Leder

Den grønne omstilling kræver, at klimaet bliver en folkesag. Her er et forslag til politikerne

Omstillingsprojektet er så radikalt og krævende, at det kun har chance for realisering i tide, hvis det kan opleves som noget, nationen står sammen om
Vi lykkes kun med den grønne omstilling, hvis vi får borgerne med, skriver Jørgen Steen Nielsen på lederplads. Her er et billede fra Folkets Klimamarch i København tilbage i maj 2019.

Vi lykkes kun med den grønne omstilling, hvis vi får borgerne med, skriver Jørgen Steen Nielsen på lederplads. Her er et billede fra Folkets Klimamarch i København tilbage i maj 2019.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
23. oktober 2019

I Norge har regeringen skrottet sin såkaldt nationale ramme for vindkraft på land, fordi masser af rasende nordmænd oplever vindmølleprojekterne som overgreb.

I Ecuador har regeringen opgivet sit forslag om at fjerne subsidier på benzin, fordi det bragte nationen på randen af oprør.

I Libanon står regeringen måske for fald, efter at forslag om nye afgifter på blandt andet benzin har udløst de største protestdemonstrationer i mange år.

I Tyskland er der vælgeropbakning til partiet Alternative für Deutschland, der har erklæret kampen mod de grønne for sin hovedprioritet.

Fra Frankrig kender alle historien om præsident Macrons forslag om dieselafgifter og de Gule Vestes reaktion.

Når borgere føler sig politisk, økonomisk og socialt pressede, kan selv små indgreb fra magthaverne i retning af at gøre systemet grønnere blive oplevet som overgreb, der forringer levevilkårene.

Danmark er hverken Frankrig, Tyskland, Libanon, Ecuador eller Norge, men også her i landet møder projekter med vindkraft og solcelleparker lokal modstand, ligesom tanker om grønne afgifter på for eksempel fly eller rødt kød afføder stærke reaktioner.

Regeringens kortsigtede mål om 70-procentsreduktion af de danske drivhusgasudledninger om godt ti år, målt i forhold til 1990-niveauet, og det langsigtede mål om en fossilfri økonomi om 30 år er lige så beundringsværdige som nødvendige.

Men de er også et varsel om dramatiske og hastige forandringer på alle niveauer i det danske samfund – teknologisk, økonomisk, adfærdsmæssigt.

Omstillingen som et fælles projekt

Omstillingsprojektet er så radikalt og krævende, at det kun har chance for realisering i tide, hvis det kan opleves som noget, nationen står sammen om.

En folkesag, en fælles vision om en ny økonomi med fokus på bæredygtighed og lighed mellem mennesker. En ny fortælling for et Danmark, der i dag savner noget større at samles om. Uden aktiv borgerinddragelse og oplevelsen af medejerskab vil omstillingen i bedste fald løbe for langsomt, i værste fald løbe af sporet.

Flere gange tidligere har enten politikere eller civilsamfund realiseret nationale kampagner for at gøre lignende ’omstillingsprojekter’ til folkeeje og fælles anliggende.

Det skete i 1974, da Folketinget i kølvandet på oliekrisen satte penge af til en flerårig energioplysningskampagne med grundbøger om emnet, tilskud til debatter m.m.

Det skete i 1978, da bogen Oprør fra midten førte til en egentlig folkebevægelse, Midteroprøret, med blandt andet studiekredse gennem flere år om veje til en anden økonomi.

Det skete i 1979, da græsrodsbevægelsen OOA fremstillede en ’Folkepjece – Danmark uden atomkraft’ og med aktivisters hjælp delte den ud til samtlige husstande ledsaget af et stort antal debatmøder.

Det skete i 1992, da Folketinget i kølvandet på FN’s Rio-konference om miljø og udvikling pålagde kommunerne at lave grønne omstillingsplaner og samtidig afsatte penge til borgerdrevne Agenda 21-centre for grøn omstilling.

Legitimitet ved at give borgerne medansvar

Regeringen og Folketingets partier forhandler i øjeblikket finanslov. Her er et forslag til forhandlerne:

Afsæt midler til borgerinddragelse i den grønne omstilling på to niveauer: Et nationalt borgerting med 100 borgere udvalgt ved lodtrækning og den opgave at nå konsensus om virkemidler til realisering af 70-procentsmålet til inspiration for regering og folketing.

Samt 98 kommunalt forankrede borgerråd, som efter samme opskrift identificerer løsninger til den lokale virkelighed, hvor omstillingen skal realiseres, og klimamålene sikres.

Giv den brede offentlighed mulighed for at befrugte processerne i borgerting og borgerråd via debatmøder og kanaler for forslag og kommentarer.

Giv de usikre og skeptiske en plads ved bordet og chance for at blive medspillere frem for modspillere. Giv de mange klimaaktivister et handlingsrettet sted at gå hen med deres stærke engagement.

Giv de vanskelige beslutninger legitimitet ved at give borgerne medansvar for dem.

En model som denne er enten i forsøgsfasen eller allerede demokratisk praksis i blandt andet Irland, dele af Belgien, Madrid, Canada samt besluttet taget i brug i klimasammenhæng af både den britiske og franske regering.

Herhjemme har vi erfaring med borgerdrevne konsensuskonferencer, og vi har ngo’er og forskere, der netop nu taler for borgerting i omstillingsprocessen.

