Leder

De har givet os det, vi drømte om: Et grønt systemskifte i dansk politik

Mette Frederiksen har med regeringsdannelsen skabt sig et særdeles gunstigt fundament for at gennemføre et rød-grønt systemskifte og en globalt enestående klimapolitik
Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så blev folketingsvalget et grønt valg,« sagde Mette Frederiksen (S) tirsdag nat på Christiansborg. Regeringen vil lave en klimalov med bindende delmål og årlig opfølgning på, om den lever op til ambitionerne.

Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så blev folketingsvalget et grønt valg,« sagde Mette Frederiksen (S) tirsdag nat på Christiansborg. Regeringen vil lave en klimalov med bindende delmål og årlig opfølgning på, om den lever op til ambitionerne.

Mads Claus Rasmussen

27. juni 2019

Danmark bliver nu det, som økoaktivister, grønne idealister, klimademonstranter, strejkende skoleelever, bekymrede borgere, engagerede iagttagere og vi på denne avis har drømt om, håbet på og irriterende insisterende efterlyst: Et globalt grønt foregangsland.

Den socialdemokratiske regering, der sent tirsdag aften blev skabt parlamentarisk grundlag for, har nemlig valgt at gøre svaret på vor tids største politiske udfordring til sit gennemgribende politiske projekt:

»Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så blev folketingsvalget et grønt valg,« sagde Mette Frederiksen (S) tirsdag nat på Christiansborg og fortalte, hvad hendes regering vil:

»Omstille Danmark, så vi viser over for vores børn og over for resten af verden, at klimaproblemet ikke er noget, vi taler om. Det er noget, vi handler på.«

Det såkaldte forståelsespapir, hun sammen med støttepartierne har udarbejdet som en slags regeringsgrundlag, forpligter Danmark på et sensationelt ambitiøst mål om at reducere vores udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030. 

For at nå det mål vil regeringen indføre nye regnemetoder i Finansministeriet, så »hensynet til klima og den grønne omstilling« tænkes ind overalt. Regeringen vil lave en klimalov med bindende delmål og årlig opfølgning på, om den lever op til ambitionerne. Papiret anviser derudover en række vitale indsatsområder. 

Det er bestemt ikke det letteste projekt. Og det står efter valgkampen ikke klart, om politikere, erhvervsliv, institutioner og borgere i dette land er klar til at ofre og yde det, der skal til for at realisere målet.  Det står slet ikke klart, hvordan dette projekt, som vil påvirke vores måde at bevæge os, bo, leve, forbruge og producere på, skal finansieres.

Men det er det mest ansvarlige projekt, fordi regeringen adresserer en allestedsnærværende trussel mod vores livsform, og fordi klimakrisen, efterhånden som vores politiske systemer har vist sig ude af stand til at håndtere den, også er blevet til en demokratikrise. Med den offensive aftale, som den røde blok og De Radikale har indgået, har de vist de aktivistiske unge, at deres opråb er blevet hørt, og lovet, at vores fælles bekymring skal omsættes til fælles handling. 

Vi har således fået et politisk opbrud i Danmark. Men det var ikke det opbrud, mange havde frygtet.

En bemærkelsesværdig præstation

Over hele den vestlige verden har vi efter BREXIT og valget af Donald Trump set, at samfundsbærende partier er blevet svagere og aksen mellem højre og venstre erstattet af nye skrøbelige konstellationer. Selv i stabile og velstående lande som Sverige og Tyskland oplevet har almindelige valg udfordret den politiske orden og gjort det utroligt vanskeligt at danne noget så basalt som en regering.

Sådan gik det ikke i Danmark: Vi har gennemført et folketingsvalg, og efter et intenst, men overskueligt forhandlingsforløb har de rød-grønne partier skabt rammen om en ny regering. Og det er vel at mærke den traditionelle blok af venstreorienterede partier, De Radikale og Socialdemokratiet, som har fundet sammen.

Den gamle orden er blevet afsæt for et nyt politisk opbrud, hvor den grønne omstilling skal realiseres på alle niveauer. For en international betragtning er det en bemærkelsesværdig præstation – det danske parlamentariske system fremstår imponerende stærkt.

Forhandlingsprocessen demonstrerer, at Mette Frederiksen har draget erfaring af de seneste ti års politiske historie. De to seneste regeringsperioder har været plaget af parlamentarisk usikkerhed og ustabilitet. Helle Thorning-Schmidts regering var i konstant konflikt med sit eget grundlag. Ét parti blev tvunget til at trække sig fra regeringen, et andet støtteparti nærmest på permanent kollissionskurs med den. Denne periodes genfortælles i dag som en slags syndefald for ’centrum-venstre’.

Værre endnu blev det for Lars Løkke Rasmussens (V) regeringer i den forgangne periode, som først blev truet med røde linjer fra Liberal Alliance og efterfølgende undermineret af sit parlamentariske grundlag i Dansk Folkeparti. Regeringsmagten har været sårbar i Danmark. 

Historisk nyt og politisk fornuftigt

Men Mette Frederiksen valgte en ny metode: Hun har inddraget hele sit parlamentariske grundlag, inden hun dannede regering. De konflikter og kampe, som ville komme, er blevet udfoldet og kultiveret på forhånd. Alle, som kunne protestere, er blevet hørt og imødekommet.

Det er historisk nyt og politisk fornuftigt. Og førte til den opsigsvækkende scene natten mellem tirsdag og onsdag, hvor Enhedslisten, SF, De Radikale og Socialdemokratiet jublede lettet – på samme tid! Ikke over modstanderes fiasko, men over deres fælles projekt. Konflikterne mellem partierne er ikke ophævet, de vil komme igen og kan sagtens eskalere. Men der er med forståelsespapiret skabt en ramme for deres kampe og et fælles ansvar for de mål, som kvalificerer til betegnelsen et grønt systemskifte.

De fire partier har forvandlet et godt valgresultat til et særdeles gunstigt udgangspunkt for at gennemføre politik. Lige nu kan ingen redeligt beskylde Enhedslisten for at være uansvarlige revolutionære eller De Radikale for at være destruktive maksimalister. Og alle må anerkende, at Mette Frederiksen ved at tage sit parlamentariske grundlag alvorligt har opnået det, hun gik efter: En hård udlændingepolitik og en socialdemokratisk etpartiregering. 

Meget i forståelsespapiret vil begejstre rød-grønne vælgere. Afskaffelsen af de nationale test i de første skoleår er et opgør med det blik på barnet og skolen, der blev indført under Anders Fogh Rasmussen. Det er kulturkamp imod konkurrencestatsmentaliteten.

De omkostningsfulde løfter om minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver står som massive investeringer i velfærdsinstitutionerne. Og programerklæringen om kampen mod ulighed og undsigelse af reformer, som skaber vækst ved at skabe økonomiske forskelle, er løfter om en ny social retfærdighed.

Venter på et økonomisk overbevisende fundament 

Men det, der skaber begejstring for en ny begyndelse, giver også anledning til økonomisk bekymring. For hvor er den nytænkning, som finansierer investeringerne på nye præmisser, og hvordan vil de realisere ordene om økonomisk ansvarlighed? Mette Frederiksen har således fået en stærk politisk platform til et smukt politisk projekt. Men hun savner et økonomisk overbevisende fundament. Det venter vi på.

Endelig er det opsigtsvækkende, at det sorte kompromis på udlændingepolitikken er betingelsen for den grønne triumf og de røde sejre. Præmissen for den rød-grønne samling er i al væsentlighed overtagelsen af de borgerliges og Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Vi får enkelte lettelser og symbolpolitiske justeringer, men den brutale udlændingepolitik og logikken i paradigmeskiftet er bevaret. Det er paradoksalt, at Dansk Folkepartis nederlag ved valget falder sammen med deres totale sejr i dansk politik. 

Dette er prisen, som de rød-grønne partier må betale for, at det langt om længe er tid til begejstring for det progressive Danmark. Dette sorte kompromis er betingelsen for det grønne gennembrud, der giver os et projekt, så ambitiøst, at vi kan være stolte af det, og så stort, at alle må bidrage til det. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Estrup
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels-Simon Larsen
Christian Estrup, David Zennaro, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det glædede mit velfærdshjerte, da Helle i sin tid kom til, hun viste sig jo hurtigt at være ræveblå, så siden har jeg stemt blankt. Skulle det vise sig, at vi har fået en grøn centrum - venstre denne gang, vil jeg overveje at begynde at stemme igen, men jeg vil se det, før jeg tror det.

Nils Bøjden

Og når man så finder ud af at de fattige blive fattigere af det fordi staten får færre skatter og at de rige bliver rigere fordi de er eminente til at lave omstillinger, så kommer det til at gå helt galt.

Eva Schwanenflügel

@ Nils Bøjden

Vær nu ikke så pessimistisk.
Det er svært at se hvordan de fattige skulle blive endnu fattigere end med den forrige regering.

Carsten Munk, Karsten Lundsby, Ete Forchhammer , Ejvind Larsen, Jan Damskier og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"Det er svært at se hvordan de fattige skulle blive endnu fattigere end med den forrige regering."

Sorry. De fattige er blevet rigere under den forrige regering. Og det er fordi vi som gennemsnit er blevet rigere.

Skal jeg forklare den med 100 kroners sedlen igen?

Nils Bøjden

@Eva Schwanenflügel

Men jeg kan til gengæld love dig for at hvis man begynder at beskatte de rige, bliver deres penge flyttet så de ikke mere kan beskattes i Danmark. En af grundene til at de er blevet rige er at de er utroligt omstillingsparate.

Thomas Andersen

De har sku da ikke givet os det som mange her drømmer om. De har skrevet et luftigt dokument om alt det de gerne vil, helt uden at angiver plan eller finansiering... Og folk herinde klapper og lægger sig flag på gulvet af beundring, det er næsten det mest skræmmende...

David Zennaro

Ja, lad os nu komme i gang med arbejdet. Jeg er ikke superoptimist, og det var jeg heller ikke sidste gang. Men det kan formodentlig ikke gå lige så galt som sidste gang. Et af problemerne fra sidste gang er, at overførselsindkomsterne ikke stiger lige så meget som lønningerne på arbejdsmarkedet. Lad os håbe, at den nye kommission, som skal afgive betænkning om et år, kan gøre noget ved det.

Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

Niels Bøjden, de rige bliver rigere fordi det er hvad "markedet" kan, og så har vi haft en række regeringer som bakkede dem aktivt op i deres grådighed,
så den der med at de fattige er blevet rigere er da noget af en stor løgn, de fattigste er blevet markant fattigere ! og mange har intet fået af væksten selvom de har job,

men nu får vi så tilsyneladende en regering som vil noget andet, og derfor vil der være mulighed for at der bliver rettet lidt op,
men du tror tydeligvis på "den store borgerlige løgn" nemlig at rigdom udspringer af dygtighed og hårdt arbejde, men fakta er at de rige ikke er en hujende fis dygtigere end vi andre, forskellen består først og fremmest i deres position i hierarkiet, og sekundært i deres grådighed / ambitionsniveau,
du tror vel ikke selv på at de rige får langt klogere børn end fattige, men riges børn ender jo som regel ikke i lavtlønsjobs for klasseprivilegier er jo arvelige alene på grund af det netværk man har til rådighed, og fordi børnene kan trække på forældrenes netværk,
man kan konkludere at der faktisk ikke burde findes politikere som arbejder for at sikre overklassens privilegier, for de er ret sikre uden politisk hjælp, altså bør politikere være fokuseret på at sikre dem som ingen privilegier har og modarbejde uligheden i samfundet, om ikke for andet så for at opretholde et minimum af retfærdighed, og dermed bevare samfundenes sammenhængskraft, jeg går ud fra at du også foretrækker demokratisk baserede ændringer frem for oprør, revolution eller borgerkrig.

Jan Weber Fritsbøger

Thomas Andersen, og hvad er det du drømmer om som du ikke får ? i øvrigt lægger vi os slet ikke fladt i beundring, men vi konstaterer at det ser ud til at blive langt bedre end det vi havde inden valget, og vores glæde handler ikke om forbedringer for os selv, men om at klapjagten på de svage er sat på pause, det burde glæde alle med en fungerende empatisk sans, og så er det vel også godt hvis der kommer gang i en nyttig klimaindsats,
det eneste problem jeg ser er at man ikke har indset at vækst ikke er en god ide længere, (hvad det sådan set ikke har været længe)

Nils Bøjden

"Niels Bøjden, de rige bliver rigere fordi det er hvad "markedet" kan, og så har vi haft en række regeringer som bakkede dem aktivt op i deres grådighed,"

Det er et eksempel på ekstrem naivisme. De rige bliver rigere fordi de er enormt omstillingsparate. Hvis de ikk var det ville de ikke være blevet rige.

Tror du at der er noget af de velhavende der sætter sig tilbage i stolen og tænker "Så, det var nå kører det for mig!". For hvis de gør det varer deres overskud ikke mange sekunder.

Søren Kristensen

Problemerne opstår som regel når de rige ikke er rige nok.
Rigdom skal op på et vist kritisk niveau, før den begynder at flyde tilbage til samfundet i form af filantropi. Hele mellemlaget, som er tapetseret med pragtvillaer, privatskoler, champagne, lystbåde, hurtige biler og en irriterende jovial stemning er selvfølgelig ret utåleligt og bør begrænses og/eller i hvert fald gennemleves så hurtigt som muligt. Både for de riges egen skyld og for vores.

Nils Bøjden

"Hele mellemlaget,"

Er det håndvæksmestre, ingeniører, toghåndværkere og sådan noget du skriver om? De der tjener 600.000 - 800.000 om året via uddannelse, hårdt arbejde og viden?