Obligatorisk rådgivning til forældre i skilsmisse er en god ide

Cirka en tredjedel af alle danske børn under 18 år oplever, at deres mor og far går fra hinanden. Der er omkring 300.000 delebørn i Danmark, og cirka 25.000 børn og unge bliver hvert år berørt af brud i familien.

Skilsmisser i et moderne samfund er altså efterhånden ved at være en lige så forventelig del af børns tilværelse, som at de på et eller andet tidspunkt vil blive ramt af en børnesygdom. Så når vi ved, at skilsmissebørn får en dårligere uddannelse, bliver mere arbejdsløse, har dårligere sundhed og er mere kriminelle, hvorfor skal vi så ikke også have et rådgivningsprogram for alle skilsmisseforældre, der sikrer, at de i en krisetid får råd og vejledning med henblik på at samarbejde bedst muligt om børnene?

Den diskussion har udviklet sig til en ideologisk fejde mellem borgerlige partier på Christiansborg på den ene side, og Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti på den anden. Den konkrete anledning er partiernes ønske om at lave en ny skilsmisselovgivning med børn i centrum. I den forbindelse vil socialdemokraterne gøre det obligatorisk, at alle forældre tilbydes mindst én times rådgivning med en psykolog eller socialrådgiver hos det offentlige senest tre måneder efter en skilsmisse, hvilket DF bakker op om.

Venstre afviser tvang, og der tales om statens indgriben i familieanliggender, som burde være et individuelt ansvar. Omvendt peger socialdemokraterne på, at selv de cirka 8.000 skilsmissepar, der godt kan finde ud af at samarbejde om alt fra samværsdage til madpakker og fritidsinteresser, kan have godt af en times rådgivning.

Partiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, der i øvrigt ikke er bleg for at inddrage sin egen skilsmisse, henviser til, at det samfundsøkonomisk er en god investering med et obligatorisk program. Kan man eksempelvis undgå 16 anbringelser af børn uden for hjemmet, er udgiften til rådgivningsprogrammet ifølge socialordføreren tjent hjem.

I øvrigt har man gode erfaringer i Norge med lignende former for rådgivning. Og der er altså ikke tale om tvang i den forstand, at nægtende skilsmisseforældre bliver sanktioneret, men at staten tilbyder rådgivning til alle familier på linje med besøget fra en sundhedsplejerske.

På linje med besøg hos sundhedsplejersken

Der er ingen tvivl om, at børn vil have godt af, at deres forældre får råd og vejledning i at håndtere en skilsmisse. De uenigheder og problemer, der fører til at et par går fra hinanden, forsvinder jo ikke, når man bliver skilt. Nødvendigheden af et godt samarbejde omkring børn bliver tværtimod endnu mere vigtigt, når alt skal aftales af to uafhængige parter. 

Men smører man rådgivningen for tyndt ud, når det skal gælde alle forældre i stedet for at fokusere ressourcerne på de heldigvis få konfliktfylde og langvarige skilsmissesager, som man ved har en negativ indflydelse på børnenes udvikling?

Det mener bl.a. Søren Norman Sørensen, specialist i klinisk psykologi, der til daglig arbejder med konfliktfyldte skilsmisser i Ballerup Familiehus. Til Politiken forklarer han, at selv forældre, der ikke ønsker hjælp, via tvang kan nås gennem hjælp til at indgå praktiske aftaler om samvær, deling af økonomi og af barnets ting. Ligger man i konflikt, har man brug for hjælp til at kunne leve med de aftaler, man indgår.

I Holland har man erkendt, at pression kan være nødvendig, når forældres egen motivation svigter. Her har man i skilsmissesager med højt konfliktniveau pålagt forældrerne, at de skal gennemgå et familiebehandlingsforløb, før deres sag kan komme for en dommer. Og pression kan også komme på tale efter en retsafgørelse.

I den bedste af alle verdener er en kombination af de to modeller at foretrække. Et tilbud til alle forældre om en times rådgivning på linje med besøg af sundhedsplejersken, vil de fleste have glæde af. De færreste har trods alt prøvet at blive skilt før, og det er på tide, at samfundet tager ansvar for, at skilsmisser er og bliver et smertefuldt indgreb i et børneliv, som rammer en tredjedel(!) af alle danskere borgere, inden de fylder 18.

Kombineret med pression à la den valgte metode i Holland til de mest konfliktfylde familier. Og ønsker vi ikke netop at skabe den bedste af alle verdener for børn og unge i Danmark.