Leder

Mens de arabiske protester foregår, holder vi vejret og håber, det holder

De arabiske masser er igen på gaderne og med de samme krav som i 2011 – denne gang i håbet om, at det nytter noget
Det unikke ved de sidste to ugers protester har været en bred enighed mellem sekter og etniske grupper og fravær af statslig vold.

Det unikke ved de sidste to ugers protester har været en bred enighed mellem sekter og etniske grupper og fravær af statslig vold.

ALKIS KONSTANTINIDIS

31. oktober 2019

»Det er som Syrien,« er den tilbagevendende replik i de telefonsamtaler, Information i disse uger har ført med kontakter i Libanon.

Henvisningen gælder ikke den aktuelle syriske tragedie, men de spontane demonstrationer, der i foråret 2011 skyllede gennem Syrien som folkefester med brandtaler, kritik og satire vendt mod det nedgroede system af vilkårlig retspleje, fravær af demokratiske reformer og en korrupt, tyvagtig elite.

Nu, mere end otte år senere, er arabere på gaden i Libanon – og i Irak og Egypten, hvor de blev mødt med knippelsuppe, massearrestationer og skarp ammunition af nervøse regimer.

I Libanon gik regeringen af i tirsdags, og foreløbig har de alvorligste skærmydsler fundet sted mellem køllebevæbnede tilhængere af de toneangivende shiitiske partier, Hizbollah og Amal, som de udkommanderede soldater forsøgte at holde adskilt fra de sunnitiske, kristne og drusiske aktivister.

Onsdag var der faldet ro over situationen – de blokerede færdselsårer til og fra Beirut blev genåbnet, og kun i Tripoli, den overvejende sunnitiske storby mod nord, fortsatte gadefesten.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • David Zennaro
  • Anker Heegaard
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Olaf Tehrani, David Zennaro, Anker Heegaard, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu