Siden den 1. april har EasyTranslate stået for al tolkning under Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det vil sige, at de sender tolke ud til f.eks. politiet og retssalene. Men den nye ordning har skabt røre. Der har været historier om, at tolke ikke er mødt op til aftaler, og at kvaliteten af tolkningen har været dårlig.
Onsdag kunne flere medier fortælle, at EasyTranslate i et brev til justitsminister Nick Hækkerup (S) skriver, at de tilbyder at stoppe samarbejdet før tid.
Meldingen kommer på baggrund af et samråd i sidste uge, hvor ministeren gjorde det klart, at firmaet skulle stramme gevaldigt op for ikke at miste kontrakten i begyndelsen af det nye år. En kontrakt, der løber op i en værdi af 520 mio. kr. over fire år.
Ifølge ministeren var der ikke tale om »væsentlig misligeholdelse« af kontrakten, hvilket betød, at man ikke kunne stoppe samarbejdet på nuværende tidspunkt uden et erstatningskrav. Men nu foreslår EasyTranslate altså selv at afbryde samarbejdet, hvis ministeren ønsker det.
Hvad det vil koste, er endnu uvist.
Uvist er også, hvordan en alternativ situation vil se ud. Hvis samarbejdet stoppes, sendes opgaven igen i udbud, hvor et nyt firma kan byde på opgaven.
Fundamentale udfordringer
Men det løser næppe de mere fundamentale udfordringer. Der var nemlig også problemer med tolkningen, før den nye ordning trådte i kraft.
Det kan man læse i en rapport fra Aarhus Universitet fra 2012, i en rapport fra Institut for Menneskerettigheder fra 2015 og igen i Rigsrevisionens beretning fra 2018 om myndighedernes brug af tolkeydelser.
Kernen i problematikken er, at det er svært at fastsætte et bundniveau, fordi der ikke er en offentlig tolkeuddannelse (AAU har dog for nylig fået en master i konferencetolkning, som bl.a. retter sig mod EU), ligesom det ikke længere er muligt at blive beskikket translatør eller statsprøvet tolk. Der findes heller ikke en certificeringsordning – dog er der en på vej på sundhedsområdet.
Der er god grund til at kritisere EasyTranslates håndtering af tolkeopgaven, som på flere punkter har været problematisk. Men der er også grund til at diskutere, hvordan man i fremtiden sikrer en ordentlig opkvalificering af tolkeområdet, som i sidste ende er med til at sikre retssikkerheden.
Som Rigsrevisionen foreslår i sin beretning, bør man overveje at brede certificeringsordningen ud til samtlige områder. Det kunne være en start. For bedre kvalitet kommer ikke alene med et nyt udbud.
Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet har lavet en dårlig aftale med et privat firma. Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet har bedt kammeradvokaten om at undersøge mulighederne for at opsige kontrakten før udløb. Nu tilbyder dette private firma at ophæve kontrakten før tid. Men Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet siger ikke ja tak. Der er noget der ikke passer sammen her.
Certificering alene løser heller ikke tolkekaosset. Uddannelse skal der til. Uddannelse, uddannelse, uddannelse. Og uddannelse koster penge. Det samme gør sig gældende på sundhedsområdet. Certificering alene gør det ikke.