Leder

Hvis de nationale test ikke passer, er det på tide at trække stikket

Den nationale test i læsning i 8. klasse giver helt forkerte resultater om elevernes niveau, viser ny undersøgelse. Hvis det viser sig, at testen spytter lige så fejlagtige resultater ud i andre fag, bør man helt droppe de nationale test
De nationale test bliver både brugt som målestok for de store linjer i den nationale skolepolitik og på mere lokalt plan til at måle skoler og kommuner op imod hinanden. Og det gør, at lærerne risikerer at rette undervisningen efter det, som eleverne skal testes i.

De nationale test bliver både brugt som målestok for de store linjer i den nationale skolepolitik og på mere lokalt plan til at måle skoler og kommuner op imod hinanden. Og det gør, at lærerne risikerer at rette undervisningen efter det, som eleverne skal testes i.

Peter Nygaard Christensen

3. april 2019

De nationale test i skolen dumper endnu engang.

To forskere har undersøgt læsetesten i 8. klasse, og den viser sig at give forkerte resultater.

Det ville være synd at sige, at politikerne ikke har været advaret om problemerne med de nationale test, som blev indført i 2010. Igen og igen har forskere gjort opmærksom på, at de pågældende test er for usikre og sjældent kan bruges af lærerne.

Det var ellers netop det, der var formålet, da udviklingen blev sat i gang i 2006. Nu skulle lærerne have et pædagogisk værktøj til at følge elevernes udvikling. At lærerne i årevis havde brugt forskellige test til det formål, så man stort på. For nu skulle der laves avancerede nationale test i en lang række fag, så man også kunne sammenligne årgange og skoler over det ganske land.

Helt fra begyndelsen har de nationale test været ramt af fejl og mangler. Efter års forsinkelse, adskillige sammenbrud og en rigsrevisionsundersøgelse var de nye adaptive computertest klar til at lette i 2010.

Siden har alle landets skoleelever skulle tage ti nationale test i forskellige fag i løbet af deres skoletid. Og trods kritikken har de fleste vel efterhånden vænnet sig til det. 60 procent af lærerne bruger i hvert fald testresultaterne til at iværksætte særlige indsatser til eleverne, selv om kun syv procent af lærerne forstår resultaterne, som en undersøgelse afslørede i 2016.

Meningen med det hele

Også sidste år ulmede kritikken, da testforskere viste, at lærerne ikke kunne bruge testene til meget andet end at konstatere, om en elev er dygtig eller mindre dygtig i dansk eller matematik. Og det ved læreren som regel godt i forvejen. Men når forskerne nu også påviser, at elevernes læsefærdigheder bliver vurderet forkert, er der god grund til at overveje, hvad meningen med dem egentlig er.

For de nationale test er ikke blot en harmløs lille test af elevernes faglige udvikling. De nationale test bliver både brugt som målestok for de store linjer i den nationale skolepolitik og på mere lokalt plan til at måle skoler og kommuner op imod hinanden. Og det gør, at lærerne risikerer at rette undervisningen efter det, som eleverne skal testes i.

Det er i sig selv en bekymrende udvikling, for det er næppe den form for læring i nogle begrænsede tekniske færdigheder, som danske børn og unge får mest brug for i fremtiden.

Hvis det viser sig, at ikke kun læsetesten i 8. klasse, men også test i de andre fag spytter lige så fejlagtige resultater ud, hviler både vores viden om elevernes evner og skolepolitikken på et fejlagtigt grundlag.

Som forskerne bag den seneste undersøgelse skriver i en kronik i Politiken, så betyder fejlene i testen nemlig, at »en masse forældre har fået bekymrende meldinger om, at deres barn har vanskeligheder ved et fagområde, uden at det faktisk var tilfældet. Mens andre har fået at vide, at det gik rigtig fint, på trods af at deres barn har alvorlige faglige vanskeligheder«.

Det er der ingen, der kan være tjent med.

Træk stikket

Trods den hårde kritik af de nationale test kommer det nok til køre videre en tid endnu. I hvert fald til efteråret, hvor der langt om længe kommer en evaluering.

Det meste af rød blok er efterhånden villige til at droppe de nationale test helt eller delvist, men i blå blok, som er en del af forligskredsen om skolen, er de vældig glade for dem. Som undervisningsminister Merete Riisager (LA) sagde til Politiken mandag, er de det eneste værktøj, der gør det muligt at følge fagligheden for en hel årgang.

Men hvis resultaterne er fejlagtige, så ved vi jo alligevel ikke, hvordan det går med elevernes læring.

Derfor burde politikerne alvorligt overveje at droppe de nationale test, der har kostet over 200 millioner kroner at udvikle og afvikle hvert år. I stedet for at poste endnu flere millioner i at rette op på problemerne, så giv pengene til skolen og lad lærerne vurdere, hvilke test de bedst kan bruge til at følge elevernes faglige udvikling. Hvis vi vil følge med i udviklingen på landsplan, er der masser af danske data fra internationale skoleundersøgelser som PISA, Pirls og TIMSS.

Det er på tide at lade skolerne trække stikket på de nationale test.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Gert Romme
  • Carsten Mortensen
  • Dorte Sørensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • lars søgaard-jensen
  • Peter Knap
  • Jørn Andersen
  • Jørn Vilvig
  • Torben K L Jensen
Niels Duus Nielsen, Gert Romme, Carsten Mortensen, Dorte Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, lars søgaard-jensen, Peter Knap, Jørn Andersen, Jørn Vilvig og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fælles råb fra flere: " Hvad sagde jeg".
Og: "Vi er mange der mener, at det er på tide."
I øvrigt er der en hel del stik, der med fordel kunne trækkes.

Bjarne Bisgaard Jensen

De nationale test er jo blevet flittigt brugt til at kanøfle lærerstanden med, så hvad mon det næste bliver

lars søgaard-jensen

Hvordan kan det være, at når man udvikler "måleinstrumenter" indenfor administration og kontrol af borgere, så er det tilsyneladende unødvendigt at validere sine måleredskaber? Det er ellers et ufravigeligt krav når der udvikles måleapparater til måling af fysiske størrelser.
Er det fordi nogle tror de kan udvikle "måleredskaber", der giver netop de resultater, som så kan bruges politisk. I dag oplyses det at undervisningsministeriet allerede for 3 år siden var klar overproblemet uden at informere folketing eller lærergruppen. Det lugter af politisk anvendelse af tilsyneladende "objektive" målinger.
Gad vide om PISA testene er lige så dårligt validerede?

Peter Knap, Carsten Wienholtz, Niels Duus Nielsen, Tue Romanow og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Ja drop de tidskrævende og styrende test. Giv lærerne længere forberedelsestid igen - så de fx. igen får tid til at vejlede de enkelte elver i deres skriftlige opgaver - samt lad lærerne få tid til at lave små prøver i timerne så læreren kan se hvad den enkelte elev ikke har forstået osv.... Bare en anden mulighed

Peter Knap, lars søgaard-jensen og Bjarne Tingkær anbefalede denne kommentar