Leder

Ønsketænkningens tid er forbi

Israels regeringskrise afdækker, at uenigheden, der lammer landet, ikke er politisk, men personlig – i forhold til palæstinenserne har de israelske politikere bekendt kulør
Blandt israelerne er debatten om bosættelserne stedse mere irrelevant, eftersom de bliver betragtet som normaliteten. For en tid blev Iran malet op som eksistentiel trussel, og nu og da er der ballade med Gaza, men alt i alt er det dominerede tema i israelsk politik blevet et personligt anliggende: Benjamin Netanyahu.

Blandt israelerne er debatten om bosættelserne stedse mere irrelevant, eftersom de bliver betragtet som normaliteten. For en tid blev Iran malet op som eksistentiel trussel, og nu og da er der ballade med Gaza, men alt i alt er det dominerede tema i israelsk politik blevet et personligt anliggende: Benjamin Netanyahu.

Thomas Coex

Indland
22. november 2019

Der er gode grunde til, at vi i Danmark interesserer os for israelsk indenrigspolitik. Der er historiske årsager – etablering af den jødiske stat i 1948 blev mødt med uforbeholden velvilje i lyset af folkemordet på de europæiske jøder i perioden 1933-45. Og der er politiske årsager: Frem til begyndelsen af 1980’erne overtog den vestlige europæiske og amerikanske offentlighed fortællingen om Israel som ’Mellemøstens eneste demokrati’.

I Danmark plejede Socialdemokratiet venskabelige forbindelser med det den gang statsbærende israelske arbejderparti og henved 40.000 unge danskere blev sendt på kibbutz-ophold af LO-organisationen Danske Kibbutzvenner (Dakiv).

Trafikken ophørte nogenlunde samtidig med, at Mogens Lykketoft i 2001 som første danske udenrigsminister åbent tog afstand fra Israels praksis med såkaldt ’udenretlige drab’ på mistænkte PLO- og Hamas-ledere. Og med udnævnelsen samme år af den tidligere israelske sikkerhedschef, Carmi Gillon, til ambassadør i Danmark, der beklagede, at Israel så sig nødsaget til igen at anvende »moderat fysisk pres« ved afhøring af palæstinensiske fanger, svandt de sidste rester af det, der var tilbage af bred folkelig sympati.

Men når der alligevel er grund til at følge med i israelsk indenrigspolitik, er det fordi Jerusalem er afgørende for stabilitet i Mellemøsten. Det har ikke skortet på forsøg.

Oslo-aftalerne i 1993, hvor Israel og PLO enedes om at påbegynde en fredsproces, bevirkede i første omgang en ønsketænkning i det palæstinensiske samfund, dernæst vrede, i takt med at processen gradvist blev udhulet med fortsat tyveri af arabisk jord til jødiske bosættelser.

Efterhånden var hverken israelerne eller palæstinenserne tilhængere af fredsprocessen – det gik op for palæstinenserne, at de var blevet snydt på afgørende parametre, og hos israelerne var mistænksomheden over for en arabisk stat i de palæstinensiske nærområder større, end behovet for en varig fredsaftale.

Men ønsketænkningen blev gennem 90’erne og ind i 00’erne holdt i live af det internationale samfund med tilbagevendende aftaler om ophør af koloniseringen, der blev indgået på skrømt og aldrig holdt en meter.

Og med Det Arabiske Forår i 2011 svandt den globale mediedækning, og Benjamin Netanyahu kunne som premierminister koncentrere sig om at bevare status quo, der bestod i israelsk accept af det palæstinensiske hjemmestyre, der samtidig fungerede som hjælpepoliti for de israelske sikkerhedsinteresser.

Også blandt israelerne er debat om bosættelserne stedse mere irrelevant, eftersom de bliver betragtet som normaliteten. For en tid blev Iran malet op som eksistentiel trussel, og nu og da er der ballade med Gaza, men alt i alt er det dominerede tema i israelsk politik blevet et personligt anliggende: Benjamin Netanyahu.

Farvel Palæstina

Han blev i går tiltalt for kriminel adfærd i tre sager, der handler om bestikkelse og magtmisbrug, efter at den israelske chefanklager i mere end et halvt år udsatte en endelig beslutning om retsforfølgelse for ikke at påvirke de to parlamentsvalg, Netanyahu udskrev i april og igen i september alene med det formål at undvige retsforfølgelse.

Nu ser det ud til, at israelerne skal til valgurnerne for tredje gang, efter at oppositionslederen, Benny Gantz, onsdag måtte opgive at danne en regering uden om Netanyahu med den begrundelse, at han ikke vil sidde i regering med en tiltalt kriminel.

Under andre omstændigheder ville en samlingsregering med deltagelse af tyngdepunkter i Likud og den såkaldt ’blåhvide’ centrumvenstre-koalition under Benny Gantz være den naturlige udgang på stilstanden. Men et hvidglødende had til Netanyahu på begge sider af israelsk politik, der ikke kun handler om sagerne men mere om hans ry som kynisk manipulator, tilsat de sekulære politikeres træthed af det religiøse højres griskhed gør, at landet for første gang er lammet i en regeringskrise, der tegner til at vare et år.

Formelt er det nu overladt til det israelske parlament, Knesset, at udpege en regering i løbet af de kommende tre uger, hvilket ingen tror på vil ske.

Taberne i dette spil er ikke kun de israelske vælgere, men først og fremmest palæstinenserne, der ikke har noget håb, uanset hvem der danner en ny regering i Jerusalem.

Fra såvel højre til det moderate venstre er der enighed om, at den zionistiske tese om en jødisk stat fra Jordanfloden til Middelhavet er det israelske endemål. USA’s nylige erklæring om, at Washington ikke, modsat resten af verden, betragter de jødiske bosættelser som ulovlige, er modtaget med lettelse. Benny Gantz har takket i et tweet.

Ønsketænkningens tid er forbi. Farvel Palæstina.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Ønsketænkningens tid er forbi. Farvel Palæstina."

Og goddag til officiel apartheid :-(