Coronakrisen er nu den enkelte stats krise. Det efterlader Italien på skideren

Som om coronakrisen ikke er slem nok i sig selv, står vi nu i en krise uden fortilfælde i kapitalismens historie. En krise, hvor vi kan følge sygdommens spredning i den globaliserede verden. Og en krise, hvor vi kan følge, hvordan bekæmpelsen af virussen strider direkte mod kapitalismens vækstlogik, der kræver mobilitet, produktivitetsstigning og mere forbrug.

Symbolikken er svær at overse. Men med Italien som Europas tragiske epicentrum har virussen helt konkret lammet store dele af den europæiske realøkonomi ned til den mindste café, kiosk og biograf.

Ved aktiefaldet i mandags fik vi et praj om krisens globale omfang. Endnu mørkere blev det torsdag i USA og Europa, mens fredag den 13. blev en gyser på de asiatiske børser. I de forgangne tre uger er der gået for 120 billioner kroner markedskapital op i røg, svarende til EU’s samlede årlige BNP.

Eller mere kynisk udtrykt: Med afbrændingen af de fiktive finansformuer korrigeres kurserne nu på et aktiemarked, som i kraft af nulrenterne har været pustet op til bristepunktet.

Som Tysklands kansler, Angela Merkel, bramfrit har bemærket, står vi i en mere uoverskuelig dynamik end ved finanskrisens udbrud i 2007. Udgangspunktet er nemlig en krise i realøkonomien, som hurtigt også kan blive bankernes hovedpine, hvis konkursbølger sætter ind og skaber omfattende arbejdsløshed, som gør krisen selvforstærkende.

Derfor var der enorm opmærksomhed på chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, da hun torsdag skulle bestå sin første test som brandslukker.

Indholdsmæssigt var hendes melding efter lærebøgerne, men hendes optræden var til dumpekarakter.

Med bekymret mine udtalte Lagarde, at hun ikke ville holde en »whatever it takes-tale« som hendes forgænger Mario Draghi i 2012 – en tale, som måske gav det psykologiske rygstød, der bragte euroen levende igennem eurokrisen.

Derefter proklamerede hun, at ECB ikke sænker den ledende rente yderligere – altså fra 0,0 procent til en negativ rente.

Europæisk solidaritet?

Indholdsmæssigt var det den rigtige udmelding, selv om det skuffede markederne, der kvitterede med et styrtdyk. Fornuftigt er det også, at ECB foreløbigt stiller 120 milliarder euro til rådighed til opkøb af stats- og virksomhedsobligationer, og at centralbanken giver enorme likviditetsindsprøjtninger til europæiske banker, så de kan holde kriseramte virksomheder oven vande.

Herfra skød Lagarde bolden over til de europæiske regeringer, som hun kræver et »hurtigt, beslutsomt og stærkt finanspolitisk svar« fra.

Det lyder kedeligt. Det er det ikke.

For det betyder, at staterne nu skal træde til med svimlende milliardbeløb for at hjælpe alle de hårdt pressede cafeer, kiosker og biografer gennem coronakrisen – om end man må frygte, at det atter vil være dem, der er »too big to fail«, som reddes først.

I sin tale om »århundredets sundhedskrise« samlede Macron torsdag Lagardes bold op.

Tre gange brugte den liberale Macron udtrykket »hvad end det kræver« med en påfaldende tro på statens rolle i nøden. Også fra Berlin lød der fredag den ellers uhørte tyske melding, at staten står klar med »ubegrænsede kreditter« til nødstedte virksomheder.

Tragedien ligger atter i Italien, EU’s tredjestørste og mest corona- og kriseramte økonomi, hvor reaktionerne mod Lagarde var rasende. Med sin tøven såede hun nemlig tvivl om ECB’s opbakning til Italien og euroen. Og hun udtalte den strategisk tåbelige sætning, at ECB’s job ikke er »at lukke rentespredningen« – altså at holde renten nede for kriseramte stater.

Det fik de italienske renter til at flyve i vejret – og den italienske præsident, Sergio Mattarella, til at påpege, at det i coronakrisen burde være tid til europæisk solidaritet. Lagarde prøvede senere at glatte ud, men kritikken bliver siddende: Lagardes optræden har ødelagt en god portion tillid til både euroen og Italien.

Alligevel er udsigterne ikke kun sorte. Vi oplever – med uvis udgang og i en tragisk anledning – hvordan der kan vendes op og ned på det ellers alternativløse: på gældsoptag, på staten og på finanspolitikken som det styrende værktøj, ja, selv på finansmarkedernes rolle.

Trods anledningen er krisen altså også en chance for at afprøve andre økonomiske spilleregler, som eksempelvis kan bruges i den grønne omstilling, hvor det ikke er vores ældre og coronatruede medborgere, der skal tages hensyn til, men vores børn og deres fremtid.