Leder

Historien om en statsminister: Lykke Lars

Man kunne fortælle historien om den danske statsminister som en roman om en diabolsk vekselvirkning mellem statsministeren og privatpersonen Lars Løkke Rasmussen
Venstres formand statsminister Lars Løkke Rasmussen til pressemøde ved Venstres sommergruppemøde i Aarhus fredag den 17. august 2018

Venstres formand statsminister Lars Løkke Rasmussen til pressemøde ved Venstres sommergruppemøde i Aarhus fredag den 17. august 2018

Henning Bagger

20. august 2018

Den danske statsminister er en karakter med litterære kvaliteter. Lars Løkke Rasmussen kunne være en skikkelse i en roman af en epigon af Henrik Pontoppidan, som ikke ville kunne stå for fristelsen til at kalde den Lykke Lars.

Vores hovedperson var en stræbsom ung mand med store socialteknologiske visioner for velfærdsstaten i det 21. århundrede og en voldsom vilje til magt – og fest. Tidligt engagerede han sig i ungdomspolitik og lokalpolitik. Blev landsformand for Venstres Ungdom og amtsborgmester i Frederiksborg.

Lykke Lars var et barn af velfærdsstaten, men også af det borgerlige opgør med socialdemokratismen. Han gjorde karriere i omdannelsen af den generøse velfærdsstat til den ambitiøse konkurrencestat. Han steg i graderne, blev næstformand i det parti, der var blevet landets største og siden indenrigsminister og sundhedsminister.

Kronprinsen Lykke Lars førte ikke ideologisk kulturkamp, men lavede administrative reformer. Danmarkskortet blev gentegnet, små kommuner blev nedlagt og store kommuner oprettet, amterne dræbt og regioner blev skabt. Borgerne fik løfter, kontrakter og garantier i Lykke Lars’ socialteknologiske kongerige.

Hans reformer var ikke et liberalistisk opgør med den offentlige sektor, men en nyliberalistisk effektivisering af den, hvor markedet blev brugt til at udvikle optimere staten og konkurrence til at optimere de offentligt ansatte. Det var ikke en udvikling, Lykke Lars skabte, den var en del af større historisk forandring. Men han prægede den, og han forvaltede den.

Formanden Fogh vandt borgernes gunst, førte værdikamp og ville ændre ordenes betydning i offentligheden. Men det var kronprinsen, der gennem teknokratiske reformer og sindrige moderniseringer satte sin signatur på den velfærdsstat, som blev beundret vidt og bredt i hele verden.

Til sidst blev kronprinsen konge, men borgerne og tænkerne kunne ikke se Lille Lars som deres leder. De kaldte ham for vikaren. Han havde vundet kampen om staten i kontorerne, men folket elskede ham ikke. De var heller ikke bange for ham – og det var endnu værre.

Folkets forhold til ham var underligt. Han var folkelig i en tid, hvor politikere blev beskyldt for at være elitære. Talte sprog, som alle kunne forstå, spiste den samme mad som undersåtterne, kunne ikke holde op med at ryge og lignede en hyggelig onkel, man kunne møde på en campingplads. Og han var en storartet politisk begavelse, som kunne overskue alle kongerigets institutioner, systemer, kontrakter og avancerede mekanismer.

I 2011 kom så det forunderlige valg, hvor det borgerlige Danmark tabte regeringsmagten, men Lykke Lars kæmpede så bravt for sin trone i valgkampen, at han turnerede på gader og stræder, stillede op i debatter og fremlagde nye store reformer.

Folket oplevede Lykke Lars som det politiske dyr og den store fighter. Endelig forklarede han, hvad han ville med Danmark og viste dem, hvordan han både var en af dem og deres første mand. Derefter ventede Danmark kun på, at Lykke Lars skulle blive statsminister igen.

Men her kommer det dæmoniske ind i romanen. For Lykke Lars mødte en frygtelig fjende, der hverken kom fra de politiske modstandere eller hans eget parti. Det var ham selv som privatperson.

