Irakkrigen fik et punktum uden konsekvenser

Onsdagens samråd i Folketinget viser med knivskarp tydelighed, hvorfor det var vigtigt at få en Irakkommission, og hvorfor det var ligegyldigt at få en historisk udredning om grundlaget for Danmarks deltagelse i Irakkrigen.

Det var udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), der var kaldt i samråd om krigsudredningen, og han lagde ud med at erklære, at det historiske forløb om Danmarks deltagelse i Irak-krigen nu er »velbelyst og velbeskrevet for eftertiden«.

Derefter forklarede udenrigsministeren, at den omfattende krigsudredning »gør op med den myte«, at »den daværende danske regering talte usandt om eksistensen af masseødelæggelsesvåben i Irak«.

Regeringen strammede oplysningerne, men den talte ikke usandt, lød budskabet fra ministeren, da han læste op fra de medbragte noter fra embedsmændene i ministeriet.

Vi må derfor antage, at det ifølge Anders Samuelsen ikke var usandt, men alene en stramning, da den daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) fra Folketingets talerstol i 2003 fremhævede stofferne aflatoksin og botulinumtoksin som særligt farlige 11 dage efter, at hans ministerium i en rapport fra FN havde modtaget objektivt bevis for, at netop de to stoffer var rådnet op og ikke længere eksisterede.

Og det var heller ikke usandt, må vi tænke, men alene en stramning, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på selve dagen for den danske krigstilslutning talte om risikoen for, at Irak snart ville råde over atomvåben tre dage efter, at regeringen selv endegyldigt havde nået den konklusion, at Irak ikke havde noget atomprogram.

Talte ikke usandt

Vi ved faktisk ikke, om det er eksempler som disse, som Anders Samuelsen havde i tankerne, da han i samrådet i Folketinget forklarede, at den daværende regering alene strammede oplysningerne, men ikke talte usandt. For udenrigsministeren fejede gang på gang de mere nærgående spørgsmål til side med den begrundelse, at han alene ønskede at forholde sig til det, der faktisk står i krigsudredningen.

Og disse to eksempler på – i mangel af bedre ord – ’stramninger’ har to meget vigtige fællestræk:

Det første fællestræk er, at den daværende regering faktisk selv har vedgået, at der ikke var dækning for udtalelserne. Per Stig Møller har forklaret i to svar til Enhedslistens Søren Søndergaard, at FN’s våbeninspektører i rapporten Unresolved Disarmament Issues dokumenterede, at aflatoksin og botulinumtoksin var rådnet op.

Og af et andet svar til Folketinget fremgår det, at Anders Foghs påstand om, at Irak var en atomtrussel, alene var en ’politisk vurdering’. Samme forklaring gav Anders Fogh Rasmussen til herværende avis i et interview om Irakkrigen i november 2003.

Det andet fællestræk er, at man leder forgæves, hvis man vil se forskernes analyser af disse påstande i den i øvrigt meget omfattende krigsudredning. De er der ikke. Anders Fogh Rasmussens udækkede påstand om den irakiske atomtrussel er ingen steder at finde i krigsudredningen. Og som Information har beskrevet, så havner man i fodnote 882, hvis man leder efter omtale af den FN-rapport, som regeringen modtog næsten to uger før Folketingets beslutning om at gå i krig.

Rapporten dokumenterede, at store dele af Iraks kemiske og biologiske våben var rådnet op. Denne rapport blev aldrig overdraget til Folketinget. I Statsministeriet forsvandt den. Ingen vil forklare, hvad der skete med rapporten i Udenrigsministeriet. Ud af over 2.000 sider krigsudredning var der kun plads i en fodnote, og her står der blot, at det er »uklart«, om regeringen var opmærksom på FN-rapporten.

Forskerne bag krigsudredningen ønsker ikke at svare på spørgsmål om, hvorfor de valgte alene at omtale den sidste rapport fra FN’s våbeninspektørers hånd i en fodnote.

Men det er altså her, det officielle snit bliver lagt efter offentliggørelsen af krigsudredningen. Det er sådan, regeringen ønsker at skrive Danmarks beslutning om at gå i krig mod Irak ind i historiebøgerne: Der blev strammet. Der blev ikke talt usandt. Alle troede på det. Der er ikke noget at komme efter.

Det er præcis derfor, det er så vigtigt med en kommission og ikke blot en historisk udredning. Det vil betyde, at centralt kildemateriale ikke bliver valgt fra, alene fordi det er ’uklart’, hvad ministerier og tidligere ministre har gjort af de afgørende rapporter.