Leder

Mette Frederiksens åbningstale viste, hvad der bliver denne regerings store konflikt

Mette Frederiksens første åbningstale afslørede, hvad der bliver hendes grundproblem som statsminister: At tale til de udsatte ældre og de alarmerede unge på samme tid. At skabe en virkelig rød og grøn kontrakt for det 21. århundredes velfærdsstat
Mette Frederiksen holdt i går sin første åbningstale. Hvis hendes regering skal blive en succes, skal hun lave en ny kontrakt mellem de pressede i udkanten og aktivisterne i storbyen. Mellem omsorgen for de udsatte og ambitionen om at mobilisere hele samfundet i en grøn omstilling

Mette Frederiksen holdt i går sin første åbningstale. Hvis hendes regering skal blive en succes, skal hun lave en ny kontrakt mellem de pressede i udkanten og aktivisterne i storbyen. Mellem omsorgen for de udsatte og ambitionen om at mobilisere hele samfundet i en grøn omstilling

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

2. oktober 2019

Politiken bad i begyndelsen af dette århundrede såkaldte kulturpersoner og politikere lave hver deres danmarksudstilling. Alle skulle blandt andet udvælge deres danske yndlingsdigt, og det var dengang en chokerende overraskelse, at den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Dansk Folkepartis forkvinde Pia Kjærsgaard valgte præcis samme digt: Dan Turèlls »Hyldest til hverdagen«.

De to var moralske modsætninger, men Turèlls erklæring: »Jeg holder af hverdagen« kunne ingen af dem stå for. Hverdagen i dette digt har længe været noget, vi forestillede os som en dansk idyl.

Men de charmerende hverdagsrutiner, som besynges i digtet, var aldrig Dan Turèlls egne. Han stod uden for og iagttog dem. Digtets hverdag har altid været en uopnåelig verden, og når folk henviser til det, er det som længsel efter noget fortabt. 

Sådan var det også, da Mette Frederiksen indledte sin første åbningstale som statsminister med dette digt:

»Jeg har det ligesom Dan Turèll. Jeg holder af hverdagen. For det er de små ting. Der summer op til vores store historie. Hverdagen. Fortid og nutid.«

Scener, hvor barnevognen står ubevogtet foran Brugsen, og hvor jordbærsælgeren lader pengekassen stå frit fremme i vejkanten, viser for statsministeren det bedste ved Danmark. Vi er trygge og frie sammen, fordi vi har tillid til hinanden. Dette Danmark er ikke skabt af natur, gamle værdier eller religion. Det er noget, vi har udrettet i et historisk fællesskab:

»I Danmark har vi ikke guldminer. Men vi har noget mere værdifuldt. Vi har tillid til hinanden. På tillid har vi bygget et samfund. Med pligter. Og rettigheder.«

Kulturelt rimer Frederiksen med nostalgien efter det gamle Danmark på Pia Kjærsgaard, men politisk er hun overbevist socialdemokrat som Poul Nyrup: Fællesskabet er noget, vi danner gennem kampe og lovgivning.

Således var stemningen i åbningstalen: Danmark er et fantastisk samfund, men noget farligt er ved at ske. Hverdagen er forandret:

»Selv om rammen om billedet holder, så er maleriet falmet,« sagde hun:

»Jordbærboden har fået videoovervågning.«

Genforhandling af samfundskontrakt

Selv sagde hun, at det ikke var en almindelig åbningstale. Der var ikke konkrete politikforslag eller fremlæggelse af et egentligt program. Men hun annoncerede i talen en genoprettelse af tilliden og af gamle dyder som et projekt til en »ny tid«.

Der var en kritisk diagnose af en velfærdsstat udfordret af bureaukrati og effektivisering, af konkurrencetænkning fra højrefløjen og krav om mere service fra venstrefløjen. Af mistillid til institutionerne efter skandalerne i Skat og af en kapitalisme, hvor direktørerne får urimeligt meget i løn, og kapitalfonde opkøber vores ejendomme. Af en teknokratisk tendens, hvor velfærdsstatens helte bliver kvalt i new public management. Og det var en kulturkritisk analyse af et samfund, som hun mener, er blevet »forrået«:

»Jeg kan mærke, at vi begynder at vænne os til det. Vanvidskørsel. Trusler. Knivstikkerier. Skyderier. Bandeopgør. Eksplosioner.«

Det lød indimellem, som om statsministeren talte til en nation i politisk og moralsk krise.

Hendes eget svar var, at vi skal genforhandle den kontrakt, vores samfund bygger på. Tanken om gendannelsen af kontrakten har længe optaget Mette Frederiksen som det egentlige anliggende politisk. 

Hun kunne have udfoldet den forestilling progressivt: Vi står på en historie af fælles fremskridt, men hvert fremskridt skaber nye problemer, og alle samfund bliver udfordret udefra af nye trusler som en aggressiv kapitalisme, en klimakrise og en indvandringsproblematik. Det kræver, at vi bliver ved med at genopfinde samfundet sammen. 

Men sådan tænker hun ikke kontrakten: Det er, som om den nære velfærdsfortid er idealet, og nutidens konkurrencestat, indvandring og kapitalisme er forfaldet. Hendes kritik af forfaldssymptomerme er så rigtige, at alle fra kulturkonservative til stressede offentligt ansatte kan bifalde det pessimistiske scenario.

Med fortiden som facit

Problemet for Mette Frederiksen er for det første, at velfærdsfortidens tillid ikke var så idyllisk. Samfundet var mere autoritært, kvinderne mere undertrykte, politikken styret af gamle overklasser, og staten blev kritiseret for at være fremmedgørende og umyndiggørende. 

Det andet problem er, at den berettigede kritik af nutiden synes at idealisere gamle velfærdsstatsdyder som omsorg og nærvær, som hun ikke har bud på, hvordan man oversætter til konkret politik i det 21. århundrede.

Det er også det løfte, som kan blive den største trussel mod den socialdemokratiske regering: Hun vil tilbyde tidligere tilbagetrækning uden visitation – som rettighed uden kriterier og sagsbehandling. Men uden at ville udpege, hvilke grupper som skal have, og hvilke som ikke skal have. Ideal fra gamle dage er uden bro til fremtiden. 

Talen blotlagde en grundkonflikt for Mette Frederiksens regering: Stærk kritik af nutidens konkurrencestat med fortiden som facit. Men uden nogen bud på nye styringsformer og måder at udvikle politik på. Hun kan gøre op med nationale test, omprioritering på uddannelse og finansministerielle regnemåder. Men det står slet ikke klart, hvad der skal sættes i stedet.

Dette er tæt knyttet til en anden konflikt for regeringen: Hun vil tale til oplevelsen hos nogle vælgergrupper  af at være udsatte og pressede i ny tid– det er særligt de ældre vælgere, som Socialdemokratiet har hentet hen over midten. Hun omtalte dem selv: 

»Herhjemme kender jeg mange mennesker, der ser, at tingene ruller. De er bare ikke selv en del af det.«

Men hun vil og skal også tale til især unge mennesker, som vil have grøn omstilling og ser klimaforandringerne som tidens altoverskyggende problem. Dem talte hun meget lidt til.

De oplever en anden tillidskrise: Nemlig at politikerne taler om alt muligt andet end klima, og at de ikke har erkendt klimakrisens radikalitet. De har lige nu på grund af regeringens klimamål grund til at tro på politik. Men hvis de bliver skuffede, kommer vi til at se en radikal tillidskrise i det danske demokrati. Og det er vel at mærke i den fortid, som statsministeren romantiserer, at vores naturgrundlag blev ødelagt. 

Hvis Frederiksens regering skal blive en succes, skal hun lave en ny kontrakt mellem de pressede i udkanten og aktivisterne i storbyen. Mellem omsorgen for de udsatte og ambitionen om at mobilisere hele samfundet i en grøn omstilling.

Det er et rød-grønt projekt, som skaber fællesskab og stolthed. Tillid til politikere og erkendelsen af, at vi alle må ofre noget. Den grønne omstilling kan føre til en genopdagelse af gamle dyder og glæden ved det nære. Og den kan skabe produktionsarbejdspladser og nye måder for borgerne at deltage på.

Det er ikke nostalgisk, men både konservativt, fordi det bevarer, og progressivt, fordi det skaber nye former for politik.

»Det bliver svært,« sagde statsministeren om genoprettelse af tilliden.

Men hvis det røde og grønne bliver tænkt sammen og realiseres, vil det være et projekt, som gør Mette Frederiksen selvskrevet i alle fremtidige danmarksudstillinger. 

Det politiske år gik for alvor i gang i går, da statsminister Mette Frederiksen holdt sin første åbningstale i Folketinget. I dag præsenterer regeringen sit udspil til en finanslov. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Kramer
  • Marianne Stockmarr
  • Karsten Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Carsten Mortensen
  • Toke Kåre Wagener
  • Niels-Simon Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
Søren Kramer, Marianne Stockmarr, Karsten Nielsen, Christian Mondrup, Carsten Mortensen, Toke Kåre Wagener, Niels-Simon Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Det vil altid være lettere at komme fra bagkanten med positive overraskelser, end leve op til idealistiske, frentidige løfter.
Deri ligger vel strategien.

Altså lige med undtagelse af det mystiske makværk om en tidligere folkepension til udvalgte, endnu ikke udpegede grupper af mennesker, der er organiseret i traditionelle S-fagforeninger.

Dén bliver en hård karamel at tygge på.

Niels Duus Nielsen, Erik Fuglsang, Torben Skov og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

Eva: Jeg kan ikke helt tolke lederen er den positiv eller en smule sarkastisk/kynisk?
Jeg har læst talen og jeg er for første gang i lang tid enig i hendes tolkning og indsigt i de problemer vi står overfor og samtidig forsigtigt tro at en anden vej er mulig., hvor vi som mennesker får bedre værdier menneskelig set,men bestemt ikke flere midler at gøre med.

Anina Weber, Niels Duus Nielsen, Marianne Stockmarr, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Benta Victoria Gunnlögsson, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Viggo, jeg læser overvejende lederen som en lidt forbeholden positiv anmeldelse, slet ikke sarkastisk.
Måske blot med et ønske om mere begejstring?

Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Christian Mondrup, Ejvind Larsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

For mit eget vedkommende er 70%-hvedebrødsdagene ovre. Nu må man være realistisk. Hele halehænget af 70%-tågesnakkere skal hægtes af, for de vil både have i pose og sæk, både vækst og rent miljø.
Fortidens handlemåde har gjort, at vi har klimaproblemerne (som bør kaldes forbrydelser). Danmark er, hvad det er pga skalten og væren med miljøet. Vejen frem skal være en ny vej, men det manglede der i åbningstalen. Foreløbig er det den slagne vej, vi kommer til at bevæge os ad, og dvs, at de 70% hænger i en tynd tråd.
Det er jo fantastisk, at nogle kan hævde, at vi vil blive endnu rigere og tilmed renere. Hvor dumme tror de, vi er, men de regner nok med, at vi vil være glade for at leve på en løgn. Tja, politikerne er ikke glade for deres lave status, men det har jo en årsag...

Niels Duus Nielsen, Achim K. Holzmüller, Flemming Berger og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er i princippet enig med Viggo Okholm, i går var jeg klar til at melde mig ind i partiet igen; men så er der lige en masse, der ikke er så godt: kulturministerens fjumren, forhåbentlig i et kluntet forsøg, hun har taget med fra kommunalpolitikken, på at skabe et spørgsmål, der kan laves for lig om, altså besparelser på statens kunstinstitutioner; aflysningen af Irak-kommissionen; ikke et ord om genopretning af velfærdens grundlag: afvisningen af fattigdom i Danmark.
Jeg kan afsløre, at der er meget kamp at føre, for der sidder faktisk en middelklasse, der er ked af, at lønniveauet i Danmark forhindrer dem i at benytte sig af private serviceydelser - her 60 år efter, at vi traf den fornuftige beslutning ikke at ville have tyende i Danmark.
Folk er forvirrede, de tror, at lighed er en ens skatteprocent! De forstår simpelthen ikke velfærdssamfundets udligning, hvor de 90% rigeste betaler for de 90% fattigste. Der forestår mere end noget andet en mægtig pædagogisk opgave - og åbenbart også i relation til vore politikere.

Niels Duus Nielsen, lars søgaard-jensen, Dennis Tomsen, ingemaje lange, Erik Winberg og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
John Stahlschmidt Møller

Her en en konstruktiv analyse af Mette Frederiksens åbningstale. Tak for det. Klasser over Politikens unuancerede dækning i dag. Hvordan forbindes en alliance mellem den nedslidte slagteriarbejder fra Sydjylland med den unge veluddannede Københavners berettigede fokus på klimakrisen, er netop den vigtigste og sværeste politiske opgave for regeringen.

Der er meget forskellig og interessant gods at tage fat i, i RL analyse. Noget af en mundfuld.
Og det er måske talens vigtigste kvalitet; at den animerer en til at tænke anderledes over hvad vi gør.

Signalet der sendes ud er:

Vi beskatter mere dem der arbejder og giver flere penge til de der ikke arbejder. Firmaer skal flytte til udlndet hvis de vil fortsætte med at være konkurrence dygtige.

Skatten på sygdom hæves for firmaer hvorefter firmaerne nødvendigvis må sænke lønningerne.
Medarbejderne nægter at få firmatelefoner med reduceret konkurrence evne som resultat.
Skat på arbejde hæves.
Skat på firmaer hæves ved ovedragelse mellem generationer hvilket enten får firmaernes likviditet til at skrumpe hvilket ingen firmaer er interesseret i, eller får firmaerne til at flytte til udlandet for at reducere skat på generations overdragelser.

Så mere skat på arbejde og flere penge til de der ike arbejde. Hvilket signal at sende. Kom til Danmark hvis du ikke kan arbejde for her får du flere penge. Til gengæld skal du nok holde dig væk hvis du vil starte firma eller tjene penge.

t eksempel.

Regeringen forslår at firmaerne først efter 40 dage (og ikke nu efter 30 dage) for udbetalt sygedagpenge. Dette vil betyde at:
1 Firmaerne bliver mere nøjeregnende med hvem de ansætter så potentielt syge får sværere ved at få arbejde.
2. Den potentielle udgift der er ved at medarbejdere først kan få refusion efter 40 dage skal spredes ud over det ordinære lønbudget med faldende lønninger til følge.

Vrøvl. Kommunerne sparer bare for en håndfuld HK'ere til administration. Det er den reelle forskel på de 30 til 40 dage. Lidt mindre bureaukrati. Lidt mindre snyd. Det er ligegyldigt. Petitesse. Men til den gode side. Ville du foreslå 20 dage. Eller hvad med 5?
SF.

"Ville du foreslå 20 dage. Eller hvad med 5?
SF."

Jeg vil foreslå at man lader være med at pille ved de aftaler der er. Firmaer reagerer på risici ved at balancere disse risici ud. Hvis firmaer kan komme til at betale løn til syge i længere perioder skal de enten forsikre sig ud af det (hvilket tages fra lønbudgettet), være mere restriktive i ansættelser (hvilket går ud over de yderste på arbejdsmarkedet) eller selvfinansiere (hvilket også tages fra lønbudgettet)

Steffen Gliese

Nej, Nils Bøjden, sænke PROFITTEN! Det står ikke hugget i marmor, at folk kan forvente afkast på 15-25% af deres investering. Mere skal gå til løn og mere skal gå til at styrke det samfund, som er baggrunden for, at virksomhederne overhovedet kan høste en profit.

Anina Weber, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Der er ikke noget fornuftigt økonomisk i statstilskud til sygdom for samfundet som helhed. Hvad med tilskud hvis folk er dumme?
Det balancerer ud i samlet mere ineffektivitet. Det er den balance der landes på makro økonomisk.
Det system skal væk. Det hører 80 erne til og derfor slankes det ned.
Pengene bruges bedre på varme hænder i børnehaven end endnu en administrativ medarbejder i kommunen.

Steffen Gliese

Nils Bøjden, jeg undrer mig over, hvad firmaerne gør i de lande, hvor det ansvar påhviler dem, og hvor de oven i købet har meget vanskeligere ved at slippe af med deres ansatte i påkommende tilfælde.
Dansk erhvervsliv er pga. velfærdssamfundet verdens mest forkælede - men jeg synes bestemt ikke, at de skal betale for deres medarbejderes sygdom, hvis det ikke lige var, fordi vi har fået system, der gør syge mennesker til jobcentrets klienter, sådan som det er blevet.
Så hvis vi i stedet holder op med det, konstaterer, at folk er syge og skal have sygedagpenge, evt. med en lægeerklæring efter nogle dage, er det fint. Men lige nu har vi et absurd system, som man ikke desto mindre må gå ud fra, at arbejdsgiverne har accepteret fra borgerlige regeringer: hvor syge bliver passet op i hoved og bag af jobcentret, der skal forsøge at få dem i gang, ikke med det arbejde, som de har en aftale med deres arbejdsgiver om, næh, alle mulige foranstaltninger, selvom vedkommende altså er syg og som sådan skal holde sig hjemme under dynen, til der kan vendes tilbage til det gode faste arbejde.

Niels Duus Nielsen, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Achim K. Holzmüller

Indholdet af MF´s åbningstale indeholdte så mange fraser og hyldets til gamle dyder, at den ikke kan realiseres i en verden, hvor disruptive situationer kræver handling og ikke en retningsgivende tale der mest minder om opskriften for handlingsplan med indholdet i politisk skønånd.

Med en sådan retorik som ledesnor kan næppe opfyldes de ambitiøse planer om en reducering af drivhusgasudledningen i 2030 med 70 procent i sammenligning med 1990, som denne regering i selvpromovering har proklameret og den halve verden beundre Danmark for.

Niels-Simon Larsen

Hvordan kommer vi videre med det danske samfund?
Nå, ja, ‘videre’, hvad er det nu, det er?
Derfor hører man lovprisning af fortidens samfund, som ved den søde grød også var et udpinersamfund. Vi skal ikke tilbage, og vi skal heller ikke have flere fremskridt. Vi drukner i fremskridt.

Man kan selvfølgelig ikke forlange af regeringen, at den skal være andet end ‘mainstream’. Den almindelige dansker er ikke som Greta. Mainstream-politikeren kan ikke rumme al det lort, vedkommende laver, og kan ikke tage ansvaret for det, og så har vi nogle pludder-pladderpolitikere, der ikke er til at holde ud at høre på, men som man alligevel må holde øje med og høre på i fx Clement-debatten.

Vi skal noget helt nyt. Det gamle er skyld i vores selvødelæggelse. Hvornår rejser vi os af ‘vores selvforskyldte umyndighed’ (Kant)?

Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Nils Bøjden, jeg undrer mig over, hvad firmaerne gør i de lande, hvor det ansvar påhviler dem, og"

Lader være med at ansætte syge eller personer med forhøjet risiko.

"Mere skal gå til løn og mere skal gå til at styrke det samfund, som er baggrunden for, at virksomhederne overhovedet kan høste en profit."

Sådan ser der sikkert ud i lander hvor enhjørningene vandrer i gaderne, hvor julemanden kommer med gaver til de artige børn hvor storken kommer med babyer og hvor elverne venter for enden af regnbuen med en krukke guld,

Men ikke i den virkelige verden. Hvis staten forøger byrden på virksomheder der konkurrerer på verdensmarkedet, bliver der mindre til lønningen.

Niels-Simon Larsen

Det ser ud til, at vi har forskellige perspektiver at diskutere ud fra. Jeg hører til dem, der hører lyden af smeltevand fosse ud fra indlandsisen. Derfor mener jeg, at vi må gå ned i vækst og finde andre livsidealer, end dem vi har nu.

Mine modstandere mener, at vi kan fortsætte med overforbruget. De kører frem efter den gamle melodunte:
Med ondt skal ondt fordrives.
Med vækst skal vækst fordrives.
Med olie skal olie fordrives.
Med grådighed skal grådighed fordrives.

Jeg ved godt, hvorfor de siger det. De mener nemlig ikke, at vi er på vej mod en økologisk katastrofe. De anerkender ikke præmissen, grænser for vækst.

Især dig, Nils Bøjden, ser ikke ud til at have andet perspektiv end det socialdemokratiske: Mere af det hele. En dag er der for lidt af det hele. Selv nu er der kamp om drikkevandet mange steder. Til næste sommer bliver der en kamp for mange, om at komme op til det kølige Danmark. Mange små tegn kan man se på store ændringer. For mig er det rystende at se politikere uden global bevidsthed og ligesådan med almindelige mennesker i dagligdagen.

I formation er ubestridt KLIMAAVISEN. Rune er med til de store demonstrationer. Det er særdeles opløftende.

Eva Schwanenflügel, Anina Weber og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Især dig, Nils Bøjden, ser ikke ud til at have andet perspektiv end det socialdemokratiske: Mere af det hele."

Hvad jeg ikke bryder mig om er at andre tillægger mig ord og holdninger som jeg aldrig nogen sinde har utalt.

"Mere af det hele". Jeg har aldrig nogen sinde udtalt dette eller udtalt holdninger der under støtter dette.

" Selv nu er der kamp om drikkevandet mange steder."" Ikke i Danmark. Der har vi for meget.

Du er en Trump og Johnson der bevidst tillægger debat modstanderne evner, holdninger og motiver som de aldrig har være i nærheden af.

Niels-Simon Larsen

Nils Bøjden: Jeg er virkelig ked af, hvis jeg har tillagt dig ord og handlinger, som du aldrig har haft, men hvis det alligevel er tilfældet, kommer det nok af, at du udtrykker dig modsat af det, du står for - i den grad du står for noget udover beske kommentarer. Der er også noget mimoseagtigt over dit svar. Den forfulgte uskyldighed vrisser tilbage.
Ud af det du skriver kan jeg ikke få anden opfattelse, end at du går ind for det bestående i al sin ynk. Du taler aldrig for noget progressivt, og mere socialdemokratisk kan det ikke være. Det skal da også være tilladt, det skal det da, og du skal have lov til at angribe alle os, der vil noget andet.

Nu har jeg givet dig en mulig for at kopiere flere linjer af, hvad jeg har sagt til dig, men lad venligst være. Jeg kan godt huske, hvad jeg selv har skrevet.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hørte en stor del af åbningsdebatten. Det var en ret god "oplevelse" ,da politiske tæskehold med de evindelige ensartede spørgsmål næsten ikke var tilstede. Det var en debat der godt kunne åbne op for et samarbejdende Folketing.
Derimod fik de Nordatlantisk kandidater en større rolle end de hidtil har fået . Det var gribende.

"i den grad du står for noget udover beske kommentarer. Der er også noget mimoseagtigt over dit svar."

Nope. Hvad jeg argumenterer for er at gå efter bolden og ikke manden.

"i den grad du står for noget udover beske kommentarer. Der er også noget mimoseagtigt over dit svar."

I denne tråd er der nogen der tror at hvis staten øger udgifterne eller lønomkostninger for virksomheder kommer dette ikke til at påvirke virksomhedernes lønniveau. Dtte opfatter jeg som værende usædvanligt naivt.

Hvis en HR chef eller driftchef (alt efter hvem der sidder med lønbudgettet) kommer i direktionen og siger : Mine udgifter stiger, vil svaret fra de andre i direktionen være :Hvordan har du tænkt dig at finansiere det? Og hvis svaret her er "Vi i sænker profitten" vil de andre i direktionen falde ned af stolene af grin. Og vedkommende chef få en kort karriere i det firma. Det er den virkelighed firmaer opererer under.