Historien om en statsminister: Lykke Lars

Den danske statsminister er en karakter med litterære kvaliteter. Lars Løkke Rasmussen kunne være en skikkelse i en roman af en epigon af Henrik Pontoppidan, som ikke ville kunne stå for fristelsen til at kalde den Lykke Lars.

Vores hovedperson var en stræbsom ung mand med store socialteknologiske visioner for velfærdsstaten i det 21. århundrede og en voldsom vilje til magt – og fest. Tidligt engagerede han sig i ungdomspolitik og lokalpolitik. Blev landsformand for Venstres Ungdom og amtsborgmester i Frederiksborg.

Lykke Lars var et barn af velfærdsstaten, men også af det borgerlige opgør med socialdemokratismen. Han gjorde karriere i omdannelsen af den generøse velfærdsstat til den ambitiøse konkurrencestat. Han steg i graderne, blev næstformand i det parti, der var blevet landets største og siden indenrigsminister og sundhedsminister.

Kronprinsen Lykke Lars førte ikke ideologisk kulturkamp, men lavede administrative reformer. Danmarkskortet blev gentegnet, små kommuner blev nedlagt og store kommuner oprettet, amterne dræbt og regioner blev skabt. Borgerne fik løfter, kontrakter og garantier i Lykke Lars’ socialteknologiske kongerige.

Hans reformer var ikke et liberalistisk opgør med den offentlige sektor, men en nyliberalistisk effektivisering af den, hvor markedet blev brugt til at udvikle optimere staten og konkurrence til at optimere de offentligt ansatte. Det var ikke en udvikling, Lykke Lars skabte, den var en del af større historisk forandring. Men han prægede den, og han forvaltede den.

Formanden Fogh vandt borgernes gunst, førte værdikamp og ville ændre ordenes betydning i offentligheden. Men det var kronprinsen, der gennem teknokratiske reformer og sindrige moderniseringer satte sin signatur på den velfærdsstat, som blev beundret vidt og bredt i hele verden.

Til sidst blev kronprinsen konge, men borgerne og tænkerne kunne ikke se Lille Lars som deres leder. De kaldte ham for vikaren. Han havde vundet kampen om staten i kontorerne, men folket elskede ham ikke. De var heller ikke bange for ham – og det var endnu værre.

Folkets forhold til ham var underligt. Han var folkelig i en tid, hvor politikere blev beskyldt for at være elitære. Talte sprog, som alle kunne forstå, spiste den samme mad som undersåtterne, kunne ikke holde op med at ryge og lignede en hyggelig onkel, man kunne møde på en campingplads. Og han var en storartet politisk begavelse, som kunne overskue alle kongerigets institutioner, systemer, kontrakter og avancerede mekanismer.

I 2011 kom så det forunderlige valg, hvor det borgerlige Danmark tabte regeringsmagten, men Lykke Lars kæmpede så bravt for sin trone i valgkampen, at han turnerede på gader og stræder, stillede op i debatter og fremlagde nye store reformer.

Folket oplevede Lykke Lars som det politiske dyr og den store fighter. Endelig forklarede han, hvad han ville med Danmark og viste dem, hvordan han både var en af dem og deres første mand. Derefter ventede Danmark kun på, at Lykke Lars skulle blive statsminister igen.

Men her kommer det dæmoniske ind i romanen. For Lykke Lars mødte en frygtelig fjende, der hverken kom fra de politiske modstandere eller hans eget parti. Det var ham selv som privatperson.

Det blev afsløret, hvordan han drak, spiste, købte tøj, overnattede i andres sommerhuse og transporterede sig for andres penge. Intet beløb var for Lykke Lars for småt til at blive bogført – og betalt af fælleskasserne. Hver gang Lykke Lars havde kæmpet for sit liv på monumentale pressemøder og gennem timelange taler, blev han kastet tilbage i sølet af af nye afsløringer om sin egen elendige karakter.

Han mistede sine allierede, nedsled sine kammerater og svigtede dem, der havde støttet ham. Det borgerlige Danmark han havde samlet og defineret gennem sine reformer, tabte og splittede han politisk.

Nu kæmper han alene for en regering, som allerede længe har set ud, som om den var fortabt. Hans få tilhængere vil til det sidste fortælle historien om Lars Løkke Rasmussen som det 21. århundredes største politiske begavelse i Danmark.

De efterhånden mange trætte vælgere og politikere kan ikke længere se statsmanden for privatpersonens udskejelser, pinlige episoder, grænseoverskridelser og tarvelige skandaler. Det eventyrlige er, at den mand, som længe har lignet et politisk nederlag, endnu ikke har mistet magten. 

Men den måske bedste fortælling om ham er i den diabolske vekselvirkning mellem statsmanden og privatpersonen, mellem Løkke, som overskuer og regerer landet og Løkke, som var ude af stand til at holde styr på sine egne og styre sig selv.