Under enhver ædruelig synsvinkel er præsidentvalget i Afghanistan en fiasko

Under enhver ædruelig synsvinkel er præsidentvalget i Afghanistan en fiasko: Skønsmæssigt en femtedel af de 9,6 millioner vælgere deltog i lørdagens valg af en ny præsident – nøjagtig hvor mange ved vi 9. november, når alle stemmer er talt op.

På forhånd havde Taleban advaret befolkningen mod at stemme på de ’amerikanske marionetter’, der regerer i Kabul og omegn. Der er rapporteret om 400 angreb på valgsteder, om kvinder, der ikke turde stemme og om 2000 valgsteder – næsten halvdelen – der aldrig åbnede.

Ikke desto mindre erklærede den politiske veteran, Abdullah Abdullah, allerede mandag, at han havde vundet valget.

»Der bliver ingen anden valgrunde,« sagde han til nyhedsbureauerne.

Abdullah Abdullah er omgående korrekset af chefen for den ’uafhængige valgkommission’, der alene udpeger valgets vinder.

Et demokratisk udkantsområde

Men såvel Abdullah Abdullah som hans modstander, præsident Ashraf Ghani, der slog ham knebent i 2014, da stemmeprocenten var 60, er tabere, uanset hvem af dem der vinder.

Taleban kontrollerer i dag mere territorium end på noget tidspunkt siden 2001, da USA-koalitionen angreb kort efter 11. september. Siden er titusinder civile dræbt i en grim borgerkrig. USA-koalitionens militære tab er ca. 4.500 soldater (heraf 43 danske), medens andre titusinder har fået ulægelige sår på sjæl og legeme.

Økonomisk er milliarder spildt i forsøget på at omskabe et traditionelt stammesamfund med årtusindgamle ritualer til kopi af en vestlig kommunalbestyrelse. Årtiers interventioner, først af sovjetmagten, siden af USA-koalitionen, har bevist, at den urbane elite i Kabul, der altid har været på lysårs afstand af de afghanske provinser, kun kan overleve med militær og økonomisk bistand udefra.

Men også det er et spørgsmål om tid. Amerikanerne har i et år forhandlet med Taleban om en ordning, der sikrer dem en ’ærefuld’ tilbagetrækning mod løfte om at dele magten med Kabul-regeringen – som Taleban ikke vil forhandle med.

Lørdagens kaotiske præsidentvalg er en meget tyk pegefinger på, at Afghanistan, uanset hvordan man vender og drejer det, er demokratisk udkantsområde. Det har 18 års militært formidlet bistandshjælp ikke ændret på. Afghanere vil regeres af afghanere – i det omfang de overhovedet vil regeres.

Det er sådan, det er.