Det virker, når børn beder voksne om at tage klimaforandringerne seriøst

Menneskeheden er på en fantastisk rejse. I årtusinder levede vi fra hånden i munden som jægere og samlere og siden som bønder. Vi indgik i bæredygtige ligevægtsøkonomier baseret på solens energi og naturens tilgange.

Med lange mellemrum skabte menneskers kreativitet og intelligens nye muligheder i form af redskaber og teknikker, som ganske langsomt løftede levestandarden og banede vej for bysamfund med håndværk og handel.

Generelt var civilisationen i pagt med naturens bæreevne og med økonomiske vækstrater nær nul – bortset fra episoder, hvor samfund lokalt og kortvarigt blev besat af ekspansionstrang og typisk gik til grunde, når bæredygtigheden blev overskredet. For eksempel Romerriget.

Indtil for 200 år siden blev byernes og produktionens gradvise udvikling primært baseret på naturens strømme af vedvarende energi i form af vandkraft, vindkraft og biomasse. Det var først, da menneskeheden fik øje på undergrundens reserver af billig fossil energi – kul, olie og gas skabt af naturen for millioner af år siden – at det blev muligt at realisere eksponentiel vækst i produktion, økonomi og velstand.

Fra 1850 og til nu blev det globale energiforbrug 50-doblet – alene kulforbruget blev 700-doblet – og BNP voksede 200 gange.

Dette historiske skift fra hovedsageligt at basere sig på naturens vedvarende tilgange af energi og til at tære på de begrænsede lagre af fossile brændsler har muliggjort en nærmest ubegribelig teknologisk udvikling og forandring af vore livsvilkår og -muligheder.

I dag ligner eksempelvis digitale apparater, som ikke eksisterede for to årtier siden, tilværelsens definerende omdrejningspunkt for en stor del af den opvoksende generation.

Sol- og vindenergi

Denne fossile æra – en ganske kort parentes i menneskehedens lange historie – er vi nu ved at forlade. Vi har indset, at vi med uhyggelig effektivitet er ved at undergrave selve det biofysiske grundlag, som vi skylder hele vor udvikling.

Om ti år kan det være for sent af afværge klimakatastrofer forårsaget af de eksponentielle udledninger af CO2 fra afbrændingen af kul, olie og gas. Vore børns fremtid er truet af den fest, vi har holdt gennem nogle årtier.

Så nu foregår der en hastig tilbagevenden til naturens vedvarende energikilder muliggjort af moderne teknologi. I 2017 udgjorde vedvarende energikilder mere end to tredjedele af den nyinstallerede globale kapacitet til elproduktion. Om fem år vil 30 pct. af verdens elproduktion komme fra sol, vind og anden vedvarende energi.

En ny og mere langtidsholdbar fase i vor historie spirer frem.

Naturligvis er der træghed og modstand i systemet. De fleste af os er bundet af vaner funderet i den fossile energis vækstøkonomi. Tunge erhvervsinteresser stritter aktivt imod omstillingen, fordi de tjener deres penge på de gamle løsninger. Mange beslutningstagere kan ikke overskue de kommende forandringer og søger at lukke øjnene for deres nødvendighed.

Når det alligevel kan lykkes at forlade den fossile parentes og forme en ny måde at leve på, er det, fordi børnene og de unge nu gør oprør. Fredag går skolebørn og gymnasieelever i syv danske byer i klimastrejke sammen med børn og unge i Sverige, Australien, Canada, Holland, Belgien, Tyskland og måske flere lande.

Aktionerne er inspireret af en enkelt svensk skolepige, 15-årige Greta Thunberg, der indledte sin personlige klimastrejke foran den svenske Riksdag op til det svenske valg i september. Under hashtagget #FridaysforFuture tweetede Greta, at der fredag ville være skolestrejker 260 steder i verden.

»De folk, der har magten nu, er ikke dem, der kommer til at opleve de voldsomme sider af klimaforandringerne. Forandringerne kommer jeg til at stå med om 30-50 år – og mine børn efter mig for den sags skyld,« siger Rasmus Madsen, 17 år, fra Sønderborg, til Information.

»Jeg strejker, fordi det er vores fremtid, det handler om. Hvis vi ikke passer på vores fremtid, så er den jo ikke værd at gå i skole for,« siger 15-årige Mira Lindstrøm fra København.

Der er ikke noget, der gør så ondt på forældre, som når man opdager, at man skader sine børn. Derfor er der heller ikke noget, der giver så meget håb om klimaoprør – også fra forældregenerationen – som det, at børnene og de unge nu går i spidsen og beder os om hjælp og handling.