Det blev afsløret, hvordan han drak, spiste, købte tøj, overnattede i andres sommerhuse og transporterede sig for andres penge. Intet beløb var for Lykke Lars for småt til at blive bogført – og betalt af fælleskasserne. Hver gang Lykke Lars havde kæmpet for sit liv på monumentale pressemøder og gennem timelange taler, blev han kastet tilbage i sølet af af nye afsløringer om sin egen elendige karakter.

Han mistede sine allierede, nedsled sine kammerater og svigtede dem, der havde støttet ham. Det borgerlige Danmark han havde samlet og defineret gennem sine reformer, tabte og splittede han politisk.

Nu kæmper han alene for en regering, som allerede længe har set ud, som om den var fortabt. Hans få tilhængere vil til det sidste fortælle historien om Lars Løkke Rasmussen som det 21. århundredes største politiske begavelse i Danmark.

De efterhånden mange trætte vælgere og politikere kan ikke længere se statsmanden for privatpersonens udskejelser, pinlige episoder, grænseoverskridelser og tarvelige skandaler. Det eventyrlige er, at den mand, som længe har lignet et politisk nederlag, endnu ikke har mistet magten. 

Men den måske bedste fortælling om ham er i den diabolske vekselvirkning mellem statsmanden og privatpersonen, mellem Løkke, som overskuer og regerer landet og Løkke, som var ude af stand til at holde styr på sine egne og styre sig selv.

Lars Løkke Rasmussen (V) har historisk haft svært ved at skelne mellem sit privatliv på den ene side og sit offentlige virke på den anden. Senest illustreret i sagen om kvotekongens sommerhus. I denne skizofrene duet, der er en del af Informations sommerrevy, optræder hans to personligheder, statsminister-Lars og privat-Lars, med en sang om ulemperne – og fordelene – ved at være to i én
Læs også
Serie

Løkkes hold

Denne sommer er det tre år siden, Lars Løkke Rasmussen vandt valget og dannede sin V-regering, som siden blev til VLAK-regeringen, og der er nu under et år til næste folketingsvalg. I denne lederserie ser Information på, hvordan udvalgte ministre på Løkkes hold har forvaltet deres tid med magten

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Toke Kåre Wagener
  • Hans Larsen
  • lars søgaard-jensen
  • Torben Lindegaard
  • Poul Anker Sørensen
  • David Zennaro
  • Oluf Husted
Katrine Damm, Toke Kåre Wagener, Hans Larsen, lars søgaard-jensen, Torben Lindegaard, Poul Anker Sørensen, David Zennaro og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Olesen

En *løkke* er en indhegning til dyr - gammel landsbysprog ligesom gade eller vang.

Findes i sammensætninger - som Dageløkke i Nordsjælland.

Det har således intet med *lykke* at gøre.

Marianne Stockmarr, Cecilie Nissen Jøhnk og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

PS: Hvis det var en på overførselsindkomst, der havde fiflet med billag , rejst på dyre ferier osv., osv så var han blevet straffet og kaldt socialbedrager.
Men han blev "vort" lands statsminister. Ja der er sandelig forskel på folk , her i landet.

Torben Bruhn Andersen, Benny Larsen, Hanne Ribens, John S. Hansen, jørgen djørup, Marianne Stockmarr, Nette Skov, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Anne Eriksen, Kim Houmøller, Ervin Lazar og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar

Jeg synes Rune Lykkeberg er i topform her, og altså også lidt skægt, at han selv hedder Lykke(berg)

Som jeg husker romanen, havde den hele vejen, lige fra starten en trist, melankolsk og undergangsagtig - tone - stemning, som måtte ende i fortabthed.

Hvor 'Den lille Lars' ender har vi stadig tilgode at få svar på.

Der må dog - vel - være nogen, der vil tage ham, ansætte ham - vil I ikke nok?

Torben Bruhn Andersen, Hans Larsen, jørgen djørup og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar