Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, har fremskyndet det kommende parlamentsvalg i 2019 fra november til 9. april.
Årsagen er ikke, at de israelske vælgere skal tage stilling til det vigtige spørgsmål om Israels fremtid som nabo eller ikkenabo til en palæstinensisk stat, men tværtimod at de netop ikke skal tage stilling.
Ifølge de israelske medier er der to årsager til Netanyahus hastværk:
- Han vil komme en tiltale for bestikkelse, bedrageri og mandatsvig i forkøbet. Han vil med andre ord politisere den kriminelle sigtelse, der er på vej, efter at politi og skattevæsen har gransket hans privatøkonomi, og som blev annonceret 2. december.
- Han vil komme præsident Donald Trumps såkaldte århundredets aftale i forkøbet, da det forlyder på vandrørene i Washington, at den kan forvolde politiske problemer for hans højrekoalition, der hviler på bosættermandater.
De kriminelle sigtelser har rumlet længe og handler om, at Netanyahu i sin egenskab af minister for kommunikation har tildelt et privat teleselskab koncessioner til en værdi af mere end 100 millioner dollar mod favorabel dækning i teleselskabets nyhedsmedie, Walla.
Desuden skal han have indgået en lokumsaftale med Israels største dagblad om at fremme lovgivning, der favoriserede dagbladet på bekostning af konkurrenter, til gengæld for ’positiv dækning’.
I småtingsafdelingen er kostbare gaver fra milliardærvenner og hustruen Saras tilbageholdelse af flaskepant, som formelt tilhører staten. Netanyahu har afvist alle sigtelser med henvisning til, at der er tale om en ’heksejagt’.
Når det er vigtigt for Netanyahu at komme på forkant med ’århundredets aftale’ er det, fordi rygter vil vide, at Trumps svigersøn, Jared Kushner, der har fået overdraget mellemøstproblemets løsning, pønser på at opdele Jerusalem i tre sektorer: Vestjerusalem inklusive grædemuren og Østjerusalems jødiske bosættelser skal udgøre Israels hovedstad, det øvrige Østjerusalem skal være hovedstad for palæstinenserne og Tempelbjerget, Haram al-Sharif, underlægges international kontrol – ikke ulig princippet i FN’s delingsplan fra 1947.
Her er Netanyahus problem, at siger han ja, mister han sit flertal til højre. Siger han nej, risikerer han sin strategiske alliance med Trump. Siger han ingenting, kan han miste begge dele og dermed sin politiske karriere.
Det kan man så indtil videre håbe på. Altså, at han siger ingenting.
Sådan. Tak. Lasse Ellegaard er stadig den eneste, der skriver troværdigt om Israel.
Tak til Lasse Ellegaard for at informere os bare en smule lødigt om, hvad der sker i og omkring Israel.