Leder

Uligheden mellem generationerne er usund for demokratiet

Fortællingen om de forkælede unge på SU og andre overførselsindkomster holder ikke, når vi ser, at de unge for første gang i årtier er fattigere end de foregående generationer
»Når de unge tjener og ejer mindre og skylder mere, skyldes det, at langt flere tager en videregående uddannelse. Men selv om de unge er mere veluddannede end tidligere og kan se frem til en højere indkomst senere i livet, så har de 30-34 årige også en lavere indkomst end generationen før dem. Samtidig er de ældre blevet rigere – to tredjedele af den danske formue ejes i dag af personer over 60 år.« skriver Lise Richter. 

»Når de unge tjener og ejer mindre og skylder mere, skyldes det, at langt flere tager en videregående uddannelse. Men selv om de unge er mere veluddannede end tidligere og kan se frem til en højere indkomst senere i livet, så har de 30-34 årige også en lavere indkomst end generationen før dem. Samtidig er de ældre blevet rigere – to tredjedele af den danske formue ejes i dag af personer over 60 år.« skriver Lise Richter. 

Mathias Bojesen

18. juni 2018

Vi har hørt fortællingen om og om igen. Om de forkælede unge, der i årevis danderer den på SU, dagpenge og kontanthjælp. Senest var det økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), der hævdede, at de nyuddannede har udviklet en kultur, hvor »man kan gå og hygge sig lidt på dagpenge, indtil man har lyst til at få et job«.

Tallene fortæller en anden historie. De unge i 20’erne og 30’erne er i gennemsnit fattigere end tidligere, som man kunne læse i Information for nylig. Fortællingen om en forkælet ungdom, der lever i sus og dus holder derfor ikke. Når de unge tjener og ejer mindre og skylder mere, skyldes det, at langt flere tager en videregående uddannelse. Men selv om de unge er mere veluddannede end tidligere og kan se frem til en højere indkomst senere i livet, så har de 30-34 årige også en lavere indkomst end generationen før dem. Samtidig er de ældre blevet rigere – to tredjedele af den danske formue ejes i dag af personer over 60 år.

Selv om de danske unges fattigdom ikke er belyst med så grundige analyser som i USA og Storbritannien, hvor henholdsvis hver femte eller hver tredje unge lever i fattigdom, så er der god grund til at være opmærksom på, at der kan opstå en kløft mellem generationerne, som ikke bare handler om kultur og holdninger, men om økonomisk ulighed.

De unges kontanthjælp er reduceret, det samme er sket med SU’en og dagpengene til nyuddannede. Selv skoleydelsen til de mest udsatte unge er blevet skåret drastisk ned. Læg dertil en finanskrise, som har presset flere ind på uddannelserne og skabt tårnhøj dimittendledighed, og vi står med en ungdom, der i modsætning til de seneste 60-70 års danmarkshistorie er fattigere end generationen før.

SU’en står stadig, og uddannelse er gratis, selv om de seneste og kommende års milliardbesparelser på uddannelse nok gør de unge fattigere i åndelig forstand. Som manden bag Den danske velfærdsstats historie, Niels Ploug, udtalte i Information, så er SU og gratis uddannelse en borgerarv til de unge.

De velfærdsgoder stiller stadig de unge i Danmark bedre end unge mange andre steder i verden. Men SU’en er netop et af de goder, som der gang på gang bliver stillet spørgsmål ved retfærdigheden af. Senest af Det Økonomiske Råd, der vil skære 10 procent af SU’en og omlægge den helt til lån på kandidatuddannelserne. Rationalet er, at de højest uddannede traditionelt vil få de største indtægter, derfor er det mere rimeligt, at de skal låne penge til deres uddannelse.

Den tese er uden tvivl rigtig, hvis du har den rigtige uddannelse, men for tusindvis af unge nyuddannede ser virkeligheden noget anderledes ud. De er de første generationer på et arbejdsmarked under forandring fra fast fuldtidsarbejde til projekt-, deltids og vikarjob. De er de såkaldt prekære, og det kan være én af forklaringerne på, at den mest veluddannede generation nogensinde, når de er færdige med studierne i starten 30’erne, har en lavere indtægt end deres knap så veluddannede forgængere fra 00’erne.

Selv om ledigheden er historisk lav, så ser situationen anderledes ud for de unge nyuddannede selv her mange år efter krisen. I 2015 gik 13 procent af alle nyuddannede ledige i seks måneder eller mere. Værst ser det ud for de unge med korte videregående uddannelser rettet mod erhvervslivet. Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets nyeste tal stod ca. en tredjedel af kortuddannede uden job efter et halvt år.

