Dan Jørgensen går i sin mentor Svend Aukens fodspor. Men han er mere udsat som klimaminister

»Tænk at sidde i regering og igen at være med til at gøre Danmark nummer ét på miljøområdet. At gøre os til det første CO2-neutrale land i verden, ikke?«

Sådan sagde Svend Auken, Socialdemokratiets tidligere formand og miljø- og energiminister, i juli 2009, få uger før sin død.

Den lykke opnåede han ikke, men det gør måske hans lærling, Danmarks nye klima- og energiminister Dan Jørgensen, her ti år senere. Han når ganske vist ikke som minister at se Danmark blive CO2-neutralt – det er der mindst et par årtier til – men han kan nå at sætte Danmark sikkert på sporet og på verdenskortet som det grønne forbillede for andre nationer.

For Svend Auken blev det en personlig lykke, at han fik posten som miljøminister frem for statsministerposten. For Dan Jørgensen er det givetvis også en lykke og en drøm, der opfyldes, når han nu får muligheden for at gå i sin mentors fodspor med ansvar for Danmarks klima- og energipolitik.

Som Auken brænder han for klimaet, og som Auken vil han elske at tage del i det internationale arbejde for at presse tempoet op i den globale klimaindsats, første gang på FN’s store klimatopmøde i New York den 23. september.

Men Dan Jørgensen er i en langt mere udsat position, end Auken var.

Dengang, op til klimatopmødet COP15 i København, var der stadig tid, og klimasagen var for Socialdemokratiet en vindersag med medvind til offensive krav, der satte VK-regeringen under pres.

Nu er man i defensiven i den forstand, at man som regering har pådraget sig ansvaret for, at der faktisk sker noget, alt mens tiden er ved at rinde ud.

Hvis ikke Dan Jørgensen og regeringen leverer på egne løfter og på fordringerne i Parisaftalen, kan man hurtigt gå fra at have medvind til at blive skydeskive for kritik fra den stærkt klimaengagerede del af befolkningen og erhvervslivet. Nu er det ikke sorte kræfter blandt de borgerlige, men de grønne socialdemokrater selv, der svigter og sætter næste generations livsvilkår på spil, hvis ikke man præsterer det nødvendige.

Dette kan lyde som en underlig tvær velkomst til den ny, entusiastiske minister. Pointen er, at regeringen står over for en formidabel udfordring, hvis radikalitet man næppe har indset, og hvor risikoen for at skuffe er overhængende, hvis ikke man mobiliserer stort mod og hidtil uset evne til at tale projektet op som en fælles udfordring, der kan samle nationen.

Dan Jørgensen i midten

Som det fremgik af artiklen onsdag om ’grøn vækst’ har selv ikke Danmark præsteret tilstrækkelig hurtig omstilling til at sikre den nødvendige grad af afkobling mellem økonomisk vækst og CO2-udledning. Det leder til den velkendte konklusion, at vi kommer alt for sent til Paris-målet om nuludledning i 2050, hvis ikke der sker dramatiske nye tiltag.

Det er i det lys, man skal se regeringens og støttepartiernes fælles klimadagsorden. Smukt på papir, men svært i praksis. EU siger f.eks., at Danmark ikke må forbyde nye benzin- og dieselbiler fra 2030, sådan som det grønne flertal vil, Landbrug & Fødevarer siger, at udtagning af klimbelastende jorde skal være frivillig, borgmestre protesterer mod regeringens signal om at genoverveje visse motorvejsprojekter, luftfartsindustrien kæmper imod en grøn afgift, mens forbrugerne flyver som aldrig før, olieselskaber står på spring for at få licens til ny olieefterforskning i Nordsøen, borgergrupper kæmper mod nye landvindmøller.

Som om det ikke er nok, er der et skrigende behov for reform af skatte- og afgiftssystemet, så det kommer til at virke for den grønne omstilling og samtidig for større lighed. Ligesom det haster med den grønne reform af Finansministeriets regnemodeller og udvikling af det grønne nationalregnskab, som regeringen har på sin arbejdsseddel.

Dan Jørgensen kommer til at befinde sig midt i det hele, som klima- og energiminister og som medlem af regeringens økonomiudvalg. Han får afgørende indflydelse på, om Socialdemokratiet magter at finde sit nye projekt: Fra at have gennemført den historiske omstilling til en velfærdsøkonomi til nu at sikre den historiske omstilling til en grøn økonomi. Ingen tvivl om, at han og regeringen får brug for at mobilisere folkets hjælp og deltagelse – helt i pagt med partiets historie. Som Svend Auken sagde:

»Den socialdemokratiske idé er jo, at mennesker, når de går sammen med andre, kan ændre forholdene, så de ikke bare behøver at være tilskuere.«