I syrisk Kurdistan er moral irrelevant

Den grundlæggende præmis for det aktuelle postyr om USA’s tilbagetrækning af tropper fra det nordlige Syrien er følgende: Tyrkiet kan ikke tillade en kurdisk autonom enklave i de to provinser, Raqqah og Hasakah. Det er udelukket. Men Syriens kurdere spurgte ikke Ankara, da de udråbte Rojava (ordret: Vest) som statsagtig administration med politi, retsvæsen, skolesystem og – nok så væsentligt – eget militær.

Det lod sig gøre af flere grunde: Allerede i 2012 trak Damaskus-regimet de syriske tropper ud af den kurdiske region bortset fra en symbolsk styrke i hovedbyen Qamishli. Islamisk Stat rykkede ind i det militære tomrum og var i 2014 tæt ved at erobre den kurdiske provinshovedstad Kobane, der først blev reddet, da amerikanske kampfly kom byen til undsætning.

Det førte til alliancen mellem USA, der anså IS som ekstern terrortrussel, og det kurdiske parti PYD, hvis YPG-milits fik funktionen som USA’s ’støvler på landjorden’ i den fortsatte krig mod Islamisk Stat. Polstret med dollar og våben udbyggede PYD positionen som dominerende parti i det syriske Kurdistan og udråbte i 2016 den autonome enklave, Rojava.

Lige siden har Ankara og Washington været på kollisionskurs – Trumps aktuelle bambidans på isen er den foreløbige kulmination på en tillidskrise, hvis bundlinje er den tyrkiske ledelses oplevelse af amerikansk svigt af en NATO-allieret. Ankara har igen og igen påpeget, at PYD og YPG-militsen er filialer af det tyrkisk-kurdiske separatistparti PKK, der siden 1984 on and off har bekæmpet den tyrkiske republik i en borgerkrig, der på begge sider er mindst lige så beskidt som den syriske.

PKK er på USA’s, EU’s og Tyrkiets terrorlister, og logikken i Ankara er, at den internationale fordømmelse også omfatter PYD-YPG som nært forbundne til PKK. Præsident Erdogan har tilbudt at lade tyrkiske styrker erstatte YPG-styrken i nedkæmpelsen af IS, men er hver gang blevet afvist. Foruden at det siges højt, har USA mistænkt ham for at være skabsallieret med det sunnitiske kalifat.

Før 2015 blev sårede IS-krigere lappet sammen på sydtyrkiske hospitaler og tolereret som orlovs-ferierende hotelgæster, ligesom Ankara aktivt modarbejdede, at en styrke fra PKK-baserne i Irak kom Kobane til undsætning. Og på en bakke oven for Kobane så en tyrkisk panserenhed passivt til i deres kikkerter, mens de syriske kurdere kæmpede med ryggen mod grænsehegnet. Først fra 2015 blev Tyrkiet presset til at indtræde i USA-koalitionen mod Islamisk Stat, men kun halvhjertet og med et stiftrettet blik på udviklingen i det kurdiske Syrien.

Hvis flygtningefinten er guleroden ...

De seneste fire år er gået med skænderier mellem de to allierede. YPG har fået formel ansigtsløftning som SDF – Syrian Democratic Force – nu med turkmenske og arabiske fodfolk, men kun med YPG-kommandanter. Tyrkiske styrker har i 2016 og igen i 2018 i forståelse med Rusland interveneret på den vestlige side af Eufratfloden med henblik på at hindre Rojava-enklaven i at ekspandere mod vest og nåede i år efter et langstrakt forløb enighed med amerikanerne om etableringen af en sikkerhedszone i grænseområdet under opsyn af fælles tyrkisk-amerikansk patruljering.

Men Ankara har ikke nået målet med at etablere en sikkerhedszone på 32 kilometer fra grænsen, primært – hvis man skal tro den tyrkiske presse – på grund af amerikansk fodslæben. Desuden er Erdogan presset indenrigspolitisk af næsten fire millioner flygtninge, hvilket har trukket på hans tålmodighed.

På FN’s Generalforsamling den 24. september lod han forstå, at Tyrkiet forberedte en regulær militær intervention med henblik på at skaffe plads til en million flygtninge øst for Eufrat. Meldingen blev gentaget i det tyrkiske parlament den 1. oktober, hvor han opfordrede oppositionen til at slutte op, og igen i en erklæring den 5. oktober, hvor en invasion blev bebudet ’når som helst’. Men hvor flygtningefinten er guleroden (så kommer de jo heller ikke til Europa!), er stokken, at den kurdiske selvstændighed rulles tilbage til nul. Tyrkiet støtter et ’integreret’ Syrien under Bashar al-Assad.

Først da ringede Donald Trump.

Efter samtalen meddelte han, at den amerikanske styrke trækkes hjem. Og mens Washingtons kritik af hans manglende impulskontrol skildres andetsteds i dagens avis – tegner konsekvensen i Syrien mildt sagt ildevarslende. YPG-militsen er en kamptrænet styrke på 35.000 med moderne våben, som har meddelt, at den ikke flytter sig. Det gør Erdogan heller ikke. At kurderne har moralen på deres side, betyder intet – her handler det udelukkende om interesser.