starthjælpen -og kontanthjælpsloftet har skabt 600 arbejdspladser.

Mogens Holme, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Jens Thaarup Nyberg, Ebbe Overbye, Niels Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Mht. spørgsmålet om 600 mulige arbejdspladser: det offentlige skal ikke gå ind i, om der skabes private arbejdspladser. De opstår vel, hvis der kan tjenes penge.
Det offentlige skal kere sig om borgernes ve og vel - og sikre, at også dem, som arbejdsmarkedet for tiden eller for tid og evighed ikke vil bruge, alligevel får en god og tryg tilværelse.

Anne Eriksen, Tinne Stubbe Østergaard, Vibeke Hansen, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel, Britta Felsager og Michael Borregaard anbefalede denne kommentar
henrik poulsen

Hvis det skulle komme til generalstrejke,så har vi et problem og regeringen en undskyldning for at gennemtrumfe et diktatorisk indgreb.

Michael Borregaard

Tiderne hvor, slut 1950'erne og frem til midt 70'erne, eller i hvert fald fra før Dansk Arbejdsgiverforenings paradoksrapporter i 1978-79, har trænge kår. At, at være uden for arbejdsmarkedet ikke skulle være selvforskyldt er et fjernt fatamorgana - og at ordet velfærd oversat betyder at fare vel er desværre på Tinget en by i Sibirien!

Lasse Glavind

Det er udtryk for en klassisk journalistsvøbe at hævde, at det står 1-1 - 'falsk balance' kalder man det i USA, og det er undergravende for vores - læsernes - indsigt og forståelse, fordi begrebet postulerer, at sandheden er, at begge parter altid har lidt ret i enhver konflikt eller uenighed.

Bettina Jensen, Tinne Stubbe Østergaard, Mogens Holme, Niels Nielsen, Egon Stich, Eva Schwanenflügel, Troels Brøgger, Flemming Berger, Carlo Karstens, Arne Lund, Steffen Gliese og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar

@Lars Madsen - jeg kan godt huske de gamle dage, du henviser til. Det var dengang oms'en var 5% og indkomstskatten noget man betalte året efter at man havde tjent pengene - og hvor skatteniveauet i øvrigt var det halve af i dag. Den gang offentligt ansatte respekterede borgerne - og omvendt. Dengang de offentligt ansatte kun udgjorde en halvt så stor andel af arbejdsstyrken sammenlignet med i dag. Den gang det at have et arbejde var et hæderstegn og hvor folk arbejdede til de døde.

- og @Lars Madsen, dengang folk satte en ære i at klare sig selv i steder for at mene, at de var berettiget til at hente penge på kommunekontoret.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"De offentligt ansattes frustrationer i forbindelse med konstant opskruede effektiviserings- og kontrolkrav over for bureaukrater og politikeres fokus på at levere mere velfærd stikker langt dybere end en forhandlingsmodel".

Jeg er meget enig. Derfor er det også vigtigt, at parterne kan nå frem til en forhandlingsløsning, som alle vil være i stand til at leve med. Det vil også ud over overenskomstforhandlingerne være nødvendigt med en løbende dialog, så legitime interessemodsætninger kan italesættes, og således at parterne er klar over, hvad det er, der er på spil for modparten.

Det er væsentligt at fastholde, at de faglige organisationer varetager medlemsinteresser, der på en række punkter er i strid med befolkningens interesser som helhed, repræsenteret ved de offentlige forhandlere.

Centrale interessemodsætninger, mellem de faglige organisationer og det offentlige, kommer bl.a. til udtryk i den kritik og dialog, der har været mellem Stefan Hermann og Svend Brinkmann i forbindelse med udgivelsen af Brinkmanns populære bøger de senere år.

En fremstilling af disse interessemodsætninger kommer fint til udtryk i følgende artikel:
https://www.information.dk/indland/2016/08/ogsaa-blevet-forfoert-brinkma...

Tinne Stubbe Østergaard, Niels Nielsen, Eva Schwanenflügel, Michael Borregaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Arne Lund

Du skal rette spørgsmålet til de offentlige arbejdsgivere.

Hvad vil de stille op, når manglen på arbejdskraft for alvor slår igennem pga den elendige behandling af medarbejderne, og de elendige arbejdsforhold, der tilbydes i det offentlige.??

Tinne Stubbe Østergaard, lars søgaard-jensen, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men, Bjarne Toft Sørensen, det er en misforståelse for de offentlige ledere, at der skulle være et modsætningsforhold - en del af den ødelæggelse af det mønster til efterfølgelse for arbejdsmarkedet, som det offentlige naturligt skal være i et demokrati.

Torben Lindegaard

@Arne Lund

Selvfølgelig kan jeg ikke udtale mig på vegne de offentlige arbejdsgivere.

Så - igen - spørg disse arbejdsgiverrepræsentanter, hvad vil de stille op, når manglen på arbejdskraft for alvor slår igennem pga den elendige behandling af medarbejderne og de elendige arbejdsforhold, der tilbydes i det offentlige ??

Jeg vil i hvert fald have mig enhver offentlig ansættelse frabedt.

Bjarne Toft Sørensen

@Steffen Gliese: På grund af DKs placering i den globale økonomi og den stagnerende økonomiske vækst er det ikke længere muligt at fastholde en række af de idealer, der var styrende for den offentlige sektor f.eks. i 1970erne.

Det har været nødvendigt med strukturelle ændringer, fordi forudsætningerne er nogle andre i dag, hvis vi skal fastholde velfærdssamfundet. Her har teknologiens udvikling og ny forskning på en række områder også spillet en væsentlig rolle, undertiden temmelig overvurderet, og forandringer i det internationale samfund sker med stigende hastighed. Det er nødvendigt med en høj grad af "omstillingsparathed" hos de offentligt ansatte.

Priviligerede offentligt ansatte løber fra ansvaret, hvis de ikke vil være med til at finde nye holdbare løsninger, som en konsekvens af en række ændrede forudsætninger. Hvordan vi kan få mere og noget bedre for pengene ved at gøre tingene på en anden måde.

På den anden side skal de heller ikke finde sig i hvad som helst, og det er godt, hvis de ind imellem kan trække en grænse, når de mener, at de ikke længere kan stå inde for det arbejde, de udfører, som fagprofessionelle. Den slags konflikter er trælse, men nødvendige og dybest set et sundhedstegn.

Der er nogen der tror at man kan forhandle løn i de offentlige OK forhandlinger. Det kan man naturligvis ikke. Man kan som det absolutte maximum få hvad der aftaler på det private arbejdsmarked. Og i de fleste tilfælde lidt mindre. Det er hvad den til enhver tid siddende regering der har ansvaret for den danske økonomi naturligvis fastlagt på forhånd.

Men så kan man forhandle mange andre ting. Efteruddannelse, barselsfonde, seniorpolitik osv. Men løn kommer man ikke til at forhandle mere på det offentlige arbejdsmarked.

Steffen Gliese

BS, Bjarne Toft Sørensen, der er intet, der tvinger os til noget som helst, og der er slet intet, der tyder på, at det har været til fordel for os at skifte retfærdighedsforestillinger ud med øget ulighed og begærlighed.

Kristen Carsten Munk, Niels Nielsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men, Nils Bøjden, man forhandler jo procentvise stigninger, og da de offentlige lønninger er lavere, vil procentvis stigning også medføre lavere indkomst.

@Steffen Gliese - nej, en nok så lille procentvis stigning på selv den mindste løn vil IKKE kunne føre til lavere indkomst!

Du fortjener at få dine skolepenge tilbage.....

Bjarne Toft Sørensen

Steffen Gliese. De mulige rammer for retfærdighed, lighed og sociale hensyn er med tiden blevet begrænset, efterhånden som vi har forpligtet os på en række internationale aftaler og har sikret os et godt økonomisk image internationalt.
Jeg så meget gerne, at vi udnyttede de muligheder, vi trods alt har, til at sikre større retfærdighed og mindre ulighed.

"Men, Nils Bøjden, man forhandler jo procentvise stigninger, og da de offentlige lønninger er lavere, vil procentvis stigning også medføre lavere indkomst."

Ja. For ca 30 år siden indførte man lokal løn inden for stat og kommune. Der må man så gå til sin chef og bede om mere i løn. Og hvis man så ikke kan få opfyldt sit ønske om mere i løn der hvor man er er Danmark heldigvis et frit land hvor man kan søre arbejde man mener kan opfylde ens kompetencer og lønkrav.

https://www.hk.dk/raadogstoette/vaerktoejer/overenskomster/kommunal/regi...

Forslag :
Lærerne burde opgive og tage den overenskomst, de har manglet.
Indholdet er ligegyldigt. De kan udføre deres arbejde, som de vil. Kommunerne har muligheder for sørge for lokale forhold, som de vil.
Når det er sket, vil lærerne i befolkningens øjne stå som sejrende og den part, der befriede befolkningen med børn for denne gene i dagligdagen.
Som ekstra gevinst står regeringen som den onde ånd.

Hvis lærerne ikke vil dette, må forligskvinden kassere forhandlerne og forlange nye folk på posterne til at tage en ny runde omgående.
Hvis ikke, bør hun træde ned og overlade posten til en mand, der ikke finder sig i den politiske magtudøvelse.

Den hellige danske model har vist sig forældet.

"Den hellige danske model har vist sig forældet."

Nej, den har bare (igen) vist sig ikke at fungere på det offentlige arbejdsmarked. En forhandling hvor arbejdsgiveren tjener penge på at være i konflikt har en noget bizar motivationsfaktor.

Det kniber stadig med virkelighedsbeskrivelsen her hos Information. Det står ikke 1-1 mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, men 1-0 til arbejdsgiverne, der reelt har hele ansvaret for den radikalisering, der har fundet sted siden 2013, og som de nu intet vil gøre for at standse, men tværtimod accellerere yderligere. Så stop nu den der slagsmålsretorik, der gør parterne til lige gode om det. Sandt nok, at der skal to til at slås. Men der skal kun een til et overfald.

Steffen Gliese, Tinne Stubbe Østergaard, Niels Nielsen, Mogens Holme, lars søgaard-jensen, Steen K Petersen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Leo Nygaard

Det er ikke et spørgsmål OM der kommer et lovindgreb, for det gør der med den kæmpe lockout, som er varslet.
Hvis Mette Christensen har fået fremsat et mæglingsforslag, som så efterfølgende er blevet forkastet af en af parterne, så vil Folketinget ophæve dette mæglingsforslag til Lov.

De offentlige arbejdsgivere har lagt hele spillet til rette efter denne drejebog -
vi kan glemme alt om aftaleretten.

Den eneste løsning er for den enkelte at holde sig langt væk fra offentlig ansættelse.

Torben Lindegaard - Du får sikkert ret.
Netop derfor kunne lærerne sige - Den samlede forhandling førte ikke til noget. Vi melder os ud - og tager , hvad vi kan få - og som jeg siger 12.42.

Hvis lovindgrebet bliver en ophøjelse af en mæglingsskitse til lov, er det helt og indenfor rammerne af den danske model. Arbejdsgiverne styrer ikke forligsmanden.

Jens Winther, det der debatindlæg fra JP er helt ude på overdrevet. Skribenten meddeler, at han har har siddet på flere høje, vellønnede poster på forvaltningsniveau i folkeskolen gennem mange år, hvad har han lavet der? Blandet sig i skoledebatten har han ikke. Jeg har arbejdet intenst med skolepolitik hver dag de sidste 20 år, og jeg har aldrig hørt hans navn. Nu er han gået af, og magen til oversk*dning af egen rede, som den, han leverer i JP, skal man lede længe efter. Fuld af fejl, letkøbt sniksnak, fagforeningshad og forældede referencer. Kort sagt et studium i usaglig skoledebat. Manden bebrejder fx DLF sådan her: ”Man kunne have taget imod nogle af tilbuddene. For eksempel om at gøre lærerne til akademikere.” Men en femårig læreruddannelse på kandidatniveau har været DLF's officielle politik de sidste fem år. Det er politikerne, der ikke vil være med til det. DLF har også begået fejl, ingen tvivl om det, men det her ligner ingenting.

Steffen Gliese og Tinne Stubbe Østergaard anbefalede denne kommentar

Hmmm tænker man når man nu læser denne artikel. Er den offentlige sektor nu blevet radikaliseret? Eller er de offentligt ansatte? Et buzzword som bruges i anden sammenhæng optræder nu i artiklen. Men som flere skriver så er det vel den danske model der reelt bliver suspenderet, altså de faglige organisationers forhandlings- on konfliktret. For hinsides en stor lock out lurer et regeringsindgreb.

Det er vel ikke for meget sagt, at man godt kan se moderniseringsstyrelsen som et værktøj for staten i bestræbelsen på, at gennemføre neoliberale reformer. Det betyder nærmest automatiserede besparelser i den offentlige sektor, og en stadig drift mod skattelettelser. Liberale ville sikkert tale om reformer og "modernisering" - men reelt er der tale om besparelser. Og der kun et sted, at hente sådanne effektiviseringsgevinster - nemlig hos de offentligt ansatte. Det er ikke kun et spørgsmål om løn, men også om den betalte frokostpause, som det i 2013 var et spørgsmål om lærernes arbejdstidsregler.

Ganske vist er den kapitallogiske teori lagt i graven i større eller mindre udstrækning. Men kapitallogikkens begreb om staten som den ideelle totalkapitalist synes alligevel indlysende sand. Kapital står over for arbejde, og for de offentligt ansatte gælder det helt principielle ting. Hvis der denne gang bliver skåret en skive af salamien, så bliver der ved næste overenskomst skåret yderligere en bid. De statslige og kommunale arbejdsgivere har lovgivningsmagten i ryggen, så på den led behøves de jo ikke, at forhandle særligt meget reelt. Det hele kan klappes af på forhånd, og man kan være ganske stejl i forhandlingerne velvidende, at man kan ophøje til lov i folketingssalen.

Steffen Gliese, Werner Gass og Tinne Stubbe Østergaard anbefalede denne kommentar
Tinne Stubbe Østergaard

VLAK vil af med de kollektive aftaler til fordel for individuelle lønforhandlinger, der giver lederne mere magt over arbejdskraften:
"Regeringens ambition for OK18 og det fremtidige statslige lønsystem er følgende:
• Decentralisering af løndannelsen
Lønnen skal i højere grad fastsættes lokalt, og den centralt fastsatte del af løndannelsen skal tilsvarende reduceres.
• Lønsystemet skal understøtte fremtidens ledelsesopgave
Lønsystemet skal i højere grad understøtte den lokale ledelsesopgave – også i fremtiden. Lederne skal have bedre muligheder for at koble udmøntningen af de lokale lønmidler til institutionens overordnede strategi og kerneopgave samt den enkelte medarbejders præstationer.
• Forenkling af rammerne for den lokale løndannelse
Rammerne for den lokale løndannelse skal forenkles, fx ved at sætte processen for de lokale forhandlinger fri, så de lokale parter kan tilpasse processen til de lokale forhold.
• Individuel lønforhandling
Lønnen skal som udgangspunkt forhandles individuelt mellem den lokale leder og medarbejder."
"Et tidssvarende lønsystem til fremtidens arbejdspladser.
Større rum til lokal løn, der understøtter kerneopgaven" (s. 6/20)
https://www.fm.dk/publikationer/2017/et-tidssvarende-loensystem-til-frem...

Lærerne er ikke statsansatte, men efter regeringsindgrebet i 2013 står de uden kollektive arbejdstidsregler, med forskellige lokale aftaler og med skoleledernes formelle ret til at bestemme over lærernes arbejdstid.

Statslige ledere har allerede fjernet hævdvundne fridage og går efter 'den betalte spisepause', og i regioner og kommuner forsøger ledere allerede at misbruge arbejdstidsreglerne til arbejdsgivers fordel nogle steder.

De 25% af lønnen kan fx gives som 'pakkeløsning' til de medarbejdere, der vil finde sig i at være 'fleksible' og finde sig i, at de reelt altid er til rådighed og ikke kan regne med at kende deres arbejdstid på forhånd eller stole på, at de har fri som aftalt.

Ubegrænset arbejde og arbejdstid findes jo til dels for ansatte, der selv kan forvalte deres arbejde, fx ledere, lektorer og professorer på universiteterne, præster o.l. og trods visse regler arbejder de fleste af pligt- og ansvarsfølelse langt mere end 37 timer om ugen - men de tilrettelægger selv meget afarbejdstiden og mange af dem er oprigtigt engagerede i deres arbejde. Det kan slet ikke sammenlignes med at stå til rådighed uden ret til at forhandle regler og vilkår.

PAS PÅ!

I min verden forekommer det særdeles fornuftigt, at det offentlige forsøger at individualisere lønfastsættelsen. Der børe rimeligvis være en forskel på den løn, den meget dygtige sygeplejerske/lærer får, og den, som den mindre dygtige får. En mere decentral lønforhandling vil også indebære, at offentlige ledere faktisk får noget at have deres ledelsesansvar i. Men det er klart, at fagforeningerne er imod, for der reducerer deres betydning og indflydelse, og det gør op med den latterlige kollektivisering, som fagforeningerne er eksponent for.

Brian W. Andersen

@Arne Lund @Torben Lindegaard

"Den eneste løsning er at holde sig langt væk fra offentlig ansættelse." er logisk set den tanke, som stærke kræfter i den politiske arena ønsker skal rodfæstes i så mange borgeres hoveder som muligt. Dette lyder måske som en bizar påstand, men tag et kig på adfærden hos politikerne bag de seneste 17 års privatiseringsbølge. Her er der utallige eksempler på at man først har udhulet en offentlig instans og/eller funktion til den ikke længere kan opfylde sit formål. Derefter har man gennemheglet instansen/funktionen med negativ kritik i medierne til et punkt, hvor vælgerflertallet støtter kritikken. Dette er (ofte overlappende) fulgt op med alle de vanlige floskler om hvordan det private erhvervsliv bedre kan udføre opgaven. Til sidst, når stemningen er til at kunne gøre det uden tab eller ligefrem med gevinst i opinions/valgstemmer, så gennemføres der en lovændring, som privatiserer/udliciterer det valgte område, under dække af "nødvendighedens politik" og at man blot handler ansvarligt ift. samfundsudviklingen.

Dette er markedsføringsværktøjerne bag forbrugerismen, som her ganske ucharmerende bruges i politik: Skab et nyt behov. Sælg derefter varen, der kan opfylde dette behov. Hidtil har man hovedsagligt anvendt økonomiske og juridiske begrænsninger til at udhule offentlige instanser/funktioner, men hvorfor stoppe der, når det er så let at gå skridtet videre?

Det vil være en meget perfekt undskyldning for "nødvendighedens politik", hvis man ærligt kan gå ud og sige: De offentlige arbejdspladser kan ikke tiltrække tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft til at løse opgaverne, så derfor må vi tage det ansvarlige valg og lade det private erhvervsliv overtage opgaverne.

Det er pengene og markedskræfterne der styrer og vi har kollektivt valgt et hold politikere, der gerne lader dem styre ubegrænset. Nu står disse politikere i en situation, hvor de kan indspare milliarder til næste omgang skattelettelser og samtidigt plante tanken "Den eneste løsning er at holde sig langt væk fra offentlig ansættelse." dybt i befolkningen, ved blot at stille sig stejlt og kompromisløst i hvad der burde være en relativt simpel overenskomstforhandling. Det er ikke uden ironi at deres begrundelse (undskyldning) for at stå stejlt, er en økonomisk "nødvendighedens politik", men det kræver ikke ligefrem en krystalkugle at forudse kommende begivenheder.

Sider