Regeringen har gode og stærke argumenter for at reformere sundhedsvæsnet.
I lyset af det stigende antal ældre i Danmark er der behov for at lette de allerede hårdt pressede sygehuse for de patienter, som det er muligt at behandle i andet regi. Statsministeren har ret i, at det er nødvendigt at reagere i tide, inden den demografiske udfordring vokser sig for stor.
Det er også rigtigt, at der er for stor ulighed i sundhedsbehandling på tværs af de nuværende regioner. Og endelig ser der ud til at være en stor enighed blandt organisationer og eksperter på området om, at der skal sikres en bedre sammenhæng for patienter, der eksempelvis udskrives fra sygehuset og skal overføres til behandling i deres hjemkommune.
En reform er derfor betimelig. Som Lars Løkke Rasmussen (V) sagde ved præsentationen af reformudspillet, er »det at gøre ingenting er ikke noget svar«.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om han og regeringen så gør det rigtige. Det er der delte meninger om, og der er også både godt og skidt at sige om udspillet.
Men det er for useriøst, når Socialdemokratiets Mette Frederiksen i TV 2 News afskriver udspillet som »en typisk Lars Løkke Rasmussen-centraliseringsøvelse«, og SF’s Pia Olsen Dyhr skriver i en mail til Ritzau om »Løkkes sundhedscirkus« og »Løkkes nye bureaukratiske monster«.
En nærliggende mistanke er, at deres forsøg på at gå efter manden skyldes, at de savner substantielle argumenter.
Reformen er mindre end frygtet
Centralt i reformudspillet står, at regeringen vil fjerne de fem regionsråd og oprette en national, koordinerende myndighed i Aarhus, fem såkaldte sundhedsforvaltninger og 21 nye sundhedsfællesskaber.
Det lyder voldsomt, men det er en mindre reform, end mange havde frygtet. For de fem sundhedsforvaltninger, der skal drive sygehusene, er reelt en videreførelse af regionerne uden den politiske overbygning.
Det er formentlig årsagen til, at Lægeforeningen nu er overvejende positiv over for udspillet. Da det tidligere var på tale helt at nedlægge regionerne, advarede foreningen om, at en omfattende strukturændring risikerede at fjerne ressourcer og fokus fra konkrete problemer som overbelægning. Men nu skriver lægerne i en pressemeddelelse, at de er »positive over for et styrket, nært sundhedsvæsen«.
Der er fordele ved en central koordinerende myndighed.
Der kan muligvis spares penge på at koordinere indkøb. Man kan sætte flere nationale standarder for at undgå skandaler a la sundhedsplatformen. Og myndigheden kan sætte ind på at mindske uligheden i sundhedsbehandling på tværs af landet – en indsats, som er desto mere nødvendig, fordi der er en oplagt risiko for, at de 21 sundhedsfællesskaber stik imod intentionen risikerer at øge den geografiske ulighed.
Skaber demokratisk underskud
Når socialdemokraterne og andre kritikere indvender, at centraliseringen vil gå ud over udkanten, udelader de det faktum, at de 21 sundhedsfællesskaber skal øge den lokale adgang til behandling.
Mere rammende er deres kritik af, at det skaber et demokratisk underskud at fjerne de valgte regionsrådsmedlemmer. Vælgerne vil ikke i samme omfang som tidligere kunne holde beslutningstagerne på regionsniveau ansvarlige for deres dispositioner.
Men når det er sagt, må man også konstatere, at der blandt danskerne har været en temmelig begrænset interessere for regionspolitik.
Og så lægger regeringens udspil jo faktisk op til, at folkevalgte borgmestre og udvalgsformænd vil være repræsenteret i sundhedsfællesskaberne, og at regeringen og Folketinget i højere grad kommer til at påtage sig et ansvar for sundhedspolitikken, idet den for en større dels vedkommende skal føres centralt.
Som det fremgår af dagens Information er det fundamentale problem ved reformen, at der ser ud til at kunne blive problemer med finansieringen.
Regeringen vil tilføre sundhedsvæsnet et temmelig beskedent beløb og regner med besparelser, som ifølge eksperter er urealistiske. Desuden er det uklart, om og hvordan regeringen kan opnå det overordentligt optimistiske mål at undgå 500.000 ambulante sygehusbesøg og 40.000 indlæggelser frem mod 2025.
Lars Løkke Rasmussen lægger op til at inddrage kommuner, regioner og interesseorganisationer på området i en tæt dialog om reformudspillet.
Lad os håbe, at dialogen kan bidrage til at fremme nogle af de fornuftige tiltag i udspillet og adressere problemerne med finansieringen. Det er en forudsætning, hvis reformen skal løse de udfordringer, sundhedsvæsnet står over for.
I lyset af tidligere dårlige erfaringer med centralisering af magten, af gyldne løfter om væsentlige forbedringer gennem managetsment, storkommunernes ødelæggelse af lokalsamfundene, ødelæggelse af Augens mesterværk, listen på misfostre er uendelig lang, er der ingen grund til i mindste måde at have tillid til den mand. Jeg væmmes ved at se og høre ham.
Det er et kæmpe, demokratisk tab at nedlægge regionsrådene. Man kan diskutere det folkelige engagement i regionerne - men ikke i de konkrete beslutninger. Og vi skal slet ikke negligere, at regionsrådsmedlemmerne har en interesse for deres vælgere. Med den nye konstruktion ser det ud til at det politiske ansvar bliver mere mudret, og dermed sværere for vælgerne at gennemskue. Og sundheds-beslutninger er i høj grad politiske beslutninger der forhandler interesser og værdier. Det bør vi ikke overlade til teknokrater.
Der er jo et fundamentalt problem med finansieringen af samfundet, fordi politikerne er uvillige til at opkræve den nødvendige skat fra erhvervslivet, der nu ligger på under halvdelen af, hvad den burde være.
Da regionerne blev oprettet var stort set alle der nu vil beholde dem modstandere af dem. Der kan være fejl og mangler, men vort arealmæssigt lille land kan naturligvis med visse fordele være een region. Så slap vi fx for systemer der ikke kan snakke sammen, fordi regionerne absolut ville være små hertugdømmer.
Nej, Jens Peter Hansen, og ingen andre demokratiske lande har været så idiotiske at fjerne den helt lokale indflydelse. Tyskland, som eksempel, har i hvert Bundesland 3, de store 4, forvaltningsenheder. Det er en ensom dansk mani med at afskaffe menneskers indsats.
Nu ved jeg ikke så meget om systemet i Tyskland, men jeg har en bolig i hovedstaden og en sommerbolig i region Sjælland. Jeg og mange andre der har visse skavanker, som fx noget vrøvl med hjertet, drister sig ikke til at flytte af angst for at komme i behandling i Næstved ellet Nykøbing F. Der er en times kørsel til de nævnte byer og halvanden til København. Om føje tid er der godt en time til Køge, som muligvis kan blive det bedste hospital i regionen, hvis it-skandale har skygget for en række behandlingsskandaler bl.a i Nykøbing. Jeg gør mig ikke klog på hvorvidt den foreslåede reform er god, men alle er vist mest interesserede i at få den mest kompetente behandling. Selv med een region ville der kunne laves en struktur med folkelig kontrol og indflydelse. Som andre har sagt så er der ingen der aner hvem der sidder som formænd i regionerne og når vi gør er det kun pga af skandalerne som fx med Peter Holst.
"er der behov for at lette de allerede hårdt pressede sygehuse for de patienter, som det er muligt at behandle i andet regi,..."
Uanset om patienter behandles på sygehuse eller i kommunalt regi, så kræve det personaleresourcer, og det er ikke kun SOSUuer og sygeplejersker.
Hvor mange hundrede medarbejdere skal der arbejde i den koordinerende myndighed i Aarhus, det bliver let dyrere end driften af regionsrådene.
En koordinerende myndighed er ingen garanti mod skandaler som sundhedplatformen. I værste fald kan en koordinerende myndighed indføre IT som sundhedsplatformen i hele landet.
I dag er vi så heldige at vi fra nogle regioner kender til bedre IT end sundhedsplatformen.
Jens Peter Hansen, der kan jeg berolige dig. Vi har haft blodpropper ganske tæt på, og det er her i Maribo, hvor vi er helt afhængige af akutambulance og helikopter. Det fungerede helt perfekt i begge de tilfælde, jeg kender, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at det i et andet hjørne af regionen vil fungere ligeså godt.
Og mht. at kende formændene og medlemmerne i Regionsrådene, så kender man jo først noget, når man sætter sig ind i det. Og det er lettere at sætte sig ind i tingene, end det nogensinde har været.
Læste andetsteds, at ca 7 ud af 10 vælgere stemmer til regionsrådsvalget. Det kan godt være, folk som de er flest ikke kender alle medlemmerne, men når der ind imellem er sager, der optager folk lokalt, tror jeg nok de finder ud af at sætte sig ind i, hvem de skal stemme på. Mon ikke der desuden er forskelle landet over: de fleste københavnere aner måske knap, hvem Sophie Hæstorp er, men jeg tror, det ser anderledes ud i fx Stephanie Loses region. Det kan måske være Løkkes største fejltagelse her: at træde land-Venstre og de syd-, vest- og nordjyske vælgere over tæerne...
Erhard-tricket med at "hive en hvid kanin op af hatten" op til et valgt, så det er ikke noget nyt for Venstre, men resultaterne taler desværre også for sig selv.
AFRs økonomiske politik i 00erne var ødelæggende for den danske økonomi, som han ellers overtog Nyrup og Lykketoft i god stand, og formøblede helt og aldeles til tonerne fra AFRs sang fra de varme lande om, "at de gamle lærebøger skulle skrives om", - hvilken virkeligheden viste ikke var tilfældet.
I samme tiårige periode kørte Kristian Jensen SKAT ned til sokkeholderne, uden foregivende af, at alle besparelserne var nødvendige inden den det nye EFI(elektroniske system) var igangsat - endsige installeret, og disse afskedigelser fortsatte lige til det sidste, - hvor man endelig måtte erkende at systemet ikke leverede de lovede resultater, - og pengene var spildt.
Lars Løkke smed som Indenrigsminister over 1 mia. årligt fra statskassen til private sygehuse, uden garantier for de ville levere en ordentlig kvalitet eller tage del i udviklingen og uddannelsen af sygeplejere osv., osv.,
Kort sagt finansierede han en privat sektor med statens og borgernes skattepenge, for at bevise det private altid var bedre og billigere end det offentlige!
Regionernes oprettelse blev også et stort slagsnummer for LLR for 12 år siden, og ny hvor de fortsat har problemer med de mange opgaver som blev udlagt til dem, - vil han gud hjælpe mig nedlægge dem og føre dem tilbage til kommunerne/staten, hvilket må ses som en centralisering.
Vist er og var en anden form for centralisering, - men som vi også har set det ske i Jylland, påbegyndte man "udlægningen af opgaver" nær borgerne - til borgerne selv, via og ved anvendelse af den moderne teknik, men hjemmeapparater, der automatisk registrerede og indsendte oplysninger til regionshospitalerne eller de gamle kendte hospitaler.
Dertil kom internetkonsultationerne med hospitalspersonalet om hvordan det gik, og ikke mindst bør det her nævnes at, mange ældre var i fokus, - lige netop det som LLRs nye plan har til hensigt, så mon ikke det vil være dobbeltdækning med den udlægning som der foreslås af LLR, - hvis ikke det da er komplet ligegyldigt, når det allerede kan gøres direkte i hjemmene hos den enkelte.
- Målet er at genvinde taburetterne og statsmagten til LLR, - de syge handler det slet ikke om for regeringspartiet, - det er en valgfjært, hverken mere eller mindre fra LLRs side.
Så har jeg endda ikke engang talt om finansieringen, - som eksperter udi sygehuse kalder usammenhængende og underfinansieret!
Lidt motivanalyse må være på sin plads. Er den forkert, kan den gendrives (vi er vel ikke i fake-news land - endnu).
Allerede den tidligere strukturreform var et makværk, et kompromis fra en politisk studehandel, som selv ikke ophavsfolkene var tilfreds med. Amtskommunerne skulle jo helt afskaffes, var idéen, så der kun var stat og kommune tilbage. Tanken var den: Det sundhedsfaglige kunne man ikke gøre noget ved, man måtte nøjes med det administrative. Omhyggeligt liste sin reform igennem mellem to folketingsvalg, så man helt undgik at spørge vælgerne. Et par høringsrunder til pynt. Snedigt ja, timing perfekt, men demokratisk? For sygehussektoren tog det lang tid at komme sig over indgrebet, spørgsmålet er om den nogensinde kom sig. Foruden alle de andre områder der blev smidt ud med badevandet, som de fælleskommunale institutioner. Selvfølgelig kunne sygehussektoren fungere, som enhver anden skadet organisme der langsomt genvinder dele af sine tidligere funktioner. Hvis destruktionen nu fuldføres, vil tabet af regionerne nok ikke smerte andre end dem der har vænnet sig til dem og lever med dem. Det er jo stadig kun det administrative det drejer sig om, ikke kerneydelserne.
For at få overblik må man se tingene i større perspektiv. Et godt bud er at undersøge intentionerne bag strukturreformen af 2005.
Alle reformer fører til kaos og effektivitetstab, i det mindste i en periode. Ved at sætte sådan en bremse på det offentlige kunne man hjælpe det private sygehusvæsen fremad, og måske bringe det på omgangshøjde. Det skuffede vistnok en smule. Privat virksomhed er selvregulerende efter markedsprincipperne og kan stimuleres ved økonomiske incitamenter. Sådan fungerer det offentlige ikke. Her kan politikerne til gengæld styre ressourcerne. De præsterede ydelser udfylder til enhver tid den foreliggende ressourceramme, og politikerne har kontrol med tilførslen, men ikke med resultatet. De søger tilflugt i målbare parametre og glemmer de ikke målbare. Besparelserne til fordel for andre politiske prioriteringer bliver mere synlige og sværere at forsvare.
Der er omsider, hist og her faldet ro på den offentlige sygehussektor, bortset fra de steder hvor mangelen på personale og ressourcer er desperat. Og det er en del.
Den slags bremser på det offentlige kan aktiveres efter politisk ønske. Hvis den nu varslede sundhedsreform sættes i gang snart, er den igen en sådan bremse. Sådan vil det virke, fordi sektoren endnu ikke har haft ro til at udvikle en stabil funktionsform.
Den nuværende statsminister og tidligere sundhedsminister skal ikke længere ses som en dreng der har fået øje på en kæp og en myretue, og synes det er sjovt at stikke kæppen i myretuen. Heller ikke som en ideolog, der er besat af at realisere minimalstaten. Han skal nok ses som en der vil bruge kæp, myretue, udflytning af offentlige arbejdspladser, minimalstat og sundhedssektor tilsammen i en meget højere sags tjeneste. Genvalg. For sig selv og sit parti. Med det formål kan alt andet sættes på spil.
Man kan frygte at denne "reform" ender med, at kommunerne om få år bliver mødt med sparekrav der vil gå ud over den primære kommunedrift. Når den endelige konstruktion skal skrues sammen, må man minde regering/folketing om Grundlovens beskyttelse af kommunernes ret til selvstyre. Man kan ikke trække hvad som helst ned over kommunerne med mindre, der afregnes krone for krone - bloktilskud duer ikke. Kommunerne bør virkelig være opmærksom på denne problemstilling.
