Leder

Det er en forslået og ydmyget Netanyahu, der udskriver nyvalg til september

Den israelske Likud-leder kunne ikke veksle sin valgsejr i april til en ny koalitionsregering
Benjamin Netanyahus grundlæggende problem er helt enkelt: Han er løbet ud for venner på hjemmebanen, skriver Lasse Ellegaard.

Benjamin Netanyahus grundlæggende problem er helt enkelt: Han er løbet ud for venner på hjemmebanen, skriver Lasse Ellegaard.

Ronen Zvulun

31. maj 2019

Efter Likud-partiets valgsejr den 9. april ventede alle, at Benjamin Netanyahu dannede sin fjerde regering med et flertal på 65 af Knessets 120 mandater. En ny højrekoalition så ud til at være hjemme, han gad end ikke følge normal kutyme med at indkalde alle partierne til en proformadrøftelse forud for regeringsdannelsen.

Problemet var imidlertid, at forventningen hvilede på de fem sølle sæder, den tidligere forsvarsminister Avigdor Lieberman havde scoret. Uden dem, ingen regering. Og Lieberman, der gik af som forsvarsminister i protest mod Netanyahus accept af en Hamas-våbenhvile sidste år, havde en konto, der skulle afstemmes.

Kontoens politiske substans sigtede på at skabe Netanyahu flest mulige problemer. Lieberman insisterede på en lovgivning, der vil forpligte ultraortodokse til at aftjene værnepligt. Unge ultraortodokse mænd på de religiøse seminarier – de såkaldte yeshivaer – er generelt undtaget for militærtjeneste og oppebærer desuden en statslig støtte på ca. 10.000 danske kroner om måneden – værnepligtiges løn er ca. 2.000 kr.

Hæren kan sagtens undvære det ultraortodokse input, og det er heller ikke Liebermans pointe. Den er, at sekulære israelere er voldsomt irriterede over de ultraortodokses privilegier og subsidier, der dræner statskassen som betaling for politisk støtte. Den misnøje udnytter Lieberman, der også spiller på liberale israeleres træthed af Netanyahus politiske fiflerier og moralsk flossede personlighed.

En politisk gorilla

Således har de seneste dages drama føjet endnu et paradoks til israelsk politik – der er i forvejen adskillige – nemlig, at den politiker, der foregiver at varetage et demokratisk princip om lighed for loven, er en endnu værre slyngel end den fældede premierminister.

For hvor Netanyahu er en pragmatisk og ferm manipulator og politisk principløs operatør, er han ikke som Lieberman – den russiske indvandrer og leder af partiet ’Israel Vort Hjem’ – åbenlys racist med fascistoide tendenser. Lieberman har plæderet for tvangsflytning af Israels arabiske befolkning, er tilhænger af dødsstraf for terrorister og har som politisk krav, at arabiske israelere skal aflægge en troskabsed til den jødiske stat.

For otte år siden undveg han mirakuløst en dom for mandatsvig og bestikkelse for et beløb i omegnen af 20 millioner danske kroner. Han er dømt for vold mod en 12-årig dreng. Som den krasbørstige israelske kommentator Gideon Levy tørt noterer, fremstår Netanyahu som Moder Teresa i sammenligning.

Men Lieberman er ikke kun en politisk gorilla, han matcher Netanyahu som snu operatør. Og han vidste, at de 16 ultraortodokse mandater var en forudsætning for Netanyahus koalition, og at de aldrig vil gå med til kravet om fuld værnepligt. Og han vidste, at Netanyahu ikke – som en Ariel Sharon havde kunnet – var i stand til at danne en bred regering med centrum-venstres blåhvide parti med eksgeneral Benny Gantz og den sekulære Yair Lapid. De har afvist at sidde i regering med Netanyahu, så længe han står anklaget i en sag om bestikkelse, korruption og mandatsvig, der skal for retten i oktober.

Er det sidste udkald?

Netanyahus problem var derfor, at han enten måtte købe sig til et flertal – det prøvede han med et tilbud til Arbejderpartiet, der sagde nej tak. Eller han måtte overlade stafetten til Benny Gantz, der indebar risiko for at tabe magten. Så udgangen blev, at Knesset udskrev nyvalg, den eneste mulighed for hans politiske overlevelse.

Men spørgsmålet er, om det er sidste udkald? Han har stadig opbakning i det segment, der køber hans selviscenesættelse som international erfaren statsmand. Han er Donald Trumps bedste ven. Og dus med Putin og Modi.

Men medmindre han får flertal for en særlov, der åbner for, at Knesset kan tilsidesætte den israelske højesterets kendelser – og eksempelvis skaffe ham en hedt ønsket immunitet mod kriminelle anklager – må han gå af, når sagen kommer for retten. Langt ind i Likud-partiet er der modstand mod denne sammenblanding af lovgivende og udøvende magt. En vits går på, at hans næste ven bliver Erdogan.

Men Netanyahus grundlæggende problem er helt enkelt: Han er løbet ud for venner på hjemmebanen. De er gået selv eller skippet undervejs – f.eks. indledte Lieberman sin karriere som hans mappebærer for snart 30 år siden. Nu slår han ud efter sin gamle chef. Med knojern. Valget afholdes 17. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Mikael Aktor
Steen Sohn og Mikael Aktor anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu