I oprydningen efter oksekødsskandalen har Aarhus Universitet rodet sig ud i en ny skandale

Det ville være synd at sige, at Aarhus Universitet med sin håndtering af skandalen om den såkaldte oksekødsrapport har gjort en god figur.

Ét er, at universitetet i første omgang lod landbrugsorganisationer påvirke og ligefrem skrive med på rapporten, der over for offentligheden blev præsenteret som uvildig forskning. Noget andet er, at universitetet i de første uger af Informations afdækning af sagen tilbageholdt oplysningerne om landbrugets reelle rolle i udarbejdelsen af rapporten. Og at lederen af centret bag oksekødsrapporten flere gange beskyldte Information for at bringe »konspirationsteorier«, før sandheden blev afsløret ved hjælp af aktindsigt.

Derfor var det et lyspunkt, da rektor Brian Bech Nielsen gik ind i sagen. Han afviste påstandene fra centerlederen og forskerne bag rapporten om, at der var tale om uvildig forskning. Og han og dekanen på området besluttede, at der skulle foretages en undersøgelse af alle eksternt finansierede rapporter udgivet af centret inden for de seneste fem år.

Men så gik det igen galt på Aarhus Universitet.

Information søgte aktindsigt i centrets arbejde med en række andre rapporter for at belyse omfanget af problemet med at overholde god forskningsskik. Rapporter, som ifølge Informations oplysninger kunne være præget af samme problemer som oksekødsrapporten.

Som juridiske eksperter har påpeget, brød Aarhus Universitet efter alt at dømme offentlighedsloven ved at tilbageholde dokumenterne i to måneder og først udlevere dem få timer efter, at universitetet var gået ud med sin egen undersøgelse. Ulovlighederne satte Aarhus Universitet i stand til at sende nyheden om problemerne med rapporterne ud, før Information kunne afsløre dem. Og som enhver kommunikationsmedarbejder ved, er det for at kunne spinne en nyhed afgørende at være først med den.

I en pressemeddelelse annoncerede Aarhus Universitet, at de havde undersøgt 55 rapporter med ekstern finansiering. Og i tre af dem var der, hvad universitetet ét sted betegnede som »alvorlige mangler« og et andet som »kritisable mangler«.

Det fremgik dog også, at Aarhus Universitet i 31 andre tilfælde havde set sig nødsaget til at forsyne rapporter med digitale indstik med »mindre rettelser og tilføjelser«. Reelt var der således tale om fejl og mangler i hele 34 ud af 55 undersøgte rapporter. Og da Information fik tre udenforstående eksperter til at gennemgå indstikkene, konstaterede de, at universitetet ikke har fremlagt dokumentation, som gør det muligt at gennemskue alvoren af de mange fejl og mangler – men at der med sikkerhed er flere alvorlige fejl end tre.

Eksempelvis har Aarhus Universitet ikke kategoriseret det som en alvorlig eller kritisabel fejl, at det i en række rapporter ikke er angivet, at kemikaliefirmaer har været med til at finansiere forsøg. Det er vanskeligt at tage alvorligt.

Og i det hele taget er undersøgelsen aldeles uværdig for en forskningsinstitution.

Fra et universitet må man som minimum forvente, at der bliver fremlagt dokumentation for undersøgelsen og dens bedømmelseskriterier og metode. Det undlod Aarhus Universitet, der nøjedes med at udsende en pressemeddelelse. Men adspurgt viste det sig, at undersøgelsen af rapporterne bygger på de bagvedstående forskeres egne udlægninger og ikke på en gennemgang af selve rapporterne eller anden dokumentation i form af eksempelvis forskernes mailkorrespondancer.

Som Vagn Lundsgaard Hansen, professor emeritus på DTU og tidligere medlem af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, udtalte: »Man kan ikke bare spørge, hvordan den undersøgte synes, vedkommende har opført sig. Det burde da være indlysende.«

Det er ikke desto mindre, hvad Aarhus Universitet har gjort. Men er det virkelig i overensstemmelse med universitetets principper, og kan den øverste ledelse stå inde for en sådan undersøgelse, hvis man overhovedet kan kalde den sådan?

Det har Information i flere uger forsøgt at få svar på fra rektor Brian Bech Nielsen. Men som det fremgik af lørdagens avis, vil manden, der bestilte undersøgelsen, ikke stille op til interview om den. Og han vil end ikke svare på det simple spørgsmål, om han bakker op om undersøgelsens konklusion om, at der alene er tre alvorlige eller kritisable fejl i de 55 rapporter.

Det er åbenlyst fejt, at rektoren ikke vil lade offentligheden få indblik i den øverste ledelses syn på en undersøgelse, der er så vigtigt for universitetets troværdighed. Men sandheden er formentlig, at han meget nødigt vil fedtes yderligere ind i sagen. For det er indlysende for enhver, at Aarhus Universitets håndtering af skandalen om oksekødsrapporten i sig selv er skandaløs.