Man har allerede haft fat i kommunerne, når de krav man udmærket ved ikke kan opfyldes (ens egne krav) ikke lykkedes. Det er kun en undskyldning og en finte.
At man nu bekymrer sig om kommunernes evt. overtagelse af specialområder, ligner til forveksling de problemer der kom, da man nedlagde amterne. Fra samme kilde!
Lad dette andet forsøg på at ødelægge sammenhængen dø en stille død, man bør ikke gå tilbage til en fuser...
Det er udelukkende for at redde sin egen r., at dette cirkus opstilles.
Hvis regionsvalget ikke faldt sammen med kommunalvalget ville stemmeprocenten fornentlig være langt lavere.
Regionerne administrerer hvad regeringen bevilger dem. De har ingen ret til skatteudskrivning. Folkevalgte men uden den magt.
Vores dygtige finansminister og tidligere skatteminister - Kristian Jensen - siger han kan spare 1,2 mia. på administrationen af det danske sundhedsvæsen får jeg koldsved på panden,hårene rejser i nakken og kvalmen overtager maveregionen. Den mand har kostet samfundet flere hundrede milliarder i tabte skatteindtægter - Den mand er total inkompetent.
"Da regionerne blev oprettet var stort set alle der nu vil beholde dem modstandere af dem"
jens peter,
det er et dårligt argument, for de, der nu vil beholde regionerne, ville dengang have beholdt amterne. Men nu er regionerne en realitet, så det er dem, man må forholde sig til.
En underfinansieret, centralistisk reform - Og Dagbladet Information stiller sig ved Anton Geist positivt an...
"Lad os håbe, at det går bedre denne gang..."
Tak Skæbne!
Her et et lille 'pro-tip' til avisens kosmonaut med rejsepas til magtens korridorer:
Når 'reformer' af politikere begrundes med behovet for effektiviseringer og besparelser, i kombination med løfter om enten fastholdelse eller forbedring af eksisterende 'service-niveau', så sker der i 99 ud af 100 tilfælde følgende:
- Besparelserne fastholdes.
- Serviceniveauet falder.
Sådan klipper man i trappetrin et velfærdssamfund ned til sokkeholderne.
'Rinse and repeat', som de siger på udenlandsk.
Og så kan man jo altid skyde skylden for den udmarvede velfærdsstat på de skide indvandrere.
'Win-Win', som man i visse kredse på 'Borgen' kalder det..
Er der også et forslag om at genoprette amterne, Erik Karlsen
Espen Bøgh. God oversigt. Det er dejligt midt i den flimrende nyhedsstrøm at have nogle tydelige linjer. Al Venstre politik burde vurderes på baggrund af Venstres konstante fejltagelser.
Er jeg den eneste, der savner en holdning til TANDLÆGERNE i dette reformforslag ?
Finansiering, samarbejde med de andre læger etc.
@Rolf Andersen
Det ville jo koste penge! - De 2 retninger - læger/ tandlæger blev skilt, da man begyndte at have tandteknikere - spørgsmålet er, om det bliver anderledes?
Når man tænker på, at tandsættet jo er en del af kroppen og kan give sygdom i flere organer, hvis der forefindes betændelse i munden.
Men sundhedssystemet har jo delt menneskekroppen op + div. reservedele - dog er selv biler afhængige af, at mekanikken virker sammen.
Der er altså stadigvæk ikke tale om dumhed eller fejl. Politikken er grundigt gennemtænkt og nøje tilrettelagt med et mere end villigt embedsmandsværk i ryggen. Det, der så naturligvis er uklart er, hvad målet med reformen er. Det mål må vi fortsat gætte os til, men gør det venligst ud fra devisen: Hvis ikke vi ændrer retning, ender vi der hvor vi er på vej hen. ('Ende' betyder i den her sammenhæng 'ende' som i altings afslutning, herunder klodens organiske liv).