Minister for åndsforladt styring kan virkelig gøre en forskel

Det er ikke innovationsminister Sophie Løhde (V) selv, der har kaldt den hidtidige styring af den offentlige sektor for »åndsforladt«. Det var hendes politiske modstander, Mette Frederiksen (S), der brugte ordet i sin 1. maj-tale til at gå til angreb på Moderningsstyrelsen, som hører under Løhde.

Men den tidligere sundhedsminister, der i forbindelse med dannelsen af den blå trekløver-regering i 2016 blev udnævnt til minister for offentlig innovation, har netop til opgave at gøre op med den »åndsforladte styring«, som både politikere og offentligt ansatte er enige om skal afløses af mere frihed til at løse opgaverne til gavn for borgerne.

På den baggrund kan man godt tillade sig at kalde Sophie Løhde for en af regeringens vigtigste ministre. Det er nemlig en kæmpe opgave, hvilket understreges af, at samtlige regeringer de sidste årtier har ønsket at afbureaukratisere den offentlige sektor uden at lykkes.

Dernæst er borgerne og de 800.000 offentligt ansatte blevet stillet en storstillet sammenhængsreform i udsigt – den største i den offentlige sektor i ti år – som ud over afbureaukratisering bl.a. har fokus på digitalisering, bedre styring via effekt og værdi for borgerne og hjælp til at unge med at finde den rette vej efter folkeskolen.

Reformen blev som følge af de dramatiske overenskomstforhandlinger i foråret udskudt til efteråret, og derfor er det for tidligt at bedømme ministerens samlede indsats.

Men på baggrund af det, man ved om reformen indtil videre, er der imidlertid grund til at have positive forventninger, hvilket deles af bl.a. RUC-professor Jacob Torfing, en mangeårig kritiker af New Public Managements-æraens overstyring.

Sammenhængsreformen kan betyde et opgør med silotækningen i den offentlige sektor, så borgere, der eksempelvis har et hav af forskellige handlingsplaner, mødes af én samlet plan. Samme tankegang gælder komplekse problemstillinger som f.eks. på klimaområdet, der berører forskellige sektorer som energi, transport og fødevarer.

Her er et opgør med kassetækningen også af afgørende betydning for mere innovation og sammenspil.

Det vil til gengæld kræve et opgør med den meget snævre mål- og økonomistyring, der er kommet til at karakterisere den offentlige sektor.

Resultatmål og økonomiske rammer er nemlig bundet op på siloerne, som ledere og ansatte er tvunget til at stå på mål for. Derfor er flere frihedsgrader i den offentlige sektor en forudsætning for at kunne skabe mere sammenhæng til glæde for både borgere og ansatte.

Her ligger meget af frustrationen blandt dem, der bruger og arbejder i den offentlige sektor, nemlig gemt.

Sophie Løhde har også sagt, at hendes opgave er, at få den offentlige sektor til at »køre længere på literen«. Og man kommer ikke uden om stram styring af den offentlige økonomi – også efter en sammenhængsreform.

Men hvis ministeren deler mange højtplacerede djøf’eres erkendelse af, at økonomi- og målstyring mere er blevet et problem end en løsning, kan det blive en meget afgørende reform, der sættes i gang i efteråret.

Målet om at afbureaukratisere og få arbejdsglæden tilbage i den offentlige sektor kan også gå hen og blive et valgkampstema.

Dels er de offentligt ansatte en kæmpestor vælgergruppe.

Dels har Socialdemokratiet spillet ud med en ’fingrene væk-reform’ for at signalere, at de vil de offentligt ansatte det godt – med et underliggende ønske om at lægge afstand til Corydon-æraen, som mange offentligt ansatte forbinder med den forhadte Moderniseringsstyrelses benhårde fokus på effektivisering og opgør med overenskomstrettigheder.

Med sig i rygsækken til arbejdet med den nye reform, har Sophie Løhde et overenskomstresultat fra foråret, der efter stor dramatik som bekendt endte med en meget lukrativ aftale for de offentligt ansatte. Løhde fik ganske vist meget kritik for sin håndtering af optakten til overenskomstforhandlingerne.

Mange mente hun fik hidset sin modpart mere end nødvendigt op ved at være nedladende og signalere over for velfærdsmedarbejderne, der har en oplevelse af, at de varme hænder bliver færre og presset større, at de fik for meget i løn.

De relativt store lønstigninger, fagforeningerne endte med at hente hjem, kan være dyre lærepenge set med en finansministers øjne. Men at konfrontationen blev så voldsom under overenskomstforhandlingerne er ikke alene Løhdes ansvar.

Til gengæld kan hun bruge sine erfaringer med, hvordan man lytter til sin modpart. Og ende med at overgå så prominente forgængere som Margrethe Vestager (R), der også havde store afbureaukratiseringsplaner, med rent faktisk at skabe en mere innovativ, tillidsbaseret og velfungerende offentlig sektor. Skuf os ikke, kære minister.