Leder

Erhvervslivet leverer ikke køreplanen til at nå vores klimamål

Regeringen har inviteret 13 sektorer i det danske erhvervsliv til at komme med deres bud på, hvordan vi når vores klimamål. De har nu afleveret deres rapporter, som giver et omfattende katalog af både løsningsforslag og problemer
»Landbrugsrapporten går helt uden om det tiltag, som kan sikre en markant reduktion af udledningerne – en reduktion af husdyrholdet – men opregner til gengæld en lang liste af nye tilskudsordninger og andre statslige midler, man ønsker sig som forudsætning for de fleste klimatiltag. Altså en filosofi om, at skatteyderne, ikke forureneren, skal betale,« skriver Jørgen Steen Nielsen i denne leder om budene fra 13 sektorerer i det danske erhvervsliv på, hvordan vi når vores klimamål. Billedet er fra arkivet. 

»Landbrugsrapporten går helt uden om det tiltag, som kan sikre en markant reduktion af udledningerne – en reduktion af husdyrholdet – men opregner til gengæld en lang liste af nye tilskudsordninger og andre statslige midler, man ønsker sig som forudsætning for de fleste klimatiltag. Altså en filosofi om, at skatteyderne, ikke forureneren, skal betale,« skriver Jørgen Steen Nielsen i denne leder om budene fra 13 sektorerer i det danske erhvervsliv på, hvordan vi når vores klimamål. Billedet er fra arkivet. 

Sille Veilmark

Indland
21. marts 2020

Det er tankevækkende i disse krisetider at læse anbefalingerne til den forestående klimahandlingsplan, som erhvervslivets klimapartnerskaber forleden afleverede til regeringen – kun ét ud af de 13 partnerskaber, den paralyserede luftfartssektor, har måttet udskyde sin aflevering.

Rapporterne med branchernes anbefalinger blev lagt frem få dage efter, at statsministeren havde erklæret noget, der minder om undtagelsestilstand i Danmark, og de er derfor udarbejdet i en ganske anden situation og i en noget anden tidsånd end den aktuelle, hvor ansvarlighed, offervilje og samfundssind præger alt, hvad der siges og foregår.

Samtlige rapporter starter med en præambel, som ikke blot betoner viljen til grøn omstilling, men også understreger, at indsatsen »skal gøre Danmark og danskerne rigere« og sikre fortsat vækst og konkurrenceevne.

Det er prioriteringer, som gentages i en række af rapporterne, og, som læst lige nu – hvor samtalen ikke handler om at blive rigere eller at konkurrere, men om samarbejde for at redde liv – kan forekomme upassende og ufølsomme.

Omvendt er det jo blot en afspejling af den ’normale’ tidsånd og den herskende politisk-økonomiske diskurs, som også italesættes af regeringen selv i kommissoriet til de 13 partnerskaber.

Heri hedder det ydermere, at partnerskabernes anbefalinger »bør i udgangspunktet ikke have statsfinansielle konsekvenser eller øge de samlede samfundsøkonomiske omkostninger.«

Også det klinger uskønt i dag, hvor regeringen med et enigt folketing bag sig har lovet at stille statsfinansielle midler i form af mange hundrede milliarder til rådighed for at redde liv – som om klimaindsatsen ikke også handler om at redde liv.

Således kan det muligvis være et lille lykketræf midt i al ulykken, at brancherapporterne skal læses, fordøjes og danne grundlag for klimahandling i en undtagelsessituation, hvor optikken er en anden, og sensitiviteten vakt på anderledes vis.

Ny forståelse under aktuel selvransagelse

Samlet rummer de 12 rapporter mange vigtige forslag til, hvordan Danmark kan bevæge sig mod klimamålet om 70 pct. CO2-reduktion i 2030. Men de er også meget forskellige, blandt andet fordi nogle er i ’løsningsbranchen’ som leverandører af for eksempel den grønne energiforsyning og derfor har haft en mere taknemmelig opgave, mens andre er i problemafdelingen såsom fødevare- og landbrugssektoren, den energitunge industri og landtransporten, som alle har mere end svært ved at levere egne CO2-reduktioner i pagt med klimamålet.

Landbrugs- og fødevaresektoren når f.eks. kun 62 pct. CO2-reduktion – ikke de 70 pct. – med indsatser, som erhvervet selv mener at kunne realisere. Rapporten angiver et yderligere stort bidrag til mulig CO2-reduktion i form af vindmøller og solceller på landbrugsarealer, men det er jo ikke et tiltag, der bør beskrives som et klimatiltag fra landbruget – det hører til i energisektoren og er da også medregnet i rapporten fra energisektorens klimapartnerskab.

Rapporten går helt uden om det tiltag, som kan sikre en markant reduktion af udledningerne – en reduktion af husdyrholdet – men opregner til gengæld en lang liste af nye tilskudsordninger og andre statslige midler, man ønsker sig som forudsætning for de fleste klimatiltag. Altså en filosofi om, at skatteyderne, ikke forureneren, skal betale.

Landbrugsrapporten er ét blandt flere eksempler på, at brancherne nok leverer gode ideer og vigtige forslag, men også i en række tilfælde siger, at det er andre, der skal løfte byrden.

Fælles for alle rapporterne er, at de ikke giver opbakning til det virkemiddel, som Klimarådet, vismændene og mange økonomer peger på som centralt: En CO2-afgift der frem mod 2030 stiger fra nu ca. 180 kr. pr. ton til omkring 1.500 kr.pr. ton.

Regeringen har således med partnerskabsrapporterne fået et omfattende katalog af både løsningsforslag og problemer. En mulig forestilling om, at erhvervslivet kunne levere køreplanen til klimamålene som en frivillig øvelse, holder ikke.

Der er masser af udfordringer forude, og regering og folketing har ikke en chance for at nå i mål uden et betydeligt mål af regulering, herunder også af CO2-afgiften.

Lige nu er udfordringen svær at rumme. Omvendt er der måske under den aktuelle selvransagelse skabt en ny forståelse for omstillingens ufravigelige nødvendighed. Og at tiden for handling – som i pandemien – er knap.

Rettelse: I en tidligere udgave af denne lederartikel hed det om rapporten fra landbrugs- og fødevaresektoren, at »Næsten en tredjedel af det, man medregner (for at nå 62 pct. CO2-reduktion, red.), kommer således fra vindmøller og solceller, som man foreslår placeret på landbrugsjord, men som rettelig bør tilskrives – og faktisk tælles med hos – energibranchen.«

Den formulering er en misforståelse. Formuleringen har sin oprindelse i en tabel i landbrugsrapporten kaldet ’Klimatiltag – Landbrug’, hvor ’Udbredelse af vedvarende energi til energiproduktion i landbruget’ udgør næsten en tredjedel af de samlede CO2-reducerende tiltag. Tabellen ledsages af oplysning om, at »Tiltagene vil have effekt i energisektoren, men bidraget er medtaget her, da det er fødevare- og landbrugssektoren, som er forudsætningen for bidraget.«

Dette betydelige bidrag fra vedvarende energi er imidlertid kun medtaget i selve 62 pct.-reduktionen i det ganske begrænsede omfang, denne grønne energi indgår i landbrugets egen energiforsyning.

Vi beklager misforståelsen. Red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I politisk henseende er det vel to sider af samme mønt: coronakrisen handler om at redde erhvervslivet - klimakrisen handler om at skåne det..

Jeppe Lindholm

Coronakrisen er et forbigående, men særdeles alvorlig uvejr. Konsekvenserne af en klimakatastrofe derimod kan vare i århundrede.

Det bedste der kan komme ud af coronakrisen er, at menneskeligheden tager klimakatastrofen langt langt mere alvorlig fremadrettet.

Man kan frygte at det bliver som efter finanskrisen, at først skal vi alle sammen forbruge noget mere, så vi kan få økonomien op og køre, og så kan vi begynde at tænke på klimaet i stedet for at bruge klimainvesteringer til at få gang i økonomien.

Kent Nørregaard

Nu erdet sådan at landbruget er godt igang med at vise sit værd.