Det officielle Egyptens reaktion på Hosni Mubaraks død tirsdag var påfaldende: Tre dages landesorg til minde om ’en militær leder og krigshelt’. Hosni Mubarak blev 91 år. At han blev den længst siddende præsident i landets nyere historie, forbigås i skinger tavshed. En tavshed, der også afdækker den nuværende præsident, Abdel Fatah al-Sisis, medviden om, at de mange, der i 2011 fejrede afsættelsen af Mubarak, savner ham i dag.
Det var aldrig meningen, at den tidligere kampflypilot og chef for det egyptiske luftvåben, Mohamed Hosni el-Sayed Mubarak, skulle ende som præsident, da Anwar Sadat i 1975 udnævnte ham til vicepræsident.
Sadat havde brug for en loyal næstkommanderende, der ikke udgjorde en politisk trussel mod ham, og som i kraft af sin uomtvistelige prestige i det magtfulde militær dækkede en flanke, som Sadat ikke uden videre kunne regne med, da han i 1977 søsatte sit projekt om en fredsaftale med Israel. Den blev underskrevet i 1979 og knæsatte samtidig Egyptens afhængighed af USA efter Sadats brud med forgængeren Nassers alliance med det daværende Sovjetunionen.
Freden med Israel betød tillige, at Egypten blev smidt ud af Den Arabiske Liga og mistede positionen som ledende arabisk magt. Og i oktober 1981 blev Sadat myrdet under en militærparade, da islamistiske underofficerer åbnede ild mod den ærestribune, hvor han sad sammen med Mubarak, der blev lettere såret i den ene hånd.
Otte dage senere blev Mubarak indsat som præsident, og hans 30 år lange periode er illustrativ for det søvnige Mellemøsten i de år, præget af autokratiske regimer, økonomisk stagnation og kulturel isolation, ligesom hans bratte afgang markerede den voldsomme opvågnen.
Kølig pragmatiker
I modsætning til den impulsive Sadat var Mubarak en mere kølig pragmatiker. Han henrettede resolut gerningsmændene til Sadat-attentatet, men praktiserede en uofficiel accept af Det Muslimske Broderskab, der formelt var forbudt, men blev tålt som social hjælpetjeneste i en befolkning, der blev forøget med en million hver ottende måned. Ledende brødre opstillede som ’uafhængige’ kandidater til parlamentet og var aktive i akademiske foreninger og fagforbund.
Mubarak støttede sig på det nationaldemokratiske parti, NPD, som havde været Anwar Sadats magtbase, og som med årene udgjorde et fintmasket og effektivt politisk netværk med afdelinger i den mindste flække.
Mellem disse to poler – broderskabet og regeringspartiet – stod militæret med et årligt tilskud på halvanden milliard amerikanske dollar og kontrol med vigtige dele af egyptisk erhvervsliv, og som i dag menes at udgøre 40 procent af den samlede økonomi.
Mubarak arbejdede i de første år på de ydre linjer, der kunne kaste international glans over hans embede. Han fik Den Arabiske Ligas hovedkvarter tilbage til Kairo i 1989, han udbyggede turistindustrien til en bærende søjle i egyptisk økonomi, og han fik gelejdet den koptisk kristne Boutros Boutros-Ghali ind som FN’s generalsekretær i årene 1992-96 – men som også blev perioden med stigende politisk opposition.
Egyptens rigide kommandoøkonomi, der var et levn fra Nasser-perioden, blev kun langsomt reformeret med privatiseringer – oftest til fordel for eliterne i militæret eller i Mubaraks inderkreds. Verdensbanken roste den øgede vækstrate, men den slog ikke igennem i folks privatøkonomi, og den stigende ulighed førte til strejker, social uro og tilfælde af terrorisme, der blev mødt med nye politistatsmetoder og ellers med lovindgreb mod fagforeninger, akademiske forbund, menneskeretsorganisationer samt ytringsfriheden.
Valgene var en formssag med NDP som automatisk vinder, men det skabte nervøsitet, da ’uafhængige’ islamister i 2005 fik knap 20 procent af stemmerne og 88 pladser i parlamentet. Ved valget i november-december 2010 ændredes valgloven, så islamisternes andel faldt til ét mandat.
Den revolte, der indledtes den 25. januar 2011 på Tahrirpladsen i Kairo, er ofte tilskrevet inspiration fra Tunesien, der i de dage afsatte den regerende autokrat efter ugers uroligheder.
Men manipulationen af 2010-parlamentsvalget var snarere årsagen til de 18 dages demonstrationer, der førte til Mubaraks tilbagetræden. Han så det næppe komme, i hvert fald blev han hjulpet ud af embedet af sine egne generaler, der korrekt aflæste USA’s daværende præsident Barack Obamas forblommede reaktion på urolighederne som et vink om, at stabiliteten og – ikke mindst – fredsaftalen med Israel var vigtigere end Mubaraks person.
Og selv om hans officielle egyptiske eftermæle er ’militær leder og krigshelt’, er det reelle eftermæle politisk snæversyn og blind magtfuldkommenhed, der fik vidtstrakte konsekvenser i hele regionen. Som nok bevidstgjorde den arabiske offentlighed, men med en grusom pris, der endnu ikke er betalt ud.
