Leder

Magtkampen i Middelhavet

Tyrkiet har indgået en aftale med Libyens regering om nye maritime grænser i det østlige Middelhavet, der på sigt indebærer risikoen for en langvarig væbnet konflikt
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, vil sende en militærstyrke til Libyen på anmodning af den FN-anerkendte regering i Tripoli. Dette tilspidser en i forvejen betændt situation i det østlige Middelhavet.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, vil sende en militærstyrke til Libyen på anmodning af den FN-anerkendte regering i Tripoli. Dette tilspidser en i forvejen betændt situation i det østlige Middelhavet.

Denis Balibouse

Indland
30. december 2019

Præsident Recep Tayyip Erdogans beslutning om at sende en militærstyrke til Libyen på anmodning af den FN-anerkendte regering i Tripoli tilspidser en i forvejen betændt situation i det østlige Middelhavet.

Tripoli-styret er militært presset af den rivaliserende regering med base i Tobruk. Men aftalen med Tyrkiet handler om mere end krudt og kugler og en højst nødvendig polstring af det vaklende styre i Tripoli, der er på nippet til at tabe magten: Nemlig om at beskytte en anden og på længere sigt vigtigere aftale for Ankara om ekspansion af de maritime grænser, der har til formål at tilvejebringe et internationalt legitimt grundlag for de udvidede tyrkiske krav på rettigheder til den naturgas, der bobler under havbunden.

International havret skelner mellem territorialfarvand og maritime grænser, der forholder sig til en nations fastlandsokkel. Den tyrkisk-libyske aftale om nye maritime grænser har udløst en krise med EU, der på rådsmødet den 13. december erklærede, at den »krænker tredjelandes suveræne rettigheder«, nemlig Grækenlands og det græske Cyperns. Således har Athen udvist Libyens ambassadør – dog uden at lukke hans ambassade.

Udadtil er Tyrkiets militære skridt et led i den kroniske konflikt mellem Det Muslimske Broderskab og Saudi-Arabien, men Ankaras bundlinje er en besked til EU om, at Tyrkiet er en magtfaktor i det østlige Middelhavet overfor EU.

Indenrigspolitisk er Erdogan trængt af svigtende økonomi med (næsten) nulvækst og en valuta i frit fald, der kompenseres med de klassiske midler, nationalistisk retorik og nationalt sammenhold mod ydre fjender, de være i NATO, EU, USA’s kongres og i det øvrige Mellemøsten. Og efter Tyrkiets køb af det russiske S400-missilsystem forberedes nye amerikanske sanktioner, herunder aflysningen af medproduktion af det nye F-35-kampfly, der vil medføre milliardtab i tyrkisk våbenindustri.

Også i Libyen er Tyrkiet oppe imod magtfulde modstandere, eftersom Rusland, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og USA støtter den alternative regering i Tobruk, der reelt ledes af hærchefen, general Khalifa Haftar, mens den islamiskhældende Tripoli-regering bakkes op af Tyrkiet, Sudan og Qatar.

Erdogan sidder altså med ’en fuld tallerken’, som det hedder i diplomatisk jargon. Og problemerne blev ikke mindre, da et konglomerat af middelhavsnaboer tidligere i år gik sammen om at etablere ’Det østlige Middelhavets Gas Forum’ med Grækenland, (det græske) Cypern, Egypten, Israel, Jordan, PA (det palæstinensiske hjemmestyre) og Italien. Et samarbejde som Tyrkiet-Libyen-aftalen er svaret på. Det er nu op til FN at finde ud af, hvad der havretligt er op og ned i den sag.

Uforudsigelige politiske konsekvenser

Men som sagen står lige nu, er der tale om forskellig tolkning af de maritime grænser i det østlige Middelhavet – og Tyrkiet har beskyttet af flådefartøjer for længst indledt boringer i farvandet ud for Den Tyrkiske Republik Nordcypern, der kun anerkendes af Ankara, og som formelt er absolut ikkeeksisterende i Bruxelles-optik.

Her er forhistorien, at hele Cypern – både den græske og den tyrkiske del – i sin tid formelt blev indlemmet i EU, hvorfor Bruxelles anser de tyrkiske boringer i det nordcypriotiske farvand for at være ulovlige. Hertil er Tyrkiets svar, at de tyrkiske cyprioter i 2004 stemte ja ved en folkeafstemning til den genforeningsplan for øen, som den tidligere FN-generalsekretær, Kofi Annan, strikkede sammen, hvorimod de græske cyprioter sagde nej. Siden er adskillige forsøg på genforening fejlet, ligesom EU aldrig har indfriet et løfte om at lempe sanktioner mod Nordcypern som kompensation for den græsk-cypriotiske afvisning i 2004.

Ankara gør gældende, at udvinding af naturgas i nordcypriotisk farvand er fuldt ud legitimt, men er dog opmærksom på den juridiske hurdle, der består i den formelle EU-anerkendelse af hele Cypern som medlem af unionen. Ankaras aftale med Libyen er således en understregning af de tyrkisk-cypriotiske – i realiteten tyrkiske – krav i det omstridte farvand, der selvsagt kolliderer med EU’s tolkning og har udløst sanktionstrusler.

Tilbage står, at det nyetablerede ’Gas Forum’ – som Tyrkiet bevidst blev holdt ude fra – i Erdogans optik er et fait accompli, han ikke vil acceptere. Og med den græsk-tyrkiske historie in mente og med en tyrkisk præsident, der er trængt både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk, og som ud over tropper i Syrien nu også engagerer sig militært i det libyske kaos med uforudsigelige politiske konsekvenser, kan en militær konfrontation til søs heller ikke udelukkes. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

".... Rusland, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og USA støtter den alternative regering i Tobruk, der reelt ledes af hærchefen, general Khalifa Haftar, mens den islamiskhældende Tripoli-regering bakkes op af Tyrkiet, Sudan og Qatar."
citat fra artiklen

Hvem støtter Danmark og EU ??

Jeg troede egentligt, at vi støttede den FN anerkendte Tripoli-regering; eller hva' ??

Ib Christoffersen

Når EU, NATO og USA ikke kan blive enige om noget som helst, så bliver der plads til alternativer :( Vi har selv givet Erdogan plads.

Peter Beck-Lauritzen, Claus Nielsen, Stig Bøg, Bjarne Bisgaard Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Libyen var ikke omfattet af det Osmaniske rige! Så hvorfor denne tyrkiske interesse? Er det bare "gas"?
Flere og flere lande giver "fanden" i internationale konventioner! Det er godt for våbenindustrien=idioti!

Finn Thøgersen

Peter Beck-Lauritzen,

Libyen var faktisk en del af det Ottomanske rige indtil 1911 da italienerne tog over

Ikke at det giver tyrkerne eller Erdogan nogen særlige rettigheder...

Torben Lindegaard og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Lediggang er som bekendt roden til alt ondt og det gælder selvfølgelig også for soldater.

Peter Beck-Lauritzen

Tak, Finn Thøgersen. Ja, riget omfattede det meste af Afrikas nordkyst og næsten til Afrikas horn. Nyt for mig.