Det er et skridt i den rigtige retning, at Danmarks Statistik har lavet en indikator til at måle fattigdom, så vi kan holde øje med, hvordan det går med at opfylde FN’s verdensmål om at halvere antallet af fattige inden 2030.
For som Birgitte Feiring, der arbejder med FN’s verdensmål for Institut for Menneskerettigheder, påpeger i tirsdagsavisen:
»Jo mere informeret grundlag man har, jo bedre politik kan man lave.«
Danmarks Statistik har fastsat en grænse for relativ fattigdom, der defineres ved en person, der på et år tjener 50 procent under medianindkomsten og har en formue under 117.000 kr. Studerende tæller ikke med.
I 2015 afskaffede daværende socialminister, Karen Ellemann (V), den officielle fattigdomsgrænse, der var fastsat af SRSF-regeringen. I dag er hun gruppeformand i Venstre, og i Jyllands-Posten undrer hun sig over, at »Danmarks Statistik har brug for at genoplive en fattigdomsgrænse, som har vist sig at være dybt misvisende«.
Også regeringens støtteparti, DF, afviser at føre politik på baggrund af en fattigdomsgrænse.
Kritikere har en pointe i, at man kan forfine Danmarks Statistiks metode til at beregne relativ fattigdom i Danmark. For eksempel er det misvisende, at unge mennesker, der holder sabbatår, bliver regnet med i den nye indikator for relativ fattigdom.
Danmarks Statistik påpeger selv, at deres datagrundlag og ressourcer ikke er store nok til at sortere visse grupper fra, og derfor kan man ikke sige noget om antallet af fattige.
Men derimod kan den nye indikator sige noget om, hvilke grupper der rammes af fattigdom.
Indikatoren viser, at det især er kontanthjælpsmodtagere og indvandrere, der rammes hårdere af fattigdom. Det kan ses som en direkte konsekvens af regeringens indførelse af 225-timersreglen, integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet.
Når de regeringsbærende partier affejer Danmarks Statistiks nye indikator for fattigdom, afviser de også at se konsekvenserne at deres politik i øjnene.
En fattigdomsgrænse ville tvinge dem til at indrømme, at de skaber flere fattige, når formålet med deres politik er at presse ledige økonomisk for at få flere i arbejde.
Fra regeringen lyder det, at de tager FN’s verdensmål om at nedbringe fattigdom alvorligt.
Hvis det er rigtigt, skal de sætte ressourcer ind på at kvalificere fattigdomsgrænsen og tage den med i deres overvejelser, når de laver politik. For det er vanskeligt at nå et mål, hvis man ikke vil bruge de redskaber, der kan hjælpe med at opfylde det.
Det er selvfølgelig smartere at diskutere den rigtige måde at opgøre fattigdom på i et af verdens rigeste lande, end reelt at gøre noget konstruktivt ved det paradoksale i, at denne diskussion overhovedet behøver at finde sted.
Fattigdom er under alle omstændigheder en livsnedbrydende virkelighed og desværre et resultat af en usolidarisk, egennyttig og i bund og grund en glædesløs materiel umættelighed på andres bekostning.
Laura Friis Wang skriver :
"En fattigdomsgrænse ville tvinge dem til at indrømme, at de skaber flere fattige, når formålet med deres politik er at presse ledige økonomisk for at få flere i arbejde."
Det er desværre en ofte repeteret misforståelse, at den førte politik handler om at få flere i arbejde.
Nej, den handler om at øge arbejdsudbuddet - Anders Fogh Rasmussens hellige ko.
Arbejdsudbuddet er de ARBEJDSLØSE og derfor ikke de arbejdende. De er arbejdsløse for at presse lønnen nedad, og selv syge mennesker henregnes nu i kategorien.
Beskæftigelsesindustrien vokser af at snylte på syge mennesker, der misbruges som malkekøer i endeløse og virkningsløse "ressourceforløb", der i de fleste tilfælde blot gør dem endnu mere syge, og skubber dem endnu længere væk fra at have et tåleligt liv, mod økonomisk deroute og psykiske lidelser.
Så al snak om det 'ædle formål' at skaffe folk et ordentligt arbejde, bør forstumme.
Man kunne også sagtens opgøre antallet af fattige, det er lykkedes for AE.
Men det er naturligvis nemmere for DS at undgå at lægge sig ud med Finansministeriet.
Blå blok brokker sig naturligvis over den nye fattigdomsgrænse, som trækker en klar streg i sandet og helt tydeligt viser resultatet af denne årelange restriktionspolitik, som ført overfor de svageste i samfundet.
Som alle kriminelle forsøger straks at drage bevisets stilling i tvivl.
Typisk !
Som Eva skriver, så er målet et øget arbejdsudbud. Men økonomerne bag dream-modellen, som har inspireret velfærdskommissionens (og senere arbejdsmarkedskommissionens) forslag til hvordan man bevarer velfærdssamfundet, de forslag som er blevet realiseret af de skiftendes regeringers reformer, regner da med at et øget arbejdsudbud fører til øget beskæftigelse.
Opskriften er forholdsvis simpel, og ganske smådum: større arbejdsudbud, lavere løn, billigere omkostninger, bedre konkurrenceevne, større eksport, flere i arbejde…
Når jeg mener at det er en smådum tankegang, er det fordi at dream-modellen ikke tager konjekturer med i deres beregninger. Formålet med dream-modellen er langsigtede prognoser, og da konjekturer er umulige at forudse, så ser man ganske enkelt bort fra dem. Og dermed ignorere "dream-modellen" at ledigheden falder markant, når antallet af arbejdspladser stiger pga konjektuerne. Og når man ignorerer den kendsgerning, ignorerer man også det menneskesyn, som er hovedtanken bag velfærdssamfundet;
At alle borgere ønsker at bidrage til samfundet, og at velfærdssamfundet hjælper dem ud af personlige kriser, der forhindre dem i at bidrage til samfundet.
"Dream-modellen" har det modsatte menneskesyn:
Danskere, der står udenfor arbejdsmarkedet, gider ikke arbejde. De skal derimod motiveres til at søge arbejde (aka "at øge arbejdsudbuddet").
Man kan argumentere at deres økonomiske "øget arbejdsudbud" politik har virket, for dansk økonomi er bomstærk og ledigheden falder tilsyneladende.
Men man kan også argumenterer at dansk økonomi er god fordi at der er høj-konjektur; udlandet har ganske enkelt fået en bedre økonomi og køber flere danske vare, og da der er øget omsætning, så kan danske virksomheder ansætte flere medarbejdere.
Det er sket det samme der sker, hver gang der er høj-konjektur:
Flere arbejdspladser, lavere ledighed.
Jeg ville personligt elske at se en undersøgelse af om de sidste 10 års økonomiske politik (hvor hovedfokus har været et øget arbejdsudbud) er ansvarlig for at det går godt pt. Jeg tvivler.
Faktisk er jeg ret sikker på at den neo-liberale politik bliver en økonomisk og social katastrofe.
Da man skabte velfærdssamfundet efter anden verdenskrig, var formålet at forhindre fascisme. Man havde netop erfaret at fattigdom og ulighed leder til at befolkningen forføres af populisme, og at populisme udvikler sig til fascisme, nationalisme og krig. Det er den banale logik bag opfindelsen af velfærdssamfundet.
Formålet med velfærdssamfundet var at ingen skulle leve i fattigdom. Hvis der opstod en personlig krise i en borgers liv, så ville velfærdssamfundet hjælpe borgeren på fode igen, så borgeren på længere sigt ville vende tilbage til arbejdsmarkedet. Så formålet med velfærdssamfundet var bla.a. at opretholde et øget arbejdsudbud ved at sikre social mobilitet. En smuk tanke var at alle mennesker har værdi, uanset om de bidrager økonomisk til samfundet eller ej. Hvis man møder alle mennesker med tillid og respekt, så vil de blive en vigtig del af samfundet. For det ønsker næsten alle mennesker at være...
Det er ikke bare smukt, det er også fornuftigt. For når der er arbejdspladser, så kommer arbejdsløse i arbejde. Det viste høj-konjuktuerne i nullerne. Arbejdsløse var så motiverede for at komme i arbejde, at virksomhederne faktisk blev nervøse for om der ville være mangel på arbejdsløse, da manglen på arbejdsløse ville udløse en lønfest, der kunne true virksomhederens omsætning. Ja, selv børsen advarede imod manglen på arbejdsløse...
Så lang historie kort. Arbejdsløse er motiverede for at arbejde. Det var de ihvertfald under det økonomiske opsving. Efter krisen forvandlede de sig tilsyneladende til dovne samfundsnassere. Hvis man skal tro på "dream-modellen"
Dream-modellen (og arbejdsmarkedkommissionen rapport) har nemlig det stik modsatte menneskesyn: at arbejdsløse ikke gider arbejde. De skal derimod MOTIVERES til at ville arbejde (og dermed blive en del af arbejdsudbuddet). Og man motiverer dem ved at sænke sociale ydelser, presse dem psykisk, og forringe velfærdssamfundet. Og for at begrunde reformerne, så må man overtale den danske befolkning om at "mennesker, der ikke arbejder, er en trussel mod velfærdssamfundet!". Man skal overbevise danskerne om at mennesker ikke bidrager til samfundet, med mindre de er i arbejde (en total modsætning til velfærdssamfundets menneskesyn). Og at de ikke gider arbejde fordi at de er dovne (som f.eks dovne-Robert) eller ydelserne er for høje (som fattig-Carina).
Faktisk kan syge, udsatte eller sårbare mennesker tilsyneladende kun få det bedre, hvis man gør dem fattigere, stresser dem, og behandler dem som undermennesker. Det er logikken bag de mange reformer, som blev indført under skiftende regeringer, især under beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Det, som socialdemokratiet kaldte "nødvendighedens politik".
Vi kan se resultaterne idag. Ja, økonomien er rigtig god og ledigheden falder tilsyneladende. Måske skyldes det højkonjukturer og billig arbejdskraft fra østlandende og ledige, der knokler for deres kontanthjælp i virksomhedspraktik og nytteindsatser. Men fattigdommen, uligheden, psykiske lidelser og hjemløsheden stiger også markant. Det samme gør antallet af danskere, der står udenfor arbejdsmarkedet, men ikke modtager sociale ydelser.
Den sociale mobilitet, grundideen bag velfærdssamfundet, er faldende, hvis ikke stendød.
Velfærds-systemet hjælper ikke længere danskere, der oplever en livskrise. Velfærdssystemet BEKÆMPER danskere, der oplever en livskrise. Velfærdssystemet er blevet fattige, udsatte, syge, hjemløse og udsatte danskeres fjende.
Og hvorfor bliver det en social og økonomisk krise i fremtiden?
Jo. Uden social mobilitet, bliver fattige, udsatte, syge, hjemløse og udsatte danskere en KÆMPE udgift for Danmark. Hvis vi kigger på ungdommen idag, altså fremtidens "borgere", så ser det kulsort ud.
citater fra artiklen https://www.denoffentlige.dk/zornig-alarmerende-stigning-i-antallet-udsa... :
"På kun to år er antallet af unge, der føler sig udsatte, næsten tredoblet - fra 5 pct. i 2015 til 14 pct. i 2017, eller knap 200.000 unge, viser en ny undersøgelse fra Rådet for socialt udsatte."
"Ifølge en nylig undersøgelse fra Børnerådet har hver femte ung i 9. klasse prøvet at skære i sig selv, altså cutting, mens hver fjerde pige i 9. klasse er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse."
"Ifølge SFI er hashmisbruget blandt de unge vokset med 50 pct. i løbet af de seneste fem år. En undersøgelse blandt gymnasieelever i 2. G. viser, at 55 pct. har stress på niveau med de 20 pct. hårdest ramte voksne på arbejdsmarkedet, som typisk kræver et behandlingsforløb."
"Blandt hjemløse er den største vækst nu i aldersgruppen 18 til 29 år, altdominerende unge mænd."