Om uddannelsen er kort eller lang, så har den høje dimittendledighed varige konsekvenser for de unges velstand. Blot et halvt års dimittendledighed betyder ifølge en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavere løn flere år efter. Ligesom risikoen for arbejdsløshed er langt større for nyuddannede, der har svært ved at komme i arbejde.

Er det nu ikke bare de forkælede unge igen? Måske for de få, men indsatsen mod den høje dimittendledighed har været så godt som ikkeeksisterende i årene efter krisen. Derfor ville det være velgørende med politikere, der turde vende fortællingen om de unge om og tale om de virkeligt forkælede 40-67-årige med fast job, boligformue og en god pensionsopsparing.

At fortsætte den ungdomsfjendske politik, vil skabe en ulighed generationerne imellem, som ikke bare gør, at vi får en fattigere ungdom økonomisk set. Vi risikerer også at få en ungdom, der ikke orker den demokratiske samtale, fordi de aldrig rigtig blev hørt.

For første gang i årtier har ungdomsgenerationen det sværere økonomisk, end dens forældre havde det, da de var unge. Sådan lyder analyserne i USA og Storbritannien. Men hvad med  danske unge – er de forkælede eller fattige?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Markus Lund
  • Christian Nymark
  • David Breuer
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Trond Meiring
  • John S. Hansen
  • Katrine Damm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Viggo Okholm
  • Bjørn Pedersen
  • Ervin Lazar
  • Toke Kåre Wagener
  • Anette Bjørnstrup
  • lars søgaard-jensen
  • Thomas Olsen
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
Markus Lund, Christian Nymark, David Breuer, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, John S. Hansen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, Bjørn Pedersen, Ervin Lazar, Toke Kåre Wagener, Anette Bjørnstrup, lars søgaard-jensen, Thomas Olsen, David Zennaro og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Velfærdssamfundet handler om at løse borgernes problemer, når de opstår - og det sker for borgernes penge! I modsætning til, hvad politikerne elsker at sige, betyder vores system, at der altid er betalt på forhånd, igennem generationer.
Men det ville være endnu rimeligere, hvis de, der profiterede mest af velfærdssamfundet, også var dem, der betalte for det. Det er erhvervslivet, som takket være den danske velfærdsstat er fritaget for det sociale ansvar, som de mange steder er underlagt. Det giver både en enorm frihed for både ansat og arbejdsgiver, at man f.eks. kan skilles fra et ansættelsesforhold, i stedet for at være lænket til hinanden igennem nærmest uopsigelighed.
Eller at syge og folk med handicap ikke er en udgift for arbejdsgiveren, almindeligvis.
Ser man på SU'en, så er den jo også en tilskyndelse til at tage en uddannelse for dem, der ellers ikke ville have råd, eller hvis alternativ det ville være at gå på kontanthjælp.
Nej, lad os få et skattesystem, der understreger, at det er med sin indsats, man bidrager til fællesskabet og værdiskabelsen, mens virksomhederne, der tjener penge på arbejdskraftn, til gengæld må acceptere at skulle betale en betydelig del tilbage til det samfund, uden hvilket man slet ikke i første omgang ville kunne tjene penge.

David Breuer, Vibeke Hansen, Poul Erik Pedersen, Katrine Damm, Torben K L Jensen, Helene Kristensen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, Minna Rasmussen, Egon Stich, Lise Lotte Rahbek, Ervin Lazar, Torben Skov, Steen K Petersen, Kim Houmøller, Søren Bro og Thomas Olsen anbefalede denne kommentar

De, der har alt for meget, synes altid, at de, der har alt for lidt, får alt for meget.

Hans Larsen, David Breuer, Roselille Pedersen, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Troels Ken Pedersen, Tue Romanow, Katrine Damm, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Steffen Gliese, Viggo Okholm, Mogens Holme, Torben Skov og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Artikelen har en god pointe og konklusion, men jeg er skeptisk overfor præmisserne og hvilket af generationsproblemerne det er mest vigtigt at gøre noget ved.

For Gud ved hvilken gang hører vi om de velsignelser øget uddannelse skulle medføre i form af flere penge, men artikelen overser noget.

Det er først og fremmest matematisk begavelse og uddannelse der giver penge. Unge uden matematiske kvalifikationer der tager en akademisk uddannelse i f.eks. turisme, tjener ikke nødvendigvis mere end de der for en generation siden, startede i en hotelreception og så skabte en karriere derfra.

Derudover er selv de bedste akademikere med matematiske kvalifikationer, ikke altid i stand til at klare et job på højt niveau. Nogle er ganske enkelt livsfilosoffer, der ikke kan holde ud at fokusere på de mange lavpraktiske opgaver der udføres i virksomheder, andre har trods de bedste intentioner en tendens til hele tiden at ryge ud af den forkerte tangent.

Hvor meget vides om disse kvalifikationer, der udover eksamensbeviset er med til at skabe værdi i virksomheden? Jeg har både som chef og i andre roller flere gange med bæven set en ny medarbejder med superflotte eksaminer fra både danske og udenlandske universiteter nærme sig "mit" territorium, og med stor lettelse set de slet ikke kunne klare jobbet, gjorde det nogenlunde men havde brug for masser af støtte eller - heldigvis - hurtigt suse videre mod stjernerne.

Nu er jeg gudskelov ikke ansat af Cepos, men hvis jeg var, havde jeg med et smørret grin konstateret at statistikken dokumenterer, at Danmark overuddanner unge på det offentliges regning.

Derudover bør man også sætte spørgsmålstegn ved fortolkningen af den skræmmende kendsgerning, at ældre mennesker lever længere, bliver boende i egen bolig og at pensionsopgaven i højere grad løses ved opsparing end via skatten/familien.

Efter min mening er der to problemer vi som samfund i den grad påfører de unge:

At virksomhederne har lykkedes med at overtale uddannelsesinstitutionerne til at varetage den sidemandsoplæring, de helt naturligt selv burde stå for. Praktikperioder og andet gratis arbejde florerer på uanstændig vis og nærmer sig sydeuropæiske tilstande. Må vi bede om rigtige jobs som advokatfuldmægtig, lægekandidat, lærlinge etc. Arbejdsmarkedet har brug for nogen regulering der sikrer rigtige jobs til både unge og ældre, ikke som nu hvor de 30 - 45 årige slider sig ihjel. Hvis vi skal leve i 90 år, kan vi naturligvis ikke forsørge os selv af 20 hektiske år på arbejdsmarkedet.

De usmagelige krav om både årelang erfaring og superfriske hoveder, medfører at de unge venter for længe med at stifte familie. Her er der til gengæld et område hvor videnskaben (inklusive den humanistiske) er klokkeklar. Kærligheden og dens resultater har det bedst før de 30. Må vi bede feministerne justere deres ide med, at børnene i ligestillingens navn først skal fødes når pensionsalderen er indtruffet.

Christian Nymark, Ole Henriksen, Christian De Thurah, Anders Reinholdt, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Claus Nielsen, Steffen Gliese, Viggo Okholm og Jørgen Larsen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Det har bare ikke meget med ulighed mellem generationer at gøre.

Ja, vi har læst fortællingen om de forkælede unge igen og igen. I mange tilfælde kan hurtigt konstateres, at de, fortæller fortællingerne, sandsynligvis ved, hvad de snakker eller skriver om. Simon Emil Ammitzbøll-Bille er et godt eksempel. Hans cv bekræfter fortællingen. Han blev bachelor fra RUC i 2003, og blev redaktør i 2004. Fortællingerne er nok ikke baseret på tal men på fortællernes egne minder.

Noget lignende gælder krav om nedskæringer på universiteter. Langt de fleste, som ønsker nedskæringer på universiteter, er sjovt nok uddannet på universiteter, og må derfor vide, hvad de snakker eller skriver om. Det kan så ikke udelukkes, at deres fortællinger om universiteter er baseret på minder fra en studietid, hvor tiden blev brugt på alt muligt andet end studiet.

Det ændrer selvfølgelig ikke på, det faglige niveau på landets universiteter ofte fremstår som meget lavt og ikke ændret ret meget siden 1970, mens andre landes universiteter har fået nye uddannelser som modtræk mod forandringer i samfundet og ændrede behov i erhvervslivet.

Steffen Gliese

En universitetsuddannelse er en uddannelse til at udvikle viden på forskellige niveauer i samfundet, for sig selv og for andre. Det sker i transnationale faglige fællesskaber, ganske ofte.
Hvor lang tid tager det for en naturvidenskabelig opdagelse at føre til et resultat i den mondæne verden? Som regel årtier. For humanistiske projekter er det samme tilfældet, men de bemærkes ikke på samme måde, fordi deres virkning i sagens natur sjældent er så direkte materiel som naturvidenskabens.
Derfor er der få eksempler på, hvordan et humanistisk forskningsmiljø iagttageligt fører til udvikling af professioner og job og dertil hørende teknologi, der spreder sig til atter andre grene af de menneskelige samfund, hvor de bygger op på anden vis.
Man kunne tage det enorme omfang, som den moderne Shakespeareforskning og afledte opførelsespraksis har kastet af sig, hvor den historiske viden fra øget kildeadgang, udviklingen af specialiseret teknologi, arkæologi og alt muligt andet næsten i visse sæsoner har fejet alt andet teater og film til side og dermed skabt en umådelig lukrativ kulturøkonomi, der spreder sig til turisme, boeksperimenter, mode, gastronomi og stort set alt muligt andet, der relancerer Shakespeare i lyset af 'det vi nu ved'.
Endnu mere omfattende er konsekvenserne af den såkaldt 'historisk oplyste opførelsespraksis' indenfor musikken fra middelalder og frem til moderniteten. Her har alt skullet genopdages i et samspil mellem udøvende kunstnere og forskere. Den forskning har været drivende i dele af den digitale udvikling, hvor revolutionerende teknikker til at sætte og udgive noder er direkte afledt af dette behov. For instrumentmagere har det også været en gylden gave, hvor historiske instrumenter er blevet analyseret og i lyset af omfattende data forsøgt genskabt, hvilket selvfølgelig går hånd i hånd med oplæringen af musikere, der kan spille på instrumenterne, og som også nysgerrigt deltager i eksperimenter for at afsøge alle de kunstneriske udtryk instrumenterne rummer: de har i sig selv fået et nyt liv, hvor der igen skrives musik for dem i 'tidens toneklang'.
For den klassiske sangs vedkommende har det også vendt udviklingen på hovedet - man får, om man så må sige, stilhistorien forfra, hvor der i løbet af hele 1900-tallet blev grebet tilbage igennem modernistiske og romantiske opførelsesidealer uden viden om den træning for at nå specifikke æstetiske udtryk, der lå til grund for de tidligere tiders musik. Vi har endog fået nye stemmetyper, der tilnærmelsesvist lader os opleve klangidealer, som en mindre humant indstillet tid svælgede i - de mandlige sopraner og alter.
Lignende og højst upåfaldende projekter kan findes på alle fag i supermarkedet for den for tiden ypperste viden.

Poul Erik Pedersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Når et moderne samfund og det indre netværk af forbindelser mellem faggrupper,professioner,viden,forskning,output skal bevare sammenhængskraften og kontinuiteten skal alle have en basisviden og en rutine i at studere som grundlag for hurtig omstilling til nye faglige kvalifikationer - Det gælder for både hoved og hånd med tryk på fantasi,samarbejde mod et bedre samfund. Lyder det opstyltet og djøfsk ? Satans også - men ikke desto mindre sandt.

Poul Erik Pedersen, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Gig economy.

Globalisering kaldes med et andet ord for profitoptimering, hvor et stigende antal jobs bliver udbudt freelance og ofte, som globale opslåede projekter i fri international konkurence.

Da statsminister LLR i sin forrige nytårstale, sagde direkte til de unge, at de unge i dag skal forberede sig på, at måtte skifte arbejde og skaffe sig nye kompetencer, mange gange i løbet af et meget langt arbejdsliv, så var det ‘gig economy’, der tales om, resultatet af liberalismens ekstreme globaliserede deregulering og afskaffelse af så mange rettigheder for arbejdstager, det overhoved er muligt, så markedskræfterne globalt kan få frit løb.

Politikere vil udstyre globalisering med underbetalte arbejdere, der er ansat, som selvstændige daglejere uden overenskomst, der sælger deres arbejdskraft på internet portaler til tidsafgrænsede projekter.

Husk på hvem der var beskæftigelsesminister før Troels Lund Poulsen (V) , Jørn Neergaard Larsen (V):

"Begreber som »social dumping«, »kædeansvar« og »klausuler« er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence."
Jørn Neergaard Larsen i 2013.

Læs om globaliseringens fremtidige arbejdsmarked til de unge:
“London’s ’gig economy’ has grown by more than 70% since 2010.”
Link: https://www.theguardian.com/money/2016/dec/09/londons-gig-economy-grown-...

“The ‘gig economy’ is coming. What will it mean for work?”
Link: https://www.theguardian.com/commentisfree/2015/jul/26/will-we-get-by-gig...

“The millions of freelancers, contractors, temps and on-demand workers in the American workforce all have one thing in common: They’re all part of the ever-expanding gig economy.”
Link: https://www.businessnewsdaily.com/10359-gig-economy-trends.html

Fattigdom i EU.
Link: http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/People_at_ri...

David Breuer, Brian W. Andersen, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Henrik Brøndum: "Nu er jeg gudskelov ikke ansat af Cepos, men hvis jeg var, havde jeg med et smørret grin konstateret at statistikken dokumenterer, at Danmark overuddanner unge på det offentliges regning."

I så fald havde du formentlig brugt resten af dagen på søgning efter et andet job i erkendelse af, du lige havde udstillet din egen chef på en meget lidt positiv måde.

Henrik Brøndum

@Børge Rahbech Jensen

Jeg er ikke god til at fedte, så jeg prøver at fokusere på noget andet.

Steffen Gliese

Børge Rahbech Jensen, det er ikke mit indtryk, at Henrik Brøndum opererer med andre chefer end sig selv. :-)

Ole Henriksen

Ro på Lise

Vi skal nok komme og rydde op efter græshopperne (Årgang 45 - 50) en gang til.
Det gjorde vi i '70erne, da SU lån blev til banklån, det gjorde vi i '80erne, da realrenten steg fra -3 til +10% da inflationen havde betalt det meste af deres boligudgift, det gjorde vi senere, da fradraget for pensionsopsparing ikke længere var i topskatten, da efterlønnen blev afskaffet efter at vi havde betalt til den i mange år, og nu, efter 40 år på arbejdsmarkedet tager vi da lige 10 år mere, så græshoppernes børn ikke skal betale arveafgift.
Og selvfølgelig skal vores børnebørn da være sosuer, så der er nogen andre til at tage sig af græshopperne nu hvor de er gået fra at være krævende til at være plejekrævende........

Det er vist på tide at der er nogen der finder høtyven frem.

jens peter hansen

Jeg lånte 24.000 fra 1970 til 73. De næste 6 år betalte jeg 60.000 tilbage. Det hus jeg købte i 79 havde 10% 20 årige kreditforeningslån og 9% 15 årige pantebreve. Vi havde kun cykler de næste 16 år og sommerferie hos familien. 16 år efter kunne huset sælges til samme pris som det var købt for. Alle mine nye unge naboer har mindst en bil, er på skiferie, smutture til London og Paris og sommerferie ved Middelhavet. Jeg under dem det gerne, men fattige er de vist ikke Huset er nu steget til knap det femdobbelte af hvad jeg betalte i 79. Min indefrosne dyrtidsportion på 4000 kr fra 79 er vokset til 80.000 kr eller det tyvedobbelte. Det var altså en langt bedre forretning at putte pengene i LD .

Ole Henriksen

Jens Peter Hansen

Du er liger et par år foran mig, men tydeligvis også en del af oprydningsholdet.
Jeg havde kun banklån som SU, og mine huslån var 20% kontantlån.
De er ved at være væk nu.
Jeg piver ikke, da jeg tydeligvis har et materielt bedre liv end mine foældre og især mine bedsteforældre, men jeg bliver så træt, når jeg hører græshoppegenerationen og nu deres børn snakke om ANSVARLIGHED OG TÆRING EFTER NÆRING, for det har altid været os andre det gjalt for.

Steffen Gliese

Åh, det er befriende, at vi endelig hører en røst fra de ellers så tavse elendige fra lillebrorgenerationen, som jo er de virkelige ofre for 68ernes utilbørlige hedonisme. Med andre ord dem, der har afviklet velfærdssamfundet i stedet for at bygge videre på det. Tak for ingenting.

Ole Henriksen

Steffen enten misforstår jeg dig, eller også misforstår du mig.
Jeg er stor tilhænger af det universelle velfærdssamfund i den klassiske udgave, sikkert fordi jeg er meget bevidst om mine rødder.
Mine bedstefrældre på min mors side var husmænd med en solid højskoletradition. Min mor har arbejdet fra hun blev konfirmeret til hun var slidt op sidst i halvtredserne. Hendes omkvæd i ord og handling var, at den der har evnerne har pligten, og det efterlevede hun på alle måder.
Min farmor var indvandrer, min fars stedfar var landsbyskrædder men døde som 40-årig, så farmor var ene med tre børn.
Far kom ud ar sejle som 13 årg, og kom i lære som 15- årig.
Jeg har en mellemlang uddannelse og begge mine brødre en kandidat uddannelse, alle tre erhvervsrettede. At vi har fået disse uddannelser er helt klart et produkt af det samfund mine bedsteforældre og forældre var med til at bygge op. Det glemmer jeg aldrig, og derfor har jeg også i stort set hele mit arbejdsliv betalt topskat, om ikke med glæde, så dog uden at pive.
Det der "pisser mig af" er den store gruppe af mellemlagsopstigere, som har glemt hvor de kommer fra, og nu tror at der kun er rettigheder og ingen pligter for den højere middelklasse, og at det er fattigrøvenes egen skyld, at de er hvor de er.