Husk hvem der startede krisen i Hormuzstrædet

Det er set før, og vi vil givet se det igen, hvis – eller når(!) – den eskalerende krise mellem Iran og USA-Storbritannien i værste fald løber løbsk: Udadtil vil sagligt uangribelige analytikere af TV2’s Svenning Dalgaard-prototypen tone frem på nyhedsfladen med en lind strøm af detaljer om aggressive iranske provokationer, der desværre har nødvendiggjort vestlig militær indgriben.

Hvis det altså kommer så vidt, hvilket ikke kan udelukkes – vi slår kors for os i bøn om, at både iranernes og vores Gud, som i øvrigt er den samme, intervenerer.

Men skulle det ske, vil det være nyttigt for vurderingen af årsager og virkning at huske på, at konflikten vil være det deprimerende resultat af et ensidigt amerikansk brud på den aftale om kontrol med Irans atomprogram, som præsident Barack Obama fik på plads i 2015. Og som kontrasigneret af EU, Rusland og Kina er unik som atom-diplomati.

Det lod sig faktisk gøre at hindre yderligere spredning af kernevåben ved forhandling og vilje til kompromis efter årtiers konfrontation.

Iran overholdt stadig aftalen til punkt og prikke, endnu et år efter at Donald Trump havde skrottet den med krav om en revision, så den også vil omfatte de facto amerikansk kontrol med iranernes militære forsvar og deres udenrigspolitik – et tilbud, der kun kan afslås af enhver stat, der kalder sig suveræn.

Washington vil fremkalde social uro

Hensigten med kravet om genforhandling er da heller ikke revidering af aftalen, men regimeskifte i Teheran. Ved at genindføre de kvælende sanktioner, der i 2015 pressede præstestyret til at acceptere atomaftalen, og dertil at straffe lande, der omgår sanktionerne, har USA forårsaget en styrtblødning i den iranske økonomi, der i forvejen er svækket af de foregående årtiers internationale blokade.

Kalkulen i Washington, formentlig designet af Trumps sikkerhedspolitiske rådgiver, John Bolton, er at fremkalde social uro som den, der i 2017-18 fik iranerne på gaden i protest mod en inflation, der fordoblede priserene på tomater og æg, og som blev nedkæmpet med tab af menneskeliv til følge.

Den gang blev utilfredsheden forklaret med, at befolkningen ikke konstaterede nogen umiddelbar økonomisk virkning af atomaftalen. Risikoen for ny social uro nu, hvor økonomien forværres, er reel nok og forklarer det iranske styres omhyggeligt begrænsede reaktion udadtil.

Meldingen i går om, at Iran i marts arresterede 17 CIA-agenter og har henrettet nogle af dem, skal tages med mere end et gran salt. Hvis nyheden holder vand, ville den være sivet for længst.

Ellers er ingen kommet til skade ved nogle nålestikangreb på civile tankskibe i Golfen i juni, nedskydning af en amerikansk drone og senest den militære kapring af en britisk chartret tanker, Stena Impero, i Hormuzstrædet, hvilket var svar på kapringen af det iranske skib Grace I ud for Gibraltar.

Grace I-kapringens juridiske grundlag er i øvrigt noget tyndbenet, nemlig at det iranske skib var på vej til Syrien i strid med EU’s sanktioner mod Bashar al-Assads regime (hvad Teheran dog nægter, men uden at fortælle, hvor det så skulle hen). Nogle jurister gør gældende, at EU-sanktionerne kun omfatter eksport fra EU, ikke fra tredjelande.

Det hindrede imidlertid ikke de 30 udsendte britiske marinesoldater i at borde fartøjet på grundlag af den amerikanske efterretningstjenestes satellit-observationer – og ifølge avisen The Guardian efter et tip til den dysfunktionelle London-regering fra John Bolton i Det Hvide Hus.

Faren er ikke drevet over

Bolton er en mand, der vil se iransk blod, men hvor meget indflydelse han har på den uberegnelige præsidents Twitter-konto er der delte meninger om.

På den ene side forsøger Trump at true sig til en genforhandling med Teheran, der indebærer enten total iransk underkastelse eller økonomisk udsultning med henblik på regimeskifte. Irans indtil videre kloge reaktion på bøllemetoderne, herunder at holde en dør åben til fortsat kontakt med EU og Rusland-Kina, udstiller imidlertid Trumps politisk akavede position.

Han kan ikke på det foreliggende grundlag skride til militær aktion – og kan heller ikke holde til det, da han har lovet sine vælgere at holde USA militært ude af Mellemøsten. Han kan påstå, at han opretholder sit såkaldt »maksimale pres« på Iran, men det kan ikke udvides.

Tilbage er at klappe hesten, og med udnævnelsen af den republikanske senator Rand Paul som særlig Iran-forhandler, tyder det på, at Trump hælder til hesten, eftersom senatoren er erklæret modstander af intervention i Iran.

Men faren er ikke drevet over – den miltære opbygning i Golfen med det formål at konvojbeskytte skibsfarten er en potentiel risikofaktor, der – bevidst eller ubevidst – kan bringes ud af kontrol og få Bolton tilbage på banen. Dystert.