Leder

Der skal mere end ’gode viljer’ og FN-mægling til for at skabe stabilitet i Libyen

Trods et internationalt opbud af ministre og diplomater nåede Berlin-topmødet om en løsning i Libyens borgerkrig kun til hensigtserklæringer og beslutning om ny mægling
Berlin: Protestdemonstration i forbindelse med fredsmøde om Libyen. 

Berlin: Protestdemonstration i forbindelse med fredsmøde om Libyen. 

Christian Spicker//Ritzau Scanpix

Indland
22. januar 2020

Hvis det ikke var, fordi borgerkrigen i Libyen er blodig alvor for den civilbefolkning, der fylder op i tabsstatistikken, ville udfaldet af søndagens Berlin-topmøde knap nok påkalde et skuldertræk.

For selv om Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, indrammede sværmen af spadseredragter og jakkesæt fra Europa, Mellemøsten, Afrika og FN – og med Angela Merkel som mødeleder – endte en sluterklæring på 55 punkter uden bid, herunder bekræftelsen af FN’s ni år gamle våbenembargo, som ingen hidtil har efterlevet, og et håb om ’gode viljer’ til en permanent våbenhvile.

Angela Merkel var tættest på den virkelige verden, da hun konkluderede mødet med en bemærkning om, at der venter »en meget besværlig vej fremad«.

Som beskrevet fredag er Libyen delt mellem premierminister Fayez al-Sarrajs FN-anerkendte styre i Tripoli og feltmarskal Khalifa Haftars militærregime i Tobruk, der kontrollerer det meste af landet og står i Tripolis forstæder.

Borgerkrigen handler på bundlinjen om kontrol med Afrikas største olieressourcer, men er også et opgør mellem totalitarisme i Egyptens og Golf-emiraternes aftapning over for Det Muslimske Broderskabs version af demokrati, der mere ligner Erdogans tyrkiske.

Olie, penge og våben

De stridende parters støtter er fordelt efter interesser: Haftars Tobruk-styre får penge og våben fra Egypten og Saudi-Arabien. Forenede Arabiske Emirater har sendt missiler og kampfly. Frankrig er på Haftars side på grund af frygt for islamisk terrorisme – og med et øje på olien – og lejesoldater fra Rusland siges at kæmpe på Tobruk-siden, hvilket Putin afviser at kende noget til.

Tripoli-regeringen støttes af FN, USA og Italien, der har indgået en flygtningeaftale med al-Sarraj – og har et øje på olien. Qatar og Tyrkiet leverer droner, og en tyrkisk militærstyrke er på vej, da Ankaras hovedinteresse er beskyttelse af den aftale om maritime grænser, Erdogan indgik med al-Sarraj i november som svar på Grækenlands, Cyperns og Israels afvisning af tyrkiske borerettigheder i det østlige Middelhav.

Desuden ser Tyrkiet tilstedeværelsen i Libyen som et forhandlingskort i det kommende livtag med Rusland om en nyordning for Syrien.

Således er Libyen en prisme for samtlige konflikter i Mellemøsten bortset fra den amerikansk-iranske. Der skal mere end ’gode viljer’ og planlagt FN-mægling til for at skabe stabilitet. Indtil videre er det stadig kun våbnene, der ytrer sig. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her