Leder

Dette kan være enden på Irans dominans i Mellemøsten

Den brutale nedkæmpning af fredelige demonstrationer i Iran og Irak indvarsler begyndelsen til enden på Irans politiske succes i Mellemøsten
Vi ved ikke meget om, hvad der sker i Iran. Det iranske regime har haft internettet lukket i landet og blokeret nyhedsstrømmen. Men meget tyder på, at det er de voldsomste og blodigste uroligheder siden revolutionen i 1979.

Vi ved ikke meget om, hvad der sker i Iran. Det iranske regime har haft internettet lukket i landet og blokeret nyhedsstrømmen. Men meget tyder på, at det er de voldsomste og blodigste uroligheder siden revolutionen i 1979.

Anadolu Agency

Indland
3. december 2019

Er den shiitiske halvmåne på retur? Spørgsmålet er relevant efter måneders civile uroligheder i tre centrale shiitiske bastioner, Iran, Irak og Libanon. Læg hertil Syrien, hvis regime domineres af den shiarelaterede alawi-sekt, og de shiitiske houthi-oprørere i Yemen.

Den altdominerende shiitiske magt er Iran, der siden 1979 har været regeret af præsteskabet, og som i de forløbne 40 år gradvis har udmanøvreret de regionale vestlige interessenter, først og sidst USA med Golf-allierede, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater og med Kuwait, Oman og Bahrain på sidelinjen.

I skrivende stund kontrollerer Iran trods 40 års intens vestlig, israelsk og Golf-arabisk sabotage i form af politisk isolation, sanktioner og trusler om militær invasion en geografisk bue fra Afghanistan til Libanons sydgrænse mod Israel.

Det særegne træk gennem disse 40 år har været, at mens iranerne med mellemrum siden 2009 har gennemlevet protester mod præstestyrets rigide kontrolregime, har shiitterne uden for Iran holdt sammen.

I Irak mod Saddam Husseins sunnitiske diktatur og senere mod de al-Qaeda-relaterede salafister og Islamisk Stat, i Libanon mod sunnitisk-kristen (saudiarabisk og fransk-amerikansk) indflydelse og i Syrien mod sunnitiske oprørere fra Det Muslimske Broderskab, senere fra al-Qaeda og Islamisk Stat og endelig i Yemen mod den saudistøttede præsident, Mansur Hadi, der nu lever i eksil i Riyadh.

I geopolitisk optik en stribe succeshistorier, der reelt tvang Vesten til en udsoning med Teheran, materialiseret i præsident Barack Obamas benarbejde for at få den ’fælles gensidige handlingsplan’, som er atomaftalens officielle betegnelse, ned på papir med EU og FN, herunder Rusland og Kina, som medunderskrivere.

Aftalen lagde en række begrænsninger på Irans udvikling af atomkraft, der blev belønnet med iranernes gradvise integration i det internationale økonomiske kredsløb. Alt var godt.

Lige indtil det fik en brat ende med USA’s præsident Donald Trumps aflysning af atomaftalen med virkning fra 2017, der medførte nye økonomiske sanktioner, hvis effekt har været permanent social uro, der midt i november kulminerede med de voldsomme prisstigninger på benzin.

Præstestyret besvarede uroen med skarp ammunition, der ifølge Amnesty International har medført mindst 134 dødsofre. Styret har ikke angivet tabstal, men kun oplyst, at et sted mellem 130.000 og 200.000 iranere deltog i protesterne, der gik ud over mere end 700 banker og 50 politistationer og militære forlægninger.

Festen er slut

I en reportage får offentligheden et mere detaljeret indblik i, hvordan myndighederne har reageret over for demonstranterne i byen Shiraz i midten af november.

Brutaliteten har dog allerede bevirket, at EU den 21. november opfordrede Teheran til at udvise »tilbageholdenhed i håndtering af protesterne«. Men hvad værre var, at EU – nu i skikkelse af den franske forsvarsminister, Florence Parly – kun to dage senere lod forstå, at EU’s hidtidige støtte til Iran i striden med USA om atomaftalen, er bortfaldet.

Det skete, da hun kritiserede USA for ikke at reagere på sabotagen af tankskibe i Golfen i sommer og dronebombningen af saudiarabiske olieanlæg tilbage i september. Tilbageholdenheden synes dog at være gennemtænkt – havde USA besvaret Irans provokationer med et målrettet missilangreb, som det er sket i Syrien, var den utilfredse iranske offentlighed rykket sammen i støtte til præstestyret.

Nu kan Donald Trump uden at trykke på nogen knapper nyde effekten af USA’s »maksimale pres« og med sympatierklæringer til »det iranske folk«, stimulere præstestyrets paranoia om udenlandsk indblanding.

Meldingerne fra Iran er stadig upræcise, dog tyder meget på, at urolighederne er nedkæmpede, men med betydelige omkostninger også internationalt. Især i Irak og Libanon, hvor demonstrationerne mod shiitiske partier og institutioner eksponerer Irans regionale autoritetstab.

Efter 40 år, hvor Den Iranske Revolution har ’sejret ad helved til’, som en dansk LO-formand kaldte marginaliseringen af fagbevægelsen, er festen slut. Netop som den skulle til at begynde efter elimineringen af sunnitisk indflydelse.

 I Libanon taler Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, for døve øren til sine egne trosfæller, der plejede at adlyde hans mindste vink. Men værst står det til i Irak, hvor protesterne blev besvaret på iransk manér med mord på aktivister af samme trosretning.

Hvilket betød, at Iraks øverste ayatollah Ali Sistani (der ikke anerkender Irans regeringsmodel, kaldet velayat e-faqih, som religiøs korrekt) gik ud og støttede demonstranterne, hvorefter den Iran-allierede premierminister gik af. Der er tegn i sol og halvmåne på, at en ny revolution, denne gang mod den shiitiske dominans, er på vej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Cui bono? Spør bare

Same sang vi hørte om Syrien, og samme indblanding fra USA.
Ingen taler om at regimet i Chile måske er færdigt
Ingen taler om at Bolivia er i oprør
At Haiti er
At Frankrig er
At Catalonien er
At Libyen er
Hong Kong

Alle har fået nok at den finansielle ulighed, og den generelle uretfærdighed.

At
At....

Randi Christiansen

Det ku vær så godt .... så hvem er det, der altid sætter lus i skindpelsen. Pilen peger på --} følg pengene. Hvor ellers i en verden, hvor de bestemmer ...

Randi Christiansen

Og hvem har flest? Penge? De gemmer sig - i skattely mv