»For dælen, hvor er det smart det der,« sagde Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, da hun under valgkampen i marts besøgte landmand Henrik Bertelsen i Vejen Mose, Midtjylland, og hørte ham fortælle om gevinsterne ved jordfordeling og udtagning af klimabelastende lavbundsjorde.
Tilsvarende var der politisk begejstring hele vejen rundt på Christiansborg, da Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening i februar præsenterede deres fælles forslag om et sådant udtag af op mod 100.000 hektar landbrugsjord som del af en plan om ’multifunktionel jordfordeling’, der kan mindske landbrugets klimabelastning, hjælpe erhvervet til en bedre økonomi og sikre flere naturområder.
»En central forudsætning for indsatsen er et milliardbeløb i statsligt indskud til en jordfond, som sikrer grundkapitalen og muliggør yderligere investeringer fra private og lokale aktører som kommuner, forsyningsselskaber og private fonde,« hed det i fællesudspillet fra de to organisationer.
Som beskrevet i information fredag mener Søren Møller, formand for et visionært Realdania-pilotprojekt om jordfordeling, at én milliard fra staten med stor sandsynlighed kan bane vej for yderligere to milliarder fra erhvervsliv og fonde til investering i det, han kalder den største danske jordreform i 200 år.
Allerede ved besøget i Vejen Mose sagde den daværende statsministerkandidat fra Socialdemokratiet, at »mit udspil vil være, at vi på Christiansborg sætter os sammen og går i gang med at finde flere penge til det her«, og da Mette Frederiksen i juni formulerede den ny regerings forståelsespapir med SF, Enhedslisten og De Radikale, skrev man, at »En ny regering vil også tage initiativ til en jordreform, herunder udtagning af landbrugsjord til natur« som ét redskab til at opfylde »et bindende reduktionsmål (for drivhusgasser, red.) for landbruget«.
Finansministeriets regnedrenge siger nej
Status er imidlertid, som beskrevet i fredagsavisen, at regeringen ikke har afsat én ny krone i sit finanslovsforslag til realisering af jordreformen og den multifunktionelle jordfordeling.
Ifølge Informations kilder vil såvel statsministeren som finansminister Nicolai Wammen gerne fremme projektet, men Finansministeriets regnedrenge siger nej. En milliard eller noget, der ligner, vil angiveligt bringe regeringen på kant med budgetloven, der blev vedtaget i 2012 med Bjarne Corydon (S) som finansminister, og som tilsiger, at underskuddet på de offentlige finanser, ’den strukturelle saldo’, ikke må overstige 0,5 procent af BNP.
Budgetloven er en implementering af EU’s finanspagt fra 2011, idet Corydon og det politiske flertal dog valgte en endnu skrappere underskudsgrænse end finanspagtens én procent af BNP.
Hvis Mette Frederiksen tager penge af statskassen til en jordfond, så bliver det på bekostning af penge til sygeplejersker, børnehaver, ældrepleje eller anden velfærd, lyder det finansministerielle dekret, og da statsministeren med finanslovsforslaget har lovet ’Velfærd først’, går det jo ikke.
Hele misèren er udtryk for en totalt forældet økonomisk tænkning i den grønne omstillings æra. Ikke alene fordi de statslige finanser i dag er langt sundere end i kølvandet på finanskrisen, og ifølge mange økonomer sagtens kan tåle, at staten optager lån til dagens ekstremt lave og dermed favorable renter, men primært fordi den monumentale, hastende omstilling til en grøn økonomi fordrer betydelige offentlige investeringer i dag for at sikre en sund samfundsøkonomi i fremtiden, ja, for at sikre en fremtid i det hele taget.
Det giver ingen mening at lade udviklingen drive mod fremtidigt økologisk og økonomisk sammenbrud blot for at kunne opretholde statslig budgetdisciplin på kort sigt. Både de nuværende økonomiske vismænd, flere af deres forgængere og andre økonomer taler i dag for en reform af budgetloven. Til deres mere traditionelle økonomiske argumenter føjer sig det allermest tungtvejende argument om behovet for at investere massivt i en bæredygtig fremtid.
Hvis regeringen ikke vover et opgør med budgetloven, foreligger der et andet redskab til at sikre pengene til den grønne omstilling i almindelighed og den klimabegrundede jordreform i særdeleshed: Man kan regulere skatter og afgifter for at skaffe staten de nødvendige midler.