"Ifølge AE var der i 2016 næsten 50.000 fattige børn i Danmark, en stigning på 10.000 i forhold til året før."
Citater slut.
Anyway. Velfærdssamfundet og Danmark er blevet smadret af de sidste 2 årtiers skiftende regeringer. Nick Allentoft har skrevet en fremragende bog "Velfærdsillusionen", som beskriver velfærdssamfundets forvandling. Han dykker (imo) ikke så dybt som han burde. Han konkluderer ganske rigtigt at de mange uligheds- og fattigdoms-skabende reformer stammer fra velfærdskommissionens rapport, men kommer ikke omkring at den er baseret på "dream-modellens" menneskesyn, der stik mod velfærdssamfundets menneskesyn tager udgangspunkt i at ledige skal motiveres for at blive en del af arbejdsudbuddet.
Alle de reformer og besparelser, som har smadret vores velfærdssamfund, tager udgangspunkt i "dream-modellens" menneskesyn: at danskere, der oplever en personlig krise, skal gøres fattigere, da man skal motiverer dem til at blive en del af samfundet igen.
Og selvfølgelig har det menneskesyn den stik modsatte effekt.
Man kommer ikke ud af en livskrise fordi at man bliver fattigere, stresset og psykisk nedbrudt.
Tværtimod.
Man bliver oftere psykisk syg, misbruger, hjemløs, og udsætter sine børn for omsorgssvigt.
Det er derfor at økonomer har konkluderet at sociale investeringer er de mest indbringende investeringer overhovedet for et samfund.
Danske politikere (bortset fra enhedslisten og alternativet) har valgt den modsatte vej…
Og det bliver rigtig, rigtig dyrt...
Ja-og nu vil samme Mette Frederiksen være statsminister. Det må for enhver pris forhindres!
Tja, uanset hvem der bliver statsminister, så skal deres politik stadig "godkendes" af finansministeriet. Jeg har ikke nået at sætte mig rigtig ind i hvor stor deres indflydelse på dansk politik er, men kan forstå at finansministeriet nærmest er dem, der har styret dansk politik siden Fogh blev statsminister. Når jeg kritiserer forskellige regeringer, og sporer samtlige reformer til velfærdskommissionen og arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger, så er det næsten altid finansministeriet og deres udregninger, som har præget politiken, retorikken, lovgivningen og reformerne. Jeg har en stærk mistanke om at finansministeriet, som burde være upolitisk, gennemtvinger den neo-liberale økonomiske politik, som har smadret Danmark som velfærdssamfund. Jeg må igen, på det varmeste, anbefale VELFÆRDSILLUSIONEN af Nick Allentoft (som er "gisp" tidligere venstremand).
Der er andre grunde til at Mette Frederiksen ikke bør blive statsminister!
Pia Kjærsgaard til modangreb efter boykot: »Partier på Island er direkte uopdragne«
Formanden for Folketinget rystet over kritik fra islandske socialdemokrater: »Havde det været Mette Frederiksen, var det ikke sket, for hun mener jo nærmest det samme som mig«
https://politiken.dk/indland/politik/art6633999/%C2%BBPartier-p%C3%A5-Is...
Ja Island må ellers være DF's drømmeland her har man siden 1956 modtaget mindre end 600 flygtninge eller omsat til DK omkring 10000 i samme periode.
Næh, tror det ikke, Jens Peter.
Pia Kjærsgaard følte sig bestemt ikke velkommen deroppe..
Nej det var hun nok heller ikke men Island kører i den grad på frihjul når det kommer til flygtninge. Det vil Pia K. jo også gerne. Nationalister fra forskellige lande elsker sjældent hinanden, men tænker ofte ens.
Syntes jeg høre det samme fra folk på venstrefløjen og højrefløjen. "jamen du skal da tænke på dig selv"
Måske er det største problem med fattigdom, at vi overser den moralske fattigdom, der lader til at brede sig. -Ingen tænker på mig, så gider jeg da heller ikke tænke på andre mantraet.
Det virker fedt for dem der vil tromle andre ned, for andre flytter sig så de kan tromle de individuelle individer ned.