Leder

Sjælsmark er ikke tabt land for røde partier

De røde partiers konstante udmeldinger om mere eller mindre ultimative krav til Socialdemokratiets udlændingepolitik kan virke desperat. Men nyere politisk historie viser, at kampen for asylbørns forbedrede forhold ikke er udsigtsløs
SF meldte torsdag ud, at hvis Socialdemokratiet efter et eventuelt regeringsskifte ikke vil forbedre forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark, hvor antallet af indberetninger om hærværk, trusler, vold og kritisable forhold for børn er i fokus – så skal partiet ikke regne med SF som regeringspartner.

SF meldte torsdag ud, at hvis Socialdemokratiet efter et eventuelt regeringsskifte ikke vil forbedre forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark, hvor antallet af indberetninger om hærværk, trusler, vold og kritisable forhold for børn er i fokus – så skal partiet ikke regne med SF som regeringspartner.

Benjamin Nørskov

1. marts 2019

Det minder om en svigtet kæreste, der for at opretholde lidt selvrespekt siger: Nu forlader jeg dig altså.

SF meldte torsdag ud, at hvis Socialdemokratiet efter et eventuelt regeringsskifte ikke vil forbedre forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark, hvor antallet af indberetninger om hærværk, trusler, vold og kritisable forhold for børn er i fokus  – så skal partiet ikke regne med SF som regeringspartner. I stedet vil SF blive et »meget besværligt« støtteparti til en S-ledet regering, siger SF’s Pia Olsen Dyhr til Altinget.

Forbedrede forhold for afviste asylansøgere på Sjælsmark er dog ikke noget ultimativt krav. Og S har da også tidligere bestemt afvist SF’s frierier, fordi man går efter en etpartiregering.

Yderligere tam virker SF’s udmelding, fordi partiet tidligere har gjort afskaffelsen af kontanthjælpsloftet til den særlige type guldrandede krav, som er ultimativt. Den øvrige opposition ligger på samme linje i spørgsmålet om Sjælsmark. Forholdene skal forbedres, men kravet er ikke ultimativt.

»Børnenes minister«

Man forsøger at presse Socialdemokratiet til indrømmelser på et område, der i særdeleshed har handlet om at forbedre forholdene for børnene på Sjælsmark, ved bl.a. at udnytte S-formand Mette Frederiksens bestræbelser på at blive »børnenes minister«.

De røde partier, inklusive Alternativets forsøg på at presse S, udstiller erkendelsen af, at S ikke kommer til at flytte sig i forhold til den stramme udlændingepolitik. Omvendt skal man heller ikke afvise, at SF og andre i en forhandling omkring en evt. regeringsdannelse kan presse mindre indrømmelser igennem.

Pres for forbedrede forhold for flygtningebørn har virket før. Op til valget i 2007 stillede et sejrsbevidst Ny Alliance krav om forbedrede forhold for børn i asylcentre. Siden imploderede Ny Alliance som bekendt i valgkampen, og efterfølgende døde kravet, og Ny Alliance blev til Liberal Alliance. Men på ét punkt kom der forandringer. En gruppe børnefamilier fik lov til at bo uden for centrene, selv om de var afviste asylansøgere.

De røde partiers konstante udmeldinger om mere eller mindre ultimative krav til S kan virke desperate, uanset hvor rigtige de er. Men den historiske påmindelse viser, at kravene ikke er politisk udsigtsløse, til trods for at Socialdemokratiet har flertallet af den danske befolknings støtte til en stram udlændingepolitik. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Frederik Groth Nordstrøm
  • Torben K L Jensen
Niels Duus Nielsen, Frederik Groth Nordstrøm og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu