Når retsmediciner og drabsforsker Asser Hedegård Thomsen fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet holder foredrag for politifolk og studerende, viser han et slide med Nixon og Elvis, der trykker hånd.
Indtil i forrige uge skulle vi nemlig helt tilbage til 1970 for at finde detaljerede data på drab i Danmark. Men nu har Hedegård Thomsen publiceret sin kortlægning af danske drab fra 1992-2016. I alt 1.417 drab.
Dermed kan vi alle blive klogere på, hvem der dræber hvem, hvor, hvorfor og med hvad. Spørgsmålet er, hvad vi som samfund kan bruge den nye viden til? I hvert fald mindst fire ting:
1. En debat funderet i data
Vi kan endelig debattere på et sagligt grundlag. Med solide data kan såvel politikere som journalister, politi og eksperter tage udgangspunkt i fakta frem for mavefornemmelser eller idiosynkrasier, når drab i Danmark skal debatteres. Det kan undre, at vi i et lille land med så forholdsvis få drab har måttet vente 49 år på en grundig statistik. Men nu er tallene her, og der er ingen undskyldning for næste skridt: forebyggelse.
2. Øget fokus på partnerdrab
En type drab, der står særligt tydeligt i tallene, er partnerdrab. De udgør mere end hvert fjerde danske drab. Og 57 procent af alle drab på kvinder. Forskningen fortæller os også, at de færre partnerdrab på mænd ofte sker efter vold og trusler fra mandens side. Tallene afspejler et samfundsproblem, som vi kan og bør blive bedre til at forebygge i Danmark: mænds psykiske og fysiske vold mod kvinder.
Der findes ingen lette løsninger, der kan reducere antallet af kvindedrab. Der skal sættes ind på mange planer. Både helt overordnet i forhold til at fremme ligestillingen mellem kønnene. Men også hurtigere og mere effektiv handling, når volden opstår.
Vi skal sikre tidlige risikovurderinger, efteruddannelse af politifolk, pladser på kvindekrisecentre og behandlingstilbud til både voldsudøvere og voldsramte.
3. Væk med berøringsangsten
Når kuglerne flyver mellem bandemedlemmer, er danske politikere hurtige til at melde nye tiltag ud. Og selv om det er alvorligt, fylder bandedrab kun få procent sammenlignet med de mange drab, der bliver begået i familien – nemlig 44 procent.
Der er brug for, at beslutningstagerne anskuer og handler på kriminalitet i hjemmet med samme alvor som kriminalitet i det offentlige rum. De gammeldags vendinger som ’husspektakler’, ’familietragedier’ og ’jalousidrab’ – når kvinder og børn bliver udsat for vold eller slået ihjel – tegner et skævt billede.
Vold og drab er kriminalitet uanset hvor og mellem hvem, det foregår. Der er brug for bedre, tidligere indsats, så snart alarmklokkerne ringer. Også i eksempelvis konfliktoptrappede skilsmissesager, som tidligere forskning har udpeget som risikofaktorer, når det gælder familiedrab.
4. Bedre behandling til psykisk syge
Sidst men ikke mindst viser de nye data med al tydelighed, at drab begået af mennesker med psykisk sygdom er et alvorligt problem. Som i øvrigt oftere rammer de syges nærmeste familie. Det skal ikke forstås sådan, at alle mennesker med psykiske sygdomme er potentielle drabsmænd. Men eksperter peger direkte på et psykiatrisk behandlingssystem med for få sengepladser og mangelfulde tilbud til de tungeste patienter som en af årsagerne.
En rapport fra Retspsykiatrisk Klinik vurderede for nylig, at 11 ud af 13 drab og drabsforsøg begået af mennesker med psykisk sygdom kunne være undgået, hvis behandlingen havde været tilstrækkelig. I den slags sager er samfundet direkte medskyldigt. Og også gerningsmændene er ofre. Det må kunne gøres bedre.
Det har ikke været muligt for Information at få justitsminister Nick Hækkerup (S) til at fortælle, hvad han vil gøre for, at vi i fremtiden vil se færre drab begået af for eksempel voldelige, kontroludøvende mænd eller svært psykisk syge borgere. Men det er også bedre med et grundigt, gennemtænkt svar end et hurtigt et.
Når han har læst den nye forskning og tænkt den ind i fremtidig politik, ser vi frem til at høre fra ham. Nu foreligger der i hvert fald data. Og dermed mindst 1.417 grunde til at handle.
1.417 danske drab i 25 år
Ny dansk forskning har kortlagt samtlige drab i Danmark hen over 25 år og giver unik viden om, hvem der bliver dræbt, hvorfor og hvordan. Information går bag om tallene i en serie artikler om ofre, gerningsmænd og de mennesker, der arbejder med at opklare drab.
Seneste artikler
Udvalgsformand om behandlingen af psykisk syge: »Det er ikke acceptabelt«
2. september 2019Der er sket en stigning i antallet af psykisk syge drabsmænd, og det er ofte familiemedlemmer, der bliver ofre. Det viser nye tal. Formand for Danske Regioners Social- og sundhedsudvalg, Sophie Hæstorp Andersen medgiver, at der er brug for langt bedre forhold i psykiatrienSamme turbulente barndom: Hun blev socialrådgiver, han slog sin far ihjel
31. august 2019Han voksede op i et misbrugshjem og var anbragt otte forskellige steder, inden han fyldte 18 år. Senere blev han hashmisbruger, fik en psykose og stak af fra psykiatrisk afdeling igen og igen. I dag er han lukket inde på retspsykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Her er fortællingen om Nicklas og om et drab, der måske kunne være undgåetNy forskning: Når psykisk syge slår ihjel er ofret i hovedreglen et familiemedlem
31. august 2019Det går oftest ud over familiemedlemmer, når mennesker med psykisk sygdom begår drab, viser ny forskning. Samtidig er antallet af drab begået af psykisk syge i stigning. Det handler om mangelfuld psykiatrisk behandling, lyder det fra både retspsykiatere og landsforeningen SIND
Det er måske rigtig interessant at se på det kulturelle aspekt af partner- og familiedrab. Specielt i disse tider, hvor vi har så travlt med at foragte kulturer, der begår æresdrab. Det spørgsmål, der kunne stilles er, om de partner. og familiedrab vi ser i Danmarl ikke også er at betragte som æresdrab i lige så høj grad.
Og hvad er det med relationen mellem mand og kvinde, der kulturelt gør, at der begås disse drab?
Det er altid nemmere at se på andre kulturer og kritisere dem - engang imellem skal man vende kikkerten mod sin egen.
Jeg har undret mig meget over de (absolut uvidenskabelige) debatter statistikkerne har givet anledning til omkring partnerdrab. Her bliver kønskamp- og offerkortet straks trukket og problematikken skyllet ud i toilettet med den priviligieblindes manglende evne til at se dybere.
Lad os få gjort noget ved det!
Her er et fuldstændigt fantastisk eksempel på, at myndigheder ofte nedtoner eller er ligegyldige omkring "partnervold", "husspektakler" eller hvad man nu plejer at kalde det.
Det stammer fra Frankrig, men er det meget bedre her?
https://www.theguardian.com/society/2019/sep/04/macron-hears-police-offi...
Langt de fleste drabsofre er mænd, hvilket er et faktum man ikke behøver at se dybere for at erkende. Hvis man mener, at det først og fremmest er kvindedrab der skal bekæmpes, er det i hvert fald ikke blandt mændene, at man skal søge efter privilegieblindhed.
@ Peter, hvorfor søger du at afspore debatten? Artiklen handler om partnerdrab.
Når nu vi er ved whataboutism, skal vi så også drage klimaet ind i det?
@ Peter, ja det er et smart kneb, du udntter dér. Spørgsmålet er så, hvorfor du forsøger at afmontere debatten omkring et tema om partnerdrab?
Hvem er det der er "smarte" her? Da Information nævnte at nogle mænd bliver udsat for partnerdrab, blev det hurtigt affejet med et "men forskning viser at det er de selv uden om."
Vinklen er klar: mænds problemer er deres egen, og kvinders er "vores," og det faktum at mænds problemer beviseligt er større her, som andre steder, er "whataboutism," og "afsporingen af debatten." For målet er at udskamme mænd til at tjene kvinders behov uden at kvinder behøver at gøre noget til gengæld. For det gider de jo ikke, vel?
De gider ingen gang tage ansvar for de mænd de vælger. Derfor skal mænd de aldrig har mødt gøres mere ansvarlige for hvad der sker i kvindernes samliv end kvinderne selv.
