Leder

Alt andet end at hente de danske børn hjem fra den syriske krigszone er en moralsk falliterklæring

De danske børn af formodede Islamisk Stat-sympatisører burde for længst være hentet hjem fra lejrene i det nordlige Syrien. Efter den tyrkiske invasion er behovet endnu mere akut. Børnene skal ikke straffes for deres forældres forbrydelser
De danske børn og deres mødre i lejrene i det nordlige Syrien skal evakueres, skriver dagens lederskribent. Her ses et forældreløst barn i en flygtningelejr i det nordlige Syrien.

De danske børn og deres mødre i lejrene i det nordlige Syrien skal evakueres, skriver dagens lederskribent. Her ses et forældreløst barn i en flygtningelejr i det nordlige Syrien.

Ivor Prickett

18. oktober 2019

Midt i den eskalerende konflikt i det nordlige Syrien er en lille gruppe danske børn fanget under stadigt vanskeligere vilkår. Den danske regering har ikke handlet i tide. Børnene burde for længst være hentet hjem til Danmark, men det er ikke sket, og nu er situationen gået fra slem til værre.

I alt er det 30 børn af danske statsborgere, som ifølge Politiets Efterretningstjeneste opholder sig i de kurdisk kontrollerede lejre Al-Roj og Al-Hol.

Deres forældre er formodede Islamisk Stat-sympatisører. Nogle af børnene har deres mor i lejrene, og de fleste af fædrene er formentlig døde.

I forvejen var den humanitære situation i de overfyldte lejre elendig.

Red Barnet og Dansk Røde Kors har længe appelleret om, at børnene burde hentes hjem og har henvist til den høje børnedødelighed og manglen på basale fornødenheder som rent vand og lægehjælp.

Den tyrkiske invasion i området har forværret situationen yderligere. Det har fået FN til at anmode lande som Danmark om at evakuere egne statsborgere.

En moralsk falliterklæring

Al-Roj-lejren ligger i selve det område, som tyrkerne har i sinde at indtage. Al-Hol-lejren er placeret lidt længere sydpå, men de fleste vagter har forladt den og er taget til fronten. Det oplyser en kurdisk embedsmand til avisen The Independent.

Embedsmanden beskriver sikkerhedssituationen i lejren som »forfærdelig« og siger, at den er præget af optøjer og angreb fra Islamisk Stat.

Desuden rejser fremrykningen af det syriske regimes hær i regionen spørgsmål om, hvad der sker, hvis styret i Damaskus overtager kontrollen med lejrene. For som en talsperson for Human Rights Watch påpeger i The Independent, kan det udgøre en selvstændig risiko for Islamisk Stat-sympatisører og deres familier.

Skiftende danske regeringer har henvist til, at det kan udgøre en sikkerhedsrisiko at hente Islamisk Stat-sympatisører hjem til Danmark. Den risiko skal tages alvorligt, men alt andet end at forsøge at evakuere de danske børn i lejrene og deres mødre er en moralsk falliterklæring. Børnene skal ikke straffes for deres forældres forbrydelser, og mødrene kan blive retsforfulgt ved danske domstole.

Men det gælder om at handle hurtigt. Lige nu er der stadig mulighed for at hjælpe børnene. Den mulighed kan snart være forspildt.

Søndag d. 23 juni blev en 13-årig dansk dreng som den første evakueret fra en lejr i det nordlige Syrien.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Hans Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Eva Schwanenflügel, Dorte Schmidt-Nielsen, Hans Larsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Alt andet end at hente de danske børn hjem fra den syriske krigszone er en moralsk falliterklæring"

Enig!