Leder

I Libanon er over en million gået på gaden i protest imod eliten, men de er uden ledelse

For første gang har mere end en million samlet sig i de libanesiske byer og demonstreret mod korruption og for økonomiske og demokratiske reformer – men holder det?
Mere end en million har samlet sig i de libanesiske byer. De demonstrerer mod korruption og for økonomiske og demokratiske reformer.

Mere end en million har samlet sig i de libanesiske byer. De demonstrerer mod korruption og for økonomiske og demokratiske reformer.

Ahmed Gomaa Xinhua / eyevine

22. oktober 2019

Bulletinerne fra Beirut har over weekenden været bekymrende for især den politiske og økonomiske elite. Mere end en million libanesere i alle dele af landet har været på gaden med krav om regeringens afgang og et opgør med den strukturelle korruption, der er en del af den libanesiske dna.

Som det tit er tilfældet med voldsomme udbrud af folkelig harme, var anledningen marginal, nemlig en regeringsbeslutning om at beskatte mobiltelefonernes WhatsApp-net med en dansk krone pr. opkald.

Dette indgreb knækkede den ivrigt samtalende befolknings tålmodighed med en samfundsøkonomi, der udviser de værste sider af rå kapitalisme og politisk nepotisme. Selv i de shiitiske kerneområder har demonstranter smidt sten mod Hizbollahs kontorer.

For ikke alene døjer libaneserne med elektricitetssvigt – i Beirut forsvinder strømmen tre timer hver dag, og i provinsbyer er det seks til ni timer. De er trætte af det dyre overforbrug af brændstof til larmende generatorer, der udgør den daglige lydkulisse.

Og i dag ved alle, at elproblemet ikke ’er israelernes skyld’, den gængse undskyldning for slendrian og svigt, men at en generator-mafia i parlamentet blokerer for nye og nødvendige investeringer i de nedslidte elværker.

Dertil kommer en generel økonomisk afmatning med stigende budgetunderskud, besparelser på lønninger, pensioner og i sundheds- og uddannelsessektoren.

Importbegrænsning medfører mangel på medicin, hvede og benzin, en følge af stigende oliepriser. Et fald i udenlandske investeringer og kapitalflugt er andre snubletråde, ligesom fastkurspolitikken over for dollaren udhuler centralbankens valutareserver, der går til at inddække de negative effekter af et enormt handelsbalanceunderskud.

Demonstrationerne, der begyndte torsdag, fortsatte i går, mens premierminister Saad Hariri holdt møde med sin samlingsregering, hvor han angiveligt lagde økonomiske reformer på bordet med løfter om at trække alle tiltag til øget beskatning tilbage og erstatte dem med en 20-procentsafgift på de grådige bankers overskud.

Om det holder – og vigtigere om det er nok til at dæmpe uroen – er tvivlsomt.

I hvert fald er meldingen fra politiske iagttagere i Beirut, at utilfredsheden stikker dybere end vreden over en afgift på mobilsamtaler. De hæfter sig ved aktivisternes religiøse, etniske og politiske bredde – folk marcherer under det libanesiske flag og ikke, som det er sædvane, under de i alt 17 sekters spraglede faner.

Sunnitter, shiitter, alawier og drusere går hånd i hånd under parolen: Væk med regeringen, væk med korruptionen, væk med den sekterisk opdelte samfundsstruktur. Og ind med en upartisk teknokratregering, der får frie hænder til at rette op på økonomien. Men selv en sådan regering må følge de sekteriske skillelinjer.

Uenighed gør stærk

Siden ophøret af den libanesiske borgerkrig i 1991 har det været ufravigelig praksis, at præsidenten altid er kristen, premierministeren er altid sunnit, og formand for parlamentet er altid shiit.

Og i januar dannede de tre trosretninger plus den drusiske, en særlig afart af islam, jødedom og persisk overtro, samlingsregering efter mange måneders tovtrækkeri og korridoraftaler om, hvem der skulle sætte sig på hvilke porteføljer.

Om regeringen holder til presset, er tvivlsomt, men en gennemgående vurdering er, at den, hvis Saad Hariri får tilslutning til sin økonomiske plan mandag, kører videre.

Det bliver i så fald med et gear mindre.

I lørdags trak borgerkrigsveteranen Samir Geageas falangistiske parti sine fire ministre fra regeringen og tilsluttede sig demonstranternes krav om en teknokratregering. Men Geagea er ikke en afgørende spiller i libanesisk politik, der domineres af Saad Hariris sunnitter med seks kabinetspladser, Hizbollah, der har to pladser (men mange geværer!), og det politiske tyngdepunkt i regeringen er de otte pladser, præsident Michel Aouns kristne parti, ’Frie Patriotiske Bevægelse’, sidder på.

I modsætning til de andre kristne partier og ’Fremtid’-partiet, Saad Hariris sunnitter, er Aoun allieret med den shiitiske blok, Hizbollah og Amal-partiet, men de to blokke er nu tvunget sammen efter flere års politisk lammelse.

Over for regeringen af uenige politiske partier står millioner, der er enige om deres krav, men er uden ledelse. Og akkurat som de demokratiske kræfter i Egypten, Syrien, Yemen og Bahrain kan det vise sig, at Libanons aktuelle magthavere samler sig under parolen: Uenighed gør stærk.

For som det blev sagt i telefonen fra Beirut: De vil gøre alt for at splitte os.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer