Leder

Danmark har fået en radikaliseret offentlig sektor

Det kræver vilje at bryde radikalitetens ødelæggende spiral og komme hinanden i møde. I 2013 trak kommunerne konfliktvåbnet først. Denne gang er det lønmodtagerorganisationerne. Den står altså 1-1. Og må vi så se at komme videre
Det kræver vilje at bryde radikalitetens ødelæggende spiral og komme hinanden i møde. I 2013 trak kommunerne konfliktvåbnet først. Denne gang er det lønmodtagerorganisationerne. Den står altså 1-1. Og må vi så se at komme videre

Henning Bagger

9. marts 2018

Der er mange ting, der er radikaliseret i den offentlige sektor. Der er flere arbejdskonflikter end på det private arbejdsmarked. De offentlige lønmodtagere og arbejdsgivere står mere og mere stejlt over for hinanden.

Og deres topforhandlere synes at være fanget i en radikaliseret dynamik, mens journalisterne igen og igen forsøger at forstå, hvad det egentlig er, de er så voldsomt uenige om, siden Danmark nu nærmer sig en historisk konflikt, der vil ramme alle sektorer i det offentlige og lockoute 440.000 medarbejdere – hvis den bliver en realitet.

Baggrunden for radikaliseringen skal findes i flere sammenhængende faktorer. Dels er den danske aftalemodel udviklet til det private arbejdsmarked, hvor styrkeforholdet balanceres af, at privatansatte kan ramme deres virksomheder på pengepungen under en strejke. Mens de offentlige arbejdsgivere under en konflikt kan putte de sparede lønkroner tilbage i stats- eller kommunekassen. Dels er arbejdsgiver og lovgivers interesserer i stigende grad blevet sammenfaldende, hvilket den i lønmodtagerkredse så forhadte Moderniseringsstyrelse er blevet symbolet på.

Den direkte sammenkædning mellem økonomiske mål og forhandlinger om de offentliges løn- og arbejdsvilkår, som styrelsen har stået i spidsen for siden oprettelsen i 2011, er et nybrud. Det har affødt en værdikamp mellem et legitimt krav om den bedste udnyttelse af de offentlige ressourcer på den ene side og på den anden side en lige så legitim insisteren på, at tillid og faglighed giver den bedste offentlige sektor.

I 2013 så man arbejdsgiversiden udnytte denne magtposition til det yderste, da de med den daværende SRSF-regering i ryggen fik gjort op med lærernes arbejdstidsregler. Og vi vil formentlig se flere lignende konflikter i fremtiden al den stund, at mange offentlige arbejdsgivere oplever, at den offentlige sektors ’moderniseringspotentiale’ er bundet ind i et virvar af aftaler, som forhindrer en optimal udnyttelse af borgernes skattekroner.

Værdikampen har udviklet sig til en tillidskrise i den offentlige sektor, som synes at have fundet vej helt ind til forhandlingsbordet. Den løser man ikke alene ved at se på den forhandlingsmodel, parterne har på det offentlige område. De offentligt ansattes frustrationer i forbindelse med konstant opskruede effektiviserings- og kontrolkrav over for bureaukrater og politikeres fokus på at levere mere velfærd stikker langt dybere end en forhandlingsmodel.

Men set i lyset af, at Danmark befinder sig i en genopførelse af den ødelæggende lærerkonflikt fra 2013 bare i radikaliseret form og med langt flere involverede, bør alternativer til forhandlingsmodellen være velkomne. Ikke mindst fordi de øvrige nordiske lande ifølge arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahls nye rapport om de offentlige arbejdsmarkeder i Norden har et meget lavere konfliktniveau end Danmark.

Det skyldes bl.a., at man har justeret aftalemodellen, så magtbalancen er mere lige. I Sverige, hvor man ikke har haft en arbejdskonflikt på det statslige område siden 1994, har man f.eks. afpolitiseret aftalemodellen gennem oprettelsen af en særlig arbejdsgiverorganisation, der skal sikre armslænge mellem det politiske niveau og arbejdsgiverne.

Med en så omfattende lammelse af samfundet som stat, regioner og kommuner varslede onsdag som modsvar til lønmodtagernes bebudede strejke, peger meget nu mod et lovindgreb. Det skete også i 2013, og lovgiverne kan således bruges til at presse de offentligt ansatte i en forhandlingssituation.

Det kræver vilje at bryde radikalitetens ødelæggende spiral og komme hinanden i møde. I 2013 trak kommunerne konfliktvåbnet først. Denne gang er det lønmodtagerorganisationerne. Den står altså 1-1. Og må vi så se at komme videre.

Det er uholdbart, at lærerne på femte år ikke har en arbejdstidsaftale, men en lov. Det er ikke en del af den danske model. Lærerne kan måske nok være glade for at gå hjem kl. 16, som flere af dem fortalte her i avisen for nylig. Men måden, det blev gjort på under lærerlockouten, må ikke blive et mønster på det offentlige arbejdsmarked.

Kollektive aftaler har lagt grunden til vores velfærdssamfund under historiske opgangstider. Det bør være magtpåliggende for alle parter at genfinde tilliden og en model, der passer til vores tid. Et lavpunkt rummer altid muligheden for en ny begyndelse.

Serie

Overenskomstforhandlinger 2018

Lærernes arbejdstid, løn, betalt frokostpause og musketered er nogle af de ting, der er på spil, når der forhandles nye overenskomster for de cirka 750.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.

Ifølge køreplanen skulle aftalerne være på plads ved udgangen af februar og i løbet af marts sendt ud til urafstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det skete ikke, og parterne er nu i Forligsinstitutionen. Senest har staten, regionerne og KL varslet lockout som modsvar til fagbevægelsens konfliktvarsel.

Seneste artikler

  • Aftalen er en skuffelse for lærerne. Men den er bedre end en ny konflikt

    5. juni 2018
    Selv om det helt centrale krav om en ny arbejdstidsaftale ikke er blevet indfriet, har et stort flertal af lærerne stemt ja til en ny overenskomst. Alternativet var en ny konklikt, og det havde alligevel ikke nyttet noget, forklarer lærer Jonna Andersen fra Tune Skole, der fodslæbende har stemt ja
  • Lærerne har valgt en ny vej

    5. juni 2018
    Lærernes ja til overenskomstforliget er et presset og lunkent ja. Men det er godt for den offentlige sektor, hvis kompromiser kan afløse drama ved forhandlingsbordene
  • Lærer: Derfor stemmer jeg nej til OK18-aftalen

    31. maj 2018
    Anders Bondo Christensen har kæmpet en sej kamp for os medlemmer, men jeg er ikke enig i hans beslutning om at indgå en aftale om en kommission uden beslutningskompetence
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • lars søgaard-jensen
  • Vivi Rindom
  • Torben K L Jensen
  • Espen Bøgh
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
Alvin Jensen, lars søgaard-jensen, Vivi Rindom, Torben K L Jensen, Espen Bøgh, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"I min verden forekommer det særdeles fornuftigt, at det offentlige forsøger at individualisere lønfastsættelsen. Der børe rimeligvis være en forskel på den løn, den meget dygtige sygeplejerske/lærer får, og den, som den mindre dygtige får. "

Udfordringen er at der i den private og i den offentlige sektor er forskelle på beskrivelsen af den værdiforøgelse den enkelte medarbejder giver virksomheden. I den private sektor er målet klart, nemlig at drive virksomhed med overskud for øje. I den offentlige sektor er målsætningen forholdsvis uklar, idet den indeholder en blanding af nogle politiske målsætninger (klare og uklare), nogle økonomiske mål (klare og uklare) og noget til glæde for diverse politikere så de kan manifestere sig i den offentlige debat.

@Nils Bøjden, nu er virkeligheden ikke helt så enkelt og unuanceret, hvad angår målstyring i en privat virksomhed. Der er - specielt når man kommer ned i organisationens forskellige funktionsområder - en række mål og ligeledes en række betingelser og rammer, der styrer hvordan målene nås.

Basalt set burde der ikke være nogen forskel mellem at opgøre målopfyldelse i en privat virksomhed og en offentlig enhed. Og hvis der er nogen væsentlig forskel, så er det alvorligt problem, for hvis ikke ledelse og medarbejdere ved, hvilke forventninger, der er til dem, hvilke midler, der er til rådighed, og hvilke rammer, der gælder for arbejdet - hvordan skal man så kunne styre aktiviteten? Så ville både politikere og offentlige chefer være elendige ledere!

Dit argument er et skin-argument, som fagforeningerne bruger for at fastholde den kollektive lønfastsættelse - og dermed deres eksistensberettigelse!

En lokal og individuel lønfastsættelse ville give de offentlige chefer mulighed for varetage deres ledelsesrolle fuldt til fordel for samfundet og borgerne!

"En lokal og individuel lønfastsættelse ville give de offentlige chefer mulighed for varetage deres ledelsesrolle fuldt til fordel for samfundet og borgerne!"

Men hvad er det så en chef skal være loyal mod? Budgetter? Bliver chefen bonuslønnet for at udføre arbejdet så billigt og effektivt som muligt, hvad der strider inderligt mod alle offentlige chefers inderste, da offentlige chefer er lønt baseret på hvor mange de er chef for, og ikke hvor effektivt de løser opgaven? Hvad er bonusmålet for en offentlig chef? Ofte er man at offentliges chefer mest af alt tænker på at bekytte en minister, men er det effektivt?

Men jeg er formodentlig enig med dig i at alle offentlige chefers bonusmål skal offentligøres, idet disse bonusmål beskriver hvad politikerne vil med den offentlige sektor. Og he er er ikke tale om hvor mange penge de får, men hvad bonusmålet er

@Nils Bøjden, det er såmænd ikke så kompliceret.

En chef (og en medarbejder) skal være loyal mod sin leder. Loyalitetskravet forsvinder først, hvis lederen er ved at gå ved siden af organisationens overordnede mål - eller endda begå/foreslå/beordre ulovligheder. Da påhviler der chef/medarbejder et ansvar for at gå i mod, afvise, og om nødvendigt omgå lederen og henvende sig til næste overliggende niveau og orientere om forholdet. Hvis det ikke fører til noget resultat, må chefen/medarbejderen gå nok et niveau op.

Ja, naturligvis skal en chef udføre sine opgaver så billigt og effektivt som muligt - alt andet ville være uacceptabelt sløseri med samfundets ressourcer.

Der er i henseende til ovenstående ikke nogen forskel på ledere i det private erhvervsliv og i det offentlige.

Jeg ser ikke noget behov for, at offentlige chefers målsætninger offentliggøres - men jeg ser et stort behov for, at man i det offentlige forholder sig professionelt og seriøst til mål og bonusaflønning. Og det offentlige burde kunne forstå, at man belønner chefer for resultater - ikke for indsats.

Det er sgu ikke så svært, hvis man tænker sig en anelse om!

"En chef (og en medarbejder) skal være loyal mod sin leder."

Så du skal have bonus for at slikke røv. Det forekommer mig at være uhensigtsmæssigt.

@Nils Bøjden, hvis en leder ikke kan regne med sine medarbejderes loyalitet, så er det ikke nogen funktionel organisation! Men store dele af det offentlige er tydeligvis heller ikke særlig funktionelt - måske af samme årsag.

At være loyal (med de begrænsninger, jeg i en tidligere kommentar anførte) har absolut intet med "røvslikkeri" at gøre! Du er totalt naiv, hvis du tror det. Gode ledere gennemskuer og fyrer "røvslikkere" - de er uanvendelige. At forbinde loyalitet med "røvslikkeri" er en typisk fagforeningsmisforståelse.

"@Nils Bøjden, hvis en leder ikke kan regne med sine medarbejderes loyalitet, så er det ikke nogen funktionel organisation!"

Hvis en leder ikke kan få sine medarbejderes loyalitet skal lederen udskiftes. Hvis det er en enkelt medarbejder der korrumperer samarbejdes skal vedkommende medarbejder udskiftes

"a, naturligvis skal en chef udføre sine opgaver så billigt og effektivt som muligt - alt andet ville være uacceptabelt sløseri med samfundets ressourcer."

Så er det hvad der skal være bonusmålet. "Du skal udføre det samme arbejde 2% billigere hvert år" eller "Du skal udføre 2% mere arbejde hvert år for de samme penge"

"Jeg ser ikke noget behov for, at offentlige chefers målsætninger offentliggøres"

Men det gør jeg for det beskrives præcist hvad det er politikerne vil med den offentlige sektor.

@Nils Bøjden, hvor mange offentlige chefer er der? Desværre i titusindvis! At offentliggøre deres målsætninger ville være latterligt.

Det er jo ikke alene effektivitet, der er den eneste målsætning. Der kan meget vel være andre lige så vigtige målsætninger. At mene, at hele Danmarks befolkning og pressen skulle involveres i det ville være at invitere til en detailstyring, som i hvert fald ikke er effektiv! Selv politikere blenader sig for meget i forvejen. Og det giver faktisk mening at have et repræsentativt demokrati

"Desværre i titusindvis! At offentliggøre deres målsætninger ville være latterligt. "

Nej. Det ville være en fuldstændig naturlig handling således vi alle kunne følge med i hvad målsætningen er for den offentlige sektor.

" At mene, at hele Danmarks befolkning og pressen skulle involveres i det ville være at invitere til en detailstyring, som i hvert fald ikke er effektiv! Selv politikere blenader sig for meget i forvejen"

Det er ikke detailstyring. Det er information.

"Det er jo ikke alene effektivitet, der er den eneste målsætning. Der kan meget vel være andre lige så vigtige målsætninger."

Enig. Det kan være medarbejder fastholdelse. Reduktion af sygedage. Højnelse af medarbejderkompetence. Men lad være med at skrive "Indførsel af ny teknik". Der er kun en målsætning for indførsel af ny teknik og det er bedre og billigere service.

Bruno Andersen

@Arne Lund
Jeg må tilstå, jeg er faktisk enig. Jeg mener ikke, at vejen frem er at privatisere alting - men for den enkelte må løsningen jo være simpel: at holde sig langt væk fra offentlige arbejdspladser.

Mit eget regnestykke som lokomotivfører på mit 28. år siger, at jeg i en periode på ni år er steget ca. 5,6% i løn (!)
Hertil kommer, at vi har været udsat for den ene effektiviseringsrunde efter den anden - og uden varsel overhovedet opsagde DSB så pludselig alle overenskomster og lokalaftaler og meldte sig ind i DI! Ingen af os aner, hvad der foregår, og hvorfor.
Men jeg har læst, at regeringen står bag denne manøvre, og det kommer ikke bag på mig.

I en tid, hvor der er råd til skattelettelser til de rigeste, og hvor staten proklamerer et overskud på 31 mia, skal de offentligt ansatte nok en gang kanøfles.
Mit råd til alle kan således kun lyde: hold jer langt væk fra stats- eller kommunalansættelse, medmindre I er masochister!

P.S. Jeg arbejder selv intenst på en løsning, så jeg forhåbentlig snart kan forlade mit job. Forhåbentlig kører der også tog i Danmark i fremtiden - men det bliver ikke med mig i førerrummet, hvis alt går vel...

@Bruno Andersen, der er som bekendt organisationsfrihed - også for arbjdsgivere. Og som jeg husker det, var der nogle ret dyre lokalaftaler, der var helt ude af trit med det øvrige arbejdsmarked.

Men du skal da være meget velkommen på det private arbejdsmarked - der mangler folk mange steder.

@Bruno Andersen, der tales meget om skattelettelser - men der kommer bare ingen skattelettelser, for der er et flertal, der lever af penge fra det offentlige, og de synes at det er rimeligt, at de kan forsætte med at bruge andre folks penge.

Sider