Leder

Tyrkiets tilladte selvtægt

International lov og ret er suspenderet med Tyrkiets invasion af det nordlige Syrien – og årsagen er, at alle parter i såvel første som andet geled ikke har interesse i at overholde den FN-pagt, de har underskrevet
På billedet ser vi tyrkisk støttede medlemmer af den syriske nationale hær. De skal nu på en tyrkisk ledet mission ind i de kurdiske områder i nord Syrien. International lov og ret er suspendereta og årsagen er, at alle parter i såvel første som andet geled ikke har interesse i at overholde den FN-pagt, de har underskrevet, skriver Lasse Ellegaard i denne leder. 

På billedet ser vi tyrkisk støttede medlemmer af den syriske nationale hær. De skal nu på en tyrkisk ledet mission ind i de kurdiske områder i nord Syrien. International lov og ret er suspendereta og årsagen er, at alle parter i såvel første som andet geled ikke har interesse i at overholde den FN-pagt, de har underskrevet, skriver Lasse Ellegaard i denne leder. 

STR

Indland
12. oktober 2019

Alle medlemmer skal i deres internationale forbindelser afholde sig fra trusler eller magtanvendelse mod territoriel integritet eller politisk uafhængighed af enhver stat, eller på enhver anden måde, der er uforenelig med De Forenede Nationers formål.

(FN-pagtens kapitel 2, paragraf 4)

Ovenstående citat er blot én af flere formuleringer i FN-pagten, hvis essens er forbud mod væbnet aggression mod et andet medlemsland. Og Tyrkiets invasion af det nordlige Syrien er i statsretlig optik ulovlig selvtægt mod en suveræn stat, altså en klar krænkelse af FN-pagten.

Her over for står Ankaras henvisning til pagtens kapitel 7, paragraf 51 om retten til selvforsvar mod en terrortrussel. I dette tilfælde den kurdiske YPG-milits, der korrekt er diagnosticeret som den syriske afdeling af det tyrkisk-kurdiske PKK. Og som bekendt er PKK på EU’s og USA’s terrorlister. Men det er også korrekt, at YPG på intet tidspunkt har angrebet Tyrkiet, ligesom militsens ledere har forsvoret, at det vil ske.

Det er i den forbindelse påfaldende, at det ikke er Bashar al-Assads regime i Damaskus, men de fem europæiske medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, der har reageret på invasionen med »dyb bekymring«, som det hedder i den fælles erklæring fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Belgien og Polen, der i hvert fald udadtil har til hensigt at mobilisere et FN-initiativ.

At det ikke vil finde sted, ved enhver, eftersom Putin har meldt ud, at en resolution vil blive mødt med russisk veto. Det er også den mest sandsynlige forklaring på, at Bashar al-Assad i Damaskus stort set ikke har rørt på sig – det vil kræve tilladelse fra Moskva.

Så Damaskus er tavs, når man ser bort fra en erklæring, vedtaget i Syriens studenterunion, der kræver at FN ’stopper aggressionen’. Det skal nok hjælpe, akkurat som det ikke nytter noget, at de statsligt kontrollerede medier konsekvent beskriver invasionen som ’aggression’. 

Knurrer uden af vise tænder

Til gengæld er det en præcis beskrivelse. Men både Tyrkiet og Rusland har som de afgørende spillere i konflikten en åbenlys interesse i at tilsidesætte international lov og ret.

Putin er lumsk tilfreds med Erdogans beskidte arbejde, der i den sidste ende baner vej for Damaskus-regimets generobring af de nordøstlige provinser. Og Ankaras invasion har både indenrigspolitiske og eksterne motiver: Tyrkiet har en uafklaret konto i Idlib-provinsen, hvor de sidste sunnitiske oprørere er klumpet sammen, og hvor Ankara er afhængig af russisk velvilje, hvis et blodbad skal undgås når Bashar al-Assads panser rykker ind.

Indenrigspolitisk kortsluttes misnøjen med landets vaklende økonomi med et stigende fremmedhad rettet mod de syriske flygtninge, og som er medårsag til den sivning, der det seneste år har tappet Erdogans parti, AKP, for 800.000 medlemmer.

