Leder

Med Trumps Syrien-exit er kurderne endnu en gang prisgivet til andres beslutninger

Med USA’s beslutning om at hjemkalde 2.200 militære instruktører prisgives de syrisk-kurdere ikke kun til Tyrkiet, men også i en kommende syrisk forfatning
27. december 2018

Det har beskæftiget regeringer, politikere, diplomater og mediekommentatorer, at præsident Donald Trump i sidste uge lod meddele, at USA trækker 2.200 amerikanske soldater ud af Syrien, hvor de opholder sig som instruktører og observatører.

Reaktionernes gennemgående tema er bekymring for, at de syriske kurdere efterlades som sittin’ ducks i den militære offensiv, præsident Erdogan har bebudet siden september. Ankara vil forhindre, at det syrisk-kurdiske parti Demokratisk Unions Parti (PYD) etablerer en autonom enklave i kantonerne langs den tyrkiske grænse, Jazira og Kobane, der med den tyrkisk besatte kurdiske Afrin-provins under ét kaldes Rojava.

PYD og dets militære arm Folkets Beskyttelses Enheder (YPG) er en aflægger af det tyrkiske-kurdiske Kurdistans Arbejder Parti (PKK), der siden 1984 har ført en væbnet kamp mod den tyrkiske stat.

Som det er fremgået også af denne avis, var Trumps bagland uenig i hans beslutning. Forsvarsministeren James ’Mad Dog’ Mattis gik straks af og to dage senere smækkede Trumps særlige Islamisk Stat-udsending, Brett McGurk, med døren til det ovale kontor. Mattis vil ikke lægge navn til svigt af kurderne, der har kæmpet mod Islamisk Stat som USA’s ’støvler på landjorden’, og McGurk vil ikke lægge navn til, at præsidentens ’mavefornemmelse’ har fortalt ham, at IS er slået!

Den amerikanske paraply

Den grumme realitet er, at PYD og YPG nu gør samme erfaring, som kurdere har gjort siden 1920, da de først fik udmålt deres egen stat i Sevres-traktaten efter Første Verdenskrig. Da Mustafa Kemal (Atatürk) vandt den tyrkiske befrielseskrig og forhandlede en ny traktat på plads i Lausanne i 1923, var den kurdiske stat pist væk.

I 1925 fik kurderne britisk bistand i et oprør mod tyrkerne kun for at erfare, at briterne var pist væk, da Atatürks mobile galger kørte ind i Diyarbakir. I 1984 bevæbnede Syrien PKK i den guerillakrig mod Tyrkiet, der stadig er aktuel. Den syriske støtte var pist væk, da Ankara i 1998 sendte to panserdivisioner til den syriske grænse. Syrien udviste PKK-chef Abdullah Öcalan, der nu visner på 19. år i et ø-fængsel i Marmarahavet.

Nyligt afdøde præsident George Bush opfordrede efter befrielsen af Kuwait de irakiske kurdere (og shiaer) til væbnet oprør mod Saddam Hussein, hvorefter de amerikanske tropper var pist væk og prisgav kurdere og shiaer til Saddam, der havde sparet sin republikanergardes panserdivision i Kuwait-krigen.

Og om højst 100 dage, når den amerikanske paraply er pist væk, prisgives de syriske kurdere Tyrkiet, der ikke vil tolerere en kurdisk enklave syd for grænsen og langt mindre, at PYD-YPG, som tilfældet er nu, kontrollerer en fjerdedel af Syrien under navnet Syrian Democratic Forces (SDF), der med arabere og turkmener har tilført styrken etnisk fernis, men ledes af YPG-kommandanter. Og som er uden venner.

PYD-YPG har ikke opbygget lokale alliancer, men ageret som besættelsesmagt i de arabiske samfund syd for det kurdiske område og resolut undertrykt enhver opposition blandt egne kurdiske landsmænd. Så tidligt som i 2016 påpegede Human Rights Watch PYD’s centralisering af magten i de kurdiske enklaver stik imod partiets løfter om lokal decentralisering. I Manbij og andre arabiske byer demonstreres jævnligt mod den såkaldte SDF-styrkes misforvaltning og krænkelser af deres rettigheder.

Stædige kurdere

Iran og Rusland har hilst Trumps beslutning velkommen, og PYD-YPG kan ende med stå tilbage som borgerkrigens egentlige taber, når den snart er forbi. I 2019 skal en ny syrisk forfatning være klar til parlamentsvalg i 2020 og præsidentvalg i 2021.

FN har tumlet med de typiske stridigheder om en forfatningskommission, hvor regime, opposition og FN-udpegede civile stiller med 50 medlemmer hver, og hvis sammensætning den nye FN-mægler nordmanden Geir Pedersen nu skal bakse med. Kurdisk deltagelse er garanteret, men ikke PYD’s, som Tyrkiet har nedlagt veto mod.

PYD har derfor ført samtaler med Damaskus-regimet for at sikre kurdisk autonomi i den kommende forfatning, men regimet har været tøvende. Og med Trumps aflysning af PYD-sponsoratet er det ikke sandsynligt, at Bashar al-Assad synes kurdisk autonomi er nogen god idé. Og som en talskvinde for det russiske udenrigsministerium sagde efter Trumps annoncering af tilbagetrækningen:

»Den gør det nemmere at etablere forfatningskommissionen.«

Kurderne kan begynde forfra. Det gør de givetvis, stædige som de er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Marianne Stockmarr
  • David Zennaro
  • Torben Skov
  • Stig Bøg
  • Ejvind Larsen
  • Trond Meiring
Gert Romme, Marianne Stockmarr, David Zennaro, Torben Skov, Stig Bøg, Ejvind Larsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor er kurderne altid så hadet af Ankara? Hvorfor kunne de opnå anerkendelse og støtte fra anden side? Er det den der sædvanlige magtspil imellem de store, hvor kurderne er skakspillets bonde?

Peter Beck-Lauritzen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Niels Jakobs, det er kun naturligt, at de nære naboer ikke bryder sig om kurderne. Englænderne var heller ikke så vilde med nordirerne, dengang de førte væbnet kamp for selvstændighed.

Kurderne vil ikke få en selvstændig stat i denne omgang, og ifølge Lasse Ellegaard vil de nu ikke engang få en autonom provins i Syrien. Dog er jeg ikke helt så pessimistisk som Ellegaard; det nye Syrien er nødt til at tage højde for, at det indeholder et par millioner kurdere med en lang og glorværdig fortid som regionens mest professionelle krigere. Saladin var kurder, for blot at nævne den mest kendte af dem, men i mit leksikon over store militærførere er der mange. mange flere kurdiske generaler, som vi ikke kender her i Vesten.

Så kurdernes kamp vil fortsætte. Hvis der slet ingen indrømmelser gives til kurderne, vil de blot fortsætte deres guerillakrig. Det er Erdogan måske for tykhovedet til at forstå, men mon ikke der er andre, mere fremsynede diplomater involveret i forfatningfirhandlerne?

Flemming Berger, Anders Graae, Peter Beck-Lauritzen, Per Klüver, Marianne Stockmarr og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Niels D.Nielsen
Jeg har ikke noget imod Saladdin, jeg ved han er kurder, Som Einstein eller Karl marks er Tysker. Jeg kender ham ikke personlig, men i arabernes øjne har han forsvaret arabernes tid. Han var stærk imod "frankerne"og med militær og leder evner, derfor han blev valgt og han blev ikke valgt af Kurdere eller i Kurdistan, men levede som voksen i Syrien og Især i Egypten, hvor han blev Sultan.

Saladdin var forhadt i sin tid af Frankerne, og i Fransmænd, så koloni tiden som revanche mod Saladdin, idet en fransk general i Damaskus gik til Saladdins Grav os sagde de børømte ord( som arabare registrerede:"Vågn op Saladdin Korsfarere er kommet tilbage".

Jeg vil ønske at han er lige godt kendt som Som Sin kollegaer, En araber fra Den nuverende saudi Arabien, hen hedder "Khaled Ibn al Walid", han slog perserne i begyndelse af Islam. Hverken dig elle Europeerer generelt kender ham. Er de slage fra Saladdin nemmere at akseptere end slage fra en af arabisk oprindelse?
Den tid var arabisk tid (Islamisk) og de var lige meget med personens familie.
Det var bare en folklaring.

Anders Graae, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@ Niels Jakobs,

Svaret på dit spørgsmål er det samme som, hvorfor tyrkerne hader armenerne, og det finder du i det osmanske rige.

I øvrigt kan man stort set sige det samme om europæernes forhold til romerne i Europa - og tidligere også jøderne.