Leder

Dommen over Politiken er ikke et angreb på pressefriheden

Hvis vi vil forsvare pressens mulighed for i særlige tilfælde, som kræver særlige begrundelser, at bryde regler og love, må vi også erkende, at det ikke var tilfældet, da Politiken på trods af fogedforbud ikke kunne vente med at udgive ’Syv år for PET’
Hvis vi vil forsvare pressens mulighed for i særlige tilfælde, som kræver særlige begrundelser, at bryde regler og love, må vi også erkende, at det ikke var tilfældet, da Politiken på trods af fogedforbud ikke kunne vente med at udgive ’Syv år for PET’

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

19. januar 2019

Pressen er ikke hævet over loven. Der er sager, hvor det rigtige for pressen er at bryde regler og love eller sætte sig ud over forbud. Men de sager er undtagelser, der hver gang kræver overbevisende grunde. Det kan være oplysninger af en særlig karakter, som myndigheder ønsker at tilbageholde, men som har åbenlys almen interesse.

Dette var ikke tilfældet, da Dagbladet Politiken i oktober 2016 valgte at offentliggøre journalist Morten Skjoldagers bog Syv år for PET – Jakob Scharfs tid på trods af, at Københavns Byret havde nedlagt fogedforbud mod JP/Politiken-koncernen. Og derfor er det ikke et angreb på pressefriheden, men en håndhævelse af retsstaten, at Politikens chefredaktør og JP Politiken-koncernen fredag blev idømt bøder på henholdsvis 50.000 og 100.000 kroner for overtrædelse af fogedforbuddet ved Københavns Byret.

PET blev i oktober 2016 gjort bekendt med en opsigtsvækkende bagsidetekst på en bog baseret på samtaler med tjenestens forhenværende chef Jakob Scharf, som lovede, at den »blotlægger PET-operationerne, de kendte og de ukendte, og han portrætterer tjenestens dedikerede agenter og kunsten at hverve en meddeler«. Det var det eneste, PET kendte til indholdet af bogen, som de ønskede tilbageholdt til gennemsyn inden eventuel udgivelse.

Men Politiken mente selv at kunne vurdere, at bogen ikke afslørede fortrolige oplysninger, som kunne skade tjenestens arbejde. Og da fogedforbuddet blev nedlagt, valgte Politiken at udgive bogen som særsektion med begrundelsen, at forbuddet »greb direkte ind i de basale frihedsrettigheder, som vores åbne samfund og fri presse hviler på«.

Udgivelsen var et principielt opgør med fogedforbuddet som institution. JP/Politiken-koncernen havde kæret forbuddet og kunne have afventet afgørelsen. Men uden argumenter for, hvorfor udgivelsen ikke kunne vente, valgte chefredaktionen at udgive bogen som en kamp imod »censur«.

Men som dommen slår fast:

»Selv om der var tale om oplysninger af offentlig interesse, findes disse ikke at være af en sådan karakter, at hensynet til den offentlige debat på det pågældende tidspunkt kunne veje tungere end hensynet til at afvente domstolenes afgørelse af sagen.«

Hvis vi vil forsvare pressens autoritet og legitimitet i det samfund, som tilstår os det privilegium at være presse – og det vil vi – må vi selvfølgelig anerkende domstolenes autoritet og retssamfundets principper. Der var ingen særlige grunde til, at Politiken skulle udgive hele bogen på det tidspunkt og ingen særlige grunde til, at de ikke skulle straffes i denne sag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Hans Aagaard
  • Ejvind Larsen
  • Gert Romme
  • Oluf Husted
David Zennaro, Hans Aagaard, Ejvind Larsen, Gert Romme og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Du har helt ret i din konklusion; men bødestørrelserne er latterligt små.

JP/Politikens Hus kan direkte grine hele vejen hen til banken.
Ulrik Dahlin beregner overskuddet på det ekstra løssalg til kr. 120.000 -
og så idømmer Byretten en bøde på kr. 100.000 !!

Selvfølgelig ønsker Stig Kirk Ørskov ikke at appellere dommen.

David Zennaro, Danny Hedegaard, Hans Aagaard, Christian De Thurah, Ejvind Larsen, Erik Fuglsang og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Civilcourage ville ikke være så meget courage, hvis man ikke satte sin moral ind på et foretagende, man med al sandsynlighed vil blive straffet for.

Eva Schwanenflügel, lars søgaard-jensen, Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Fogedforbuddet er i strid med Grundloven - af den grund kan domstolen ikke dømme Politiken.

Grundloven er ikke anvendt af hverken forsvaret eller domstolen. Sagen er afgjort uden hensyntagen til Grundlovens § 77, som lyder; “…og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.

Censur blev afskaffet med Grundloven i 1849 og her blev det slået fast, at staten ikke må forhindre udgivelse af et skrift, f.eks. som her, med et fogedforbud. Man kan naturligvis retsforfølge efter en udgivelse hvis indholdet strider mod gældende lov. Der findes ingen legal, i.f.t. Grundloven, mulighed for indgreb i retten til offentliggørelse af skrifter, heller ikke hvis man mistænker, at det kan skade rigets sikkerhed. Man må vente med indgreb til offentliggørelse er sket.

Rune Lykkebergs konklusion er derfor forkert.

Eva Schwanenflügel, Thomas Østergaard, jens christian jacobsen, Karsten Aaen, Arne Lund, Jesper Frimann Ljungberg, Jens Erik Starup og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

Problemet er måske nærmere at efterretningstjenesterne er hævet over loven.
Lige nu er forsvarsministeriet igang med at få hjemmel til at kunne installere (også med tvang) sikkerhedsudstyr hos offentlige myndigheder og private virksomheder.

// Jesper

Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen, Trond Meiring, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen og Arne Lund anbefalede denne kommentar

Yderst problematisk leder - ikke Inf. værdig. Lykkeberg tager Fogedrettens afgørelse for gode varer. Og Fogedretten gør - som forventeligt - hvad PET forlanger. Så Fogedretten er PETs forlængede arm, og med det synderegister PET har, da er der al mulig grund til, at tvivle på ædrueligheden i PET's afgørelser og krav.
At PET handler som enhver anden virksomhed og vil beskytte sine "forretningshemmeligheder", ligger i sagens natur. Men derfor behøver Inf. jo ikke æde råt, hvad PET kommer med.
PET skal naturligvis ikke afgøre, hvilke bøger, er må udkomme - det er jo ikke Putins Rusland, det her, selvom det snerper godt derhen ad.
Så jeg håber, at Pol og Chr. Jensen anker, og at landsretten har rygrad nok til at trodse PET.

Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen, Trond Meiring, Karsten Aaen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

PET anker men det gør Politiken ikke. PET synrs nok at en bøde på kr. 100.000 er vel rigeligt for lidt, når deres påstand var kr. 15mill.
Enten har byretten da kokset helt her, eller vist PET hvordan det danske retssystem fungerer. Jeg håber det sidste.

Rune Lykkeberg burde tvinges til at se filmen The Post - om Washington Post meget modige chef-redaktør, og ejer af avisen, Washington Post, der i 1971/1972 overtrådte en føderal amerikansk rets forbud mod at offentliggøre dele af, eller hele Pentagon-rapporten, som dengang slog fast, at USA i årevis havde kendt til, at man ikke kunne vinde i Vietnam! Men bare var der fordi man ikke ønskede at tabe - både ansigt - og krigen! (at man så gjorde begge dele alligevel er en anden sag!)

Men dengang, i USA i 1971/1972, ville Rune Lykkeberg sikkert også have ment, at chefredaktøren for The Washington Post bare skulle rette ind! Fordi lov er lov og lov skal respekteres! Og må jeg minde hr. chefredaktør om, at det var forbudt i Sydafrika ved lov at udgive noget, der gik imod det herskende apartheidstyres opfattelse af, hvordan sorte mennesker skulle behandles, eller, at det i Sovjet, Hitler-Tyskland mm. var forbudt at udgive aviser, skrifter mm. der gik imod styrets opfattelse af verden.

Præcis det samme er tilfældet her mener jeg! Bare det, at PET ville have bogen tll gennemsyn er i strid med den danske forfatning, hvori der står, 'at censur og andre forebyggende foranstaltninger kan ingensinde igen indføres.' Og siden det eneste, PET kender til bogen, ifølge hr. chefredaktør, er bogens bagsidetekst, kan jeg ikke tage PET alvorligt, og seriøst her! PET kunne have ventet, indtil bogen var på gaden, kunne de - og så have læst den - ligesom alle andre!

Desuden dette:
Alt det som Scharf beretter om i bogen er almen, og almindelig viden, de hemmelige missioner, han taler om i bogen er alle nogen, der har været kendt, omtalt i danske, og amerikanske aviser, eller som er offentligt tilgængelige i USA!

Eva Schwanenflügel, Arne Lund og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Rune Lykkeberg, chefredaktør på Information, synes heller ikke at tænke, mene, eller reflektere over, at hvis den her dom bliver stående, ja så er det Information, der måske næste gang går ud over. Så handler det ikke længere om PET, så kan det pludselig handle om at man (på visse måder) har fået
papirer ud fra et ministerium om dette eller hint som en minister, f.eks. Støjberg, ikke vil have frem i offentligheden. Så kan Støjberg - og ministeriet, staten - stævne Information - for uretmæssig at have bragt hemmelige oplysninger - Information kan så blive dømt derfor!

Der er noget i rets-systemet, der hedder præcedens, hr. chefredaktør - må jeg foreslå, at De går hjem og læser lidt op på det!

Eva Schwanenflügel, Arne Lund, Trond Meiring og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

Sagen minder på en måde om Kejsergade-affæren tilbage i 60'erne. Her havde en flok studrende ved KU afsløret, at der under en universitetsbygning i Kejsergade, befandt sig en af PET/FE installeret lyttepost, der kunne aflure den telex-trafik der udgik fra det nærliggende Købmagergades postkontor il andre lande, herunder østblok-landene.
De studerende - samt Politiske Revy kunne fortæller hvad det hele gik ud, samt hvor FE desuden havde placeret andre lytteposter rundt om i landet. Det var oplysninger der var alment tilgængelige i fx telefonbogen og andre åbne kilder.
Ikke desto mindre så havde FE/PET held til a få folk dømt for at viderebringe de oplysninger, der havde stykket sammen.
Måske ville det være en ide, at finde Informations artikler og ledere fra dengang frem - om ikke andet så for at belyse det højreskred på såvel Inf. som i resten af samfundet., der er sket siden da.

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Retten kunne have frifundet Christian Jensen og JP/Politikens Hus, så havde vi alle vidst, hvor grænserne gå - altså at medierne har retten at at sætter sig ud over et fogedforbud.

Nu er både Christian Jensen og JP/Politikens Hus blevet dømt ved Byretten -
og hvad skal straffen så være ??

Bøder på kr. 50.000 til Christian Jensen og kr. 100.000 til JP/Politikens Hus.

Det er krænkende for retsbevidstheden - i hvert fald min retsbevidsthed - at JP/Politikens Hus idømmes en bøde, der er mindre end fortjenesten ved det ekstra løs salg af Politiken.

JP/Politikens Hus havde i regnskabsåret 2017 en omsætning på kr. 2.8 milliarder og et overskud på kr. 206 millioner. En bøde på kr. 100.000 er håndører for koncernen - især når samme koncern allerede har scoret en merfortjeneste på øget løssalg på kr. 120.000.

Og en bøde til Politikens chefredaktør på kr. 50.000 -
det er hvad han tjener om ugen før skat !!