Leder

Dommen mod medicinalgiganten Johnson & Johnson er en milepæl i kampen mod opioider

I en historisk og opsigtsvækkende dom skal medicinalgiganten Johnson & Johnson betale knap fire millarder i bøde for at have nedtonet risikoen for, at opioiderne i deres smertestillende præparater fører til afhængighed. Dog er det ikke ført til domfældelse, men er endt med et forlig
Indland
29. august 2019

En dommer i den amerikanske delstat Oklahoma idømte i denne uge medicinalgiganten Johnson & Johnson en bøde på næsten fire milliarder kroner. Retten fandt, at virksomheden i årevis har ført løgnagtig markedsføring for sine stærke, smertestillende præparater og systematisk og bevidst nedtonet risikoen for, at opioiderne fører til afhængighed.

De knap fire milliarder, som Johnson & Johnson skal betale i bøde, skal i øvrigt bruges til at finansiere afvænningsforløb for de amerikanere, der er blevet dybt afhængige af medicinalgigantens opioider.

Dommen er opsigtsvækkende og historisk. For selv om, det længe har været velkendt, at USA befinder sig i en opioidkrise, som i perioden fra 1999 til 2017 har kostet 400.000 amerikanske menneskeliv og gjort 2 millioner indbyggere i USA afhængige, så har man aldrig fået rettens ord for, at opioidproducenterne bærer ansvaret.

I hvert fald ikke før nu, hvor dommeren Thad Balkman kaldte Johnson & Johnsons promovering af opioiderne en »offentlig plage«, som har udsat tusinder af borgere i Oklahoma for en alvorlig sundhedsrisiko.

Dommen er en milepæl. Også selv om bøden ’kun’ lød på 572 millioner dollar, hvilket er meget lidt i forhold til de 17,6 milliarder dollar, som anklageren procederede for. Det er nemlig den første dom, der placerer et ansvar for opioidkrisen hos producenterne.

Og det er ikke, fordi der ikke er blevet lagt sag an mod medicinalmogulerne før. Igennem årene har der været adskillige søgsmål mod Johnson & Johnson og deres hovedkonkurrent Purdue Pharma, der står bag OxyContin, som er det smertestillende præparat, der har spillet den største rolle i den amerikanske opioidkrise.

Søgsmålene har bare ikke ført til domfældelse, men er endt med forlig. I årevis har opioidproducenterne betalt enorme forligssummer for at slippe for at blive stillet for en dommer, der kan pege fingre og placere ansvar.

Det er også interessant at bemærke, at Oklahoma-sagen mod Johnson & Johnson oprindeligt var et søgsmål, der omfattede yderlige to medicinalgiganter nemlig Purdue Pharma og israelske Teva, som hver især indgik forlig for henholdsvis 270 og 85 millioner dollar for at slippe for retssag, medier og offentlighedens søgelys.

Medicinalgiganter stillet til ansvar

Ugens Oklahoma-dom er blevet mødt med jubel i den amerikanske befolkning, hvor mange har et personligt forhold til opioiderne, som i rapport efter rapport er blevet fundet ekstremt afhængighedsskabende.

Enten kender man nogen, som er afhængig, eller også kender man nogen, som kender nogen, der har knust opioiderne, injiceret pulveret i årene og død af en overdosis. Statsanklager i Oklahoma, Reggie Whitten, sagde efter domsafsigelsen i den otte uger lange retssag til den amerikanske presse:

»Denne sag berører os alle personligt.«

»Min partner mistede en niece til opioidkrisen, og jeg mistede min førstefødte søn.«

Samtidig markerer dommen et gearskift i kampen mod opioiderne. For selv om der bestemt bliver gjort noget for at komme krisen til livs – og den amerikanske kongres for eksempel forsøger at inddæmme den med alt fra forslag om bedre behandling, strammere regulering og hårdere straffe – så har der indtil nu i befolkningen været en meget stærk følelse af, at medicinalvirksomheder som Johnson & Johnson kan opføre sig ligeså løgnagtigt og kynisk, som de vil – og stadig gå fri.

Mange havde ønsket, at Johnson & Johnson skulle straffes hårdere og have en bøde i en størrelsesorden, der rent faktisk havde svækket virksomheden og tvunget den i knæ. Men dybest set er bødens størrelse ikke vigtig. Det væsentlige er, at der for første gang er placeret et ansvar for al den død og ulykke, som de stærkt vanedannende opioider og den ekstremt aggressive markedsføring af dem har ført med sig.

Dommen er et tiltrængt opgør med en industri, der er løbet af sporet, og som på grund af sine ustyrligt mange penge juridisk har været i stand til at frede sig selv og gemme sig bag dyre forlig.

Derudover bør dommen sende et signal til de retsinstanser overalt i USA, som tilsammen har mere end 2.000 søgsmål liggende mod opioidproducenter og distributører. Forhåbentligt viser dommen fra Oklahoma, at forlig ikke altid er løsningen, og at det kan lykkes at stille medicinalgiganterne til ansvar.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Chris Ru Brix

Sludder! Det eneste signal det sender, er at det godt kan betale sig, så bliv endelig ved med det, for de folkevalgte tør ikke smide handsken, i frygt for kapitalen.