Også det er en økonomisk strategi, som den socialdemokratiske regering synes at vige tilbage for.
Danmarks tilslutning til Finanspagten og Budgetloven er en skændsel, kort og godt.
Vi er ikke en del af ØMU'en.
Herut med det hakkelse, Misse - jeg mener Mette !!
Ellers får vi aldrig taget livtag med den forfejlede austerity, og sat gang i de forandringer, der skal skabe grobund for de 70% målsætning (næsten) alle partierne har proklameret de går ind for.
https://www.altinget.dk/kommunal/artikel/phd-studerende-klimakrisen-tvin...
Mangler der i det hele taget ikke en plan for, hvordan vi får en bæredygtig fødevareproduktion, lokal forankret, andelsbaseret på den rigtige måde og ikke på Arla-måden, og det vil indbefatte de mange hænder. Befolkningen skal indgå i selvforvaltning, reparationsvirksomhed og frem for alt kulturopbygning og ikke kultursmadring.
Var det ikke en ide at komme igang...
Hvor er SF, EL- ja selv de Radikale??
Regeringen har ladet sig fange i den knibtang, der hedder: Beskatter vi arbejdsgiverne, kan de ikke oprette nye arbejdspladser. Beskærer vi de offentlige budgetter, bliver folk sure.
Ja, hvis ikke alle får flere penge, bliver der ballade, og det får vi ikke, for hvor skulle de komme fra? Hvis vi så tilmed vil være bæredygtige, så bliver den helt gal. Løsningen hedder en total anderledes indstilling til det at være borger både i Danmark og i verden, så det må vi hellere til at komme i gang med, inden det er for sent.
Skal det virkelig passe at det er ligegyldigt hvem der har nøglen til statsministeriet?!
Når det ikke er landbrugsjord mere, kan EU spare hektar støtte?
Udtaget landbrugsarealer oppebærer vel hektarstøtte fra EU. Altså kr. i statskassen. Alle danskere, forlyder det, er blevet 25 mia. rigere. Det må vel give skattekroner i kassen! Og finanspakten med EU, skråt den: den har ikke noget med sund nationaløkonomi at gøre. Tænk på 30'erne og forslagene til at lade seddelpressen financiere grønne tiltag. La Garde og Corydon må ha' gået i den s amme "sorte" lefleskole for kapitalen. Tænk også på fadæsen med Grækenland; kastede dem i "grams" til kineserne. Føj for en svinestreg og dem er der mange af, fra disse "håndlangere"! Så 1mia, må være piece of cake for Mette.
Når SKAT ikke fungerer, svindlere har gyldne dage, computersystemerne kasseres og vi som borgere bare må sige, nåh, så er det klart, at lysten til at betale mere i skat er meget lille.
@Eva Schwanenflügel, Danmarks tilslutning til Finanspagten og Budgetloven er udtryk for, at et stort flertal af Folketingets partier har valgt at pålægge sig selv og hinanden ansvarlighed i forhold til samfundsøkonomien. Den ansvarlighed, som har ført til, at Danmark har en gennemsund økonomi, lav arbejdsløshed og lav inflation - og det store flertal har reallønsfremgang.
Dette i larmende modsætning til Anker Jørgensens ridt på kanten af den økonomiske afgrund - med stigende arbejdsløshed, rasende inflation, elendig samfundsøkonomi.
Forudsætningen for, at vi kan løfte opgaven med 70% reduktion af CO2 udledningen uden at smadre velfærdssamfundet, er netop en sund samfundsøkonomi.
JW: finanspakten og budgetloven er udtryk for "husholdningsøkonomi", ikke national økonomi. Og Anker var ikke den værste! De blå spredte bare underskuddet på de laveste i samfundet, såmænd.
@Peter Beck-Lauritzen, finanspagten og budgetloven handler om nationaløkonomi - i hvert fald nationaløkonomi i dette ords officielle definition. Det er muligt, at du har en anden definition på nationaløkonomi - men det er i givet fald aldeles uinteressant.
Anker J var ringe - jeg kan faktisk ikke lige komme i tanke om en ringere statsminister. Klart at kontrasten er stor i forhold til de intelligente og indsigtsfulde personer, han efterfulgte, fx Kampmann og Krag. Man Anker J var notorisk en elendig statsminister.
Og nu vi taler om "de laveste i samfundet", så lykkedes det Anker at mangedoble arbejdsløsheden i hans regeringstid.