Leder

Israel er politisk lammet, men de arabiske politikere begynder at blande sig

For første gang siden 1994 har Israels arabiske politikere blandet sig aktivt i magtdelingen – hvilket er tegn på et positivt nybrud
I oktober bliver det besluttet, om Benjamin Netanyahu skal tiltales for magtmisbrug, korruption, mandatsvig og bestikkelse i tre sagskomplekser.

I oktober bliver det besluttet, om Benjamin Netanyahu skal tiltales for magtmisbrug, korruption, mandatsvig og bestikkelse i tre sagskomplekser.

Ziv Koren

7. oktober 2019

Når dette læses har Israels chefanklager, Avichai Mandelblit, genoptaget afhøringerne af den israelske premierminister Benjamin Netanyahu i en dyster betonbygning på Salah ad-Din-gaden i det arabiske Østjerusalem, adressen for Israels justitsministerium bag et solidt jerngitter.

Afhøringerne ventes afsluttet tirsdag, hvorefter Yom Kippur-helligdagene indtræffer.

Først i slutningen af oktober besluttes det, om Israels leder de sidste ti år tiltales for magtmisbrug, korruption, mandatsvig og bestikkelse i tre sagskomplekser, eller om hans dusin advokater har overbevist Mandelblit så meget som en pølsepind i forhold til beskyldningerne om bestikkelsesforsøg af medieejere med løfte om lovgivning i deres favør til gengæld for ’positiv politisk omtale’.

Netanyahus advokater vil gøre gældende, at det faktisk er første gang, sådanne anklager, der ret beset også strejfer ytringsfriheden, behandles i det israelske retssystem.

Afhøringerne falder sammen med den lammelse af det politiske liv, der fortsatte efter valget i utide for et par uger siden, og som heller ikke bragte nogen afklaring. Som det var tilfældet efter valget i april, fik ingen af de to store blokke flertal til dannelse af en ny regering med mindst 61 af Knessets 120 sæder.

Netanyahus Likud-koalition, bestående af ortodokse og det yderste højre, mangler seks mandater, medens ’Kahol-Lavan’ (blå og hvid) en alliance under ledelse af en pensioneret general, Benny Gantz, og den sekulære politiker, Yair Lapid, kan stille 54 mandater støttet af venstrefløjen og ti af de 13 mandater på den arabiske fællesliste, der ved dette valg blev Knessets tredjestørste parti.

Det betyder, at den højrenationalistiske indvandrer fra Moldova, Avigdor Lieberman, er kongemager med otte mandater.

Han har opfordret til en samlingsregering, hvilket udelukker de ortodokse partier. Netanyahu har meldt ud, at Likud kun deltager, hvis partiets allierede i højreblokken af ortodokse og nationalister tælles med.

Men det udelukkes af den blå-hvide Gantz-koalition, så udgangen kan blive, at Netanyahu som fungerende premierminister udskriver et tredje valg i marts eller april med yderligere politisk stilstand som resultat.

Man kan spørge: Hvorfor er den mosaik så interessant? Grunden er, at israelsk indenrigspolitik er vigtig også uden for landet, der er lidt mindre end Jylland og med små ti millioner indbyggere.

Et opbrud er på vej

Aktuelt er israelernes indenrigspolitiske debat hængt op på rollen som spydspids for USA’s bestræbelse på at genskabe amerikansk hegemoni i Iran.

Og historisk var det Israels funktion som Vestens ikkearabiske, ikkemuslimske vagthund for vestlige interesser i regionens energiressourcer, der tillod den zionistiske stats gradvise militære og økonomiske kontrol over Vestbredden med annektering af Syriens Golan-højder og det arabiske Østjerusalem.

Her har det vist sig, at ingen international instans, heller ikke FN, har været i stand til – endsige interesseret i – at sætte stop for den krybende kolonisering, jævnfør europæisk tavshed og utallige USA-vetoer i sikkerhedsrådet efter 1967.

Den arabiske befolkning i det tidligere britiske mandatområde, Palæstina, har – hvad enten de forblev inden for Israels territorium efter 1949, eller fordrevet til de fra 1967 besatte områder – været værgeløse ofre for den jødiske ekspansion uden andet end lunken støtte fra den øvrige arabiske verden.

At de fra midt i 60’erne selv satte sig til modværge med dannelsen af PLO, resulterede i først Madrid-fredsprocessen 1991, der løb ud i sandet, og dernæst Oslo-aftalerne i 1993, der reelt neutraliserede enhver modstand, og gjorde dem til aktive deltagere i deres egen besættelse.

Resultatet er en apatisk og korrupt lokal arabisk administration i Vestbreddens større bysamfund og med en radikal lomme i Gaza, der jævnligt holdes i skak med bombardementer. Og – vigtigt i den aktuelle sammenhæng – en arabisk femtedel i Israel, der blev tilbage i 1948-49, og som konsekvent er holdt uden for politisk indflydelse.

Den arabiske fællesliste har efter dette valg støttet Gantz-blokken ved en eventuel regeringsdannelse. Det er kun sket en gang før, da arabere i 1994 var en del af grundlaget for Yitzak Rabins regering. Ellers har de arabiske israelere holdt sig fra magtdelingen, men med den 44-årige leder, Ayman Odeh, fra det israelsk-arabiske kommunistparti, ser det ud til, at et opbrud er på vej.

Det er på tide – også fordi fremtiden tegner til en fælles jødisk-arabisk stat, der meget vel kan ende i apartheid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Viggo Okholm
  • Christian Mondrup
  • Erik Karlsen
  • Marianne Stockmarr
  • Poul Erik Riis
Peter Beck-Lauritzen, Viggo Okholm, Christian Mondrup, Erik Karlsen, Marianne Stockmarr og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu