Leder

Netanyahus desperate kamp

Efter måneders stilstand skal israelerne til valg for tredje gang som følge af premierminister Benjamin Netanyahus forsøg på at opnå immunitet i en kriminalsag
Onsdag udløb fristen for at danne en arbejdsduelig regering, og heller ikke denne gang var det muligt at finde et flertal, hverken med eller uden deltagelse af Benjamin Netanyahu, Israels endnu siddende premierminister. På billedet ses en støttedemonstration for Netanyahu, Jerusalem.

Onsdag udløb fristen for at danne en arbejdsduelig regering, og heller ikke denne gang var det muligt at finde et flertal, hverken med eller uden deltagelse af Benjamin Netanyahu, Israels endnu siddende premierminister. På billedet ses en støttedemonstration for Netanyahu, Jerusalem.

Ahmad Gharabli

Indland
13. december 2019

Ikke uventet skal israelske vælgere til stemmeurnerne for tredje gang inden for et år. Onsdag ved midnat udløb sidste frist for det september-nyvalgte Knesset til at danne en arbejdsduelig regering, men som det var tilfældet efter valget i april, var det heller ikke denne gang muligt at finde et flertal, hverken med eller uden deltagelse af Benjamin Netanyahu, Israels endnu siddende premierminister.

Det er usædvanligt, men ikke uset i Mellemøsten – uenighed om interessemodsætninger lammer for eksempel jævnligt nabolandet Libanons politiske proces, og vi skal ikke længere end over Øresund til Sverige, hvor politiske principper blokerede en regeringsdannelse i månedsvis.

Historien i Israel er ikke om interessemodsætninger, men Netanyahus private interresser. Hans Likud-blok og den (lidt) mere liberale ’Blå-Hvid Koalition’, ledet af eksgeneralstabschef Benny Gantz, synes at være stort set enig i alle vigtige politiske spørgsmål, lige fra den økonomiske politiks hovedlinjer til fravalget af en tostatsløsning med palæstinenserne, som ganske vist ikke er formelt skrottet, men kun spøger i internationalt diplomatis støvede hjørner.

Desuden er de to blokke enige om et fælles princip, nemlig at holde et betydeligt politisk segment uden for indflydelse: de israelske arabere, der med 13 af Knessets 120 sæder udgør den tredjestørste partiliste. Men det siger sig selv i et samfund, hvor 79 procent af borgerne ifølge det internationale opinionsinstitut, Pew, støtter ’fortrinsbehandling’ af jøder – en metafor for kontant diskriminering. 

Ingen af de toneangivende partier har råd til at basere et parlamentarisk flertal på arabiske mandater, selv om de alt andet lige repræsenterer 1,8 millioner, der udgør godt og vel en femtedel af befolkningen.

Privat kamp for immunitet

Israels politiske kaos skyldes altså ikke reelle uenigheder, men alene Netanyahus private kamp for immunitet, der kan beskytte ham mod retsforfølgelse i tre sager, hvor han står tiltalt for bestikkelse, korruption og mandatsvig, og som kan sende ham i fængsel.

Styrkeforholdet er lige nu 55 sæder til Likud med allierede højre- og religiøse partier, over for 44 sæder til ’Blå-Hvid Koalition’ med støttepartier (i realiteten 57, hvis de arabiske mandater tælles med, da de i givet fald ville stemme for dannelse af en ’Blå-Hvid’ regering). Regnestykkets manglende otte mandater tilhører højrepartiet, Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem), der har støtte hos de russiske indvandrere.

Partilederen, den tidligere udenrigs- og forsvarsminister, Avigdor Lieberman, har afvist at støtte én af de to blokke, men har insisteret på, at de danner en samlingsregering med Benny Gantz som premierminister.

Årsagen er, at han har svoret at torpedere Netanyahus politiske karriere, men han vil heller ikke støtte en Blå-Hvid regering, der kun kan baseres på arabiske mandaters stiltiende støtte. Og de forhandlinger, der har fundet sted om dannelsen af en samlingsregering, er strandet på Netanyahus krav om en særlov, der giver ham immunitet i de kriminelle sager. Det har ikke vundet gehør.

Det kan undre, at Netanyahu, der i 2008 hånede sin forgænger, Ehud Olmert, for at blive siddende som premierminister med en sigtelse for bestikkelse, ikke for længst er fjernet af egne partifæller.

Men ifølge den israelske presse er det nu kun et spørgsmål om tid, før Netanyahu må slippe magten. I de forløbne måneder har han forsøgt at komme et spirende oprørsforsøg i forkøbet ved at kyse sine interne modstandere med trusler om et primærvalg i Likud-partiet, men opgav tanken, da hans tætteste rival, den tidligere indenrigsminister, Gideon Saar, erklærede, at »jeg er klar«.

Saar har siden hen spået, at det heller ikke efter et nyvalg vil være muligt for Netanyahu at danne regering, hverken alene eller med de blå-hvide.

De seneste opinionstal giver ’Blå-Hvid Koalition’ en fremgang fra 33 til 37 mandater. Likud står i stampe med 32, ligesom den uerfarne Benny Gantz nu står lige med Netanyahu i ’egnethed som regeringsleder’. Hvis det da bliver aktuelt med Netanyahu øverst på Likuds stemmeseddel – det vil vise sig efter et planlagt primærvalg, der afvikles før parlamentsvalget den 2. marts.

Dog – uanset hvem, der vinder, vil det ikke ændre på Israels grundlæggende moralske problem som besættelsesmagt. Men det er ikke til debat – heller ikke selv om man tæller de arabiske stemmer med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her