Leder

Slutspillet i Syrien nærmer sig

Bashar al-Assads offensiv i Idlib er begyndelsen til enden på Syriens version af Det Arabiske Forår, der udartede i bestialsk borgerkrig – nu skal interessenterne forhandle om fremtidens Syrien – og om hvem der skal betale for den
Et syrisk barn drevet på flugt sidder på ladet af en lastbil.

Et syrisk barn drevet på flugt sidder på ladet af en lastbil.

Hana Alkhrami

Indland
15. februar 2020

Intet menneske med bare nogenlunde fungerende følelsesregister kan undgå at blive forpint ved læsning af fredagens interview med Abu Kuteyba, en syrisk familiefar på flugt fra Bashar al-Assad-regimets fremrykning i Idlib-provinsen.

Abu Kuteyba og hans tre mindreårige børn overnatter på den bare jord i frostgrader, de betler fødevarer, hvor de kan, hvilket ikke er nemt, da de deler skæbne med mere end 800.000 civilister, der er presset nordpå fra lejre og landsbyer mod den hermetisk lukkede grænse til Tyrkiet.

Vil de passere den, koster det 2.500 dollar pr. person til en menneskesmugler og stadig med risiko for at blive opdaget i tyrkiske snigskytters kikkertsigter.

Flygtningesituationen i Idlib, som hjælpearbejdere nu sideordner med den humanitære katastrofe i Yemen, er det seneste eksempel på dekonstruktionen af Syrien – for ni år siden et økonomisk stabilt land med en gradvis, om end langsommelig demokratiseringsproces.

Præsident Bashar al-Assad, der i 2000 som 34-årig efterfulgte sin far, Hafez, var rimelig populær i den brede befolkning. Kørte selv sine biler, stoppede ved røde trafiklys, var interesseret i kunst og med en begavet og smuk kone fra en prominent sunnifamilie et synligt dementi af den tilknappede militarisme i den regerende alawit-officersklasse.

Men alawitsektens kommandocentral viste sig at være en afgørende faktor, da Det Arabiske Forår nåede den syriske sunnimiddelklasse i marts 2011 – Bashar al-Assad havde intet andet valg end at acceptere ’sikkerhedsløsningen’, der i løbet af få måneder ændrede de fredelige demonstrationer til bestialsk borgerkrig, der nu har kostet mindst 400.000 ofre.

Oprørerne havde initiativet i kraft af støtte fra Tyrkiet, der sørgede for politisk legitimitet, Golfstater leverede våben og lønninger til lejesoldater fra de europæiske jihadmiljøer. Al-Assads regimestyrker var fra starten demoraliserede af massedeserteringer og havde det ikke været for interne stridigheder mellem jihadgrupper efter ankomsten af Islamisk Stat, og en ret beset snu studehandel med det kurdiske PYD-parti i nordøst, der sikrede regimet rygdækning til at omgruppere sine styrker, havde Bashar formentlig været historie så tidligt som i 2013-14.

Nu fik han kunstigt åndedræt af libanesiske Hizbollah-militante og holdt økonomisk flydende af præstestyret i Teheran indtil 2015, hvor han stort set regerede Damaskus-basaren, og blev reddet af Ruslands intervention med tropper og kampfly. Og i december 2016 faldt den sidste afgørende sunnibastion i Aleppo.

Nederlagets mænd i Aleppo blev med tyrkisk mellemkomst evakueret til Idlib, hvor skønsmæssigt 70.000-90.000 oprørere er under våben, hvoraf cirka halvdelen er fra HTS (Hayat Tahrir al-Sham, det tidligere Jabhat al-Nusra, en afskalning af al-Qaeda).

Med betydelig politisk tæft hægtede den tyrkiske præsident Erdogan sig på Iran-Rusland-aksen og i 2018 gik russerne med til at frede jihadisterne med en våbenhvile i Idlib mod at Tyrkiet foretog en udskilning af de moderate fra de radikale. Tyrkiet havde i forvejen fodfæste med en militærstyrke i den kurdiske Afrin-provins, der skulle hindre, at PYD-kurderne etablerede en autonom enklave langs den tyrkiske grænse.

Udskilningen blev aldrig til noget, og fra dette efterår gav russerne Bashar grønt lys til ’befrielsen af Idlib’ og for få uger siden nåede de syriske styrker de 12 militærposter, Tyrkiet havde etableret for at overvåge våbenhvilen. For første gang kom syriske og tyrkiske styrker i direkte kamp med tab af 14 tyrkiske soldater og et ukendt antal syriske soldater og civile.

Den udvikling har presset bølgen af civile på flugt mod den tyrkiske grænse – heraf Abu Kuteyba og hans tre børn. Men for al-Assad, Putin og Erdogan er de ikke mennesker med rettigheder, men en beklagelig omkostning.

Bashar vil have sin provins tilbage her og nu, Putin vil holde sig på talefod med Tyrkiet af politiske og økonomiske årsager, men vil samtidig fremskynde en proces, der kan føre til forhandlinger om et slutspil for Syriens fremtid. Erdogan vil fastholde fodfæstet i Idlib, så han er med om bordet og kan sikre etablering af en zone, der absorberer Abu Kuteyba og hans børn. For Tyrkiet er lukket land med allerede små fire millioner i teltlejre, der er blevet et indenrigspolitisk problem for præsidenten.

Slutspillet er forestående og kan ses ved, at Erdogan fjerner sig fra Putin og igen appellerer til NATO og til EU og amerikanerne. De er nemlig udset til at betale for et telt til Abu Kuteyba og hans familie. Hvis de da ikke forinden er døde af sult og kulde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Jeg har ikke noget problem med, at EU betaler for flygtningenes ophold i Idlib -
spørgsmålet er selvfølgelig, hvor længe vi forudsættes at skulle betale.

Der må altså etableres planer for flygtningenes tilbagevenden til bopælen i Syrien.

"Oprørerne havde initiativet i kraft af støtte fra Tyrkiet, der sørgede for politisk legitimitet, Golfstater leverede våben og lønninger til lejesoldater fra de europæiske jihadmiljøer. Al-Assads regimestyrker var fra starten demoraliserede af massedeserteringer og havde det ikke været for interne stridigheder mellem jihadgrupper efter ankomsten af Islamisk Stat, og en ret beset snu studehandel med det kurdiske PYD-parti i nordøst, der sikrede regimet rygdækning til at omgruppere sine styrker, havde Bashar formentlig været historie så tidligt som i 2013-14."

Ellegaard mangler at nævne at også UK og USA har bidraget væsentligt med træning og udrustning af ulovlige militser - og at Israel har angrebet syrisk militær og andre på syrisk grund med krydsermissiler adskillige gange, ligesom USA har. Så samlet set beskriver Ellegaard en situation hvor Syrien i et langsomt tempo er i færd med at demokratisere landet, men hvor en overreaktion fra styrets side giver grobund for konflikt med udvalgte dele af befolkningen, hvilket udløser en væbnet opstand, som Tyrkiet, og reaktionære, arabiske og mellemøstlige stater samt NATO-lande støtter, ikke blot politisk, men også militært.

At kalde krigen i Syrien for en borgerkrig er derfor en speget sag; der er i lige så høj grad tale om en proxykrig, der skal destabilisere landet og eliminere Assad-styret, som er nære allierede med bl.a. Iran og Rusland.

Desuden er det iht. international ret forbudt at tage part i en borgerkrig, hvilket gør alle de indblandende lande, som Syrien ikke selv har bedt om involvering, til krigsforbrydere. Slet og ret.

Danmark indgår i sanktioner og har indgået i militære operationer i Syrien via NATO-medlemsskabet, hvormed Danmark også gør sig skyldig i krigsforbrydelser i Syrien. Desuden gør vi med vores deltagelse i sanktioner decideret vold på den syriske civilbefolkning. Samlet set burde det danske folketing stilles for en krigsforbryderdomstol, sammen med hovedparten af NATO-landene ... og de arabiske/mellemøstlige stater, som har deltaget i de katastrofale ulovligheder i Syrien.

https://www.youtube.com/watch?v=eJ1acsDyFqo