Leder

Regeringens forhandlingsstrategi underminerer regeringens klimaplan

Regeringen har opløst sin store klimaplan i løbende småforhandlinger – det er lige præcis det, vi ikke har brug for
I oktober præsenterede seks ministre regeringens klimaudspil på et pressemøde i København. Efterfølgende kørte politikere og presse en tur i en elbus.

I oktober præsenterede seks ministre regeringens klimaudspil på et pressemøde i København. Efterfølgende kørte politikere og presse en tur i en elbus.

Emma Line Sejersen

16. november 2018

Sandheden er blevet sagt så klart, at ingen, som vil forstå det, kan misforstå det:

»De næste få år er nok de vigtigste i menneskets historie,« skrev FN’s klimapanel i en rapport for seks uger siden. Vi skal indstille vores politik efter en omstilling til et samfund, som ikke ødelægger naturgrundlaget. 

»Vi skal kunne give Jorden videre til vores børn og børnebørn,« som Lars Løkke Rasmussen (V) sagde, da han i oktober præsenterede sin klimaplan.

Planen var ikke ambitiøs nok, den friholdt landbruget, der som sektor er den største CO2-udleder i Danmark, og den ville ikke nå EU’s mål for Danmarks reduktion af CO2 i den ikkekvotebelagte sektor. Men den var stadig langt mere ambitiøs end noget andet, vi har set fra den borgerlige regering. De stod seks ministre sammen og fremlagde planen som en samlet pakke – ligesom energiaftalen tidligere på året blev forhandlet og vedtaget som en samlet pakke. De fremlagde planen som et signal om, at regeringen var klar til handling. For de næste generationers skyld. 

Men som det fremgik af tidsskriftet Ingeniøren mandag, vil regeringen ikke forhandle klimaplanen som en samlet plan.

Hug for hug

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) forklarede, at regeringen har valgt noget, han kalder for en »hug for hug-strategi«. Det betyder, at den vil fremlægge planens 38 initiativer hver for sig og bringe dem enkeltvis til afstemning i Folketingssalen.

Det kan lyde som procedural detalje, at de vil forhandle de enkelte elementer i pakken hver for sig. Men konsekvensen er, at det, der skulle have været en ekstraordinær plan for at løse et helt ekstraordinært problem, bliver reduceret til ordinære politiske forhandlinger. Hvert parti kan på hvert eneste område stille særkrav, trække fra, tilgodese andre interesser og nedlægge veto. Og det, der skulle have været regeringens store plan, bliver til en uoverskuelig række småforhandlinger.

Det er helt forkert: Danmark og verden har ikke brug for småforhandlinger. Vi har brug for en stor klimaplan, som sætter betingelser for alle småforhandlingerne og sætter en retning for, hvordan vi når vores mål. Og den regering, der ikke aktivt arbejder for at redde vores naturgrundlag, tager del i den fortsatte destruktion af det.

Der er ingen neutral grund her: Status quo er ødelæggende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
  • Olaf Tehrani
  • Randi Christiansen
  • Charlotte Ardal
  • Poul Anker Sørensen
Flemming Berger, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Olaf Tehrani, Randi Christiansen, Charlotte Ardal og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Men nu skal de jo også lige have fred til at fortsætte udsalget af vores fælles infrastruktur. I denne omgang i følge energiwatch en fortsættelse af dongskandalen med planer om salg af ørstedsværkets elnet.

"Finansministeren i samråd om milliardsalg af Ørsteds elnet
AF OLE ANDERSEN, MATHIAS ØRSBORG JOHANSEN
Offentliggjort 15.11.18 kl. 08:00
Det bør være et flertal i Folketinget, som afgør, hvem køberen af elnettet i København og Nordsjælland bliver. Det mener Enhedslisten, som i dag har indkaldt finansministeren i samråd om det milliardstore salg."

Folketing? Hvis dette skandaløse udsalg af folkets ejendom blot kan fortsætte, er det ikke Folkets Ting. Hvad er rationalet bag disse planer om at tillade yderligere privatkapitalistisk gidseltagning af elkunderne? Den sædvanlige dumhed og eller korruption med højtlønnede direktørstillinger, bestyrelsesposter og guldrandede aktieoptioner til quislingene ? Og hvorfor er historien ikke på alle forsider?

Torben K L Jensen, Benta Victoria Gunnlögsson, Torben Skov, Helene Kristensen, Vibeke Hansen, Ejvind Larsen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

Det kunne være, at en sum af delemnerne blev højere/bedre end en stor, samlet plan - forudsat at alle delemner kendes samtidig.
Hvorfor mistænke regeringen for at være taktisk tænkende klimafornægtere.

Torsten Jacobsen

Leo Nygaard,

Regeringen har ikke noget andet valg end at agere 'klimafornægtere': Problemet 'Global Opvarmning' udsletter både deres ideologiske og politiske program. Altså er der tale om valg mellem pest eller kolera: Enten anerkendes problemets omfang, og ideologi/politisk program forkastes som utidssvarende, eller også fonægtes problemets omfang, til fordel for en stædig fastholdelse af ideologi og politik.

Så virkeligheden benægtes, naturligvis. Det er svært at klandre regeringen for dette. Det kræver det en særlig type menneske, sådan at tage sin egen ideologi op til kritisk revision. Og dels er der enorm folkelig opbakning til en videreførelse af den katastrofale kurs. Det ville i sidste ende være dybt overraskende, hvis ikke regeringen agerede 'taktisk tænkende klimafornægtere' i den givne situation.

Det ville være befriende, hvis regeringen og de øvrige status-quo partier i folketinget, i det mindste ville fortælle åbent om de mulige og katastrofale konsekvenser af den førte politik. Eller med andre ord, hvis de opgav den løgnagtige tale om at afværge problemet, for i stedet at fokusere på at skabe institutioner og samfundsstrukturer, der kan skærme os bedst muligt, når helvede bryder løs.

For som det står lige nu, bygges der vist kun redningsbåde til de øverste lag i samfundet. Men det ér måske præcis, hvad ideologien tilskriver? Det tror jeg, det er.

Man fristes til at grine kynisk af de mange, som fromt hjælper med at konstruere disse redningsbåde, i lykkelig uvidenhed om, at der ikke bliver plads til dem selv. Men det ville som sagt være kynisk. Sorg og medlidenhed er vist mere på sin plads..

Flemming Berger, Hans Larsen, Torben Skov, Onkel K. Jensen, Randi Christiansen, Helene Kristensen, Ejvind Larsen og Niels Østergård anbefalede denne kommentar

Torsten Jacobsen
Du rører her ved beslutningsproblemet : ".....ville fortælle åbent om de mulige og katastrofale konsekvenser af den førte politik. Eller med andre ord, hvis de opgav den løgnagtige tale om at afværge problemet, for i stedet at fokusere på at skabe institutioner og samfundsstrukturer, der kan skærme os bedst muligt, når helvede bryder løs."

Er det "mulige" eller sikre konsekvenser - og er det "når" helvede bryder løs eller hvis.
Den stillingtagen er aldeles fremmed for politikerne. Næsten som at afgøre at tro på Gud eller Darwin.

Torsten Jacobsen

Leo Nygaard,

Ja, det er jo det store problem: Kan vi stole på klimavidenskaben?

Det bør være velkendt, at klimavidenskaben er entydig i sit udsagn: Ja, jorden opvarmes. Ja, det skyldes primært menneskelig aktivitet. Ja, det får konsekvenser, negative konsekvenser, som i betydelig graf vil indskrænke mulighedsrummet for menneskelige samfund.

Se, et sådant udsagn kan jo ikke sameksistere med en ideologi, der som sine bærende piller har 'det frie initiativ' og en forestilling om 'meritokratisk konkurrence' som eneste moralske grundfæstninger.

Ophøjelsen af 'Det frie initiativ' som moralsk norm, er kun tænkelig i en verden uden grænser for vækst. Bliver kagen blot større, jo flere der spiser af den, så er 'det frie initiativ' en dyd: Jo mere frit initiativ, jo større kage..

Er der grænser for kagens størrelse, transformeres 'det frie initiativ' til skånselsløs konkurrence om begrænsede ressourcer. Pludselig bliver det af moralsk betydning, hvor stort et stykke kage man sikrer sig selv og sine. Tager man et for stort stykke, er der mindre til andre. Grådighed, kalder man med rette en sådan forslugenhed på andres bekostning.

Hermed mister det ellers højtbesungne princip om 'meritokratisk konkurrence' også sit dydige skin: For de 'dygtige' og 'talentfulde' vil altid udkonkurrere de mindre kapable, og dermed sikre sig en væsentligt større bid af kagen. Er kagen af uendelig størrelse udgør det ikke et moralsk problem - der er altid mere kage tilbage. Men har kagen en endelig størrelse - og er der måske endda behov for at gøre den mindre - så genererer meritokratiet kun absolutte vindere og absolutte tabere.

Af samme grund hævder nogle af os, at klimakatastrofen er sammenfaldende med et totalt kollaps - både praktisk og moralsk - af den dominerende ideologi i de vestlige samfund. En ideologi som unægteligt har været en positiv kraft, og som har været den altdominerende årsag til vores nuværende velstand i de vestlige samfund.

Jeg er et hundrede procent overbevist om, af de ovenfor skitserede grunde, at ethvert håb om en afværgelse af klimakatastrofens værste konsekvenser, afhænger af den eksisterende politiske og økonomiske elites evne til at indse, at deres privilegier ikke længere er moralsk solvente. At deres ideologi, som tidligere har tjent os alle vel - i større elle mindre grad - er bankerot. At de indser, at der er brug for en paradigmatisk omvæltning - en revolution - i måden vi anskuer og forstår verden og dens sammenhænge på.

Jeg er derfor også et hundrede procent overbevist om, at en sådan transformation ikke kommer til at finde sted. Ikke i tide.

Hvis jeg sad i toppen af hierarkiet, ville jeg i disse år have meget travlt med at sikre mig selv og min bid af samfundskagen mod katastrofen, som nærmer sig. Og jeg er slet ikke så snu som dem, som meritokratiets lov jo påpeger. Mon ikke de derfor allerede har tænkt et par skridt længere frem end jeg?

Flemming Berger, Torben Skov og Niels Østergård anbefalede denne kommentar

Ja, og selv om den enkelte af beslutningstagere i et lukket rum er enig med dig, så får du ret i dine slutbetragtninger. Så må vi jo se om flertallet kan flytte sig.
Det drejer sig ikke om at skure løs med skurebørsten, men at forhindre svineriet i at opstå.
Jeg har længe talt for, at dette sker gennem skatte og afgiftsprincipper, på basis af fællesretten til jorden og resurserne (som du forhåbentlig har bemærket).
Det har jeg ikke hørt om tilslutning for fra nogen i folketinget.

At den flok opblæste idioter også undergraver sig selv, er hverken nyt eller overraskende ;o)

Benta Victoria Gunnlögsson og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

Hvis ikke der kommer en international politisk konsensus for at stoppe klimaforanding og plyndring af klodens ressourcer ender dette her ikke godt. Men hvilken politiker tør sætte sin karriere på spil for en utopi om at redde verden? Løkke og Co? Nej, så hellere tale om vækst og skattelettelser og udlændinge politik. Det muliggør jo genvalg. Endnu.