Leder

Kampen for øremærket barsel er en kamp imod ulighed

Hvis regeringen tog konsekvensen af sit løfte om at bekæmpe ulighed, ville den gå ind for øremærket barsel til mænd – og kvinder
Et af de områder, som skaber ulighed, og hvor vi er så heldige, at der findes en enkel løsning til at udligne den, er barsel. Og når ligestillingsminister Mogens Jensen fortæller, at regeringen vil søge dispensation fra det EU-direktiv, som øremærker to måneders barsel til mænd, sætter han det frie valg i familien over kampen mod ulighed. Så svigter regeringen sin egen kamp for social retfærdighed, skriver Rune Lykkeberg i denne leder.

Et af de områder, som skaber ulighed, og hvor vi er så heldige, at der findes en enkel løsning til at udligne den, er barsel. Og når ligestillingsminister Mogens Jensen fortæller, at regeringen vil søge dispensation fra det EU-direktiv, som øremærker to måneders barsel til mænd, sætter han det frie valg i familien over kampen mod ulighed. Så svigter regeringen sin egen kamp for social retfærdighed, skriver Rune Lykkeberg i denne leder.

Niels Christian Sauer

27. august 2019

Vores regering har erklæret, at den »vil bekæmpe den stigende ulighed«. Som bekendt er ulighed et komplekst fænomen, der findes på forskellige måder på forskellige felter. Og det er ikke altid så let, som man kunne tro, at bekæmpe ulighed uden negative omkostninger for fællesskabet.

Et af de områder, som skaber ulighed, og hvor vi er så heldige, at der findes en enkel løsning til at udligne den, er barsel. Og når ligestillingsminister Mogens Jensen i Politiken lørdag fortæller, at regeringen vil søge dispensation fra det EU-direktiv, som øremærker to måneders barsel til mænd, sætter han det frie valg i familien over kampen mod ulighed. Så svigter regeringen sin egen kamp for social retfærdighed. 

I dag er barselsperioden i Danmark inddelt i fire elementer: Fire ugers graviditetsorlov og 14 ugers barselsorlov er øremærket til moren. Faren får to ugers barselsorlov, og så er der 32 ugers forældreorlov, som frit kan fordeles mellem forældrene.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Katrine Damm
  • Steffen Gliese
  • Jørn Vilvig
  • Randers Statsskole
  • Eva Schwanenflügel
  • Jens Flø
  • David Zennaro
Morten Lind, Katrine Damm, Steffen Gliese, Jørn Vilvig, Randers Statsskole, Eva Schwanenflügel, Jens Flø og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

EU er en kusine til nationalstaten. Vi har i Danmark igennem mange år vist, at arbejdsmarkedet reguleres bedre af arbejdsmarkedets parter end af staten, deraf den danske model og et principielt nej til EU-forslaget. I sidste ende udelukkende fordi det kommer fra EU.

Rikke Nielsen

Jeg foreslår, at barslen bliver opdelt i 2 dele: Barselsstøtten der varetages af staten (kroner og ører) og barselsorloven (kalendertid), der varetages af den enkelte familie.

Barselsstøtten kan staten så øremærke til hhv. far og mor i bestemte mængder (f.eks. 50% til hver) for at tilgodese sine pligter som retningsgivende inden for ligestilling.

Barselsorloven kan besluttes af den enkelte familie, hvor de har det frie valg til at afgøre, hvad der er bedst for barnet.

Hvad er ulighed?.
Er det Equality of outcome ELLER Equality of opportunity
Dette er ellers en debat der er vigtig. For de 2 er en verden til forskel, i hvordan man tolker ulighed, og hvad man er villige til at gøre for at opnår ens ideologiske mål.

For ordet ligestilling er et godt et buzzword, for hvem støtte ikke op om det...
Specielt når man ikke ved eller ikke vil/gider forholder sig til de 2 forskellige vinkler og de konsekvenser der er forbundet med dem.

Ib Christoffersen

Hvis man virkelig mente noget med ligestilling af hyggen med børnene, så tvang man offentlige vuggestuer og børnehaver til at tilbyde andet end 55 timers pasning om ugen til 55 timers pris. Du kan også få 20 timers pasning til 55 timers pris. Hvad med 60% betaling ved 3 dages pasning om ugen, eller klippekort. Taberen bliver statskassen som ikke får så mange skattekroner ind og pædagogerne og administrationen af institutionerne der så ikke har så mange kunder i butikken. Vinderne bliver børnene, deres forældre og sikkert også forældrenes arbejde, hvor der bliver energi til at præstere når de arbejder.

Emil Davidsen

I det mindste skiltes der her med at der er tale om "utålmodighed" og 110år er for lang tid at vente på at opnå et, for mig at se, temmelig arbitrært måltal.
Savner lidt nogengange et facit for hvornår vi egentlig er i mål her. F.eks. hvilke poster/brancher skal tælle lige mange hanner og hunner, hvor stor en spredningsmargin må der være på diverse måltal og en liste over hvad måltallene egentlig er. Bare så jeg i det mindste har en ide om at dette ikke er en evighedsklage/kamp men faktisk noget der kan "vindes"...

@Rikke Nielsen
Equality of outcome eller Equality of opportunity.
Jeg er klar over, at det ikke kun er sort og hvid. Men der er nogle klare linjer og forskellen imellem dem. Men ja der er også selv forskelle indenfor dem hver især.

Som jeg ser det (lidt forsimplet)
det korte: den ene er totalitær (systemet ved bedst), og den anden er frihed.

