Leder

Danish for stupidity

Det er helt bagvendt at begrænse antallet af studiepladser på efterspurgte fag som klimavidenskab, bioteknologi og finansiering af frygt for for mange udenlandske studerende, når erhvervslivet mangler arbejdskraft
Aalborg Universitet underholder med videnskab på Folkemødet. I Aalborg er bæredygtig bioteknologi blandt de syv uddannelser, som bliver lukket.

Aalborg Universitet underholder med videnskab på Folkemødet. I Aalborg er bæredygtig bioteknologi blandt de syv uddannelser, som bliver lukket.

Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix

Indland
17. november 2018

I Danmark gør vi tingene på vores helt egen bagvendte måde.

På en lang række universitetsstudier, der er rettet mod internationalt arbejde, skal der nu undervises på dansk i stedet for engelsk. Ni uddannelser må lukke på Aarhus og Aalborg Universitet, bl.a. i bæredygtig bioteknologi, fordi de tiltrækker for mange udenlandske studerende.

Af samme grund må en lang række vældigt efterspurgte uddannelser i f.eks. bioteknologi, klimaforandring, finansiering og innovation skære ned på antallet af studiepladser.

Baggrunden for manøvren er, at de pågældende uddannelser har for mange udenlandske studerende – og især de europæiske af slagsen får SU-udgifterne til at stige.

Det må de ikke, for i 2013 indførte SU-forligskredsen under pres fra Dansk Folkeparti et loft på ca. 400 mio. kr. for udenlandske studerende. Hvis udgifterne væsentligt overstiger det beløb, så skal der findes midler fra de danske studerendes SU eller laves »værnsinitiativer«, som det hed.

Her fem år senere ser vi så et værnsinitiativ, der er hængt op på, at for få udenlandske kandidater stadig arbejder i Danmark, to år efter de har taget deres uddannelse.

Problemet med værnet er, at det ikke giver mening. Ikke blot må en lang række naturvidenskabelige og internationale uddannelser skære ned på antallet af studiepladser, selv om der er masser af job. Også optaget på uddannelser til ingeniør og datalog, som erhvervslivet råber på, skal holdes nede, så de ikke får for mange udenlandske studerende. Ligesom de udenlandske studerende, der selv betaler i dyre domme for deres uddannelse, bliver holdt væk.

Så spørgsmålet er, om det ikke er langt dyrere, at vi begrænser antallet af både danske og udenlandske kandidater på områder, hvor erhvervslivet mangler folk. Ligesom det koster, at de danske kandidater bliver dårligere rustet til at klare sig internationalt. Det virker med et lettere omskrevet aarhusiansk slogan som: Danish for stupidity.

Det er helt bagvendt at begrænse internationaliseringen, som er en del af universiteternes dna. I stedet burde politikerne give universiteterne tid til at se på, hvor optaget af udenlandske studerende måske er for stort, og hvordan de i samarbejde med erhvervslivet kan blive bedre til at få dem til at blive i Danmark og arbejde. Det ville være Danish for progress.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lise Richter

" .... og hvordan de i samarbejde med erhvervslivet kan blive bedre til at få dem til at blive i Danmark og arbejde."
citat fra artiklen

Vi kunne starte med at lade være med at hælde ikke-EU dimittender ud af landet efter endt eksamen.

Flemming Berger, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, John Andersen, Lis djørup, Carsten Wienholtz, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, John Damm Sørensen, Carsten Nørgaard, Gert Romme og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Man kunne også tage Lars Løkke & Co's bukser & sko på, og spørge sig selv hvordan det kan være at det ser dumt ud?
Jeg kunne forestille mig at vi - (udenfor herskende politikeres kreds) - bliver stukket blår i øjnene som vi så kan sidde og skrive om ;-)
For at det er dumt og selvmodsigende er jo hævet over enhver tvivl.

jens peter hansen

Jo men lederen tager jo ikke højde for at de udenlandske studerende IKKE bliver i landet, men for 2/3 tager hjem igen. Hvordan får man lige det til at ændre sig, når nu erhvervslivet har snorksovet for guderne vide hvilken gang. Universiteterne har da heller ikke været for vakse ellers havde de gjort deres for at holde på kandidaterne i stedet for bare at lade fabrikken køre og give en døjt i hvad kandidaterne skulle lave bagefter. Første del er jo en pengemaskine, mens det sidste øh bøh tjah.

Bjørn Pedersen, Christian Larsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Man kunne måske også sige, at det er lidt dumt at udbyde rent engelsksprogede uddannelser - når nu de opsøges af studerende fra andre lande, der aldeles ikke har intentioner om at arbejde her i kandet, endsige betale skat her.
Som kun studerer her, fordi uddannelse er gratis, og SUen er lukrativ.
Man kunne også overveje, hvem det gavner, at EU kræver lige behandling af alle EU-borgere - men intet gør for at effektivisere indkrævningen af SU-lån, når modtageren er rejst fra landet.

Hvis der var krav om elementer af dansk på disse studier, ville det oven i købet gøre det lettere for den færdiguddannede, også fra ganske fjerne lande, at få job i Danmark.
Naturligvis skulle de stadig være et krav, at man kunne begå sig på engelsk - på godt engelsk.

Men resultatet af et fortsat stort optag af studerende uden hensigter om at blive del af det danske samfund, uden noget ønske om som skatteydere at betale uddannelsen tilbage, det vil være, at Danmark bliver nødt til at skære SUen væk, og gøre uddannelserne brugerbetalte.

Det er ikke svært at se denne konsekvens - det ER dyrt at give folk en akademisk uddannelse, og skal være det, hvis kvaliteten skal opretholdes. Personligt synes jeg, at det er en gevaldig god idé at tiltrække akademisk dygtige udlændinge fra andre lande, og give dem en uddannelse - for os i Danmark er det i hvert fald en god idé. Hvis de vel at mærke bliver boende efter uddannelsen.

Men i så fald vil de også få brug for at kunne dansk på et ikke helt uvæsentligt niveau - så løsningen kunne være at lade være med at lade uddannelser i Danmark være RENT engelsksprogede.
Mange indfødte danskere kunne såmænd også have gavn af at dyrke et korrekt, dansk skriftsprog lidt mere.
Samtidig skulle der naturligvis være tilbud og god og lødig danskundervisning for udlændinge - gratis eller til nød med indbetaling af depositum, der tilbagebetales ved bestået eksamen.

Flemming Berger, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, jens peter hansen, Runa Lystlund, Bjørn Pedersen, ulrik mortensen, Christian Larsen, Eva Schwanenflügel, Torben Lindegaard, Hans Aagaard, Torben Bruhn Andersen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar

@ Jens Peter Hansen,

Man kan jo også fastslå, at de fleste af de mange danske studerende i andre lande også rejser hjem igen bagefter. - I hvert fald i en tid.

Om de derefter rejser ud igen senere i livet, det har man undladt at undersøge, selv om Danmarks Statistik har gode datasæt på dette. Men der arbejder i hvert fald tusinder af danske akademikere i en række af Europas store byer - se blot på London, Berlin og Paris.

Måske skulle Information giver gratis papir abonnement til alle udenlandskes studerende, selvfølgelig finansieret af de øvrige læsere og så fremover udkomme på engelsk, så der ligesom handling bag holdning :-)

ulrik mortensen, Erik Jakobsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

En udlænding fandt ud af at Egtvedpigen var udlænding, og klimaforskning er heller ikke DFs favorit. Som med kravene til DR handler det også om at påvirke, hvad der forskes i.

Benjamin Bach, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Hvorledes "begrænses internationaliseringen" af at færrere udenlandske studerende ikke kan få betalt deres uddannelse finansieret af SU? Er der nogle der forbyder de danske universiteter i at indgå i forskningsprojekter sammen med andre uniniversiteter, er der forbud mod møder med andre universiteter, må professorerne ikke længere sende mails uden at afsender har et .dk stående bag sin mail?

Det er ikke en døjt "anti-internationalt" at drive politik der primært fokuserer på hvad der er bedst for de borgere, politikerne faktisk er valgt af. Det er simpelthen en uholdbar deduktion på en endnu mere uholdbar formodning om betydningen af inter-nationalt.

Danmark skal være verdens bedste til at være dumme.

Benjamin Bach, Anne Eriksen, Søren Jensen, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Destruktionsregeringen med Lars Løkke i spidsen støttet af DF.
"Vi stopper ikke, før vi har lukket ned for alt, der kan bringe videre på en god måde!"

Anne Eriksen, Hans Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Man kan vist godt diskutere om universiteter og andre uddannelsesinstitutioner hæver eller sænker andet de respektive institutioners indtjening, når de inviterer udenlandske studenter til engelsksprogede studier. Lige nu er det lettere for fx en rumæner at komme til at læse på et dansk universitet end det er for fx en ingeniør at læse til lærer, da dobbelt uddannelse er forbudt. En sygeplejerske skal selv betale for evt. ekstra fag på HF for derefter først efter 6 år at kunne søge ind på medicinstudiet. Det er altså lettere for en udlænding at komme ind på et dansk universitet end det er for en dansk der ønsker at uddanne sig på et højere niveau eller bare have en anden uddannelse.
Se det er dumt ikke ?? Og de regler er lavet af den tidligere Thorning-regering og den nuværende vlak-regering. Her kan man vist godt sige man både har skudt sig i foden og i hovedet, mens rumæneren har skudt papegøjen.

Niels Duus Nielsen

400 mio. kr. er jo bare et greb i lommen for bestyreren af statskassen, så det kan ikke være pengene, det drejer sig om.

