Leder

Med ’aktiv’ udenrigspolitik adlyder man ikke nødvendigvis ethvert vink fra Washington

Mette Frederiksens regering har rykket grænsepælene for den vanemæssige accept af ethvert vink fra Washington, men det afdækker et vanskeligt dilemma
Statsminister Mette Frederiksen præsenterede fire nye militære bidrag fra dansk side, til fredagens pressemøde d. 6. september. Der overvejes desuden et femte bidrag i Hormuzstrædet. 

Statsminister Mette Frederiksen præsenterede fire nye militære bidrag fra dansk side, til fredagens pressemøde d. 6. september. Der overvejes desuden et femte bidrag i Hormuzstrædet. 

Niels Christian Sauer

9. september 2019

Vidste man det ikke før, stod det klart på fredagens pressemøde, at statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Jeppe Kofod har flyttet parolen for dansk udenrigspolitik fra ’aktivistisk’ til ’aktiv’. En lille, men velkommen forskel.

I tilstræbt neutrale vendinger redegjorde Mette Frederiksen for fire tiltag: indsættelse af transportfly og helikoptere i Mali som støtte til FN’s og Frankrigs fredsbevarende operationer, et »substantielt« beredskabsbidrag med en kampbataljon, et større krigsskib og fire kampfly til støtte for NATO’s »afskrækkelsesprofil« i Baltikum, en fregat tilforordnes USA’s flådestyrker i Atlanten og Middelhavet og som det fjerde element udsendes kirurger og sygeplejere til det kurdisk kontrollerede nordlige Syrien, hvor de skal afløse et amerikansk lægehold.

Et femte og mere kontroversielt tiltag er udsendelsen af en fregat til Hormuzstrædet som led i en »international maritim indsats med europæisk forankring«.

Det er indtil videre skudt til hjørne – regeringen »overvejer«, men Mette Frederiksen understregede på pressemødet, at hendes regering »ser positivt« på den sag. 

Mon dog?

Brud med vanemæssig logren

Hvor tidligere regeringer adlød det mindste vink fra Washington, er den tøvende tilgang til Donald Trumps ønske om et flådebidrag til bevogtning af den civile tankskibstrafik i Den Persiske Golf et brud med den vanemæssige logren. Det samme gælder udsendelsen af lægeholdet til Syrien.

Det er kun få måneder siden, Donald Trump anmodede om et hold danske jægersoldater, der kunne bistå den kurdisk ledede milits – eufemistisk benævnt Syrian Democratic Forces (SDS) – i den forsatte nedkæmpelse af Islamisk Stat.

Ganske vist er IS fordrevet fra den sidste territoriale lomme på grænsen mellem Syrien og Irak, men det skønnes, at cirka 7.000 kalifat-jihadister er nedsmeltet i de arabiske stammer i området syd for den kurdiske enklave.

Her har de stadig en vis tilslutning, og herfra fører de guerillakrig mod den amerikansk udrustede kurdiske besættelsesstyrke.

Det siger sig selv, at et dansk militært lægehold er langt bedre beskyttet – og formentlig vil gøre mere konkret nytte – end hvis regeringen havde sendt en bataljon jægersoldater til erstatning for de enheder, Trump ville trække hjem.

Og som i øvrigt under alle omstændigheder ville være kommet på mellemhånd, eftersom Tyrkiet og USA netop i disse dage er blevet enige efter årelange forhandlinger og har indledt en fælles afpatruljering af det nordlige Syrien.

Amerikanerne vil altså fortsat være militært til stede.

Med lægeholdet har Mette Frederiksen og Jeppe Kofod gjort det nødvendige, men heller ikke mere. USA er ikke blevet afvist, men heller ikke imødekommet fuldt ud.

Om det også vil være tilfældet med udsendelsen af et flådefartøj til Golfen, bliver mere prekært.

Tydeligvis tøver regeringen i håbet om, at EU kommer op med en kanin, der kan løse den gordiske knude i Golfen – nemlig at undgå, at beskyttelse af civil skibstrafik bliver en del af USA’s igangværende konflikt med Iran.

Såvel Tyskland som Frankrig – og altså i realiteten EU – har afvist Donald Trumps ønske om at stille flådeenheder under amerikansk kommando. Synspunktet er, at krisen er resultat af USA’s ensidige opsigelse af atomaftalen med Iran, som EU fortsat støtter.

På den anden side har skibstrafikken et behov for sikkerhed, men en flådestyrke, nok så meget formelt »europæisk forankret«, har ikke logistisk kapacitet til at operere uden fuld adgang til USA’s efterretningssystemer.

Alene derfor bliver det svært for en europæisk flådestyrke at undgå en opkobling til USA’s operationer. Hvilket da også fremgik af Mette Frederiksens afsluttende bemærkning på pressemødet i fredags, da hun sagde, at et dansk bidrag i Golfen i givet fald vil udgøre »et supplement« til en amerikanske styrke.

Forskellen på »supplement« og »deltagelse« i en amerikansk operation er ikke til at få øje på. Slet ikke for iranerne, der under alle omstændigheder vil se en dansk fregat i Hormuzstrædet som en fjendtlig handling.

Perspektivet i bemeldte farvand er forbudt for børn – krisen kan eskalere katastrofalt ved en fejltolkning af modpartens røde linjer.

Og nu, hvor Frederiksen og Kofod har demonstreret viljen til at rykke udenrigspolitikken fra aktivistisk til aktiv, kan de passende fortsætte med at italesætte den eneste fornuftige udvej på krisen: Nemlig den diplomatiske. 

Både USA og Storbritannien har anmodet flere lande om at medvirke i en maritim mission ud for Iran. Her er det amerikanske soldater ombord på USS John P. Murtha, der iagttager et hurtigtgående iransk fartøj i Hormuzstrædet.
Læs også
Krisen i Hormuzstrædet har gjort spørgsmålet om dansk krigsdeltagelse aktuelt på ny. Her amerikanske soldater på patrulje i Hormuz.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Hvis vi skal sende en fregat til Hormuzstrædet, så kan skibet ikke indgå i en EU-styrke på grund af vores Forsvarsforbehold, så vi skal nødvendigvis sætte fregatten under amerikansk kommando - altså lade fregatten "udgøre »et supplement« til en amerikanske styrke".

Det kan man mene alt muligt om; men selvfølgelig skal Forsvarsforbeholdet respekteres.

> Det kan man mene alt muligt om; men selvfølgelig skal Forsvarsforbeholdet respekteres.

Jeg vil foretrække at ophæve forbeholdet, og holde sig langt væk fra at supplere USA med noget som helst. Desværre vil det nok ikke gøre nogen forskel for Iran...

> ... en fregat tilforordnes USA’s flådestyrker i Atlanten og Middelhavet ...

Hvad indebærer det?

et mikroland her i det kolde nord, har ikke noget at gøre militært ude i den stor verden, medmindre NATO eller FN beder os stille. Vi kan forsvare vore grænser, men da ikke i Hormuzstrædet.

Morten Lind, Anders Graae, Randi Christiansen, John Andersen, Carsten Munk og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Thomas Tanghus

".... en fregat tilforordnes USA’s flådestyrker i Atlanten og Middelhavet ...."

Jeg var også i tvivl om, hvad der mon måtte menes med punkt 3, den tilforordnede fregat.

Hva' Helvede betyder det ??

Men det er selvfølgelig klart, at fregatten kommer under amerikansk kommando, når fregatten skal operere som support i en hangarskibs gruppe.

Det kunne vi sagtens have undværet.

Jan Weber Fritsbøger

nu er det jo altså stadig en stor løgn, når man taler om forsvar,
man kan ikke forsvare sig med våben, !
hverken som individ eller som stat, tværtimod gør man sig til et target på grund af den trussel som bevæbning jo er, på individ niveau ser det ca sådan her ud:
du går på en gade en mørk nat bærende på et skudklart våben, ud fra en sidegade træder en person som også bærer et skudklart våben, hvor stor er risikoen for at der bliver skudt ?
du går på en gade en mørk nat bærende på et skudklart våben, ud fra en sidegade træder en ubevæbnet person, hvor stor er risikoen for at du skyder ?
du går på en gade en mørk nat ubevæbnet, ud fra en sidegade træder en ubevæbnet mand, hvor stor er risikoen for at nogen bliver dræbt ?
når vi taler om stater gælder noget lignende, for som i individ historien er truslen det farlige, når danmark kan opfattes som en trussel er risikoen for at blive angrebet øget, og den risiko øges markant når man viser sig at være en trussel, dvs når man går i krig i andre lande,
vores stupide deltagelse i USAs overfald på andre lande har ikke bare gjort danmark til et "legitimt" terrormål, men også øget risikoen for en egentlig krig,
hvis vi omvendt erklærer at vi ikke længere vil gå i krig, og viser det ved at udmelde os af NATO og nedlægge det danske militær, vil vi eliminere vores trussel imod verden, og dermed reducere risikoen for krig på danske grund,
og nej ingen vil føle sig fristet, for et er at gå i krig imod et land som er en trussel, en sådan kan begrundes med truslen, noget helt andet at overfalde et fredeligt land,
og der findes jo lande helt uden militær og ingen har invaderet af den grund, så er fredelig verden er mulig, vi skal bare tage initiativ til total afrustning og det kan jo kun ske ved at vi selv begynder.
Krig, produktion og salg af militære våben er alt sammen forbrydelser imod menneskeheden
og soldat er noget af det usleste man kan være
og en kultur som hylder soldater, og ser grådighed og egoisme som idealer kan vel med rette kaldes en kulturel kræftsvulst.

Anders Graae, Viggo Okholm, Randi Christiansen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Rationalet for natomedlemskab og at være halehæng til usa er, som jeg har forstået det, at hvis danmark ikke er under den paraply, kommer russerne og tager os.

Lige før jeg ville foretrække det, for ærlig talt - krigsforbrydelserne hober sig op på vestlig især amerikansk side, og en russisk invasion forekommer temmelig usandsynlig. Det er usa, som er den provokerende part i global geopolitik, med bl.a. 800 militærbaser, der omringer rusland.

Irakkrigen afslørede usa's løgnagtighed, og ligeledes er krigen mod libyen et eklatant eksempel på bedrag og magtmisbrug. Læs her hvordan

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=889437251440914&id=100011239...

Alligevel fortsætter en dansk regering med at deltage i krigsforbrydelserne og kalder det aktiv udenrigspolitik. Komplet uansvarligt. Hvis noget skal oprustes er det fredsbevægelsen. Krigsretorikken må erstattes med intelligent insisteren på fredelig sameksistens, og danmark bør være med i front i disse bestræbelser.

Morten Lind, Thomas Tanghus, Anders Graae, lars søgaard-jensen, Kjeld Jensen, Carsten Munk og Lars Løfgren anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Lad os begrænse Folketingets ret til at bringe os i ulykke.

Jeg er af den opfattelse, at vi bør ændre Grundlovens § 19 og fratage folketinget retten til at sende danske styrker på krigstogter på fremmed territorium, med mindre, vi eller vore allierede, Nato, er angrebet først, vel at mærke, af regulære styrker – ikke af kriminelle terrorister.

Med en sådan begrænsning af politikernes uindskrænkede ret i spørgsmålet, havde vi undgået mange ulykker og vigtigst – ikke pustet til ilden i andres pågående konflikter.

Morten Lind, Søren Bro, Christian de Coninck Lucas, Anders Graae, Viggo Okholm, Flemming Berger, Kjeld Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det er uforsvarligt at overlade noget så alvorligt som krigsdeltagelse til et folketingsflertal, der ovenikøbet kan være så lille, som ved den forbryderiske irakkrig, vi blev inddraget i under falske forudsætninger.

Der bør være mindst 4/5 dels flertal, folkeafstemning med forudgående oplysende debat (ikke på debat-clements niveau) og/eller andre kraftige restriktioner for krigsdeltagelse

Morten Lind, Thomas Tanghus og Søren Bro anbefalede denne kommentar