Leder

Rune Lykkeberg: Det røde Danmark vinder det grønne valg, nu kommer det svære: At vinde i virkeligheden

Valgkampen har været den grønneste nogensinde, og nu skal de røde partier vise, at de også er klar til den svære del: Nemlig at føre de grønne visioner ud i livet
Valgkampen har været den grønneste nogensinde, og nu skal de røde partier vise, at de også er klar til den svære del: Nemlig at føre de grønne visioner ud i livet

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

6. juni 2019

Hvis man har gået og frygtet, at klimaproblemerne var alt for store og uoverskuelige til det danske demokrati, og hvis man har været bange for, at danske politikere allerede havde givet op over for de forfærdende fremskrivninger af klodens tilstand, så har folketingsvalget 2019 været en vidunderlig begivenhed.

Klimakrisen, som er verdens største problem, blev valgets store tema. De danske politikere tog problemet alvorligt og påtog sig et ansvar for at løse det. De unge, som har demonstreret og krævet handling, må opleve, at de er blevet hørt, og at det politiske system reagerer på deres frygt, usikkerhed og vrede.

Med dette folketingsvalg er klimakrisen blevet etableret som en præmis for fremtidig dansk politik.

Den røde blok, der har præget klimadebatten og insisteret på den grønne dagsorden, har vundet en klar sejr. Og de to partier, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som har angrebet »klimahysteriet« og benægtet klimakrisen, er blevet halveret.

Intet valg afgøres af en enkelt sag, der er altid flere faktorer på spil ved demokratiske valg. Men det står klart, at den rød-grønne blok oplevede pæn fremgang ved det mest grønne valg nogensinde. Og at Mette Frederiksen har folkelig opbakning og et parlamentarisk fundament for at danne en regering, det giver os troen på, at Danmark virkelig kan gennemføre en ambitiøs grøn omstilling. 

Historien har dog lært os, at der er langt fra den politiske erkendelse af klimaproblemet til effektiv handling. 

Da USA’s præsident George H.W. Bush i 1992 rejste til klimakonference i Rio de Janeiro, erklærede han kamp for menneskeheden mod den globale opvarmning: »De, der tror, at vi er magtesløse over for drivhuseffekten, glemmer Det Hvide Hus-effekten,« proklamerede han.

Men han satte også en præmis for kampen: »The American way of life kan ikke forhandles.« Han anerkendte truslens realitet og radikalitet, men ikke omkostningerne ved indsatsen imod den.

Derfor tabte han – med katastrofale følger for os alle.

Historien om Bush i Rio kan minde om situationen efter den danske valgkamp: Alle har anerkendt klimakrisen som et samfundstruende vilkår. Det er et kolossalt fremskridt. For bare et år siden havde såvel Liberal Alliance som Dansk Folkeparti klimaskeptikere som klimaordførere. Nu vil Liberal Alliance investere milliarder i klimaforskning, og Dansk Folkeparti er blevet irettesat af sit bagland, fordi det ikke havde en ordentlig klimapolitik.

Vi har oplevet en valgkamp med store løfter og beundringsværdige ambitioner. Men vi må også erkende, at ligesom the American way of life for Bush var hævet over forhandling, har den danske velfærd og forbruger været fredet. De to regeringsbærende partier indledte valgkampen med at love at bruge så godt som hele det økonomiske råderum på »velfærd«. Først derefter skulle det grønne finansieres. Venstrefløjen har lovet at investere endnu mere i velfærd. Venstre har hævdet, at det bedste for klimaet er, at vi bliver rigere og får mere vækst i samfundet. De Konservatives leder har afvist selve forestillingen om, at klimaindsatsen skulle »gøre ondt«, og Liberal Alliance satser alt på forskning i troen på det teknologiske fiks som frelseren.

De store partier har været modstandere af afgifter på transport og eksempelvis kød. Nogle, fordi de var bekymrede for, at det ville ramme socialt skævt – men med den indvending har man opgivet det politiske instrument, som er at ændre adfærd gennem skatter. Andre, fordi de er principielle modstandere af skattestigninger. Atter andre har som Dansk Folkeparti mindet om, at vores udledning globalt set er så relativt lille, at det alligevel ikke nytter noget.

Argumenterne for at afvise de konkrete forslag er ikke meningsløse. 

Resultatet er bare, at vi efter en valgkamp, hvor klimaet fik et folkeligt gennembrud, står tilbage med fornemmelsen af, at ingen virkelig er klar til ofre noget for den grønne omstilling. Vi kunne ikke engang skabe flertal om en flyafgift på 75 kroner. Danmark er således et af kun fire lande i EU, som ikke har en flyafgift.

Under denne valgkamp har vi således set både det værste og det bedste ved demokratiet. Som den politiske tænker Pierre Rosanvallon har sagt: Demokratiet »er på samme tid et instrument til at mobilisere mennesker og risikoen for mangel på handling. Det er derfor, at demokratiet er den menneskelige naturs regime. Det kondenserer alle menneskehedens muligheder og alle menneskehedens farer«.

Det værste er, at den fælles bevidsthed om problemet og det offentlige krav om handling ikke skabte vilje til at flytte penge og ikke førte til forpligtelse på konkrete veje.

Det bedste er, at det på kun et år er lykkedes at skabe både en stærk klimabevægelse og en bred folkelig forståelse, som kom til at definere valgkampen og præge resultatet. Vi har set en forbilledlig forbindelse mellem videnskabelig erkendelse, folkelig mobilisering og valgkamp med politiske løfter. Oplysning og engagement har forpligtet landets lovgivere til at sætte nye mål.

Men klimakrisen sætter en ny politisk dialektik: Politikerne forpligter sig under valgkampen på abstrakte mål, og borgerne skal i valgperioden holde dem fast på at vise vejene til at realisere dem. De skal hjælpe politikerne ved at presse dem nedefra til handling oppefra. Demonstranterne, de strejkende elever og klimabevægelsen skal finde inspiration og glæde i sejren ved valget. Men de skal også forstå, at valget kun er begyndelsen på den politiske kamp for at realisere den grønne omstilling.

Vi forventer, at den kommende regering i sit grundlag forpligter sig på en klimalov med bindende, ambitiøse reduktionsmål. Men vi har også lært, at det svære i klimapolitikken ikke er at sætte målene, men derimod at anvise de konkrete veje derhen.

Det røde Danmark har vundet et grønt valg, nu kommer vi til det svære: at vinde i virkeligheden.

De Radikale fik med deres mere lempelige udlændingepolitik og grønne profil stor fremgang til folketingsvalget Grundlovsdag.
Læs også
Dansk Folkeparti fik onsdag det største symbolske tilbageslag i dansk politik, siden Fremskridtspartiet stormede ind ved jordskredsvalget og knuste de gamle magtpartier. Nu bindes sløjfen: Kristian Thulesen Dahl risikerer at have gjort sit parti overflødigt
Læs også
Mette Frederiksen på sin første dag i Folketinget i 2001, hvor hun blev valgt ind for første gang.
Læs også
Danmark skal gå forrest i kampen for grøn omstilling, men hvis vi igen skal være grønt foregangsland, skal tempoet op. For at hjælpe en ny regering under Mette Frederiksen med at blive grøn har Information samlet en række borgere og eksperters krav til, hvor den skal tage fat, så vi hurtigt og effektivt får vendt udviklingen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Nike Forsander Lorentsen
  • Arne Albatros Olsen
  • Oluf Husted
  • Hans Aagaard
  • Niels Jensen
  • Jes Enevoldsen
  • Jakob Trägårdh
  • Toke Kåre Wagener
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Trond Meiring
  • Anker Nielsen
  • Ejvind Larsen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen, Nike Forsander Lorentsen, Arne Albatros Olsen, Oluf Husted, Hans Aagaard, Niels Jensen, Jes Enevoldsen, Jakob Trägårdh, Toke Kåre Wagener, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Anker Nielsen, Ejvind Larsen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Tja, Brian W, jeg ved godt Løkke er snedigere end en gammel gedde på søens bund, der æder de små nuttede ællinger på deres første svømmetur.

Var dog ikke inde i detaljerne om de velforberedte 'bombe-fælder' han og andre tidsindstiller til at eksplodere i ministerierne.
Men med tanke på 'befrielses-bogen', skrevet i hemmelighed med journalist Kirsten Jacobsen, der også kom som en total overraskelse for hans partikollegaer og blå kammerater, kommer det ikke bag på mig at alting er infiltreret.

Mette F. er måske for uvidende om Løkkes manipulationer, hun mener ihvertfald - tilsyneladende - at de rædselsfulde reformer har været gode for Danmark. Det udtalte hun i aftes i nyhederne.

Og de Radikale har aldrig været til at stole på.

Alvin Jensen, Per Torbensen, Jan Weber Fritsbøger, Trond Meiring, Lise Lotte Rahbek og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

Rune Lykkeberg: "At vinde i virkeligheden"

Kun ved at gen-indføre "Åbne Årsopgørelser" kan danske politikere får vælgernes tillid tilbage.

Jeg har, i går, spurgt Jens Peter Bonde (JPB). Han går ind for "Åbne Skattebøger" i hele EU.

Dagen efter EP-valget forhindrede Rune mig i at få det svar fra JPB i INFO's kantine, hvad plager vore chefredaktører? Snyder de selv med deres indkomstskat? indtil vi ser mod-beviset, tror jeg dette.

Ole Rasmussen

Mette Frederiksen er populist. S har gjort den fremmedfjendske dagsorden til sin egen for at vinde stemme. Ikke for Danmark. Skræmmende udvikling, for hvem ved om den udviklingen alene er mediernes ønsketænkning? Rune Lykke du havde virkelig nogle gode pointer i Debatten, men er vi ikke der, hvor hele den politiske scene er i forandring, hvor de gammelkendte partier er på vej i skraldespanden? Det er min oplevelse, at de fleste politiske partier inkl. S lever på lånt tid, og vi får snart lg igen.va

Eva Kjeldsen

Onsdag var der næste 30 graders varme over Danmark, uden én eneste bemærkning fra politikerne om hvad varmen virkelig er: Klimaændringer!
Man hørte kun: "Sikke en dejlig sommerdag, sikke et dejligt vejr, og så på en grundlovsdag."
En smeltende, hed helt unormal overforvarm dag.
Og ikke én sagde noget om den unaturlige varme....

Trond Meiring, Alvin Jensen, Oluf Husted, Michael Friis og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Eva Kjeldsen, Nils Bøjden, klimaspørgsmålet er for alvorligt til at skulle banaliseres på den måde ("I dag er det 30 gr - der kan I selv se klimaændringernes virkning").

Det er helt normalt, at der forekommer voldsomme temperaturudsving i Danmark. Og én enkelt dags varme - eller kulde - siger absolut ingenting om klimaudviklingen.

I dag kommer vi næppe over 14-15 gr - hvilket ikke er ligefrem varmt for juni måned. Skulle det betyde, at klimadagsordenen bliver sendt på arkivet?

Nike Forsander Lorentsen, Per Torbensen, Michael Waterstradt og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Thomas Bindesbøll

Ja, hvad skal man skrive ?

Her har været både mange forstandige og realistiske bud på den politiske fremtid, plus også en del fastlåste ytringer.

Gid der var enkle skillelinier både hvad angår dansk indenrigspolitik og global verdenspolitik. Men det er der, som bekendt, ikke,
I samme åndedrag tilføjer jeg et suk, nemlig hvorfor dansk udenrigspolitik overhovedet ikke blev genstand for nogen som helst substantiel diskussion, ejheller i denne valgkamp ?

Udenrigspolitik kan ikke adskilles fra Asylpolitik. Hvis en ekstrem blodig borgerkrig i Syrien tvinger hundrede tusinder af mennesker på desperat flugt, blot bare under overskriften VÆK (det kunne (sgu) lige så godt have været dig eller mig, i en anden og omvendt verden,,, ja hvad gør man så) ?

Mens en del af os således glæder os over, at Støjberg & Co.s "kage-fejrende" kredse nu af vælgerflertallet nu er sat fra magten, ja så var det da omvendt deprimerende at se en S-profil som Morten Bødskov i "Debatten" på DR-2, torsdag aften:
Overfor et virkeligt engageret og fint menneske, som syriske læge og menneskeretsforkæmper, Haifaa Awad, stod samme Bødskov nu her, dag 1 efter valgskiftet, og fortsatte blot sangen om at "danske myndigheder" nok retfærdigt skulle kunne afgøre flygtninges skæbne, og hvorvidt de skulle sendes tilbage til Syrien...
Jo tak, dén sang kender vi godt: Flygtningenævnet er som bekendt blevet beskåret under VLAK-regeringen, så hverken repræsentanter for Dansk Flygtningehjælp eller Udenrigsministeriet længere er repræsentret. Det har ikke just bedret "nåleøjet" for mange asylsøgere. Bare kig på statistikken.
Men Bødskovs bureaukratiske "ikke-svar" lover ikke godt for en forbedret udlændinge- og flygtningepolitik.
Håber at både Radikale, SF, EL og Alternativet står fast med krav om forbedringer i retstilstanden her. Det har ikke en pind med "lempelser" at gøre, men hvordan Danmark lever op til de humanitære flygtninge- og Genevekonventioner vi selv har skrevet under på.

Trond Meiring, Alvin Jensen, Flemming Berger, Karsten Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Som jeg ser det, var det Lars Løkke gjorde det eneste han kunne gøre, for ser man sig omkring, så samles vælgerne i lande som Frankrig og Tyskland på midten. I Frankrig som jeg kender bedst, er Gaullisterne udraderet efter EU valget. De ophører sikkert som parti. Det samme gælder PS og samtlige partier på venstrefløjen. Kun Le Marine Pen som er begyndt at læne sig ind mod midten, men er EU modstander, og Macrons mere social liberale linje har noget at skulle have sagt. Sådan vil det også gå i Danmark til næste valg. Det kan komme hurtigt, for når det arbejdende Danmark får den regning Mette Frederiksen vil udskrive, så stopper festen. De som lever på Statens regning vil selvfølgelig stadig være med om bord, og det er selvfølgelig derfor de skal ud og arbejde, om ikke rub og stub, men så mange som muligt. Om det så bliver med eller uden S og V næste gang, eller nogle ny partier, det får tiden vise.

Ole Rasmussen

Undskyld, men glemte at nævne de grønne som fik 13% og er blevet en vigtig faktor. Le fik 23,2% og Macron 22,3%. Dø øvrige fra 8% ned til 1 .

Nike Forsander Lorentsen

Det var dog befriende at se Uffe Elbæk i hvid t-shirt med Revolution i sort tryk på brystet, i stedet før alle ensformede mænd i sin civile uniform, jakkesættet, (de mænd er da i krig hele tiden). Alternativet havde den grønne bevidshed på programmet som de andre nu har lukreret på få se hvor langt det holder.

Achim K. Holzmüller

Så længe en skovl kaldes en skovl og er en skovl, burde der findes et grønt eller et klima-parti med dette navn; det ville dem forpligte.
Hos de eksisterende partier, der kalder sig grønne, mere af navn end af gavn, er klimapolitikken det femte jul på vognen.

Sider