Udgangspunktet er den første kortlægning af den samlede mængde af drab i Danmark, igennem en lang årrække. Det naturlige ville vel derfor være at tage en bred debat om alle former for drab, og hvordan man bekæmper dem. Men som sædvanligt skal det kun handle om partnerdrab på kvinder. Det kan man langt nærmere kalde for en afsporing. Vi kunne jo f.eks. kalde det onlyaboutism, for man debatterer stort set aldrig andet.
@ Mads Jakobsen & Peter Jensen, der bruges uhyrlige mængder tid og penge på mænds problemer, herunder også drab - se blot på bandekrigen og de dødsfald der er forbundet hermed.
Drab på kvinder inden for hjemmets fire vægge har indtil for et års tid siden altid været omtalt som "en familietragedie" og straffen er da stadigvæk også typisk lavere. Man(d) får jo rabat på straffen, når man kender offeret i forvejen.
Begge dele er samfundsproblemer, og helt på sin plads er man også begyndt at anerkende partnerdrab som dette.
Mette Poulsen skrev: "Man(d) får jo rabat på straffen, når man kender offeret i forvejen."
Jeg kan love dig at kvinder får mindst lige så meget rabat når de dræber deres partner. Og det er da også Informations udgangspunkt: når mænd dræbes af partnervold så "viser forskning" at de selv er ude om det. Så dem behøvede vi ikke snakke mere om.
Mette Poulsen skrev: "der bruges uhyrlige mængder tid og penge på mænds problemer, herunder også drab - se blot på bandekrigen og de dødsfald der er forbundet hermed."
Det er muligt. Men på intet tidspunkt er der nogen der vil påstå at kvinder generelt skal "gøre noget" for at hjælpe disse mandlige ofre. Og alle involverede i bandekrige ses som værende ansvarlige for den farlige situation de befinder sig i. Så igen: mænds problemer er deres egne, og kvinders (mindre) problemer er "vores."
Mette Poulsen skrev: " Begge dele er samfundsproblemer, og helt på sin plads er man også begyndt at anerkende partnerdrab som dette."
Hvad gemmer der sig mon bag disse vage floskler? Betyder denne "anerkenden" at vi skal holde kvinder ansvarlige for deres valg, og råde dem til at lade være med at indlede høj-drama forhold med voldelige mænd? Eller betyder det at mænd i hattedamernes omgangskreds skal udskammes som "en del af problemet" (læs: medskyldig i mord) hvis de ikke har de "rette holdninger"? Er vi her for at udsætte harmløse mænd for social kontrol eller for at finde konkrete løsninger på partnerdrabsproblemet?
For jeg har ikke set nogle beviser på, at det er det sidste vi er i gang med.
@Mads Jakobsen
"For jeg har ikke set nogle beviser på, at det er det sidste vi er i gang med"
ja det "virker" som om At kampen er et mål i sig selv, selv når det er indlysende at kampen forværre problemet, så har kampen prioritet
For denne grove forskelsbehandling og omtale af (hvide)mænd sker frit og ude påtale. det er så meget in, at alle aviser kan og gør det. bruger et ord valg, som ville være så forkert, hvis det bliv bruge mod andre. Men mod (hvide)mænd, så er det ok.
Dette blive til en selvopfyldt profeti
VI shamer mænd/drenge i samfundet. gør dem dårlig på grund af deres køn, deres farve, deres alder eller seksualitet. Og når så der er nogle mænd der reagere over denne behandling.
Så kan man siger, se hvad sagde jeg. mændene er nogle.........
@ Mads, Peter & Jens
Hvis man så istedet ser på ser hvor mange procent af drab der udføres af mænd så er det, lige meget hvor meget man ikke kan lide det, et problem der mest omhandler mænd. Altså mænd dræber langt flest (mænd og kvinder). Derfor er det realtivt nemt at udlede at det er mænd der har primært har ansvaret for at ændre norm/indstilling/kultur/tankegang og derigennem adfærd så er det i øvrigt ligegyldigt hvem de slar ihjel.
@Kristian
Egentlig enig. Vold med døden tll følge (bevidst som ubevidst) er et mandefelt og et mandeproblem først og fremmest. Derfor kan jeg da godt forstå at nogen, mænd, bliver lidt irriteret over at de 1/4 * 3/5 =15% af drabsofrene skal fylde 85% af artiklen.
Men, informationen har en på forhånd fastlagt vinkel de dækker efter, ligesom med oksekødsrapporten, uanset propertioner eller andet der måtte være mere relevant at fokusere på. Sådan er det.