For en regering, der skal søge såvel veje til som accept af en vanskelig balancegang mellem det grønne og det sociale, turde det være oplagt at søge hjælp i den befolkning, der skal leve med resultatet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Sandt og konstruktivt. På den måde kan det ikke gøres bedre. Sund fornuft. Det eneste rigtige.

Ikke for at dryppe malurt i bægeret, men hvordan er vi dog havnet i denne situation, at det netop er de kristne demokratier, der har kørt verden skæv?

Jeg vil da gerne deltage i et Borgerting og andet godt, men altså, vi har ti år, 10 år if. videnskaben. Der skal en langt større handlekraft til, og den har vi ikke. Den sælger ikke billetter. Befolkningen er ikke moden til at redde sig selv. Borgerne heller ikke modne til at hjælpe hinanden som i eksemplet med de lavtliggende huse. Er de boligejere nogle tumper, der været letsindige og ikke lyttet til prognoserne om stigende vandstande, og skal alle de borgere, der aldrig har haft fast ejendom ‘hjælpe’ de oversvømmede husejere?

Vi går ind i en periode, hvor nogle bogstavelig talt bliver skyllet ud af deres kendte tilværelse og vil bede om hjælp. Forsikringsbranchen, som er en solidarisk ordning, vil blive hårdt belastet. Stormen Bodil kan bruges som eksempel. Jeg ser ikke en vilje om store og afgørende ændringer hos politikerne. De tør ikke komme frem med det. Det er tydeligt Dan Jørgensens holdning - nu må vi ikke gå for hårdt frem - nej, men når det nu er nødvendigt at gøre det... Vi sætter os mellem to stole, når vi ikke synes, vi kan være bekendt at sidde på den bløde gamle og ikke vil sætte os på den hårde nye. Det er de erkendelser, der skal frem i lyset, synes jeg.

Kim Øverup, Arne Albatros Olsen, Flemming Berger, Carsten Munk, Trond Meiring og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Jo tak.
Vi venter på at "fossilerne" i OOA erkender at de tog fejl og kommer på banen og kræver kernekraft indført som en del af løsningen i den grønne omstilling.
Så er vi på vej mod en folkesag.
Selvfølgelig også med vindmøller der skal placeres - tja - hvem vil have dem?

Niels østergård

Og, Jørgen Wind-Willassen, hvem vil have et smukt a-kraftværk i sin baghave eller baggård?

Niels-Simon Larsen

Eller hvem vil modtage det forurenede vand fra Fukushima. Det ender med, at japanerne hælder det ud i havet.

Poul Erik Pedersen

Der er et aspekt der er interessant: Jørgen Steen Nielsen fremhæver borgerting som en mulig vej til at skabe en demokratisk legitimitet for en grøn omstilling, der vil kræve ganske vidtgående beslutninger både økonomisk og socialt.
I den forbindelse har jeg savnet Informations (heri inkluderet Jørgen Steen Nielsen) overvejelser over den administrative udvikling vi har gennemgået i Danmark over en længere periode. I den forbindelse er det måske hjælpsomt at se på lidt statistik:
Antallet af amter:
1800 18
1920 22
1970 13
Aktuelt har vi ingen amter, men 5 regioner. En note til tallet for 1920: det indbefatter det Sønderjylland som blev dansk efter afstemningen samme år (et led i fredsforhandlingerne efter 1. Verdenskrig og tysk nederlag).

Antallet af kommuner:
1901 1197
1950 1391
2003 271
2019 98.

De ovenstående tal demonstrerer vel med al tydelighed, at tendensen mod større og færre administrative enheder har været en fremherskende tendens i alt fald i hele perioden efter 1945. Det er vel en undersøgelse værd, hvad der har været rationalet bag denne udvikling. Personligt har jeg den formodning at det har været et ønske om at rationalisere og derved sikre en mere økonomisk rationel beslutningsgang.
Pointen er her, så vidt jeg kan se det, at denne økonomiske logik har været med til at udhule det lokale demokrati. Det forekommer mig derfor forbundet med en smule ironi, at vi nu begynder at diskutere borgerting som en mulig vej til at skabe demokratisk legitimitet for en radikal miljøpolitik forankret i den lokale demokratisk debat. For strengt taget har vi vel haft en demokratisk struktur, inden for hvilken det havde været muligt at realisere en lokalt forankret klima- og miljøpolitik. Når vi ikke aktuelt har det, skyldes det hensynet til den liberale økonomis krav om effektivitet.
Diskussionen om borgerting illustrerer derved også at grøn omstilling, klima- og miljøpolitik og lokalt demokrati vil kollidere med forestillingen om et, økonomisk, effektivt politisk demokrati. Inddragelsen af borgerne i beslutningsprocessen er både langsommelig og bøvlet!
Løsningen?: at genoverveje det rationelle i den centraliseringsproces og digitaliseringsproces, der er blevet gennemført politisk/administrativt over de seneste mange år i Danmark. At turde tage diskussionen om vi, måske, skal til at overveje en decentralisering af den politiske magt. En decentralisering der kan vise sig nødvendig, hvis de politisk beslutninger, i forbindelse med den grønne omstilling, skal have demokratisk legtimitet. Den analyse og diskussion kunne et være spændende, at se udfoldet i Informations spalter.
mvh. poul.

Randi Christiansen, Niels-Simon Larsen, Klaus Lundahl Engelholt og Kim Øverup anbefalede denne kommentar