Lige muligheder:
Man vælger efter lyst og evner, dertil har man frihed til, at selv være i kontrol, Den er nem at forstå, det er sværere at blande personlige meninger ind i det, såsom offerrolle, særinteresser osv. for vi alle er lige og SKAL have lige adgang (muligheder) og så se hvor vores evner bærer os hen. Desuden ret til selvbestemmelse over social kultur og normer

Lige Outcome:
Den er baseret på de øjne der ser (ideologi), offerrolle, magt og putte mennesker i kasser (identitetspolitik). At få et regneark til at gå op, så det passer, som DE nu selv mener, der er det bedste, så det passe til Deres ideologi, så vil alle være glade “for vi er jo ens”

Og dette er den største grund til, at jeg er antifeminisme (Imod Equality of outcome), Men jeg er på ingen måde imod ligestilling og kæmper for det!

Steffen Gliese

Det er pinligt, at noget, der så entydigt har været en hårdt tilkæmpet ret for kvinder, skal presses ned over hovedet på mændene.

Kim Houmøller, arne tørsleff og Jens Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen M. Mollerup

Da de økonomiske vilkår, feks. antal af måneder med fuld løn, under barsel ikke er ens for alle, skal man være forsigtig med for firkantede løsninger. Vilkårene for offentlig ansatte er for det meste bedre end for privat ansatte. Jeg kender eks. hvor manden var offentlig ansat og konen privat ansat. Derfor tog manden så meget af orloven, som han kunne. I andre tilfælde har det været omvendt. Nogle grupper af privat ansatte får kun dagpenge, hvis de går på barselsorlov. Selvstændige erhvervsdrivende mister helt deres indtjening, hvis de går på barselsorlov.

Kim Houmøller, Emil Davidsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

ja, Jørgen M. Mollerup, et forsøg på at skabe en barselsfond for selvstændige løb ud i sandet. Måske fordi alt for mange blev taget med i gruppen.

Ib Christoffersen

Jeg forstår ikke at det er arbejdsgiveren der skal betale barsel. Det er jo samfundsmaskinen der får glæde af flere børn. Og måske en ide at børnene istedet bare får et personfradrag som forældrene kan deles om når børnene bliver født. Så spares børnepenge (og administrationen af det), singleforældrebidrag (og administrationen af det), børnepenge (og administrationen af det)..........og så bliver det pludselig lige så attraktivt for arbejdsgivere at ansætte kvinder i den fødedygtige alder som mænd i samme alder (ups.....det må vi jo ikke sige højt, det er jo ikke politisk korrekt).

Kære Lykkeberg, du plejer at kunne se og stille dig kritisk overfor kapitalismens indbyggede logik. Men lige på dette punkt er du blind. Det er nu dig, der tager udgangspunkt i en kapitalistisk lønstatistik, som du projicerer over på de sociale forhold. Når flertallet af kvinder fortsat vælger at tage mest barsel, ofrer de noget på løn- og karrierestigen. Du siger: ”uligheden i indtægter mellem kønnene er stærkt knyttet til fordelingen af barsel. Groft sagt: Det koster karrieremuligheder og indtægt at gå på barsel.”. Herfra indforstår du, at det i virkeligheden ikke er kvindernes eget frie valg, når de foretrækker barsel fremfor karriere. Det er noget de gør, fordi samfundsstrukturen får dem til det. Samme ræsonnement ligger til grund for beslutningen om, at staten (eller staterne i EU) skal omlægge en sådan samfundsstruktur gennem økonomiske direktiver som den øremærket barsel. Men man kan også prøve at lytte til, hvad de kvinder, som foretager et sådant valg selv siger. Det kan nemlig tænkes, at nogle af dem siger, at de vælger mere barsel til, fordi de hellere vil tilbringe tid med deres børn end deres kollegaer i den periode, hvor den stærke tilknytning til børnene dannes. Det tror jeg, fordi det ville være mit svar. Dit modsvar kunne så være, at det også er vigtigt, at mændene får en ligeså stor andel af den tid. Problemet er bare, at staten i så fald må gå meget tidligere ind og korrigere for kønnenes ulige andel i graviditet og fødsel. For tilknytningen mellem mor og barn starter nemlig allerede her. Jeg mistænker dig imidlertid for i højere grad at have lønindtægten for øje i dit lighedsideal. Det koster, at gå på barsel, siger du. Men kan du ikke selv høre, hvis stemme du hermed fører? Rigtigt gættet, du er blevet til kapitalismens stemmefører.

Lyt i stedet til dem der siger, at der er vigtigere ting i livet end at score højt på lønindtægtskalaen som fx at dvæle ved tiden sammen med børnene i den periode, hvor den stærke tilknytning dannes. Vi bliver ikke nødvendigvis lykkeligere eller mere ligeværdige kønnene imellem af at tjene lige meget. Lad os indrette samfundsstrukturen og økonomien efter de parter, som vælger tilknytningen til, fremfor dem der vælger den fra. Det ville i sandhed være en omfordeling – og at tage kampen mod ulighed alvorligt. Information bragte for et par dage siden et interview med økonomen, Katarina Juselius, hvor hun siger: ”I dagens verden er det fuldstændig forrykt at appellere til øget forbrug, fordi det faktisk ødelægger Jorden og fremtiden.”. Lige så forrykt er det, at kræve af begge køn at de skal arbejde lige meget (dvs. mere) ude på det kapitalistiske lønarbejdsmarked fremfor i den ubetalte husholdning. Det er nemlig i sidstnævnte, at vi producerer noget af det, som vi for alvor har brug for i dagens verden, og som ingen, heller ikke kloden, kan få for meget af.