Bevar den blå oliebille – også selvom den ikke gør nogen nytte for os mennesker

Vi står midt i en biodiversitetskrise. Ifølge flere rapporter forsvinder mængden af naturlige levesteder og antallet af dyrearter i et omfang, som ikke er set i op mod 65 millioner år.

Forskerne bag nogle af rapporterne taler om den »sjette masseuddøen«.

Herhjemme er et af de udrydningstruede dyr er den blå oliebille, Meloe violaceus. I lørdagens Information fortalte lektor på Biologisk Institut ved Københavns Universitet og insektforsker Hans Henrik Bruun om billen. I kort form: Den bliver op til fire centimeter lang og er lidt tyk, men den er »sindssygt flot«. Det er Hans Henrik Bruuns yndlingsinsekt. Ikke fordi den har en værdi som bestøver af vores afgrøder eller som foder for vores husdyr. Men netop fordi den ikke har nogen værdi. Som han sagde i avisen:

»Jeg kan godt lide den, fordi den fortæller en historie om, at de fleste insekter ikke er nyttige for mennesker. De er unyttige. De har bare travlt med at gennemføre deres livscyklus.«

Det er ifølge lektoren objektivt set et »rigtig møgdyr«. Men selv om den blå oliebille er et møgdyr og ikke har nogen værdi for os mennesker, skal vi bevare dens levesteder og beskytte dens overlevelse, mener Hans Henrik Bruun. Den har nemlig en værdi i sig selv.

Hans syn på oliebillen handler ikke bare om den. Det handler om vores syn på naturen generelt. Hans Henrik Bruuns natursyn er et opgør med det, der i årtier har været og i stigende grad de seneste år er blevet det udbredte natursyn i det politiske system, nemlig at naturen udelukkende har en værdi, fordi den er levegrundlag for os mennesker. At landet har en værdi som landbrugsareal, at bien har en værdi som bestøver, jorden har en værdi som matrikel, koen har en værdi som kød, havet har en værdi som havbrug, og at naturen i det hele taget kun har en værdi som grundlag for os og vores samfund.

Miljømæssigt råderum

I 2018 vedtog Folketinget en ny lov om ændring af miljøbeskyttelsen, som byggede på netop den opfattelse. Den nye lov tillod mere forurening i Kattegat fra store fiskefarme på åbent hav, de såkaldte havbrug, og ville ifølge beregninger fra Miljø- og Fødevareministeriet øge produktionen af ørreder med op til 16.000 ton om året. Derudover ville den ifølge ministeriet skabe »knap 100« nye arbejdspladser i havbrugserhvervet.

Loven blev vedtaget af et flertal i Folketinget, fordi der ifølge partierne var et »miljømæssigt råderum« til at forurene mere i Kattegat. Det var ifølge politikerne mulighed for at opdrætte flere ørreder – og for at udlede 800 ton kvælstof og 96 ton fosfor.

Det kan forekomme fornuftigt at definere et »miljømæssigt råderum« i de politiske beslutningsprocesser. Der er brug for politisk at sætte grænser for udledning af kvælstof og fosfor, ligesom der er brug for grænser for pesticider, grænser for mængderne af spildevand og grænser for vores landbrug og industri i det hele taget. Men når politikerne på Christiansborg taler om et »miljømæssigt råderum« bliver det, der egentlig var en grænse, vi skulle holde os inden for, til en grænse, som vi skal sigte mod. Og vi sætter ikke grænser for at bruge dem som pejlemærker. Vi sætter dem for at bruge dem som netop … grænser.

Loven om havbrug i Kattegat er et eksempel på det modsatte af Hans Henrik Bruuns natursyn. Det har eksisteret i mange hundrede eller tusinde år, hvor mennesket har dyrket markerne eller gået på jagt i naturen, og hvor naturen først og fremmest har været en værdi som ressource for os mennesker. Det er helt legitimt – vi har haft brug for for eksempel fisk og korn for at overleve. Men det er i de seneste års politiske debat ikke alene blevet den dominerende, men den eneste måde at se naturen på.

Dermed er vi tilbage ved biodiversitetskrisen. Ifølge flere af rapporterne om biodiversitetskrisen – blandt andet en rapport fra FN’s biodiversitetspanel fra tidligere i år – kan tilbagegangen i antallet af arter få konsekvenser for os som mennesker, fordi det vil ramme vores fødevaresikkerhed og økonomi. Rapporternes konklusioner bør alene få politikere i Danmark og over hele verden til at reagere, men samtidig bør de overveje de konsekvenser, som biodiversitetskrisen kan få for den del af naturen, som umiddelbart ikke har en værdi for os mennesker.

Som den blå oliebille. Den er fantastisk flot.