Leder

Mafiakronprinsen i Buenos Aires

G20-topmødet understreger, at verdenssamfundet har lagt Saudi-Arabiens forbrydelse mod international lov og orden bag sig af »mangel på beviser«
G20-topmødet understreger, at verdenssamfundet har lagt Saudi-Arabiens forbrydelse mod international lov og orden bag sig af »mangel på beviser«

Ritzau sCANPIX

1. december 2018

Med den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salmans ankomst til G20-topmødet i Buenos Aires kan det konstateres, at postyret efter mordet på den prominente journalist Jamal Khashoggi i Istanbul er overstået.

Det er således slået fast, at det internationale samfund i det store og hele har indstillet sig på, at mafiamord begået af regeringer med sæde i FN – Saudi-Arabien blev i foråret genvalgt som medlem af verdensorganisationens menneskerettighedskomité – fremover vil høre til dagens uorden.

Det er svært at forstå for pæne mennesker som eksempelvis Svenning Dalgaard, TV 2’s omrejsende korrespondent, der torsdag på TV 2 News stillede spørgsmålet, om kronprinsen mon mødes med andre regeringsledere de kommende dage, eller om de »vil vende ham ryggen«.

Det vil de ikke.

Reuters kunne nogenlunde samtidig med Dalgaards stand up på et fortov i Buenos Aires fortælle, at den britiske premierminister, Theresa May, vil mødes med MbS, som kronprinsen kælent kaldes i medierne. Hun vil »spørge ind til Khashoggi-sagen og situationen i Yemen«, fortalte hun journalister ved afrejsen fra London.

Hun kan spare tid ved at spørge sin egen efterretningstjeneste, som utvivlsomt har detaljeret viden om CIA’s grundlag for at udpege MbS som gerningsmand til mordet i Istanbul. Og hun kan spørge i sin egen regering, der siden 2015 har bistået saudierne med efterretninger og ammunition i den blodige krig mod Yemens skoler og hospitaler.

Et kvalificeret gæt er, at Theresa May, der siden Brexit har forhandlet tosidede handelsaftaler med saudierne, følger op på profitten, ikke på anstændigheden.

Det er ligeledes et udtryk for de faktiske forhold i international handel og vandel, at Tyrkiets præsident, Erdogan, ikke blankt afviser, men »overvejer« en saudisk anmodning om at mødes med MbS. Måske i en bizar taknemmelighed over, at kronprinsen som eneste leder i Mellemøsten har fået den tyrkiske præsident til at se godt ud.

Desuden er gevinsten ved fortsat tyrkisk insisteren på opklaring af forbrydelsen formindsket med Donald Trumps afvisning af at gøre noget som helst og senatets noget bovlamme reaktion, der ikke vil føre til noget.

Spændningerne er ved at flade ud

Kalkulen såvel i Washington som i EU’s toneangivende hovedstæder, hvor talen om sanktioner er indskrænket til vinduespynt, er derfor, at Saudi-Arabiens rolle i verdensøkonomien vægtes højere end den begåede forbrydelse, der jo ikke har ramt andre end offeret, hans kæreste og hans familie.

At Tyskland – i lighed med udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) – har indstillet våbensalg til Saudi-Arabien, er en gratis gestus.

Tyskernes våbeneksport til diktaturer er af indlysende historiske årsager til at overse. Derimod er både Frankrigs og Storbritanniens våbeneksport til Riyadh betydelig – et faktum, der også afspejles i de franske meldinger om, at man skam vil sanktionere saudierne, dersom der føres afgørende beviser for, at det makabre mord i Istanbul kan spores tilbage til MbS. At der altså er en rygende pistol – og det er der ikke.

Alle spor stopper ved kronprinsens nu formelt fyrede rådgiver og hackerekspert, Saud Qahtani, der modtog beskeden fra Istanbul:

»Fortæl din chef, at arbejdet er gjort.«

I essensen var ’arbejdet’ et led i den interne magtkamp i det saudiske kongehus, hvor Khashoggi var på kongefamiliens ’moderate’ side, ledet af kong Abdullahs søn, prins Turki bin Abdullah. Efter sin fars død i 2015 intrigerede prins Turki mod Salman-grenen ved at kontakte såvel amerikanerne som kineserne med henblik på at søge støtte til at vælte kong Salman og komme af med hans vanartede søn.

Prins Turki er stadig fængslet, efter at han i lighed med 200 andre dignitarer blev hentet i januar og tilbageholdt i Riyadhs hotel Ritz-Carlton. Hans nærmeste rådgiver, en generalmajor, døde efter tortur i et andet hotelværelse, men hans økonomiske rådgiver, der forvaltede kontakterne til Beijing og Washington, er i sikkerhed i Schweiz, hvor han er under politibeskyttelse.

Og kronprinsen er i Buenos Aires, hvor han ifølge den saudiske avis, Arab News (hvor Khashoggi var redaktionschef i en periode) vil præsentere G20-mødet for en opdateret version af sin ’Vision 2030’-reformplan, der på det seneste har gennemgået en »usikker periode« som følge af et fald i oliepriserne og, som det udtrykkes, »ændringer i det internationale syn på kongeriget«.

Men som det tilføjes: »Spændingerne er ved at flade ud.«

Det tror vi på.

Ifølge alle indicier var det den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman, der beordrede mordet på den saudiske journalist, Jamal Khashoggi, og nye oplysninger giver murren i geledderne i kongeriget. Kronprinsen sidder dog stadig tungt på magten
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Raido Rafn
  • Niels Duus Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Olaf Tehrani, Raido Rafn, Niels Duus Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annette Chronstedt

- jamen tak . . hvilken vældig lise for sjælen, når journalistik skærer som den dybe indsigts uhildede mod forbi alle slør.

Touhami Bennour

Det vil nok finde den, der gave ordre til mordet på Jamal Kashoggi,Tyrkiet og USA besidder afgørende korte på Sagen.
Det var den krimininelle side af sagen. Og Mohamed Bin Salman er en af de mistænkte.
En diktatur er ikke "en mand regime" plus demokratiske regler. Tvertimod det drejer sig om to verdener "en "mand" har de hele og resten af befolkningen har intet, heller ikke Ambassader og konsulater er deres.
Men sagen afklarest ved at se på det som led i kamp for rettighederne ( i tale og skrive og tænke) og de bevægelser, det står bag og det er det "arabiske forår". Sagen vil få uundgåeligt konsekvenser i Saudi Arabien og andre stedet. Det har mange lande ( Egypten, Tunesien og andre vil følge) reageret mod Bin Salmans besøg, som støtte for reaktionnaire kræfter i disse lande, de har forstået det, som en mod revolution handling.
Journalisterne verden over har reageret i den retning , som kamp for menneskerettigheder.
Men Vesten går ikke fri forbi. Politiken viser to ting: 1) hjælp til det vestlige våben industri og 2) får stoppet oprøret i arabiske lande.

Det er en lang og kompliciret sag.

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

På TV i går kunne man se det nærmest kammeratlige møde mellem Putin & Mohammed bin Salman i Buenos Aires - 2 lede mordere, der udveksler noter.

Føj for Satan.

Carsten Wienholtz, Erik Jakobsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Når der ikke er økonomiske interesser på spil, indtager moral og etik sin naturlige plads.

Men når der er det, bliver de sendt udenfor døren i en vis fart, og blive forment adgang.