Leder

Mens de arabiske protester foregår, holder vi vejret og håber, det holder

De arabiske masser er igen på gaderne og med de samme krav som i 2011 – denne gang i håbet om, at det nytter noget
Det unikke ved de sidste to ugers protester har været en bred enighed mellem sekter og etniske grupper og fravær af statslig vold.

Det unikke ved de sidste to ugers protester har været en bred enighed mellem sekter og etniske grupper og fravær af statslig vold.

ALKIS KONSTANTINIDIS

Indland
31. oktober 2019

»Det er som Syrien,« er den tilbagevendende replik i de telefonsamtaler, Information i disse uger har ført med kontakter i Libanon.

Henvisningen gælder ikke den aktuelle syriske tragedie, men de spontane demonstrationer, der i foråret 2011 skyllede gennem Syrien som folkefester med brandtaler, kritik og satire vendt mod det nedgroede system af vilkårlig retspleje, fravær af demokratiske reformer og en korrupt, tyvagtig elite.

Nu, mere end otte år senere, er arabere på gaden i Libanon – og i Irak og Egypten, hvor de blev mødt med knippelsuppe, massearrestationer og skarp ammunition af nervøse regimer.

I Libanon gik regeringen af i tirsdags, og foreløbig har de alvorligste skærmydsler fundet sted mellem køllebevæbnede tilhængere af de toneangivende shiitiske partier, Hizbollah og Amal, som de udkommanderede soldater forsøgte at holde adskilt fra de sunnitiske, kristne og drusiske aktivister.

Onsdag var der faldet ro over situationen – de blokerede færdselsårer til og fra Beirut blev genåbnet, og kun i Tripoli, den overvejende sunnitiske storby mod nord, fortsatte gadefesten.

Den kollektive erindringskiste

Kravene til de libanesiske magthavere er genkendelige: Opgør med korrupte politikere, med stigende økonomisk ulighed, der har tilladt bankerne – Libanon er Mellemøstens Schweiz – at plyndre centralbanken med ågerrenter på statslig lånoptagelse, og krav om afskaffelse af det sekterisk opdelte politiske system, der lammer demokratiske reformer.

Den nu afgåede regeringschef, Saad Hariri, søgte i sidste uge at imødekomme vreden med en reformpakke, der bl.a. halverede parlamentarikernes lønninger og beskattede banksektoren. Men hverken demonstranterne eller de internationale finansinstitutioner bed på, og med en statsbankerot i horisonten opløste Hariri den samlingsregering, han har stået i spidsen for siden januar.

Når det genoptagne arabiske forår i Libanon alligevel har været afviklet i nogenlunde ro og orden, skyldes det ikke, at protesternes målområde adskiller sig fra Egyptens og Iraks, men at borgerkrigen 1975-1990, der tog livet af anslået 120.000, er permanent til stede i den kollektive erindringskiste.

Det unikke ved de sidste to ugers protester har været en bred enighed mellem sekter og etniske grupper og fravær af statslig vold. Men hvor længe endnu? Mobiliseringen af Hizbollahs og Amals bøller er bekymrende, men indtil videre er de trukket tilbage. 

En teknokratregering er foreslået, en plan om nyvalg undervejs. Forhåbentlig holder det. Og imens holder vi vejret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her