Den anden væsentlige grund til, at selvtægten florerer uhindret, er det sekundære geleds afmagt. Såvel EU som USA og Iran nøjes med bekymret afstandtagen, der kun er slag i den tomme luft. Trumps seneste tilbud om at mægle mellem de stridende parter er selvsagt futilt – han er formentlig uvidende om, at amerikanske diplomater har forsøgt selv samme mægling siden 2015 uden at Ankara eller den kurdiske autonome administration bøjede af.

EU’s bovlamme opfordring til at stoppe den væbnede konflikt er mødt med utvetydige trusler fra Erdogan om at sende de 3,6 mio. syriske flygtninge mod nord. Men EU’s og USA’s primære bekymring er ikke flygtninge, men risikoen for, at flere tusinde internerede Islamisk Stat-jihadister undslipper eller ligefrem løslades fra de kurdiske fangelejre i det kaos, krigen afstedkommer. Tyrkiet har forsikret, at det ikke vil ske, hvilket svarer til garantien hos en anløben brugtvognsforhandler. Dog – det korte af det lange er, at EU og USA knurrer, men uden at vise tænder.

Iran bifalder USA’s tilbagetrækning, men ikke Ankaras invasion. Teheran har opfordret den kurdiske milits til at etablere en militær alliance med Damaskus. Ræsonnementet er at afvente et stabiliseret Syrien, der kan sikre Teherans forsyningskorridor til Hizbollah i Libanon og derved sikre et fortsat pres på Israel.

Og som en understregning af de geopolitiske fakta, var NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg fredag på et i øvrigt for længst aftalt besøg i Istanbul og Ankara, hvor han opfordrede den tyrkiske ledelse til ’mådehold’ i Syrien. Mådehold! Det kan de to millioner civile kurdere i grænseområdet bruge til lige så lidt, som den bølge af empati, de er omgivet af, men over for de usminkede magtinteresser ikke tæller. Som i overhovedet ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Tyrkiet forsikrer, at de 12.000 ISIL krigere og de 20.000 ISIL brude ikke vil blive sluppet løs igen - og som du skriver er den forsikring ikke en bønne værd.

Men indtil videre er de mange fanger under kurdisk bevogtning, og kurderne har jo meget andet at tænke på - herunder EU's lalle-holdning, USA's indifferens og FN's impotens.

Så det er ikke svært at forudsige, at et pænt antal ISIL krigere, hvis ikke alle, plus brude vil komme på fri fod på den ene eller den anden måde.

Per Torbensen, Anker Heegaard, Flemming Berger og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Endnu en klokkeren demonstration af, at Europa ikke længere kan lade stå til på forsvarsområdet. Vi har i årtier siddet komfortabelt og billigt på bagsædet, og ladet USA træffe beslutningerne og tage omkostningerne ved et kapabelt forsvar.

Der er ingen vej uden om, at Europa må tage ansvar for sin egen sikkerhed og dermed sikre sig afgørende udenrigspolitisk indflydelse. Det betyder, at vi skal belave os på at bruge 2-3% af BNP på forsvar. Alt andet ville være totalt uforsvarligt - og beslutningen skal træffes inden det er for sent!

Lige i øjet. Desværre. Fy for satan.

Hvis Ellegaard har ret i sine formodninger, er de syriske militærstyrker, som af Sana meddeles at være på vej nordpå for at konfrontere de tyrkiske invasionsstyrker, formentligt klar til at negligere/annullere dén samarbejdsaftale, som SDF hævder netop er lavet mellem den syriske regering og kurderne ved den syrisk-tyrkiske grænse.

Der er i øvrigt en voldsomt dobbelt standard over at fokusere så stærkt på tyrkernes selvtægt, når amerikanerne og israelerne har begået selvtægt adskillige gange i Syrien uden at dette har været gjort til genstand for kritik i vore medier; alene tilstedeværelsen af amerikansk og israelsk militær, luftvåben og baser i Syrien er udtryk for selvtægt og eklatant disrespekt for FN's love om staters suverænitet.

Et andet perspektiv på den igangværende udvikling end at Trump/den amerikanske administration fører inderigspolitik eller blot er blevet træt af at skulle balancere mellem kurdere og tyrkere, kan være at Tyrkiets invasion, som stiller især russerne i en udenrigspolitisk udfordring, måske ligefrem passiviserer dem, som Ellegaard er inde på, vil genåbne de ulovlige militsers muligheder for at fortsætte kampene mod den syriske regering, i og med at kurderne har en hel del i fangenskab og fortsat kæmper med at holde stabilisere bl.a. Raqqa. Kurdernes fald, eller disintegration under kampe mod de tyrkiske styrker, vil betyde at det nordøstlige Syrien vil ligge åbent for de tilbageværende militser, såvel tilfangetagne som spredt kæmpende, og at nye flygtningestrømme vil finde vej ned gennem Syrien, hvilket kan forklare sigtet med den amerikanske tilbagetrækning (nemlig reetablering af kaos). Samtidig gives Erdogan og den siddende, tyrkiske regering - som at NATO er blevet bedt om at vise 'beherskelse' og af USA/EU skældes ud, men ikke er i nærheden af at blive ramt af f.eks. sanktioner - mulighed for (af også indenrigspolitiske årsager) at vise handlekraft og at skabe den ønskede bufferzone, hvor planen er at anbringe anbringe sunnimuslimske flygtningen fra Syrien, som p.t. opholder sig i Tyrkiet.

punktum, punktum, komma streg - gør læsning til en leg.
Forsæt bare de gode indspark :-)

Her på sengekanten vil jeg gerne tilføje, Allan Madsen, at med til det samlede billede hører at den tyrkiske hær i flere tilfælde har samarbejdet med både ISIS og andre ulovlige militser i Syrien, herunder de såkaldt moderate rebeller; tilmed er der forlydender om at der dannedes fælles hærenheder mellem tyrkere og FSA i det seneste års succésrige kampe mod kurdiske styrker. Det hører også med til billedet at tyrkernes udenrigsminister for ganske nyligt har erklæret at planen er at etablere baser og civilsamfund i de områder, man nu er i færd med at invadere, fuldstændigt som det er sket i den nordøstlige del af Syrien og i det nordlige Irak.

På den ene side er hverken Assad eller russerne, af gode grunde, interesserede i at amerikanerne opretholder samarbejdet med kurdernes eventuelle, autonome stat i Syrien - men på den anden side er der ingen garantier for at tyrkernes overfald på kurderne skaber nogen som helst sikkerhed for den syriske stat, da den tyrkiske hær har sine begrænsninger og med høj sandsynlighed vil medbringe nye bølger af ulovlige militsers krigsførsel og forbrydelser. Måske kunne en bæredygtig løsning for den syriske stat og kurderne ha' været en aftale om provinsiel autonomi til kurderne i det nordlige Syrien, forhandlet med f.eks. FN's mellemkomst, og under iagttagelse af den syriske stats suverænitet (dvs. ingen amerikanske militærinteresser knyttet til den kurdiske provins); en del tyder på at Assad-styret har forsøgt at komme i en sådan retning, dog uden (mig bekendt) FN's involvering.

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Al-Hasakah er blandt de 10 største byer i Syrien med 200.000 indbyggere.

ISIL erobrede byen fra Bashar al-Assad's tropper; men blev smidt ud af byen for 3 år siden af YPG.

Channel 4 News fortæller, at de fleste af de over kurdiske 100.000 flygtninge er søgt imod Al-Hasakah.

Byen får vand fra ét sted, vandforsyningsstationen "Aluk", som det tyrkiske luftvåben har bombet med det resultat, at stationen er sat ud af drift.

Resultatet er 300.000 mennesker uden drikkevand midt i ørkenen.

Al det ved du selvfølgelig allerede.
Jeg skriver blot dette som en opfordring til, at du beskæftiger dig med emnet i din næste artikel fra området.

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Vi skal lige have med, at Al-Hasakah ligger 80 km fra den tyrkiske grænse, så Erdogans 30 km sikkerhedszone er bare snak, der skal holde alle i ro, indtil fakta er etableret på jorden i Syrien.