At ordet "værnsinitiativ" bringes i spil, tyder på, at vi skal have de militære briller på, og da det hele handler om "udlændinge" må vi konstatere, at de mange udenlandske studerende (hvor mange?) åbenbart er en sikkerhedstrussel.

Hele tankegangen er så stupid, at det ville være morsomt, hvis ikke det var så trist.

Hvis man skal prøve at finde mening i galskaben, så er alsidighed, oplysning og uddannelse jo Dansk Folkepartis naturlige fjender. Det er ikke overraskende at de jagter vore information-, kultur- og uddannelsesinstitutioner. Universitetet er jo fyldt med bedrevidende fremmede pampere, der tror de er så kloge, DR er alt for kritiske og fortæller for mange ubehagligheder og museerne viser for lidt Morten Kok. Det er farligt, for rationalet er at jo flere der er åbne for at forstå verdenen og andre mennesker, desto færre vil sætte sit kryds på DF. De går ikke med alle de her fremmede mennesker, bare tænk hvis vi lærer dem at kende?

Lillian Larsen, Flemming Berger og Anders Lund anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Egtvedpigen udlænding. Var der overhovedet noget ind- og udland i bronzealderen?

Bjørn Pedersen

@jens peter hansen
Selvfølgelig var der det, ellers ville der intet formål være med at gifte en kvinde fra Egtvedpigens område bort til den elite, der måtte have boet i området omkring Egtved. Alle folk i verden dengang, som nu, var ikke ens, og de ville ikke have været fuldstændig ligeglade med hvilke skikke, tro og adfærd man havde hvis man ønskede at slå sig ned i stammeområdet.

Egtvedpigen var en del af datidens elite, selv dengang var der omfattende handelsruter rundt om i Europa, f.eks. tin og rav-handlen. Når man tror at man kan konkludere at "fortiden var globaliseret", er det fordi man ikke forstår at den globalisering- ligesom idag - kun gjaldt overklasen. Fortidens mennesker var ikke "globaliseret" - eliten var. De 0.01% var.

"Verden" har aldrig været globaliseret, "verden" har aldrig været kosmopolitisk. Overklassen kunne være disse ting, primært fordi overklassen i et område følte mere tilfælles med overklasen i et andet.

Regeringen har som mål at 50% af danske studerende skal på udlandsophold. Og næsten DOBBELT SÅ MANGE danskere tager på udlandsophold, end DK modtager udenlandske studerende.

I 2017 "krævede" DK 15295 udlandsophold af resten af verden og gav 8492 udlandsophold tilbage.

http://www.statistikbanken.dk/UDVSTD02

DF og deres medløbere har travlt med fantasi-omkostninger for DK-universiteter, og fra ikke-EU udlændinge, der rejser hjem efter udlandsophold (og ikke bidrager til DK yadayada). De betaler selv omkostningerne og har ikke ydelser.

Hvad tror man lige, at DK-studerende gør, når de rejser ud?

Det er blind nationalistisk "Danmark Først" ævl, der hverken gavner studerende, internationale akademiske relationer eller grøn omstilling. Vi har brug for en arbejdsstyrke til grøn omstilling. For ikke at tale om udvekslingsstuderende, der har brug for uddannelserne (klimavidenskab etc) i andre lande (f.eks. dem de kommer fra).

Der er helt sikkert også en substantiel andel, der får jobs i andre EU-lande. Når de studerende forlader DK, så kunne det li'så vel være for et job i et andet EU-land, som i whatever DF-syndebuk-land, man kommer fra.

Studerende tager på udlandsophold. Det er fedt, det skal blive ved. End of story.

jens peter hansen

Danske studerende tager et semester i erasmus-regi i udlandet og tager deres su med. Det er ikke mange danske der tager hele deres uddannelsr i fx UK. Der kommer langt flere fra de nordiske lande til DK end vi sender til dem. De danske studerende er hjemmefødninge, især folk fra hovedstaden vil hellere vælge et andet fag end tage til Odense. Uha da. Det er rigtig godt at der kommer studerende til landet, men huset braser vel ikke sammen fordi en række studier som alene er oprettet for at tiltrække udenlandske studerende sløjfes. Så vidt jeg kan se er alle der søgte ind på en række engelsksprogede studier på Aalborg Universitet kommet ind. Der var ikke noget karakterkrav. Mens pæredanske skal slås for komme ind på deres ønskestudium udbyder universiteterne altså studier som danske studerende ikke gider. Det ville jo så være fint hvis de studerende efter endt uddannelse blev i landet, ikke alle men flere end den tredjedel der bliver nu. Det har da ikke noget med Morten Korch at gøre, men med Ebberød Bank. Lad universiteterne blive internationale og giv langt flere legater til studerende fra udviklingslande, men hvorfor skal vi betale for både undervisning og ophold for studerende fra rige lande?